Læsetid 4 min.

’Vi har mistet vores huse, vores biler, vores mænd’: Et råb om hjælp til at beskytte Mosuls civile

Menneskerettighedsorganisationer kræver, at Iraks regering beskytter uskyldige mennesker og undersøger civile tab
’De rædsler, som befolkningen i Mosul har været vidne til samt alle parters ringeagt for menneskeliv, må ikke gå ustraffet hen,’ lyder det fra Amnesty International, som mener, at der bør etableres en uafhængig kommission, der kan undersøge drab på civile begået af alle parter i konflikten. På billedet ses civile i Mosul, der flygter under et luftangreb.

’De rædsler, som befolkningen i Mosul har været vidne til samt alle parters ringeagt for menneskeliv, må ikke gå ustraffet hen,’ lyder det fra Amnesty International, som mener, at der bør etableres en uafhængig kommission, der kan undersøge drab på civile begået af alle parter i konflikten. På billedet ses civile i Mosul, der flygter under et luftangreb.

André Liohn

12. juli 2017

Mosuls civile er fortsat i alvorlig fare og har gennemlevet katastrofale prøvelser, lyder det fra menneskerettighedsorganisationer, der opfordrer Iraks regering til at træde til for at beskytte de uskyldige mennesker og undersøge det store omfang af civile tab.

Opfordringerne fra nødhjælpsarbejdere og menneskerettighedsaktivister kom, mens irakiske styrker kæmpede for at genvinde det sidste stykke territorie, der var kontrolleret af Islamisk Stat (IS) i Mosul, hvor den ekstremistiske gruppes leder, Abu Bakr al-Baghdadi, for tre år siden udråbte sit ’kalifat’.

»De rædsler, som befolkningen i Mosul har været vidne til samt alle parters ringeagt for menneskeliv, må ikke gå ustraffet hen,« siger Lynn Maalouf, der er direktør for forskning hos Amnesty International i Mellemøsten.

»Hele familier er blevet udslettet, og mange af dem ligger i dag stadig begravet under murbrokkerne. Mosuls befolkning fortjener at få at vide af deres regering, at der vil komme retfærdighed og erstatning, så de rystende følger af denne operation bliver håndteret på passende vis.«

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, erklærede sejr i Mosul søndag – ti måneder inde i regeringshærens offensiv for at fjerne terrorgruppen fra den tætbefolkede by. Mandag sagde han, at sejren i Mosul markerede »den terroristiske stats forlis og kollaps«.

Knap en million er indtil videre flygtet fra Mosul siden 2014 – det er omkring halvdelen af den befolkning, der var i byen, før Islamisk Stat indtog den
Læs også

Lider i lejre

Nederlaget i Mosul efterlader IS uden nogen større urban højborg i Irak, og terrorgruppen må derfor trække sig tilbage til dens oprørske rødder i ørkenen. Det sker efter en opsigtsvækkende udvikling, fra da gruppen var på sit militære højdepunkt – da den kontrollerede store dele af Syrien og Irak.

Mosuls befrielse har igen fået opmærksomheden tilbage til den vanskelige situation for byens civile, hvoraf tusinder er fordrevet og sandsynligvis vil forblive interne flygtninge i månedsvis i Iraks brændende sommervarme, indtil byen er genopbygget.

De militante har brugt de civile som menneskeskjolde i deres forsøg på at stå imod militærets fremrykning. Snesevis menes at være blevet dræbt som resultat af luftangreb fra den amerikansk-ledede koalition, der støtter den irakiske hær.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, erklærede søndag sejr i Mosul – ti måneder inde i regeringshærens offensiv for at fjerne Islamisk Stat fra den tætbefolkede by. Mandag sagde han, at sejren i Mosul markerede ’den terroristiske stats forlis og kollaps’. Her er det tilfangetagne IS-krigere, der føres væk.

André Liohn

Mange vil formentlig blive undersøgt for at fastslå, om de har forbindelser til IS eller har samarbejdet med gruppen. Sådanne undersøgelser har tidligere ført til vilkårlige forsvindinger, selv om irakiske embedsmænd gentagne gange har lovet at sikre mod udenretslige straffe.

