Læsetid: 8 min.

I Mississippi er århundreders racekonflikt stadig uløst

I 1969 flyttede en ung hvid journalist fra Mississippi Delta til nordstaterne i frustration over hvides racisme. Men det gik snart op for ham, at racismen dér var mindst lige så slem. Den nu 77-årige Curtis Wilkie fortæller, hvorfor han årtier senere flyttede tilbage til Syden – en region, hvor sydstatsdemokrater stadig regerer, dog gennem Det Republikanske Parti
I 1969 flyttede en ung hvid journalist fra Mississippi Delta til nordstaterne i frustration over hvides racisme. Men det gik snart op for ham, at racismen dér var mindst lige så slem. Den nu 77-årige Curtis Wilkie fortæller, hvorfor han årtier senere flyttede tilbage til Syden – en region, hvor sydstatsdemokrater stadig regerer, dog gennem Det Republikanske Parti

Imani Khayyam

25. juli 2017

OXFORD, MISSISSIPPI – I den henrivende sydstatsby Oxford støder besøgende uundgåeligt ind i to prominente statuer.

Den ene er den ukendte sydstatssoldat foran domhuset på torvet; den anden af James Meredith, som var den første sorte borger til at blive indskrevet på University of Mississippi i 1962.

Begge mindesmærker personificerer på hver sin måde Mississippis fortsat uløste racekonflikt mellem hvide og sorte.

Den 300 år lange historie kan opdeles i epoker. Først slaveriet, dernæst borgerkrigen, så en kort reformperiode med fremskridt for sorte, og i begyndelsen af det 20. århundrede et voldsomt tilbageslag, hvor den i borgerkrigen besejrede hvide befolkning genvandt politisk magt og indførte raceadskillelse, der varede indtil 1960’erne.

Afroamerikanernes kamp for lige borgerrettigheder i halvtredserne og tresserne førte til en ny og indtil videre udefineret æra, der rækker ind i nutiden med raceintegration på dagsordenen.

I 2017 er det åbne spørgsmål i Mississippi, om eksperimentet er mislykket, og hvorvidt konservative Republikaneres næsten totale politiske dominans i sydstaten signalerer en tilbagevenden til de »gamle dage«.

»Vi er støt og roligt ved at vende tilbage til tiden før borgerretsbevægelsen,« sukker journalist og forfatter Curtis Wilkie.

»I Mississippi er alle Republikanere tidligere sydstatsdemokrater, eller også nedstammer de fra en familie, der sluttede op om raceadskillelseslovene. I den forstand er racismen stadig nærværende.«

Oxford hører dog til en af undtagelserne. Byen er en progressiv oase midt i en dybt reaktionær stat. Der findes andre lyspunkter. I begyndelsen af juni vandt den sorte og venstreorienterede Demokrat, Antar Lumumba, borgmestervalget i hovedstaden Jackson.

Det er let at konstatere, hvor fremskreden raceintegrationen faktisk er i Oxford.

Man kan bare tage til torvet midt i byen. Her arbejder hvide og sorte sammen i bogladen Square Books, en af de fineste i det amerikanske Syden. Boghandelen er delt op i tre butikker, der alle ligger i den ring af bygninger, som omgiver domhuset midt på pladsen.

Foran domhuset står paradoksalt nok stadig en høj, slank og hvid marmorstatue af en ukendt sydstatssoldat til minde om hvide forfædres væbnede forsvar for slaveriet under borgerkrigen 1861-64. Der er p.t. ingen planer om at rive statuen ned.

Tapper sort studerende

Eller man kan tage til universitetsparken, hvor en skulptur af James Meredith blev rejst i 2002. Han er portrætteret i fremadgående bevægelse mod en høj port understøttet af to romerske søjler. Øverst på monumentet er et enkelt ord indskrevet i store bogstaver: »Courage«.

Den dengang 30-årige James Meredith måtte løbe spidsrod gennem en pøbel af hvide mænd for at nå frem til universitets administrationsbygning i oktober 1962. I dagene, der fulgte, erklærede præsident John F. Kennedy militær undtagelsestilstand i Oxford. Det krævede flere tusinde soldater at genoprette ro og orden.

