Læsetid 11 min.

Millioner af mennesker lever i uvished efter Brexit

Storbritanniens og EU’s chefforhandlere forhandler i disse uger om en aftale, der skal give omkring tre mio. EU-borgere bosat i Storbritannien og cirka 1,2 mio. briter bosat i det øvrige EU klarhed over deres rettigheder efter Brexit. Information har talt med to af dem, hvis fremtid bliver direkte påvirket af Brexit
Lene Kruhøffer føler sig i stigende grad som en fremmed i Skotland, hvor hun ellers har boet i 33 år. Nu har hun fået job i Tønder og flytter retur til Danmark.

Lene Kruhøffer føler sig i stigende grad som en fremmed i Skotland, hvor hun ellers har boet i 33 år. Nu har hun fået job i Tønder og flytter retur til Danmark.

Anders Birger

1. august 2017

De personlige konsekvenser af Brexit: Danske Lene flytter hjem efter 33 år

Lene Kruhøffer har efter 33 år i Skotland valgt at flytte tilbage til Danmark. Brexit har fået hende til at føle sig mindre velkommen i det land, hvor hun har arbejdet og set sine fem drenge vokse op, og hvor hun siden blev involveret i uafhængighedskampagnen

Der var ingen tvivl i Lene Kruhøffers skotske omgangskreds op til EU-folkeafstemningen sidste år: Selvfølgelig ville det blive Remain. Hendes kæreste, Gordon, fik sågar overtalt hende til ikke at spilde penge hos bookmakeren ved at sætte penge på ’Leave’, som hun et kort øjeblik overvejede.

Trods den lille rumsterende usikkerhed indeni, som fik hende til at overveje væddemålet, fik hun et chok, da hun kl. fem om morgenen den 24. juni 2016 vågnede og tændte for fjernsynet for at få bekræftet Remain-resultatet. I stedet så hun, at Leave havde vundet med 52 procent af stemmerne.

»Jeg var fuldstændig lamslået. Jeg følte det, som om jeg havde fået en knytnæve i maven. Det var frygteligt,« mindes 53-årige Lene Kruhøffer, der flyttede til Skotland som 20-årig og siden fik fem drenge med sin nu eks-mand.

Hun var aldrig blevet britisk statsborger – Danmark tillod først dobbelt statsborgerskab fra september 2015, og Lene Kruhøffer følte sig desuden skotsk, ikke britisk – og hun kunne derfor hverken stemme i folkeafstemningen eller ved det efterfølgende parlamentsvalg.

»Jeg følte mig virkelig sparket i røven, fordi vi ikke havde fået lov til at stemme, men der gik lang tid, før jeg begyndte at tage det personligt,« fortæller hun.

Dem og os

Det personlige aspekt kom snigende. Først med historierne om, at hendes 33 år i landet i princippet ikke betød noget for, om hun kunne få permanent ophold, medmindre hun havde haft privat sygesikring eller betalt til systemet til en bestemt rate. Det havde hun aldrig hørt om, og det fik hende til at føle sig uvelkommen.

Derudover var det hele den xenofobiske stemning, der greb landet umiddelbart efter Brexit, og som pludselig gjorde, at hun blev mindet om, at hun var immigrant.

»Folk sidder tit helt tomhjernede og taler om, hvor svært det er at få en aftale hos lægen på grund af alle de udlændinge. Jeg sidder og lytter og tænker: ’I ved godt, at jeg er udlænding, ikke?’ Og hvis de husker det, siger de: ’Det er ikke dig, vi mener, det er alle de andre udlændinge’,« fortæller Lene Kruhøffer.

Hun føler, at afstemningen har skabt en ’dem og os’-opdeling, hun ikke tidligere har oplevet. Den findes endda i Skotland, hvor der var flertal for Remain,

»Jeg kan godt selv mærke, at jeg har trukket mig lidt væk, men da jeg for nylig tog kontakt til en veninde, jeg ikke havde set i lang tid, sagde hun, at hun havde følt, at det var lidt akavet at ringe til mig, fordi hun jo havde stemt Leave. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun dog havde gjort det, sagde hun, at det var på grund af alle udlændingene. Det er sådan nogle små drypvise bemærkninger, der har fået mig til at føle, at det her alligevel ikke er mit land,« siger hun.

