Læsetid: 7 min.

’Vi er på vej ind i mørket’

Information er taget til G20-topmøde i Hamborg sammen med otte antimilitaristiske finner i en bus, hvor stress og paranoia kom snigende, som demonstrationerne kom tættere på
Fredag havde mange demonstranter fokus på at blokere infrastrukturen i den indre del af Hamborg, som politiet lukkede ned og markerede som blå zone. Men det store slag skulle stå i den røde zone, tættest på magten, hvor sikkerheden er størst

Fredag havde mange demonstranter fokus på at blokere infrastrukturen i den indre del af Hamborg, som politiet lukkede ned og markerede som blå zone. Men det store slag skulle stå i den røde zone, tættest på magten, hvor sikkerheden er størst

Axel Heimken

8. juli 2017

Klokken er 11.00 torsdag formiddag, og bussen er ladet med finske pacifister, anarkister og antimilitarister. Gruppen på otte spænder i alder fra 19 til midten af 60’erne og ligner mest af alt en familie på vej på campingferie.

De har camperet på Bellahøj i udkanten af København, hvor jeg har sluttet mig til dem, og nu er den mørkeblå transit på vej til Hamborg efter at have kørt tværs over Sverige. Som så mange andre fra den brogede venstrefløj er vi på vej til G20 med en mission: at demonstrere fredeligt mod kapitalismens overdrev.

Tager man et hurtigt kig på demonstrationernes officielle hjemmeside www.g20hamburg.org, finder man demonstrationer med navne som Welcome To Hell og Block G20, og det officielle hashtag er et simpelt #NoG20.

Læg dertil omkring 20.000 tyske politifolk og mange tusinde antifascister, der er klar til at møde magt med modmagt. Den fredelige plan synes allerede udfordret, inden vi har krydset grænsen.

Gode intentioner går tabt

Kai er den plumpe og tyndhårede leder af ungdomsorganisationen AKL, der kan oversættes til Antimilitaristisk Forening. Han er i midten af 50’erne og hjælper militærnægtere med juridisk vejledning. Ud af foreningens 1.400 finske medlemmer har kun otte valgt at hoppe på bussen. Kai ryger tre smøger, hver gang den stopper, og skal lige trækkes op, før han taler:

Demonstranter i Hamborg, hvor G20-topmødet foregår i nærheden af storbyens autonome centrum.
Læs også

»Vi er på vej ind i mørket. Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske. Sådan er det altid, når vi er afsted på de her ture. En fredelig demonstration bliver lynhurtigt til kaos, når antifascisterne kommer væltende.«

Stemningen i bussen er god. Nærmest hyggelig. Jeg har fået klemt mig ind på et midtersæde. På min højre side sidder Elias på 19 år i farvestrålende batiktrøje med langt lyst hår og studenterhue.

Elias blev en del af AKL, da han for nylig besluttede at nægte de seks måneders obligatorisk militærtjeneste i Finland. Nu venter han på en retssag og kan se frem til enten fængsel eller fodlænke, hvis han også nægter civil tjeneste.

På min anden side klirrer Kikkas armbånd. Hun er 63 år, iført pink kasket og dinglende brillantøreringe. De seneste år, har hun trommet for fred rundt om i verden med Rhythms For Power. Hun startede med at demonstrere mod Vietnamkrigen, fortæller hun, og tror fuldt og fast på, at vi sammen kan gøre en fredelig forskel, når tiden er rigtig.

»Som vi sagde i 60’erne om den korrupte magt: ’Tyndskid flyder også i ud blondetrusser’,« siger hun.

Overdreven magt

Jeg spørger finnerne, hvad de gør, når de kommer til Hamborg, og kaos kommer snigende? Alt tyder på, at de kan regne med det. Hvordan vil de reagere på volden, hvis den rammer?

Kai: »Du kan ikke kæmpe mod statsmagten med arbitrær vold. Volden er et statsmonopol, som ikke kan bestrides med vold den anden vej. Billederne, som portrætterer voldelig modkraft er kun negativt forstærkende, og antifascisterne bekræfter bare politiets ret til at bruge overdreven magt.«

Esa på 26 år, der blandt andet arrangerer AKL’s punkkoncerter i Helsinki og tager sig af hvervning, fortæller, at foreningens studiegruppe bruger en del tid på at diskutere forholdet mellem voldelig modmagt og civil ulydighed:

»Vi er på samme side som antifascisterne, men ser anderledes på, hvilke værktøjer der virker bedst. Civil ulydighed er mere i en gråzone end vold. Vi vil gerne modsætte os den lovgivning, vi ikke synes kan forsvares, men kun hvis vi kan gøre det fredeligt. Eksempelvis med demonstrationer eller blokader. Mange gode intentioner går tabt med vold. Man bliver hurtigt bare en hooligan i offentlighedens øjne.«

Stress i Rostock

Ved færgelejet i Rostock er stemningen presset. To i bussen er tidligere blevet tilbageholdt af tysk politi for at demonstrere mod en militærøvelse. Finnerne stresser og forsøger at blive enige om en forklaring: Vi er nu venner på vej til Skotland på sommerferie. Måske camping.

