Læsetid: 4 min.

Ministerrokade skal redde den svenske regering

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, fyrer to ministre efter it-skandalen. Men det giver ingen garanti for borgfred, mener eksperter
Den svenske statsminister, Stefan Löfven (t.h.) annoncerede i går på et pressemøde, at to ministre træder tilbage. Oppositionen havde krævet tre, men den tredje, forsvarsminister Peter Hultqvist (t.v.), blev fredet.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven (t.h.) annoncerede i går på et pressemøde, at to ministre træder tilbage. Oppositionen havde krævet tre, men den tredje, forsvarsminister Peter Hultqvist (t.v.), blev fredet.

Stefan Mattsson

28. juli 2017

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, valgte torsdag at gennemføre en ministerrokade, efter at en omfattende skandale om it-sikkerhed fik oppositionen til at kræve tre ministres afgang.

To af de tre udskældte ministre trækker sig, henholdsvis indenrigsminister Anders Ygeman og minister for infrastruktur Anna Johansson, mens den tredje, forsvarsminister Peter Hultqvist, fredes. Det fortalte statsministeren på et pressemøde i regeringsbygningen Rosenbad, hvor han samtidig præsenterede sit nye ministerhold.

»Jeg har overvejet forskellige alternativer og vælger det, der er bedst for Sverige,« sagde Löfven, der understregede, at han ikke ønsker »at bringe Sverige ud i en politisk krise«.

Onsdag krævede de fire borgerlige oppositionspartier, Alliancen, at statsministeren skulle fyre alle tre ministre, der har været involveret i it-skandalen. Men det krav valgte han at ignorere.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven. 
Læs også

»Forsvarsminister i min regering er Peter Hultqvist. Sverige har store sikkerhedspolitiske udfordringer, og Peter Hultqvist har bidraget markant til at øge tilliden til svensk forsvars- og sikkerhedspolitik,« sagde Stefan Löfven, der samtidig gav en heftig kritik af oppositionens angreb på forsvarsminister Hultqvist – et angreb, han betegner som »useriøst«.

»Oppositionens opførsel er helt misforstået. Nu må hvert medlem af parlamentet tage stilling til, om Peter Hultqvist skal gå af,« sagde Löfven med henvisning til, at det nu er op til resten af det svenske parlament, Riksdagen, at afgøre, om de vil frede den svenske regering.

Krisen er ikke afblæst

Karl-Gösta Bergström, politisk kommentator på det svenske dagblad Expressen, siger i en analyse, at statsministeren i sin håndtering af sagen har valgt det bedste af en række mulige scenarier. Men også at han tager en stor chance.

»Löfven trodser jo et flertal i Riksdagen og tager en stor chance, når han vælger at beholde forsvarsminister Hultqvist,« siger Karl-Gösta Bergström blandt andet til Expressen TV.

»Det var en overraskelse for de fleste. Det viser, at socialdemokraterne ikke ønsker at slippe magten. Han vælger at fyre to af de tre ministre, som oppositionen havde stillet et mistillidsvotum til, men han beholder Hultqvist og risikerer dermed, at oppositionen fortsætter (deres angreb, red.),« siger Bergström, der dog roser statsministeren for at vælge den bedste løsning i en svær tid.

»Det ville blive langt mere kaotisk, hvis regeringen var trådt tilbage eller havde udskrevet nyvalg. Men det er også en regering, der erkender sin svage position som mindretalsregering,« siger han.

»Löfven gjorde det mindst dårlige i en dårlig situation.«

Splittet opposition

Drude Dahlerup, professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, mener, at statsminister Stefan Löfven foreløbigt har klaret situationen godt, men også at den langt fra er afsluttet.