I dag kan man gå ind i studenternes kantine på University of Mississippi og se hvide og sorte sidde og snakke omkring det samme bord – et umuligt syn i ’gamle dage’, hvor sorte ikke havde adgang til hvides højere læreanstalter. Til forskel fra de fleste andre byer i sydstaten er Oxfords kommuneskoler og gymnasier endda fuldt raceintegrerede.

Måske Oxfords største attraktion er forfatteren William Faulkners hjem, Rowan Oak, der er blevet forvandlet til et museum. Ingen anden litterat i sydstaternes historie har i sine romaner beskrevet det komplekse forhold mellem hvide og sorte så præcist og overbevisende. De to absolut bedste bøger af Faulkner er Absalom, Absalom og The Sound and The Fury.

I de år, den nu 77-årige Curtis Wilkie tilbragte som studerende i Oxford 1958-62, så han ofte den berømte forfatter spankulere rundt i byens gader.

»Faulkner var ikke afholdt i byen. Han blev opfattet som prætentiøs. Han klædte sig som en engelsk greve med bowlerhat og brugte stok. Det i en by, hvor mænd gik rundt i jeans eller overalls. Faulkner opdigtede historier om sine bedrifter. Han påstod at have været pilot i det canadiske flyvevåben i Første Verdenskrig og være blevet skudt i hovedet. Det var bare bullshit,« fortæller Wilkie.

Wilkie har selv skrevet en del bøger, og selv om de er non-fiction, virker nogle af dem som romaner. Det gælder f.eks. hans personlige erindringer om opvæksten i Mississippi: Dixie, A Personal Odyssey Through Events That Shaped The Modern South (2001).

Wilkie bor alene i et hus på en stille villavej lige uden for centrum. Den femte kone døde for et år siden. Efter en halvanden time lang samtale tilbyder Wilkie at vise vej til Faulkners hus.

Vi går i oprullede skjorteærmer og sandaler hen ad nogle stille gader med prægtige villaer på hver side, indtil vi når frem til indgangen til en lille park med høje træer og brede trækroner. Det er Faulkners gamle have, hvor han plejede at sidde ved sit bord og hamre på en skrivemaskine.

»Du godeste, hvor den mand kunne skrive,« siger Curtis Wilkie om Faulkner.

»Han var så præcist i stand til at indfange den sydstatskultur, hvide og sorte deler, men som også adskiller os. Vi kan på mange måder være hinanden utrolig nær og så alligevel så fjern.«

Faulkner var selv en del af disse realiteter. I romanen The Sound and the Fury er en af de sorte tjenerinder, Dilsey, inspireret af forfatterens egen husholderske.

»Hun blev opfattet som et medlem af Faulkners familie. Da hun døde, lå hun i en åben kiste i Faulkners hus; hvide og sorte sørgende kom til gravøl. Sådan er det stadig i Mississippi. Sorte tjenere inviteres med til barnedåb, bryllup og begravelser. De sidder med ved bordet, fordi de af de hvide anses for at være familie,« fortæller Wilkie.

Intet nært venskab

I erindringsbogen Dixie fortæller Wilkie om sin tid som ung reporter for en lokal avis i Clarksdale, en provinsby i Mississippi Delta – et stort, frodigt område nær floden – hvor efterkommere af slaver levede af at være daglejere for plantageejere. Det var her, Wilkie først åbnede sine øjne for de uhyrlige uretfærdigheder begået mod den sorte befolkning.

Den unge idealistiske journalist blev venner med de lokale sorte borgerretsforkæmpere og indbød dem til middag i sit hus og talte ivrigt deres sag. Snart blev han af de hvide indbyggere kaldt for »politisk ekstremist« og en »kommunist«.

Men selv om Curtis Wilkie i et helt liv har beskæftiget sig med Amerikas raceproblemer, har han aldrig rigtigt stiftet varige venskaber med afroamerikanere.

Dagen før vi mødes i hans hus, har han haft middagsgæster i anledning af udgivelsen af en ny bog skrevet med journalisten Tom Oliphant, hvem han lærte at kende i sin tid som The Boston Globes korrespondent i Washington, D.C. (The Road to Camelot: Inside JFK’s Five Year Campaign).

»Jeg havde inviteret flere sorte venner fra universitetet, men ingen af dem dukkede op,« siger han resigneret.