Det går heldigvis glat. Paskontrollen er afslappet, låner vores pas og sender os igennem.

Vores chauffør Antti bruger ikke GPS, selv om han har kørt mere end 250.000 kilometer, fortæller han. Han er it-ingeniør og stoler ikke på en GPS: »Teknologien er udviklet af det amerikanske militær, og hvis ikke amerikanerne kigger med, så gør kineserne, det kan du være sikker på.«

»Vi hyrer kun chauffører, der kan køre med kort,« bekræfter Kai.

Foran i bussen spiller Antti finsk softrock. Bagi hører vi punk og diskuterer, hvad meningen med G20-showet egentlig er. Hvorfor overhovedet spærre Hamborg af og skabe så mange udfordringer med et internationalt møde, der kunne kontrolleres bedre mange andre steder end midt i Tysklands andenstørste by – et centrum for venstrefløjens modkultur?

Aleksi er 27 år, ejendomsmægler i Helsinki og kender Kai. Han holder sin ferie ombord på bussen, som efter G20 faktisk kører videre til Skotland. For at demonstrere mod atomkraft. Han har et svar: »G20 handler om at påfugle den og vise den slidte magt frem på behørig vis. Det handler om at fastholde ritualerne for magten, lade som om alt går godt, selv om det ikke gør.«

 – Men styrker vi så ikke bare den gamle elites narrativ ved at dukke op og sætte spot på showet?

»Jo. Vi er med i teateret bare ved at være her,« siger Aleksi, der trækker på skulderen og tager en tår af sin sjette øl.

Paranoia i Hamborg

Vi rammer Hamborg lidt over klokken 23 torsdag aften. Antti er irriteret og nervøs. Det er sværere at finde vej med et papirkort i en mørk bil, når man er træt, og der er politi overalt på gaden. Kortet finder dog frem til nogle vagttyper bag en lukket port. De stikker hovederne ud mellem polititape og ståltrådshegn, men vil ikke lukke os ind.

»I skal helt sikkert ikke bo her,« siger de og griner ad os, mens vi kører igen.

Passagererne i bussen er i tvivl om, hvorvidt vagttyperne var godt organiserede antifascister eller fra politiet. Kai holder en lettere ophidset tale. Vi skulle være smuttet hurtigere i stedet for at blive og spørge og snakke, siger han. Nogle i bussen hørte dem tælle, hvor mange vi var, og andre er sikre på, at de nu har vores nummerplade. Paranoiaen drypper fra loftet.

Kortet er nu blevet erstattet med Google Maps på min kinesiske smartphone. Mens vi ruller rundt i byen for at finde et sted til vores telte, bliver klokken over midnat. Parkerne, hvor folk har slået sig ned, er i løbet af dagen blevet ryddet og blokeret på må og få af politiet for igen at blive åbnet enkelte steder. Strategien er ikke at give demonstranterne ro. Måske er man en mere doven demonstrant, når man ikke har sovet og spist?

Kirkernes rum og plæner er nu der, socialisterne, anarkisterne og kommunisterne søger hen og bliver modtaget med åbne arme. Vi ringer rundt og får at vide, vi skal prøve Sankt Johannes Kirke i bydelen Altona tæt på den berømte Reeperbahn.

Men politiet er begyndt at blokere indfaldsvejene til kirken, og vi bliver mødt med blå blink, så snart vi nærmer os. Antti vrisser, og Kai snakker lidt højere end normalt. Finnerne i bussen er trætte og har fået nok. De beslutter sig at vende om og køre et godt stykke uden for Hamborg for at finde et sted at campere. Det virker mere sikkert. Antti giver mig et minut til at beslutte, om jeg vil med eller forsøge at gå til kirken gennem afspærringerne. Jeg bliver i Hamborg.

Anti-G20-campen ved Johanneskirken giver gåsehud på armene. Den er et lille stykke anarkistisk utopia, som smyger sig rundt om det store kirketårn. Alt er sørget for, alt fungerer.