»Oppositionen udtrykte mistillid til tre ministre, men Stefan Löfven skilte sig kun af med de to. Han vælger altså ikke at imødekomme oppositionens krav, og derfor er sagen endnu ikke afsluttet. Oppositionen skal nu beslutte, hvad de vil gøre. Vi ved endnu ikke, om de fortsat vil stille et mistillidsvotum til forsvarsministeren. Men vælger de at gøre det, så er der mulighed for, at det bliver et kabinetsspørgsmål. Regeringen er absolut ikke fredet,« siger Drude Dahlerup, der dog også peger på den mulighed, at statsminister Löfvens håndtering af sagen ligefrem kan styrke regeringen.

»Löfven er hård i mælet og spiller bolden tilbage til oppositionen. Samtidig får han nogle nye stærke ministre ind i regeringen, blandt andet har han taget en ny stærk, kvindelig kommunalpolitiker, Heléne Fritzon, ind som minister. Så samlet set kan det godt styrke regeringen.«

Når oppositionen ikke står stærkere, skyldes det, at den er splittet. Især Sverigesdemokraterna, SD, der ifølge meningsmålingerne ville blive et af Sveriges største partier, hvis der var valg i dag, er et problem for den samlede opposition. Hverken højrefløjen eller venstrefløjen kan danne flertal uden dem, forklarer Drude Dahlerup.

»Oppositionen er splittet, og det handler særligt om samarbejdet med Sverigesdemokraterna. Derfor har de også kun sat et mistillidsvotum til tre ministre og ikke til hele regeringen. Det er helt usædvanligt, men de gør det lige præcis, fordi der ikke er noget alternativ til regeringen,« siger Drude Dahlerup, der ikke forestiller sig et svensk valg i utide.

»Oppositionen er formodentlig ikke interesseret i at overtage regeringsmagten lige nu. Der er valg i september 2018, og selv om Sverige skulle afholde valg nu, så skal de alligevel have et valg i 2018.«

Den svenske it-skandale

  • I 2015 udliciterer den svenske Transportstyrelse en del af styrelsens it-drift til IBM, der benytter sig af underleverandører i blandt andet Tjekkiet, Rumænien og Serbien. Grundet tidspres hastes udliciteringen igennem og flere sikkerhedsbestemmelser ignoreres, herunder sikkerhedsgodkendelser af de firmaer og personer, der skal behandle de svenske data, der også indeholder en lang række personfølsomme oplysninger.
     
  • Den svenske efterretningstjeneste, Säpo, advarer allerede i 2015 om risikoen for at personfølsomme oplysninger havner i forkerte hænder, og Säpo anbefaler derfor, at udenlandske firmaer blokeres for adgang til data fra Transportstyrelsen.
    I 2016 indleder Säpo en egentlig undersøgelse af sagen, som ender med at Transportstyrelsens direktør, Maria Ågren, afskediges. Regeringen vælger i første omgang at hemmeligholde årsagen til fyringen af Maria Ågren.
    Der opstår derfor tvivl om, hvem der kendte til sagen – og hvornår. Statsminister Löfven sagde den 24. juli i år, at han selv og minister for infrastruktur, Anna Johansson, først blev orienteret om sagen i januar 2017, selv om både forsvarsminister Peter Hultqvist og indenrigsminister Anders Ygeman angiveligt allerede i marts 2016 blev informeret om sagen.
     
  • Den 26. juli i år meddelte Sveriges borgerlige opposition, Alliancen, at den med støtte fra Sverigesdemokraterna stiller et mistillidsvotum til henholdsvis indenrigsminister Anders Ygeman, minister for infrastruktur Anna Johansson og forsvarsminister Peter Hultqvist. Dagen efter meddeler statsminister Stefan Löfven, at minister for infrastruktur Johansson og idenrigsminister Ygeman trækker sig på grund af skandalen. Forsvarsminister Hultqvist fredes derimod af statsministeren. Deruodver er Tomas Eneroth blevet ny infrastrukturminister, Heléne Fritzon er blevet migrationsminister og assisterende justitsminister, mens Morgan Johansson er blevet justitsminister og indenrigsminister. Gabriel Wikström stopper som sundhedsminister af helbredsårsager.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer