Her er oprørernes ørkenhær, som Trump netop har trukket støtten fra

AMMAN – Mens amerikanskstøttede styrker er i fuld gang med slaget om Raqqa, udspiller der sig i ørkenen i det sydlige Syrien en mindre eksponeret del af den syriske borgerkrig, i hvilken oprørerne hidtil er blevet støttet af både amerikanske og britiske specialstyrker.

I al hemmelighed har op mod 5.000 syriske oprørsstyrker trænet til at drive Islamisk Stat (IS) ud af ørkenen, men også til at sætte sig på det strategisk vigtige ørkenområde, hvor en hovedvej forbinder Syriens hovedstad Damaskus med Iraks hovedstad Bagdad og holder det ude af Assad-regimets og Irans kontrol.

Men torsdag kom det frem i The Washington Post, at præsident Trump netop har besluttet at stoppe bevæbningen og træningen af de syriske oprørsstyrker i området. Støtten vil angiveligt blive udfaset over de næste måneder, men det er muligt, at den vil blive omdirigeret til andre missioner rettet mod IS eller blot sikre, at oprørerne kan forsvare sig selv.

Som et af få vestlige medier er det lykkedes Information over de sidste måneder at få lokale hærkommandanter og soldater i tale om deres mission og den udenlandske støtte, de har fået til den.

Oprørsstyrken har endnu ikke selv fået officiel besked om beslutningen, siger presseofficer Said Saif fra en af oprørernes største kampgrupper, Martyr Ahmed Abdus Styrker. Vi taler med ham over telefon, mens han befinder sig med styrken i ørkenen, hvor de gør sig klar til at kæmpe med Assad-regimet på den ene side og IS på den anden side. 

»Hvis det virkeligt passer, at amerikanerne stopper støtten, er det, fordi vi har afvist at samarbejde og lave aftaler med regimet og dets russiske støtter. For os er de alle sammen terrorister,« siger Said Saif. 

Oprørsstyrken har tilstrækkeligt mange våben og træning til at fortsætte kampen i de kommende år, siger presseofficeren.

»Selv hvis amerikanerne stopper støtten, vil briterne og andre lande fortsat støtte os,« siger Said Saif.

Ny amerikansk strategi

Ørkenstyrken blev oprindelig oprettet i februar 2014 med støtte fra en gruppe af lande, som kalder sig selv for ’Syriens venner’. Gruppen har hidtil talt Frankrig, USA, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar foruden Jordan, hvis regering forestår den formelle og administrative ledelse.

Det fortæller Jasser Abara, der er politisk repræsentant for ’Martyr Ahmed Abdus Styrker’, en af ørkenstyrkens største kampgrupper, der blev oprettet i 2011 og i dag tæller omkring 2.000 mand.

Vi møder ham i Amman inden offentliggørelsen af den amerikanske beslutning, hvor han netop er vendt tilbage fra Syrien. Finansielt og militært koordineres styrken fra et generalstabskontor i Amman kaldet ’The MOC-room’ (Military Operation Coordination-room).

Efter en længerevarende pause kom der for alvor gang i samarbejdet igen i februar 2017 for at rense ørkenen for IS-krigere, befri byen Deir ez-Zor og for at beskytte Jordans grænser, hvis IS-krigere skulle forsøge at flygte den vej.

Fremtiden for MOC-ørkenstyrken synes dog usikker efter Trumps beslutning. Amerikanske embedsmænd siger til The Washington Post, at det tilsyneladende er en del af Trump-regeringens strategi med at søge begrænsede våbenhviler med Rusland i Syrien.

Under G20-mødet i Hamborg annoncerede Trump og Putin en våbenhvile i det sydvestlige hjørne af Syrien langs grænsen til Jordan, og få dage senere indikerede Trump, at der var flere aftaler med Moskva på vej:

»Vi arbejder på en anden våbenhvile i en meget barsk del af Syrien. Hvis vi kan få den i stand og nogle stykker flere, vil der pludselig ikke længere blive affyret nogen skud i Syrien,« sagde Trump ifølge Washington Post.