Tre gratis måltider med lækker vegetarisk mad, gode toiletter, hjemmebyggede pissoirer, otte slags sæbe ved vasken og et vagtværn, der patruljerer grundens mange telte, mens de er i kontakt med resten af Hamborgs lejre. Selv opvaskebaljerne er systematiseret. Dem, der stempler den ydre venstrefløj som rod og ballade, burde komme her og studere infrastruktur, netværk og frivilligt samarbejde.

Rød zone

Jeg drømmer om krig på grund af helikopterne, som hele natten summer rundt over området. Når de er tættest på, lyder det, som om de lander på toppen af det grønne fællestelt bag kirken, hvor jeg sover på jorden i en lånt sovepose sammen med cirka 30 andre.

Blandt dem er Ada, der arbejder i informationen i campen. Næste morgen kører liveopdateringer fra twitter via hashtagget #NoG20 på en skærm, som viser de voldsomme videoer fra demonstrationerne torsdag.

»Det var en hektisk dag,« siger hun.

Torsdagens store demonstration, Welcome To Hell, fik onsdag grønt lys af politiet i Hamborg. Men da demonstrationen begyndte, fik den kun lov at gå nogle få meter, før politiet med vold forsøgte at skille den. Det endte med vandkanoner, tåregas og en spredt demonstration. Mange tog andre steder hen og demonstrerede videre.

Fredag har mange grupper fokus på at blokere infrastrukturen i den indre del af Hamborg, som politiet har lukket ned og har markeret som blå zone. Men det store slag står i den røde zone, tættest på magten, hvor sikkerheden er størst.

»Det er der, vi skal hen i aften,« siger Ada.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
Dorte Sørensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Lasst Euch nicht provozieren!

- råbte jeg og tusindvis andre, da vi gik og løb gennem Berlins gader i januar 1968 under en af de store Vietnam-demonstrationer. Wir-sind-eine-kleine-radikale-Minderheit! var et andet af vores taktfaste råb. Vi vidste godt, at der både inden for uden for egne rækker var nogen, der ønskede, at demonstrationen skulle ende i vold og konflikt med politiet. Men det blev forhindret af demonstranternes selvdisciplin.

Inden for rækkerne er der altid umodne og infantile slagsbrødre, der mest er med for balladens skyld - og som bruger fascistiske metoder i anti-fascismens navn. Uden for er der også altid nogen, der vil provokere til vold.

Venstrefløjen kommer ingen vegne, hvis ikke den tager afstand fra volden - også og specielt i egne rækker.

jens peter hansen, Christian De Thurah, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Sus johnsen anbefalede denne kommentar

Mandela, som i starten støttede en voldelig opstand, erkendte også de sidste år i fængsel at det var strejker, boycot, oprettelse af parallelle institutioner samt ikke voldelig modstand, som førte til frihed for de undertrykte sydafrikanere.
Medierne er ikke til meget hjælp i dag, så længe fotos og film af gadekampe sælger bedre. Medierne er blevet styret af salg og klick. Det gør det meget sværere for den alm befolkning som passer andet arbejde at slutte op om bevægelser som støtter deres synspunkt.

jens peter hansen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

I påsken 1966 gik jeg sammen med en del kammerater på atommarch i Hamborg. Kampagnen mod atomvåben arrangerede. Ved siden af os gik tyskere som en slags ordensrepræsentanter. Lidt mærkeligt for os danske. Marcherne var gennemført fredelige og ud af vinduerne var der flag der tilkendegav deres støtte til marchen. Store dele af byen var endnu blot store ryddede pladser og tyskerne vidste hvad sønderbombning ville sige. Der var ikke én konfrontation de tre dage marchen varede.
Så let gik det ikke foran den amerikanske ambassade i årene der kom, men den nihilistiske ødelæggelsestrang var yderst begrænset. Vi gik med åben pande ind for for det vi stod for og ikke som forklædte som formummede voldsparate galninge.

Jens Thaarup Nyberg, Mihail Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Bemærkelsesværdig tavshed

Den selverklæret 'socialistiske' vold, der bruger fascistiske metoder i anti-fascismens navn, er et kæmpe problem. Men ikke mange af Informations læsere har bidraget til kritikken - som det fremgår af bl.a. denne streng.

På det sidste er der dog kommet et tiltrængt pip fra Pernille Skipper (på Facebook), som beder 'idioterne' om at klappe i og gå hjem.

I dagens Weekendavis har Krasnik sat sylen ind i det forløjede forsvar for vold som politisk argument. Og han peger skarpt på behovet for, at kritikken af voldsromantikken udgår fra venstrefløjen selv. Uden en sådan vil den socialistiske dagsorden drukne i vold.