Det har også betydet – tilføjer Lene Kruhøffer – at hun helt har mistet interessen for den skotske uafhængighedskampagne, som hun ellers havde været dybt involveret i op til afstemningen i 2014.

»Jeg føler mig fuldstændig brændt ud, og jeg stødte ind i det igen og igen; at det ikke er mit land alligevel.«

Til Danmark

Konsekvensen af den tiltagende følelse af alligevel ikke at høre til var, at Lene Kruhøffer lidt ud af det blå søgte en stilling i Tønder. Hun blev til sin overraskelse indkaldt til samtale, og endnu mere overrasket blev hun, da hun straks fik tilbudt jobbet.

»Jeg havde nogle gange tænkt på at flytte til Danmark en dag, men det er jo så besværligt, så det blev først med Brexit, at jeg gjorde alvor af det. Til sidst tænkte jeg, at jeg bare gerne ville have lidt fred og ro, og det får man nok nede i Tønder,« siger Lene Kruhøffer, der stadig har sin jyske accent, om end den afslører, at hun kommer længere nordfra.

Beslutningen har givet hende ro og har fået hende til at koble lidt fra i forhold til hele Brexit-debatten og de igangværende forhandlinger.

»Jeg følger stadig med, for det kan få indflydelse på mig, fordi jeg jo importerer en brite til Danmark,« siger hun med henvisning til, at kæresten Gordon har sagt ja til at følge med.

»Men jeg kan godt mærke, at jeg ikke involverer mig så dybt længere. Jeg har ret til at bo i Danmark, og de kan ikke smide mig ud,« siger hun og erklærer sig rystet over udviklingen i Storbritannien i de seneste år.

»Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dem spille hasard med freden i Nordirland. Folk bliver mere og mere konfronterende, splittelsen bliver større og større,« siger hun.

Børnene

Det var ikke en let beslutning at takke ja til jobbet i Tønder og rykke hjem igen efter så mange år. Særligt fordi kun en af hendes fem drenge stadig har sit danske statsborgerskab, som børn mister, når de fylder 22 år, medmindre de ansøger om at beholde det. For mange gjorde EU’s frie bevægelighed det unødvendigt.

»Det føles så unaturligt, at det er mig, der forlader dem. Normalt er det jo børnene, der rykker teltpælene op og rejser ud i verden. Men vi talte om det, og de bakkede mig op og sagde: ’Selvfølgelig skal du det’,« fortæller Lene Kruhøffer lettet og tilføjer, at drengene nu selv overvejer at følge med, mens hun forestiller sig, at én af dem kunne ende i Grækenland med sin græske kæreste.

»Min familie kan ende med at blive spredt ud over kloden – det er, hvad alt det her har afstedkommet,« siger hun og tilføjer, at hun har en søster i Berlin.

Ved at flytte nu – inden Brexit – kan Gordon uden problemer følge med til Danmark, men idet Lene Kruhøffer »bare ikke har lyst til at tage britisk statsborgerskab«, risikerer hun selv at få problemer, hvis hun i fremtiden skulle ønske at flytte tilbage.

»Jeg er ret afklaret med, at jeg ikke vil flytte tilbage til Skotland. Jeg bryder mig ikke om den måde, det hele har udviklet sig på i Skotland, hvor alle sparker til dem, der i forvejen ligger ned, og med det dårlige forhold mellem Skotland og Westminster, der bare bliver værre og værre,« siger hun, men kan heller ikke med sikkerhed sige, at hun vil blive i Danmark for altid.

»Hvis ikke det går, kan det være, at det ender med Berlin. Mit tyske er der et eller andet sted, og jeg er ret tæt på min søster,« som hun siger.