Nødhjælpsarbejdere siger, at flygtninge lider i de lejre, der er blevet stillet op. De mangler mad, vand og elektricitet til at overleve den bagende ørkenvarme.

Intet at vende tilbage til

Salih Mohammad fra det vestlige Mosul, der bor i en flygtningelejr nær byen, siger, at han ikke kan tage tilbage til byen, fordi der ikke er nogen offentlige forsyningstjenester og fordi en stor del af hans nabolag er blevet ødelagt i kampene.

»To af mine brødre er forsvundet … Jeg ved ikke, om de er i live eller ej,« siger den 36-årige Salih Mohammad. »Mit hus blev ødelagt i kampene, og vi kom her i sidste uge. Der er ingen sikkerhed i Mosul nu, fordi der stadig er sovende Daesh-celler (IS, red.) i byens østlige del, og de angriber lejlighedsvist.«

Den 40-årige Hafsa, der også er fra den vestlige del af Mosul, bor i lejren sammen med sine otte børn. Hun siger, at flere af hendes familiemedlemmer er forsvundet.

»Vi mistede alt: vores huse, vores biler, vores mænd,« siger hun. »Jeg tager ikke tilbage til Mosul foreløbig. Der er ikke noget liv der. Alt er jævnet med jorden i den vestlige del af Mosul. Livet i lejren er ikke ideelt, men der er fred. Der er ingen, der truer dig eller afpresser dig. Mosuls fremtid er i folkets og regeringens hænder. De bliver nødt til at arbejde sammen, hvis de vil forbredre livet i Mosul.«

André Liohn

Alle parter skal undersøges

En rapport, offentliggjort tirsdag af Amnesty International, opfordrer til at etablere en uafhængig kommission, der kan undersøge drab på civile begået af alle parter i konflikten, heriblandt de britiske styrker, der deltog i offensiven.

Danmark er en del af den USA-ledede koalition, der støtter Iraks styrker med kampfly. De danske kampfly blev dog trukket hjem inden offensiven i Mosul, der blev sat i værk i oktober 2016, og de har derfor ikke deltaget i kamphandlingerne.

Irakere fejrer sejren over Islamisk Stat i Mosul søndag.
Læs også

Rapporten dokumenterer 45 angreb, der slog mindst 426 civile ihjel. Rapporten hævder desuden, at koalitionen ikke formåede at ændre sin taktik, selv om IS brugte civilbefolkningen som menneskeskjolde, men fortsatte med at bruge upræcise våben med vidtrækkende spredningseffekt i den tætbefolkede by.

»Omfanget og alvoren af civile tab under militæroperationen for at genvinde Mosul skal omgående anerkendes på højeste niveau i den irakiske regering og af de lande, der deltager i den amerikansk-ledede koalition,« siger Amnesty International.

Koalitionen har foretaget mere end 1.900 luftangreb som en del af kamphandlingerne i Mosul.

»Mens der måske er en afslutning på den militære konflikt i Mosul, så er der stadig ingen udsigter til en afslutning på den humanitære krise,« siger FN’s højkommissær for flygtninge i en udtalelse og tilføjer, at hundredetusinde mennesker er blevet fordrevet under kampene.

»Mange har intet at vende tilbage til på grund af de omfattende ødelæggelser, der er forårsaget under konflikten, heriblandt skoler og hospitaler, som det er nødvendigt at genopbygge eller reparere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Poul Solrart Sørensen, Niels Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for David Joelsen
David Joelsen

Amnesti International kan i hvert fald godt spare sig ulejligheden at udspørge de udstationerede danske soldater og krigseksperter, for de mener ikke at have hørt eller set noget. Der er ikke noget at komme efter her i følge vores egen krigsminister.

Poul Solrart Sørensen, Niels Erik Philipsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Erik Philipsen
Niels Erik Philipsen

Iformation forventes nu at udsende en særudgave i lighed med den som blev uudsendt da Aleppo var blevet befriet for Islamisk Stat.
Nåhh nej, jeg forventer det ikke. Information har hvad angår Rusland længe været MISINFORMATION