’Putin er i gang med at drive Rusland ned i en afgrund. Det kan vi jo ikke bare se stiltiende på’

OSLO – En stiligt klædt norsk tjener skænker te i cafeen i forhallen i Oslos mondæne Grand Hotel. Deres udsendte skal dog ikke nyde noget. Overfor sidder en af Putins skarpeste kritikere i Rusland, Vladimir Kara-Murza. Han nipper til den. Uanfægtet.

Kara-Murza er en af Ruslands mest markante oppositionsfigurer. Og så er han i live, hvilket i hans tilfælde er en bedrift. To giftattentater har han angiveligt overlevet. Det seneste i februar i år, det første i maj 2015, da han pludselig blev ramt af akut og uforklarligt nyresvigt.

»Begge gange var lægernes første vurdering, at jeg kun havde en overlevelseschance på fem procent. Begge gange satte alle mine organer ud, og jeg røg i koma og lå i respirator. Første gang varede min komatilstand en måned, anden gang i en uge,« fortæller han.

Hvem der end forgav ham og hvordan, er ikke sådan at sige. Men forgiftningssymptomerne dokumenteres ifølge Kara-Murza af de lægejournaler, som han og hans advokat har overdraget det russiske politi, der dog aldrig har optaget nogen efterforskning. Hvilket giftstof, der var tale om, har det ikke været muligt at fastslå. Men prøver af hans blod, hår og fingernegle er angiveligt ved at blive analyseret på et israelsk laboratorium.

»Både i 2015 og 2017 rettede vi henvendelse til politiet med anmodning om efterforskning efter strafferetsparagraf 105 om mordforsøg. Vi har aldrig fået svar, hverken den ene eller den anden gang. Ikke at det undrer mig, for i Rusland er loven ikke til for at give borgere retsbeskyttelse. Retsvæsen og lovhåndhævere er i regimets hænder, og regimet bruger domstole og politi imod os, når de retsforfølger og fængsler oppositionsledere.«

Hvis målet var at gøre manden tavs, blev resultatet stik modsat. Kara-Murza ser friskere ud end sidste år, hvor han også deltog i Oslo Freedom Forum: Hans teint var ligbleg, han måtte støtte sig til en stok på grund af nervelammelse i venstre side. I dag er han tilbage i fuldt vigør.

En genopstanden Lenin

Den 35-årige historiker og journalist, hvis britiske accent røber hans studieår på Cambridge Universitet, kunne med sit karakteristiske fipskæg og en tyndhåret isse ligne en genopstanden Lenin. Og i de seneste måneder har han kun optrappet sin politiske aktivisme, overbevist om, at forandringens vinde igen er begyndt at blæse i Rusland. 

»Vi arbejder ikke kun fra Sankt Petersborg og Moskva, men er i gang med at skabe en landsomspændende bevægelse og har allerede 20 regionale kontorer – fra Kaliningrad til Irkutsk.«

Kara-Murzas bevægelse står dog for en ganske anden politisk dagsorden end revolutionslederen for 100 år siden. Målet for Åbent Rusland – der har den detroniserede oligark Mikhail Khodorkovskij som grundlægger og den eksilerede skakmester Gari Kasparov som formand og Kara-Murza som næstformand – er demokratiseringsreformer, der kan gøre Rusland til ’et normalt europæisk land’ – et borgerligt liberalt demokrati, med retsstatsprincipper, ytringsfrihed og partipluralisme.

»Vi ser Rusland som et europæisk land – et land, der burde finde sin plads i Europa. Men det forhindrer Putin. Grundlæggende er han i gang med at drive Rusland ned i en afgrund. Det kan vi jo ikke bare se stiltiende på. Vi, der ønsker en anden udvikling, har et ansvar for at gøre noget. Der er selvfølgelig intet Kreml hellere ser, end at vi kapitulerer og resignerer, men det er ikke en triumf, vi vil give dem. Vi er mange mennesker over hele Rusland, der vil af med Putins regime. Det ved jeg, for jeg rejser hele tiden rundt i landet og organiserer events, rundbordssamtaler, filmforevisninger, debatmøder osv. Og alle vegne møder jeg mennesker, især helt unge mennesker, der har fået nok af Putins regime. Som har fået nok af, at regimet bestjæler dem, ikke kun i form af den korruption, som gennemsyrer det russiske samfund, men som frastjæler dem og landet en fremtid«.

Putins falske popularitet

Man kunne mene, at vejen til den politiske magt for den russiske liberale oppostion, som Kara-Murza er eksponent for, tegner frygtindgydende lang og strabadserende.

Han medgiver da også, at de formelle kanaler i det Rusland, som på papiret er et demokrati, er lukket og har været det længe. Kandidater, der repræsenterer en ægte opposition, har været udelukket fra at stille op siden 2000.

Til valget i marts næste år vil dette også gælde den mand, der længe blev regnet for den farligste rival, den 41-årige advokat, antikorruptionsaktivist og politiker Alexei Navalnij, hvis præsidentkandidatur for 2018 nu synes at blive saboteret af bedrageriretssager, som i vide kredse betragtes som fabrikerede.

»De, som i Vesten henviser til Putins påståede store popularitet, ville gøre klogt i at huske på, at regimet ikke har været testet i noget virkeligt valg imod nogen virkelige modstander siden Putins magtovertagelse.«

Putin-regimet sidder ifølge Kara-Murza tungt på alle mainstreammedier, tungt på retsmaskineriet, så hvilke chancer er der overhovedet for at udfordre en så stærk magtkoncentration? Kara-Murzas paradoksale pointe er, at præcis den uhyre magtdemonstration er et vidnesbyrd om en dyb indre svaghed og en usikker, betrængt stilling.