»Måske de havde andre ting at lave. Jeg ved det ikke. Måske jeg ikke har gjort nok i min tid her i Oxford for at række ud til dem. Ingen af mine nære venner er sorte. Det er sjældent, jeg bliver inviteret af afroamerikanere til noget selskabeligt.«

Wilkie taler i ambivalente vendinger om århundreders sameksistens mellem hans hvide forfædre og sorte. Det er tydeligt smerteligt for ham at nævne en oldefar, der som soldat kæmpede for bevarelsen af slaveriet.

»Begge racer hører hjemme i Mississipppi. Vi er ikke fremmede over for hinanden. Men vi bor stadig adskilt i boligkvarterer. Vi burde stå hinanden nærmere. Vi kommer hinanden alt for lidt ved,« mener han.

Flugten til nordstaterne

Efter nogle år som ung journalist i Clarksdale havde Curtis Wilkie fået nok af den hvide racisme. Han flygtede nordpå i 1969. Først til Washington, dernæst til Wilmington i Delaware og til sidst Boston.

Han ankom til Boston i midten af 1970’erne, da en grim racekonflikt om integration af storbyens skoler havde nået sit højdepunkt. Borgmesteren og byrådet havde med opbakning fra Bostons oplyste borgere vedtaget at bruge fysisk magt til at sende sorte børn i skole i hvide boligkvarterer og omvendt. Det  blev gjort ved at køre eleverne i busser fra deres hjem til en skole i et andet kvarter.

Store dele af den hvide befolkning gjorde oprør, hvilket gav sig udslag i optøjer og angreb på busser med sorte børn.

»Her kommer jeg til nordstaterne i håb om at slippe væk fra racismen i Syden, og så er irerne i Boston langt mere racistiske end de skotsk-irske sydstatsfolk, jeg er vokset op iblandt,« husker Wilkie.

»Jeg mener – i Mississippi blev sorte kaldt niggers. I Boston var de fucking niggars.«

Curtis Wilkie følte sig aldrig hjemme i Boston. Han blev set som en fremmed. Folk havde svært ved at forstå hans sydstatsaccent. Omvendt anså han bostonianere for »følelsesmæssigt kolde«. Og så var det så forbandet koldt om vinteren.

»Jeg boede på en gade i forstaden Roxbury i fem år, og ingen af mine naboer hilste nogensinde på mig. Når en ny familie flytter ind i et kvarter i en by Mississippi, bliver de modtaget som venner af naboerne, som medbringer kager og sodavand.«

Efter 25 år i Boston og Washington (med en afstikker til Jerusalem i fire år som Boston Globes korrespondent) fik Wilkie et tilbud i 1993 om at blive avisens sydstatskorrespondent med base i New Orleans.

Han tog imod det med kyshånd. Historien om et nyt og mere tolerant Syden, der havde udviklet sig i løbet af et årti med topartistyre mellem Demokrater og Republikanere, indgav ham optimisme.

Retur til etpartisystem

Siden borgerkrigen havde regionen være regeret af ét parti: de racistiske sydstatsdemokrater. I 1960’erne var det primært Demokraterne under Lyndon B. Johnsons ledelse (han var fra Texas), der stod i spidsen for vedtagelsen af borgerretslovene og stemmeretslovene i 1964-65.

Johnsons støtte til sorte amerikanere indvarslede – som han selv havde forudsagt – Demokraternes endeligt i Syden. I løbet af få årtier forvandledes Demokraterne på landsplan til et liberalt parti, mens Republikanerne -–der havde stået på de sortes side i borgerkrigen – øjnede en chance for at blive det dominerende parti i sydstaterne ved at appellere til konservative sydstatsdemokrater.

I en overgangsperiode fra 1980’erne og frem til begyndelsen af det 21. århundrede var Syden regeret af begge partier. Men i de sidste 10-15 år er antallet af Demokratiske og moderate Republikanske lovgivere i f.eks. Mississippi svundet ind til ingenting.

»Vi er igen blevet til en etpartistat, nu regeret af konservative Republikanere,« konstaterer Curtis Wilkie.

