Læsetid: 3 min.

Merkels valgprogram kritiseres for manglende visioner

Skattelettelser, mere politi og fuld beskæftigelse. Som sidste parti i den tyske valgkamp fremlagde CDU/CSU mandag sit program, som hurtigt blev kritiseret for at give til de velhavende og fortrænge de store linjer
4. juli 2017

Det er under et år siden, at lederen af CDU's sydtyske søsterparti CSU, Horst Seehofer, truede Angela Merkel med at droppe de to kristendemokratiske partiers parløb. Årsagen var flygtningekrisen, hvor Seehofer krævede en entydig øvre grænse for optaget af flygtninge, hvilket Merkel blankt afviste.

Ikke desto mindre var der demonstrativ harmoni i luften mellem Seehofer og Merkel, da de under sloganet »Velstand og sikkerhed for alle« mandag præsenterede CDU/CSU's valgprogram op til Forbundsdagsvalget i september.

Fuld beskæftigelse

Det økonomiske hovedbudskab i valgprogrammet lyder på skattelettelser for i alt ca. 110 mia. kroner. Beløbet svarer præcist til SPD's udspil, men i modsætning til socialdemokraterne vil CDU/CSU også gennemføre skattelettelser for mellemhøje indkomster og »uden modfinansiering af andre skatter, fordi vi vil opnå fuld beskæftigelse«, som Horst Seehofer formulerede det i Berlin.

Målet er at sænke den nuværende tyske arbejdsløshed på godt fem procent til under tre procent i 2025. At disse skattelettelser skulle være det rigtige middel, betvivles dog af flere førende tyske økonomer.

Omvendt roses bestræbelsen af medier som Deutsche Welle, der under Tysklands aktuelle økonomiske optur ser en klarere plan i løftet om fuld beskæftigelse end i SPD's løfte om mere social retfærdighed. Den vinkel afviser SPD-leder Martin Schulz, som kalder Merkels udspil for »useriøst« og »gaver til de vellønnede«.

Sikkerhed i centrum

I valgprogrammet sender Merkel og Seehofer samtidig en kontra mod SPD's familievenlige valgprogram med løfter om et større fribeløb for forældre, flere børnepenge og støtte til boligfinansiering. Udover at skabe et offensivt program for boligbyggeri, forskning og digitalisering, vil CDU/CSU – igen præcis som SPD – oprette yderligere 15.000 stillinger i det tyske politi for at sikre landets indre sikkerhed.

En markant forskel mellem de to partier ligger der til gengæld i CDU/CSU's løfte om at stræbe mod Natos mål om bruge to procent af landets BNP på militær. Ligesom De Grønne og Die Linke ser SPD denne udvikling som en uacceptabel oprustningsspiral og som penge ud ad vinduet, så længe de europæiske sikkerhedssystemer ikke er koordinerende. Ellers byder CDU/CSU's program på meget få visioner for det europæiske samarbejde.

Ingen angrebsflade

Efter præsentationen bredte der sig hurtigt en række satiriske kommentarer om plagiat på sociale medier, fordi programmet ligger tæt op ad SPD's og ikke byder på de store overraskelser. På dette punkt betonede Merkel selv, at programmets mål er »at føre Tyskland sammen og ikke at splitte landet«.

Det har nogle kommentatorer set som en styrke for en statskvinde, mens aviser som FAZ mener, at Merkel indholdsmæssigt forsøger at undgå enhver angrebsflade for SPD. I samme ånd spørger avisen TAZ, hvad Merkel egentlig vil i de næste fire år – altså ud over at regere.

»Her er klassikerne fra sikkerhed til familiepolitik. Men der mangler en idé for hele samfundet. (...) Det er samme gryderet som ved valget 2013 – pga. den gode finansielle situation er der dog puttet et par ekstra pølser i,« skriver TAZ og spørger til »afgørende spørgsmål for landets fremtid« som social splittelse, integration og en smuldrende infrastruktur.

Flygtningehykleri

På samme linje kritiseres CDU/CSU skarpt fra flere sider for slet ikke at komme med et udspil til en pensionsreform, som i stedet er skubbet ud i et fagudvalg.

Med Süddeutsche Zeitungs ord vil den demografiske udfordring inden for få år udhule pensionssystemet i det aldrende Tyskland, hvormed en reform af pensionssystemet er uundgåelig.

»Der kan bare næppe vindes stemmer med det emne. For det vil ende med, at pensionsbidragene vil stige, og hvem har lyst til at høre det?« spørger Süddeutsche Zeitung syrligt.

Efter præsentationen viste Horst Seehofer sig alligevel »yderst tilfreds« med programmet og spår »en stærk valgkamp sammen med Merkel«. Han bekræftede her, at hans krav om en øvre grænse for flygtninge kun vil nedfældes i en særlig »Bayern-plan for CSU«.

Det fik det højrenationale AfD til på twitter at angribe »Seehofers hykleri«, fordi han atter bakker så entydigt op om Merkel trods hendes linje i flygtningespørgsmålet.

Tallene taler dog for Merkel. Trods kritikken kan CDU/CSU sole sig i en opbakning på ca. 40 procent, mens SPD ligger på 24.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

"Ellers byder CDU/CSU’s program på meget få visioner for det europæiske samarbejde."

EU er mere populær i Tyskland end i Danmark; men ..... man vinder ikke valg på positive EU tiltag - heller ikke i Tyskland. Men det ved du selvfølgelig godt.