Analyse
Læsetid: 4 min.

Nu vil republikanere kun ophæve Obamas sundhedsreform – ikke erstatte den

Senator John McCains sygdom og republikansk uenighed om, hvad der skal sættes i stedet for Obamacare, får senatsledelsen til at satse på kun at fjerne lovgivningen
Græsrodsbevægelsen Call to Action, der her ses 26. juni i Bloomington, Indiana, demonstrerer mod Senatets plan om at give Affordable Care Act alias Obamacare dødsstødet. 

Græsrodsbevægelsen Call to Action, der her ses 26. juni i Bloomington, Indiana, demonstrerer mod Senatets plan om at give Affordable Care Act alias Obamacare dødsstødet. 

Jeremy Hogan

Udland
19. juli 2017

»Ophæv og erstat Obamas sundhedsreform«.

Sådan har det lydt fra USA’s republikanere siden 2010 – det år, hvor et demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet gjorde daværende præsident Barack Obamas sundhedsreform til lov.

Kampråbet om at ophæve og erstatte Obamacare gjorde Donald Trump til sit under sin præsidentkampagne i 2016. Valget i november gav præsidentposten til Trump og lod Republikanerne beholde deres flertal i begge Kongressens kamre.

Nu, hvor der ikke længere er en demokratisk præsident til at nedlægge veto mod at indfri de republikanske løfter, skulle det jo være en enkel sag at indfri dem …

Men nej, sådan har det ikke vist sig. Ganske vist sagde Donald Trump under valgkampen om at ophæve og erstatte: »Det er så nemt«. Men Trump har siden måttet erkende, at han ikke vidste, hvor indviklet sagen er.

Efter udsagn fra en række republikanske kongresmedlemmer har Trump stadig ikke lært at bemestre blot hovedproblemerne i at ophæve og erstatte forgængerens lovgivning. Det betyder, at Kongressens republikanske ledere har måttet gøre sig selv til drivende kraft i bestræbelserne – og håbe, at præsidenten ikke besværliggør deres arbejde.

’Ondskabsfuldt’

Med mas og møje fik formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, i april strikket et forslag sammen, der fik tilstrækkeligt mange stemmer fra det republikanske flertal til at kunne vedtages. Det fejrede Trump som en personlig triumf, hvorpå Trump pludselig kaldte det vedtagne forslag »ondskabsfuldt«.

I Senatet har den snu flertalsleder Mitch McConnell bakset med at sammenstykke et forslag, der kan trække stemmer fra både reaktionære og moderate republikanske senatorer. Republikanernes flertal er kun på 52 stemmer ud af Senatets 100, og de 48 medlemmer af den demokratiske gruppe står sammen om at værne om Obamas sundhedsreform.

McConnell kan således kun tillade sig at mangle to af sine stemmer, idet vicepræsident Mike Pence i tilfælde af stemmelighed kaster den afgørende stemme.

Et akut sygdomstilfælde har besværliggjort McConnells manøvrer. I sidste uge blev den 80-årige, tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain opereret for en fem centimeter lang blodprop i kraniet over venstre øje.

Da McConnells interne kompromisforslag til ophævelse og afløsning var blevet afvist af to republikanere – den moderate Susan Collins fra Maine og den libertære Rand Paul fra Kentucky – erklærede McConnell, at han først ville sætte forslaget til afstemning om en uges tid, når McCain forventedes tilbage. Nu er der imidlertid usikkerhed om, hvorvidt der venter en længere rekreation for McCain, der tidligere er blevet opereret for ondartet hudkræft.

Senest har yderligere to republikanske senatorer – Mike Lee fra Utah og Jerry Moran fra Kansas – meldt ud, at de ikke kan støtte elementer i forslaget om, hvad der skal sættes i stedet for Obamacare. Det har fået McConnell til at bebude, at han nu kun vil have afstemning om at droppe Obamas lovgivning, men ikke om, hvad der skal sættes i stedet.

Feberredning

McConnells manøvre er en feberredning. Godt nok stemte de to senest frafaldne senatorer i 2015 for en ren afskaffelse af Obamacare. Men det var med viden om, at Obama sad i Det Hvide Hus, hvorfra han ville nedlægge veto.

På gevinstsiden for McConnell står, at en ren ophævelse rent teknisk vil frigøre en vældig masse milliarder dollar, som McConnell og Republikanerne kan bruge til deres lovede massive skattelettelser til USA’s velhavere. En taktisk fordel er også, at Republikanerne efter en ophævelse vil kunne opfordre Demokraterne til at gå ind i forhandlinger om at sætte noget andet i stedet.

En tweet fra Trump afsendt mandag fremhævede netop, at Demokraterne var nødt til gå med, »hvis tavlen først blev vasket ren«.

På minussiden for McConnell står, at en ophævelse uden en erstatning ifølge en vurdering i januar i år fra det uafhængige Congressionel Budget Office vil have ødelæggende virkninger for den amerikanske sundhedspleje: 32 millioner mennesker vil i 2026 have mistet forsikringsdækning, forsikringspræmierne vil gå op med først 50 procent og siden fordobles, og de ældre og sygere amerikanere vil blive ramt hårdest.

I den gustne McConnells overvejelser kan indgå, at han viser sin vilje til at indfri løfter ved at sætte forslaget til afstemning – og dernæst tager et nederlag til efterretning. Under alle omstændigheder vil et vedtaget senatforslag skulle kompromisforhandles med Repræsentanternes Hus. Det kan give en lang række nye republikanske forviklinger.

I sin tid beskyldte Republikanerne Barack Obama for at køre sin sundhedsreform igennem uden at ville lytte til Republikanere. Det var ikke sandt, for Obama brugte så megen tid på forhandlinger med Republikanerne, at forslaget var tæt på at dø af tidsnød – uden at en eneste republikaner til sidst havde mod til at støtte det.

Ironisk er den daværende republikanske kritik i lyset af, at Mitch McConnell har arbejdet på sine lovforslag uden udvalgsmøder i Senatet og uden nogen høringer om forslaget – sådan som det ellers er krævet.

Fra sin rekreation i Arizona har John McCain nu opfordret den republikanske ledelse til at starte forfra med en sundhedslovgivning. I en erklæring skriver McCain: »Kongressen må vende tilbage til almindelig forretningsorden og holde høringer.«

Det kan ende med, at McCains opfordring bliver efterkommet – hvis ikke den republikanske ledelse kan slippe afsted med andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Lybech

Man kan vel egentlig godt sige at republikanerne er endt som en parodi på et politisk parti. Først bruger de 7 år på at nedgøre og obstruere ACA og klager over at de ikke har mandat til at afskaffe og indføre noget andet.
Endelig får de flertal og så kan de alligevel ikke blive enige. Hvad pokker har de egentlig brugt de 7 år til? Nåh jo - netop til at obstruere og nedgøre men ikke til at omtænke.
Egentlig er problemet vel, at de ikke ønsker nogen form for sygeforsikring for de som ikke selv kan betale for det, altså de fattige og de gamle! Det vil hævne sig some day!
Stenaldermennnesker!

Christian Lucas, Robert Ørsted-Jensen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Jeg forstår simpelthen ikke, at et "moderne" land som USA ikke indføre et offentligt sygehusvæsen, det ville både være billigere, og i særdeleshed meget mere retfærdigt, og så høre det vel et civiliseret og moderne folkestyre til?

Obama´s sundhedsreform var ikke perfekt, og bliver det aldrig, men hvorfor blive ved med at danse rundt om den varme grød, at fjerne sundhedsreformen vil have fatale konsekvenser, at erstatte den med noget ringere vil også have fatale konsekvenser....

Niels Jacobs

Onde tunger vil sige at republikanerne aldrig har villet et reformeret sundhedssystem, men først og fremmest en afskaffelse af ethvert tilløb til en sådan: smagen er for stærkt af socialisme , formoder jeg...