De personlige konsekvenser af Brexit: Nu bliver Laura belgier

De 1,2 mio. briter, der er bosat i andre EU-lande, bliver hårdt ramt af Brexit. For Bruxelles-bosatte Laura Shields og hendes mand er løsningen på usikkerheden over fremtiden blevet at søge om belgisk statsborgerskab

For britiske Laura Shields betyder Brexit først og fremmest én ting: Uvished.

Som bosat i Bruxelles på niende år er det ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt hendes unge familie vil få lov til at blive, men også om hendes juristuddannede mands uddannelse fremover vil blive anerkendt i det øvrige EU, og om hun selv vil kunne fortsætte med at arbejde på tværs af grænser med sit europæiske medietræningsfirma.

»Min virksomhed er afhængig af fri bevægelighed og muligheden for let at kunne rejse let rundt i Europa. Jeg plejer at hente britiske kolleger herover for at arbejde med mig, og jeg har brug for at rejse overalt i Europa for at arbejde med mine klienter. Vil Brexit betyde, at jeg skal have arbejdstilladelser i 27 lande? Hvad vil det koste? Og vil mine klienter synes, at jeg er det værd?« siger Laura Shields om nogle af de tanker, der fylder i hendes liv, mens de britiske og europæiske forhandlere diskuterer de i alt cirka 4,2 millioner berørte EU-borgeres fremtid efter Brexit.

For Laura, hendes mand og deres fire år gamle søn har en delvis løsning været at søge om belgisk statsborgerskab. Delvis, fordi det ikke vil løse spørgsmålet om hendes mands kvalifikationer, som kun en fremtidig aftale om gensidig anerkendelse af kvalifikationerne kan løse – en af de mange detaljer i forhandlingerne, der end ikke nævnes endnu.

Familien er ikke alene. Overalt i EU meddeler myndighederne om voldsomme stigninger i antallet af briter, der har ansøgt om statsborgerskab.

»Det er svært at finde tal for det, men de fleste briter, jeg kender i Belgien, som kan søge, og som ønsker at blive boende i landet, er i gang med processen. Og resten arbejder på at blive parat til at søge,« fortæller hun om nogle af de 24.000 briter, der i dag arbejder i NATO og EU’s institutioner i byen.

De sidstnævnte er ifølge Laura »knuste« over Brexit, som også betyder tab af jobbet.

»Dem, jeg kender i institutionerne, har brugt deres liv på at opbygge Europa, så det er virkelig svært for dem,« siger hun.

Hun tilføjer, at en bivirkning ved Brexit har været, at mange briter både i og uden for Storbritannien nu er mere pro-europæiske.

»For mig handler det at blive belgisk også om at vælge Europa og tilvælge min europæiske identitet, og jeg tror, at Brexit for mange briter i Europa, men også i Storbritannien, har fået os til at føle os mere europæiske, ikke mindre,« siger hun.

»På en mærkelig måde føler jeg mig mere rolig nu end under valgkampen. Jeg fandt januar til juni sidste år ulidelig. Jeg deltog i kampagnen, og atmosfæren var giftig, og det føltes, som om det hele gik galt. Jeg var meget mere ked af det dengang. Nu føler jeg bare, at det hele er et værre rod, og det må vi så gøre noget ved, men nu kan jeg faktisk foretage mig noget,« siger Laura, der er halvt amerikaner.

Træt af sit land

Som opvokset i Storbritannien føler Laura Shields sig mere britisk end amerikansk, men Brexit har ændret hendes følelser for hjemlandet, erkender hun.

»Denne ideologiske, hårde Brexit-retorik: ’Vi vil tage kontrollen tilbage’, ’Vi vil have kontrol med immigrationen uanset prisen’; denne kolonialistiske, imperialistiske position i Storbritannien bryder jeg mig virkelig ikke om, og jeg føler, at den har domineret i det seneste år,« siger hun og erklærer sig dybt skuffet over Theresa May som premierminister for et splittet land.