»Det skete altsammen, længe før Trump kom til magten. I Mississippi er Republikanere enten Tea Party eller tidligere sydstatsdemokrater, der er fløjtende ligeglade med sorte og fattige. Det til trods for, at Mississippi er den fattigste delstat i USA.«

Han fortsætter: »Vores guvernør er dybt reaktionær. Han har fået delstatsparlamentet til at gennemføre skattelettelser for erhvervslivet på bekostning af det offentlige skolesystem, der overvejende benyttes af den sorte befolkning. Sundhedsforsorg for mentalt syge og mindre bemidlede er blevet skåret ind til benet.«

»Det er sørgelig at sige, men alle Republikanernes lovinitiativer har deres oprindelse i racekonflikten. Vi få hvide Demokrater her i Mississippi er blevet dæmoniseret i så mange år, at almindelige mennesker tror, vi er kommunister eller venstreorienterede marxister. Det er latterligt.«

Curtis Wilkie må med skam indrømme, at mange af hans venner stemmer republikansk.

»Hvis jeg kun ville have progressive Demokrater som venner, ville jeg ikke have mange.«

Serie

Amerikanske grænser

Valget af Donald Trump har afsløret store splittelser i den amerikanske befolkning, som man også kan se afspejlet i andre dele af verden.

Sammen med Brexit er det blevet tolket som en stigende modstand mod globalisering og en tilbagevenden til mere nationalistiske dagsordner, hvor der kan stilles spørgsmål til, hvem et lands egentlige borgere er. Men grænser, nationalitet og statsborgerskab har altid været flydende begreber.

Informations USA-korrespondent har interviewet tre forfattere om national identitet, Sydstaternes uløste racekonflikt, og borgerkrige, der let kan blusse op igen.

Seneste artikler

  • Før blev krige udkæmpet mellem stater. I dag er alle krige borgerkrige

    20. juli 2017
    Hvor krige førhen blev udkæmpet mellem stater, har langt de fleste væbnede konflikter siden Anden Verdenskrig reelt været borgerkrige. Problemet med borgerkrige er, at de er svære at afslutte – og let blusser op igen, siger den bogaktuelle britiske Harvard-historiker David Armitage. Han er foruroliget over, hvor mange der bruger borgerkrig som en metafor på den aktuelle politiske situation i USA
  • ’Landegrænser og statsborgerskab er relativt nye begreber’

    14. juli 2017
    Først i renæssancens Europa og under Oplysningstiden blev stater formet inden for afgrænsede territorier. Herfra opstod national identitet og statsborgerskab i de følgende århundreder, skriver Harvard-historikeren Charles Maier i en ny bog. Men i forbindelse med globaliseringen er afgrænsningen af disse territorier begyndt at gå i opløsning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Karlsen
  • David Zennaro
Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, Erik Karlsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burchart

Jeg bilder mig ind at kunne erindre fjernsynsbilleder fra dengang i 1957 i Arkansas med "The Little Rock nine". Ni sorte elever var blevet indskrevet i Little Rock Central High School - og hele byen var i oprør.
President Eisenhower greb ved dels at nationalisere National Garden - så guvernøren ikke fik ukloge idéer - og dels ved at indsætte 101st Airborne.

Mange år senere læste jeg om 101st Airborne.
Det var den enhed i invationsstyrken i 1944, der forventedes at få størst tab, så Eisenhower drog personligt ned til divisionen ved påmønstring af flyene og ønskede dem held og lykke med nedkastningen.
Hele Amerika kendte i 1957 de berømte billeder af Eisenhower & 101st Airborne.

De blev kastet ud om natten 5. juni over nazi besat Frankrig og skulle alene med håndvåben holde nøglepositioner, indtil undsætningstroppene efterfølgende nåede frem over kysten. De prognosticerede tab holdt kun alt for godt. Faktisk var de prognosticeret for lavt, idet undsætningsstyrkene kom senere frem end forventet - og nedkastningen gik i kluddermor.

101st Airborne blev også efter krigen opretholdt som elitedivision - så crowd control var slet ikke en del af uddannelsen.

Roen blev selvfølgelig hurtigt genoprettet i Little Rock, da 327th Airborne Battle Group fra divisionen med påsatte baronetter fejede skolens område rent; men jeg har senere - især efter Kent State - påskønnet den enorme risiko Eisenhower løb ved at sætte elitetropper ind mod en oprørt folkemængde.

Hvad ville der være sket, hvis en bourbon drunk redneck havde smidt en flaske mod soldaterne - eller affyret en shotgun ?? Man må gyse ved tanken.