»Putin-regimet og dets propagandaapparat hævder at have 86 procent af russernes opbakning i meningsmålinger, men det giver jo ingen mening! Hvis styret var så enormt populært, hvorfor skulle det så ulejlige sig med at udelukke kandidater og bedrive valgsvindel, så kunne det jo bare vinde valgene på fair vis. Hvis det var så populært, hvorfor skulle det så være nødvendigt for det at tæve fredelige demonstranter, som vi har set gentagne gange i år? Hvorfor skulle det så udøve censur og give journalister og medier mundkurv på?«

– Men Putin står da også stærkt i uofficielle meningsmålinger?

»Det er ikke et spørgsmål om, hvilke meningsmålinginstitutter der måler opinionen, for man kan slet ikke tale om sandfærdige meningsmålinger i et autoritært system. Forestil dig, at du lever i et land med politiske fanger og med chikane mod al opposition, og modstandere af regeringen kaldes forrædere og udenlandske agenter i de regeringskontrollerede medier, og du så bliver ringet op i dit hjem af en eller anden, der spørger dig: ’støtter du Putin?’ Hvad vil du så svare?«

Mord på modstandere

Oppositionsaktivister står i dag over for mange slags forhindringer, pointerer Kara-Murza: fængslinger, chikane, fupretssager, fyringer og karriereproblemer, tvungen eksilering. Og mord.

De amerikanske efterretningsveteraner, der udgiver tidsskriftet The Intelligencer, opregner mindst 30 mord, deriblandt giftdrab, og mystiske dødsfald blandt Putin-regimets modstandere siden 2000. Den daværende leder af oppositionen, Boris Nemtsov, en tidligere vicepremierminister, blev for to år siden likvideret på åben gade, 200 meter fra Kremls mur, med fem kugler i ryggen.

– Det var jo tjetjenere, der stod bag, har en domstol afgjort?

»Ja, fem tjetjenere. Jeg har overværet retssagen og kender advokaten for Nemtsovs familie. Sporene fra disse fem fører direkte tilbage til den Kreml-udpegede tjetjenske præsident, Ramzan Kadyrov, men Kadyrov er ikke blevet afhørt en eneste gang. Nemtsov-familiens advokat anmodede om en afhøring af Kadyrov, men den blev afvist. Han er ikke blevet afhørt, og det er andre folk i hans inderkreds, der kunne være forbundet, heller ikke. General Viktor Solotov, kommandant for nationalgarden med tætte forbindelser til Kadyrov, er heller ikke blevet afhørt. Så vi ser altså en fuldstændig straffrihed i forhold til, hvem der bestilte mordet.«

Selv om der ingen beviser findes for, at Putin-regimet skulle have været involveret, kan det ikke frasige sig et politisk ansvar, påpeger Kara-Murza.

»Det politiske ansvar for en fuld opklaring af mordet på oppositionens leder ligger hos Putin-regimet. Og dermed i sidste ende hos Putin selv, det kan der ikke herske tvivl om. Og ydermere ligger ansvaret hos Putin-regimet, fordi samme regime har været afsender af en giftig propaganda mod den russiske opposition. I årevis har vi været dæmoniseret i opflammende retorik, er blevet kaldt forrædere, femtekolonnefolk osv. Den slags blev Boris Nemtsov også personligt udsat for.«

– Lever du ikke i vedvarende frygt for at blive forgiftet igen. Hvis de kan gøre det to gange, kan de vel også gøre det tre?

»Det er umuligt at leve sit liv i konstant paranoia. Risikoen er der, selv om jeg prøver at være så forsigtig som muligt. For mig har det haft den konsekvens, at jeg har måttet lade min familie eksilere, for jeg vil ikke udsætte dem for den risiko, jeg selv påtager mig.«

Forandringer sker brat

Vladimir Kara-Murza føler sig overbevist om, at ikke alene er Putin-regimet iboende svagt, dets fald kan også komme brat og pludseligt, og i de demonstrationer, der har været i 2017 over store dele af landet, ser han allerede tegn på, at noget sådant kan være ved at ske. Når Kreml strammer tommelskruerne, inviteret det selv til folkelig revolte.

»De protester, vi ad flere omgange og med stigende styrke har set over store dele af landet, er jo sket imod alle odds og imod regimets overmagt. I marts var der masseprotester i 84 forskellige byer over hele Rusland, hvor folk var mødt op for at sige nej til systemet, og langt de fleste steder blev der demonstreret uden myndighedstilladelse. Myndighederne havde altså gjort det klart, at demonstranter risikerede at blive tilbageholdt, og alligevel gik de på gaden i stort tal, titusinder over hele landet. Og mere spontant end organiseret. Dette viser for mig en politisk vækkelse, at disse mennesker ønsker at se sig selv som borgere med rettigheder og frihed, og at dette ønske er ved at blive stærkere end frygten. Jeg tror, at det kan blive vendepunktet.«

Det er især den helt unge generation, der demonstrerer, siger Kara-Murza.

»Der var mange studerende, både fra gymnasier og universiteter. Det er en generation, der aldrig har kendt nogen anden leder end Putin, og som får sine informationer fra internettet og ikke fra de statskontrollerede propagandasendere. Disse russere er fremtidens Rusland, deres ansigter er ansigtet på morgendagens Rusland. Historien viser, at når frygtens mur er brudt, og tilstrækkeligt mange tør rejse sig for at gøre krav på deres frihed, rettigheder og værdighed, så er de stærkere end autoritære regimer. Det så vi ved kommunismens fald, og vi så det i Georgien og i Serbien. Det kan ske i løbet af dage. Sovjetregimet havde eksisteret i over 70 år, og det faldt på tre dage. Politiske forandringer i Rusland sker pludseligt, uventet og hurtigt.«