»Da hun kom til magten, forventede jeg i høj grad af hende, at hun viste empati og anerkendte, at resultatet var tæt, og at hun forstod, at det var svært for folk som mig; at hun ville forsøge at arbejde i landets bedste interesse. I stedet fik vi: ’Hvis du er verdensborger, er du ikke borger nogen steder’. ’Du tabte, så acceptér det’. Og hun fremlagde den mest radikale position, som så ud til at handle om at gøre hardlinerne i hendes parti tilfredse. Så ja, det fik mig til at tænke mindre godt om Storbritannien,« siger hun og tilføjer, at hun også på det personlige plan »har haft det svært«.

»Siden afstemningen har jeg ikke været i stand til at tale med en af mine gamle venner, som stemte Leave, og da jeg for nylig forsøgte at genoptage kontakten, måtte jeg erkende, at jeg ikke er klar til det endnu.«

Ikke desto mindre har hun fået det bedre efter det britiske parlamentsvalg, hvor de konservative mistede deres flertal og sandsynligvis ikke længere vil kunne gennemføre en hård Brexit.

»Jeg ved, at vi stadigvæk har kæmpe problemer og er på spanden, og jeg tror ikke på, at Jeremy Corbyn er svaret på det, men det viser, at landet er meget mere nuanceret og komplekst, end man fik indtryk af i sidste års overskrifter. Det har fået mig til at føle, at der faktisk er plads til folk som mig,« siger Laura, der erklærer sig for »kæmpe-remainer«, der stadig håber på, at Brexit ikke vil blive gennemført.

Der er ikke meget, der tyder på, at de britiske politikere vil ændre kurs, så alternativt håber hun på, at regeringen vil leve op til det løfte, Leave-siden gav under valgkampen: At der ikke ville blive nogen ændringer overhovedet i EU-borgernes situation efter Brexit.

Det er imidlertid ikke, hvad der tilbydes i det nuværende britiske forslag om at give alle permanent ophold, men bl.a. uden ankemulighed ved EU-domstolen.

»Det er uacceptabelt, og hvis briterne nægter at tilbyde mere, er der en meget stor risiko for, at britiske borgere, der bor i Europa, også vil få deres rettigheder udvandet. Jeg så gerne, at regeringen giver os det, de lovede: Ingen ændringer i status, og også at de isolerer forhandlingerne. De har tilføjet noget med, at en aftale på området afhænger af den samlede skilsmisseaftale og handelsaftalen, og det er uacceptabelt. Man gambler ikke på den måde med folks liv,« siger hun og forklarer, at mange – særligt ældre expats – »lider af søvnløse nætter og psykiske problemer« på grund af uvisheden.

»Det er ikke nogen bagatel. Slet ikke for folk, der ikke bor i storbyerne, hvor de kan mødes med ligesindede, og hvor de er tæt på folk med politisk indflydelse, som vi er,« siger Laura, der finder behandlingen af udeboende europæere »ufattelig hjerteløs«.

»Folk, der har vovet at bosætte sig uden for deres eget land, bliver straffet for det og bliver rykket rundt som bønder i et skakspil.«

Personligt er hun ikke i tvivl om, at en international by som Bruxelles er det helt rigtige sted for hendes egen familie.

»Jeg har aldrig følt mig mere hjemme noget sted end her. Det føles bare rigtigt,« forklarer hun og siger, at det var i 2012, at hun og hendes mand for alvor slog rødder i byen.

»Det år gik min mand fra at være udsendt til et fast job på lokale betingelser, og så blev vi gift, købte hus og fik et barn. Men selv da var der et spørgsmålstegn ved, om vi ville blive i Belgien, for der er altid denne antagelse om, at man i sidste ende vender tilbage til sit hjemland. Men så kom Brexit-resultatet sidste år, og så var vi sikre: Vi skal ikke tilbage.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
Kristen Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Interessant at høre hvordan en dansker bosat Scotland og en amerikaner bosat i Belgien har det med den engelske brexit.