En sådan aftale bliver dog uden oprørshæren, siger presseofficer Said Saif. Han noterer sig, at støtten fra ’The MOC-room’ i forvejen har været utilstrækkelig.

»Vi har gentagne gange bedt The MOC-room om særlige antiluftskyt-våben, som kunne begrænse regimets luftangreb mod os, men det har vi ikke fået,« siger Said Saif.

Medlemmer af den syriske oprørsgruppe Liwa Thuwar al-Raqqa i kamp med IS ved Ayn al- Issa, i nærheden af IS-hovedsædet i Syrien, Raqqa. 

Michael Kelly The Washington Post

Olien

Jasser Abara håber på al den internationale støtte, styrken kan få.

»Vores mission er at kæmpe i ørkenen, og det er vi godt forberedte på – også fordi mange af os selv stammer fra området,« siger Jasser Abara. Han mistede sit højre øje, da en selvmordsbomber detonerede sig selv ved et bryllup i nærheden af ​​Damaskus, og han lægger ikke skjul på, hvad der selv motiverer ham til at kæmpe:

»Vi er først nødt til at nedkæmpe Daesh (IS, red.), for Daesh er forbundet til det syriske regime. Siden hen vil vi tage kampen op imod regimet, indtil det er væltet helt.«

Den syriske ørken, også kendt som Hamad, udgør 35 procent af det syriske territorium, og når IS er til stede her, er der to grunde: Den ene er, at de stadig ønsker at opretholde kontrol over oliebrøndene i ørkenen for at sikre sig indtægter gennem oliesalg. Og den anden, at de søger at forskanse i sig det golde og relativt øde område ved at grave tunneller og huler i bjergene.

Også Martyren Ahmed Abdus Styrker har opslået træningslejr og opbygget deres hovedkvarter i den syriske ørken. Her bor de i lerklinede hytter med deres familier. Information har af sikkerhedsmæssige årsager ikke fået lov at besøge det syriske hovedkvarter. Den jordanske regering vil ikke lukke os over grænsen.

Derudover rummer MOC-ørkenhæren fire større kampgrupper: ’Jaysh Usud al-Sharqiya’ (Østhærens Løver), ’Revolutionens kommandosoldater’, ’al-Qaryatains Martyrer’ og ’Stammehæren’. Langt de fleste soldater kommer fra byer, der ligger tæt på den syriske ørken, og de har derfor et udmærket lokalkendskab til forholdene.

Der er mange frivillige, især ganske mange blandt de unge fra den fattige region. De modtager 250 dollars om måneden plus bonusser, hvis de indtager nye områder.

Sammenstød med Assad

Inden Trumps beslutning møder vi kommandant Talal Salamah i hans luksusvilla i Jordans hovedstad, Amman, efter at han netop er vendt tilbage fra et politisk møde i Tyrkiet. Han er chef for kampgruppen ’Jaysh Usud al-Sharqiya’, den andenstørste gruppe i oprørsørkenstyrken.

»Der er nye træningssessioner hver måned i Jordan. De udvælger cirka 40 soldater fra hver kampgruppe,« siger Talal Salamah. Efter afsluttet træning bliver krigerne sendt tilbage til Syrien som fuldt udstyrede bataljoner med egen lægestab og kommunikationsofficerer.

Talal Salamah er 45 år og stammer fra ørkenbyen Deir ez-Zor, Syriens syvendestørste by. Hans ansigt prydes af et sort og hvidt fuldskæg, og han fortæller selvsikkert om, hvordan Østhærens Løver blev dannet som en af de første oppositionelle kampgrupper i det østlige Syrien, der rejste sig mod regimet i 2012.

Senere kæmpede de også mod IS, da militskrigere herfra i 2014 trængte ind i områderne omkring Deir ez-Zor. Kampgruppen havde slet ikke mandskab eller udstyr nok til at stå imod, og en gruppe på 300 mand måtte flygte ud i ørkenen til Qalamun-regionen nær Damaskus.

