Læsetid: 2 min.

Polens præsident sætter krise på stand-by

Den polske præsident Duda nedlagde i går veto mod to kontroversielle love, der ifølge kritikere ville underminere retssystemets uafhængighed. Men krisen er kun sat på stand-by, ikke løst
25. juli 2017

Polens kollisionskurs med det øvrige EU blev i går sat på stand-by af landets præsident, Andrzej Duda, der meddelte, at han nedlægger veto imod to ud af tre kontroversielle love, der ville underlægge landets retssystem en høj grad af politisk kontrol.

Meddelelsen kom, efter at både Underhus og Senat – begge domineret af det regerende Lov og Retfærdighedsparti (PiS) – i sidste uge stemte for lovændringerne, der bl.a. giver politikerne kontrol over et hidtidigt uafhængigt dommernævn, der nominerer højesreretsdommere, samt giver justitsministeren ret til at hyre og fyre højesteretsdommere.

Ændringerne fik i sidste uge EU-Kommissionen til at true med sanktioner og fratagelse af stemmeretten, hvis de bliver gennemført, mens tusindvis af polakker demonstrerede i gaderne i protest i bl.a. Poznan, Lubnan, Krakow, Gdansk og Warszawa.

»Jeg har besluttet at sende loven om højesteret såvel som loven om det Nationale Retsnævn tilbage til parlamentet,« sagde Duda på nationalt tv.

»Loven ville ikke styrke følelsen af retfærdighed i samfundet. Disse love må ændres,« tilføjede han.

Pro-reform

Præsidenten – en tæt allieret af PiS-leder Jarosław Kaczyński – henviser med udtalelsen til regeringspartiets påstand om, at der er behov for en reform af retssystemet for at bryde med en dommerelite, der i dag ikke kan røres af politikerne, og som regeringspartiet mener er en klike af korrupte gammelkommunister.

Med sit veto har Duda nok på kort sigt løst problemet med vrede demonstranter og et EU, der kan være på nippet til at indføre sanktioner imod Polen, men det er usikkert, hvor langt han vil gå, hvis lovene bliver sendt tilbage med mindre ændringer.

Han har allerede erklæret sig enig i behovet for reform, men siger, at han ønsker »kloge reformer«. Han fremlagde selv et kompromisforslag i sidste uge, som kritikere imidlertid ikke mener, går vidt nok.

Nok er det første gang og derfor opsigtsvækkende, at Duda bryder med Kaczyński, men han har samtidig nægtet at mødes til krisemøde med EU-præsident Donald Tusk; en tidligere polsk premierminister og PiS’ politiske modstander fra Borgerplatformen.

Mange – heriblandt den tidligere polske præsident og demokratiforkæmper Lech Walesa – roste i går præsident Duda for hans beslutning, men de kommende dage og uger vil vise, om det vil lykkes ham at få regeringen til at ændre tilstrækkeligt meget i lovene til at imødegå kritikken og undgå en genopblusning af krisen, og ikke mindst om Duda virkelig er parat til at forsvare retssystemets uafhængighed, hvis ikke det er tilfældet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu