Analyse
Læsetid: 6 min.

Har Rusland et problem med islamister?

Næsten alle anholdte terrormistænkte i Rusland kommer fra de centralasiatiske lande. Men Ruslands politiske ambitioner gør, at man ikke bare kan lukke grænserne for at dæmme op for radikaliseringen
Ruslands centrale muslimske åndelige råd udgøres af tatariske intellektuelle, men menigheden i Moskvas hovedmoske er overvejende fra Centralasien og heraf er mange salafister.

Ruslands centrale muslimske åndelige råd udgøres af tatariske intellektuelle, men menigheden i Moskvas hovedmoske er overvejende fra Centralasien og heraf er mange salafister.

Ivan Sekrerev

Udland
5. juli 2017

Så sent som i maj blev et terrorangreb afværget i Moskva. Før det lykkedes det i april terrorister at ramme metroen i Sankt Petersborg. Og i løbet af hele 2016 forpurrede den russiske sikkerhedstjeneste FSB angiveligt 16 terrorangreb og optrevlede 46 terrorceller.

I næsten alle tilfælde stammer de anholdte fra Kirgisistan, Tadjikistan og Uzbekistan.

Læg dertil de tusindvis af borgere, der er rejst fra Rusland og de centralasiatiske lande til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, og det turde være åbenlyst, at Rusland ikke er undtaget truslen fra militant islamisme. 

De mange centralasiatiske terrormistænkte udfordrer ikke bare Kremls forsøg på at dæmme op for radikalisering, men også Ruslands politiske projekt med at binde de tidligere sovjetstater tæt til sig, påpeger den britiske forsker og ph.d. ved Higher School of Economics i Moskva, Dominic Rubin, til Information.

De har givet anledning til fornyet kritik i Rusland af landets lempelige regler for indrejse og for opnåelse af statsborgerskab for borgere fra Centralasien.

»Men i dag kan du lige så lidt udelukke kirgisere og usbekere, når du taler om Rusland, som du kan udelukke britiske pakistanere og britiske indere, når du taler om Storbritannien. De afgrænsninger er dybest set meningsløse,« siger Dominic Rubin, der til efteråret barsler med bogen Russias Muslim Heartlands.

Rubin mener, at det reelle antal centralasiater i Rusland kan være helt op mod 15 mio. FN anslår antallet til 11 mio. inklusiv borgere fra ikke-muslimske nabolande som Ukraine, Moldova og Armenien.

En anden verden

Rusland har et særligt forhold til islam, som præsident Putin senest fortalte filmmageren Oliver Stone i serien The Putin Interviews. I modsætning til mange europæiske lande har Rusland ifølge Putin den fordel, at muslimerne ikke er indvandrede:

»Rusland er deres fædreland, og de har ikke et andet fædreland.«

»Derfor tror jeg, vi ret nemt vil kunne løse disse vanskelige interkulturelle og interreligiøse problemer,« siger Putin til Oliver Stone.

Muslimer udgjorde i 2010 11,8 pct. af Ruslands befolkning, og dermed har Rusland en af de højeste andele af muslimer i Europa, kun overgået af Bulgarien og Cypern, viser tal fra tænketanken Pew.

Men ud over de russiske muslimer, som Putin fremhæver altid har været en del af Rusland, skal altså lægges gæstearbejdere fra Centralasien.

Den russiske økonomi er afhængig af den billige arbejdskraft fra Centralasien, og de centralasiatiske stater er  afhængige af de penge, gæstearbejderne sender hjem. Men den massive indvandring er også en udfordring for Ruslands muslimske institutioner.

»Hvis du tager til Kirgisistan, vil selv moderate regeringsstøttede muftier tale om, at det er et islamisk land, der arbejder hen imod at blive en islamisk stat. Det er ulovligt at sige sådan i de muslimsk dominerede russiske delstater som Basjkortostan eller Tatarstan,« forklarer Dominik Rubin, der vurderer, at andelen af sekulære muslimer blandt Ruslands egne muslimske folkeslag ligger på omkring 85-90 procent.

»Det er lidt ligesom, at 80 procent af russerne er ortodokse, men kun 0,5 procent af dem går i kirke mere end én gang om året. Til trods for al snakken om en religiøs genfødsel, er de ortodokse primært ortodokse af navn, og det samme gælder muslimer i Tatarstan og Basjkortostan. Og så er der omkring 10 procent, der går i moskeen,« pointerer Rubin.

Moderate i mindretal

I dag er de russiske muslimer i mindretal i de fleste moskeer og gæstearbejdere fra Centralasien i flertal. Det skaber debat ikke bare om indvandringen, men om hele Kremls eurasiske projekt, forsøget på at fastholde Ruslands politiske og økonomiske tilstedeværelse i de tidligere sovjetstater i Centralasien. Hjørnestenen i dette projekt er fortællingen om århundreders fredelig sameksistens, herunder også mellem muslimer og kristne.

»Denne diskurs er noget, alle er nødt til at spille med på. Den ortodokse kirke er måske nok ’først blandt ligemænd’, men den har heller ikke frie hænder, den skal også offenligt støtte den eurasiske ideologi,« forklarer Rubin og understreger, at det samme gælder de muslimske gejstlige.

»Putins regering kan altid spille muslimerne ud mod hinanden. Hvis en mufti siger, at det bør være lovligt for skolepiger at bære hijab, så vil en anden sige ’det er absurd, det har vi aldrig gjort!’«

Intellektuel teologi

Moskva har siden Tjetjenien-krigene bekæmpet den saudisk inspirerede og -finanserede salafistiske islam og støttet den mere ’eurasiske’ sufi-islam, der traditionelt er blevet dyrket i Centralasien og i Volgaområdet, hvor hovedparten af Ruslands muslimske gejstlige stammer fra. En række centrale muslimske læreranstalter finansieres – og deres udgivelser kontrolleres – af de russiske myndigheder.

»Læser man disse udgivelser, ser man nedenunder den eurasiske retorik et forsøg på at genrejse en slags europæisk islamisk bevidsthed. De oversætter sufimanuskripter fra Tatarstan-regionen, de skriver historier og biografier. De forsøger at skabe noget lokalt muslimsk, som i fremtiden kan tjene som grundlag for en muslimsk identitet.«

Det er imidlertid også svært tilgængelig teologi, påpeger Rubin, der oplever, at mange praktiserende muslimer ved meget lidt om deres religion.

»Selv når jeg taler med unge muslimer, der nu beder fem gange om dagen og i modsætning til deres forældre kun spiser halal, og spørger dem, hvilken slags muslimer de er, eller hvilken maddhab – lovskole – indenfor sunni-islam de tilhører, ved de det ikke,« forklarer Dominic Rubin.

Bandekode og selvforsvar

Sammen med indvandringen fra ikke bare Centralasien, men også de fattige delstater i Nordkaukasus udgør netop det manglende kendskab til muslimsk tradition en kæmpe opgave for Ruslands etablerede muslimske institutioner.

»Lad os tage en fyr fra Nordkaukasus, som ikke er særligt godt uddannet, der er taget afsted til et oliefelt oppe nordpå. Her møder han folk fra Centralasien. De kender måske heller ikke deres egen historie og deres sufitradition så godt, og derfor går de på nettet i deres søgen efter en muslimsk identitet,« siger Dominic Rubin.

Ofte er det en ortodoks salafistisk udgave af islam, man samler sig om.

»Det er en religiøs retning, der har absorberet politisk islam fra Mellemøsten i en meget simpel postkolonial verden. Ideen er: Vi vil have vores egen stat, fordi kolonisatorerne har snydt os. Det er næsten ligesom en bandekode, og det er også et forsvar mod racisme. Det er ligesom i England i fængslerne eller i hårde miljøer. Salafisme er en simpel kode for opførsel, som binder folk sammen i et jamaat – et islamisk fællesskab. Og der er meget internet og vi-finder-på-det-efterhånden over det,« fortæller Dominic Rubin.

Han har under sine interviews mødt stor frustration blandt Ruslands muslimske gejstlige og nævner som eksempel situationen omkring Moskvas katedralmoske:

»Du har de her tatariske intellektuelle i Ruslands centrale muslimske åndelige råd og Det intrareligiøse råd i én bygning midt i Moskva, og overfor har du den her gigantiske moske. Imamerne er alle tatarer, men moskegængerne er for 80 procents vedkommende fra Centralasien og Kaukasus. Og blandt dem et ikke ubetydeligt antal salafister. Og i denne kontekst betyder salafist, at man vil leve adskilt fra ikke-muslimer, ikke vil interegrere sig i et ikke-muslimsk samfund, ikke besvare et salaam aleikum, hvis hilsnen kommer fra en ikke-muslim. Og at man er godt utilfreds med Ruslands militære støtte til (Syriens præsident, red.) Assad,« siger Dominic Rubin.

Løsningen

Ifølge flere Kreml-kritiske kommentatorer ligger løsningen på den stigende terrortrussel fra centralasiatiske gæstearbejdere ligefor: Der bør indføres visumtvang over for de centralasiatiske stater. Nogle iagttagere slår også til lyd for, at de russiske efterretningstjenester bør flytte ressourcer, der idag er rettet mod Vesten, mod de centralasiatiske republikker.

Ifølge professor i historie ved det russiske institut for internationale relationer MGIMO, Valerij Solovej, vil visumpligt for centralasiater dog næppe komme på tale.

»Det går magthaverne ikke med på, for set fra deres synspunkt bør Rusland være en magnet i det postsovjetiske rum,« udtaler professoren til internet-tv-stationen TV RAIN.

Hvad angår de tusindvis af Syrienskrigere, der kommer fra Rusland og fra de centralasiatiske lande, er løsningen mere ligetil, som Putin påpeger over for Oliver Stone: 

»De kan vende hjem igen, og det skal vi forhindre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

" ....det lykkedes det i april terrorister at ramme metroen i Sankt Petersborg. Og i løbet af hele 2016 forpurrede den russiske sikkerhedstjeneste ...." Disse oplysninger skal måske tages med et gran salt. James Corbett viser i en video kaldet A Brief History of False Flag Terrorism
https://youtu.be/sNRh1vlGksk hvordan magthavere til alle tider har yndet selv at orkestrere angreb på nationen, for at mobilisere opslutning. Putin ingen undtagelse, som også diskuteret i Karsten J. Møller : Fra kaos til Putin. FSB blev grebet på fersk gerning i sammenhæng med angivelig tjetjensk terror, som hjalp til fornyet krig og til Putins vej til magten. Om Sankt Petersborg terror - blot tilføj ordet hoax i søgning på YouTube og se hvad der sker. Man kan prøve det i andre tilfælde også.

Michael Kongstad Nielsen

Har Rusland et problem med islamister?

Nej, desværre ikke. Det kan vi ikke hjælpe jer med.