»I 2014 tog vi kontakt til enheder fra Den Frie Syriske Hær nær Damaskus og bad om hjælp til at bekæmpe Daesh. Men det afviste de under henvisning til, at Daesh jo var en islamisk kampgruppe.«

Der kommer en vrede i Talal Salamahs stemme over, at Den Frie Syriske Hær dengang kunne tro, at IS kunne være en forbundsfælle for de revolutionære kræfter. Kort tid efter tog IS kontrol over deres områder og begyndte at indføre sine strenge religiøse adfærdsregler.

»Det var Jordans regering, der inviterede os til Amman sammen med militærofficerer fra mange andre lande. Møderne gik godt, og der var efterfølgende enighed om, at de ville støtte os, både økonomisk og med våben,« forklarer Salamah.

»Det var dér, vi aftalte at gå i gang med træningsprogrammet.«

Sammenstød med Assad

Ørkenstyrken har allerede erobret en militærforskansning ved al-Tanf, ikke langt fra grænsen til Irak, hvor en strategisk vigtig motorvej løber fra Damaskus til Bagdad.

I første omgang var målet at afskære en IS-forsyningslinje mellem Irak og Syrien og skubbe nordpå langs grænsen til en anden vigtig grænseovergang og IS-forsyningslinje ved al-Bukamal, som stadig er kontrolleret af IS, skriver syrienanalytiker Aaron Stein fra tænketanken Atlantic Council i det anerkendte medie War on the Rocks.

Men siden har Assad-regimet og dets iranske støttemilitser lagt sig imellem den amerikanskstøttede MOC-ørkenstyrke og det IS-kontrollerede område i et forsøg på at komme dem i forkøbet. Sammen med Iran-tro shiamilitser på den irakiske side af grænsen er Irans mål at sikre en iransk-kontrolleret landbro fra Iran til Damaskus.

Det har i løbet af de seneste måneder ført til flere direkte sammenstød, hvor USA har bombet iranske militser i Syrien og nedskudt iranske droner for at beskytte sine egne styrker.

Over telefonen fanger Information en af de soldater, der har været med til at erobre området omkring Al-Tanf.

»Jeg gennemgik et træningsophold i Jordan af en måneds varighed. Det foregik i et område i ørkenen tæt på den syriske grænse kaldet Azraq. Vi blev uddannet af en amerikansk officer, han var gruppens leder,« fortæller soldaten, der går under dæknavnet Abu Hamoud i Martyr Ahmed Abdus Styrker.

Uddannelsen i Jordan omfattede øvelser i gadekamp, ørkenkamp, finskydning og førstehjælp.

»Jeg var glad for min træning i Jordan. Jeg syntes også, det var en god forberedelse på, hvordan jeg kan hjælpe med at beskytte Syrien i fremtiden. Alle soldater fik udleveret både lette og tunge våben,« fortæller Abu Hamoud, mens man kan høre råbende stemmer i baggrunden, da han befinder sig tæt på fronten.

Den seneste våbenstøtte til ørkenstyrken omfatter ifølge Abu Hamoud kraftige raketter, maskingeværer, ammunition og køretøjer, som bliver leveret via Jordan. Koalitionsfly beskytter transporterne helt frem til ørkenstyrkens hovedkvarter.

Over en sattelittelefon lykkedes det også Information at tale med en feltkommandant for Østhærens Løver, der kun vil citeres ved sit kaldenavn Abu Barzan.

Den 38-årige kommandant fortæller, at ørkenstyrken lige nu udkæmper en tofrontskrig imod både det syriske regime i landdistrikterne ud for Damaskus og mod IS i ørkenen.

»Daesh udnytter det barske terræn i ørkenen til at grave sig ned og barrikadere sig i det her område. De er meget dygtige til at grave tuneller og huler – nogle af dem har lært det i Afghanistan,« fortæller Abu Barzan.

»Vi kæmper i håbet om, at vi snart kan komme hjem og se vores børn vokse op i den befriede by Deir ez-Zor.«

Oversat af Niels Ivar Larsen