Brugerbillede for Michael Friis
Michael Friis

Millioner levedevi usikkerhed både før og efter Brexit ! Lad være med at give skylden på enkeltstående begivenheder,
Spørgsmålet er hvorfor virker EU ikke attraktivt for mange af deres borgere?
Der bliver en løsning mellem EU og UK. Personligt hælder jeg til at det bliver en soft Brexit - og med nogen sandsynlighed for endnu en afstemning (a la DK).
Det udstiller EU. Borgere skal ikke spørges og demokrati skal fortsat udvandes. Al magt til beuakratiet. Snøft

Finn Thøgersen, Per Torbensen, Tue Romanow og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Michael Friis

Usikkerheden er først opstået for mig og min kinesiske kone med Brexit. Der var ingen usikkerhed om vores opholdstilladelse inden da.

Karsten Aaen, David Zennaro og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Siersbæk
Torben Siersbæk

@Michael Friis.
Med al respekt - du har fuld ret til at mene at EU er noget bras. Men at påstå, at borgerne ikke har indflydelse på, hvad EU beslutter, er det rene nonsens!
Du er med til at vælge parlamentet, der sammen med ministerrådet, der består af fagministre fra hvert medlemsland - de er også et resultat af vælgerbeslutninger, som du vel ved? - har lovgivningskompetencen i EU, mens lovinitiativet ligger hos Kommissionen, der OGSÅ består af personer, der er udpeget af de respektive medlemslandes regeringer, altså igen noget du har indflydelse på som vælger!
Med hensyn til anledningen til den artikel, du reagerer på, så er resultatet af Brexitafstemningen (der endte ca 52-48, altså ikke det mest massive flertal, man kan tænke), bl.a. resultatet af en af de mest løgnagtige og hadefulde agitationer, man har set i et vesteuropæisk land i de seneste mange år.
Hvis du havde tilladt dig den luksus at se, hvordan Brexitsiden argumenterede, så ville du vide, at den var fyldt med ondsindede beskyldninger mod EU og alle ikke-britiske personer i UK. Og det er NETOP den kampagnes resultat, Lene Kruhøffer fortæller om i interviewet: "Folk sidder tit helt tomhjernede og taler om, hvor svært det er at få en aftale hos lægen på grund af alle de udlændinge.", at selv nære venner begrunder deres stemme for Brexit, "at det var på grund af alle udlændingene".
Dine konspiratoriske udgydelser burde du holde for dig selv. Afstemninger om hvilket som helst forhold i et EU-medlemsland besluttes af dette land - EU kan ikke dekretere en afstemning i NOGET medlemsland!
Og hvad angår danske folkeafstemninger, så mener du da ikke for alvor, at man aldrig skal have en ny afstemning om et tema, bare fordi der allerede én gang har været en folkeafstemning om det? Med tonen i dit indlæg er jeg sikker på, at du ville elske en ny afstemning om det danske medlemskab, selv om afstemningen i 1972 endte med ca 2/3 flertal for dansk medlemskab, altså meget mere end Brexit endte med! Så hvorfor er det et problem, at VÆLGERNE udtaler sig igen? Selv vælgerkorpset kan vel blive klogere - selv om man nogen gange kan komme i tvivl!
Snøft??? Tag en tudekiks!

Karsten Aaen, Lene Kruhoffer, Gert Romme, Bjarke Hansen, Søren Knudsen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Som jeg forstår det , så er ikke Muslimske "udlændige" man er efter i Brexit., men andre "udlændige" fra EU . Interessant. Problemet, "Narciss" er alle vegne.

Karsten Aaen, Egon Stich og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Madsen
Martin Madsen

At kalde EU demokratisk, er i bedste fald en tilnærmelse, men mest sandsynligt mangel på viden om demokrati.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

For mig EU handler det først og fremmest om at samle mest mulige folkeslag. Det er en fordel, det giver fred, da uoverinstemmelse løses med samtale og dernæst, det må være målet for politik at skabe større grupper af lande og mindske landenenes antal. EU er hverken mere eller mindre demokratisk end medlemeslande. Der er for mange advokater, der prøver at finde "huler " i loven eller konventioner for at undgå den."Småt er ikke godt". det er en illusion. Hvem ikke kan lide og være en supermagt.