Læsetid: 7 min.

Ruslands pause fra økonomisk krise kan blive kortvarig

Rusland er ude af den økonomiske krise, der har presset landet i recession siden 2014. Men fremgangen sker fra et væsentlige lavere niveau, og nedturen er gået hårdt ud over de offentlige budgetter, og folks realindkomster falder fortsat, for fjerde år i træk. Putins økonomiske rådgivere fremhæver selv de problemer, landet fortsat står med
Præsident Putin meddelte i juni, at Rusland er ude af den økonomiske krise. Men der er ikke tale om et solidt økonomisk opsving baseret på en ny, ikke-råstofafhængig vækstmodel. Og økonomien er også fortsat det, der bekymrer russerne mest.

Præsident Putin meddelte i juni, at Rusland er ude af den økonomiske krise. Men der er ikke tale om et solidt økonomisk opsving baseret på en ny, ikke-råstofafhængig vækstmodel. Og økonomien er også fortsat det, der bekymrer russerne mest.

1. august 2017

»Recessionen i russisk økonomi er forbi. Vi har indledt en periode med vækst.«

Budskabet fra præsident Putin var klart, da han i juni blev spurgt til Ruslands økonomiske situation i programmet ’Den Direkte Linie’, der på samme tid blev sendt på tre tv-kanaler og tre radiokanaler.

Rigtigt er det, at BNP nu er steget fire kvartaler i træk, og at alt tyder på, at den krise, der satte ind i 2014 i kølvandet på Vestens sanktioner og især faldet i oliepriserne på mere end 70 pct., nu er overvundet.

Rigtigt er det også, at mange andre tal fra Rosstat, Ruslands statistikmyndighed, tyder på, at det går bedre. Inflationen er kommet ned under fem pct., investeringerne er på vej op, og fertilitetskvotienten er stigende (og nu næsten på samme niveau som i 1990).

Men der er ikke tale om et solidt økonomisk opsving baseret på en ny, ikke-råstofafhængig vækstmodel. Olie og gas dominerer fortsat eksporten, produktiviteten er stadig lav, det gælder både kapital- og arbejdsproduktiviteten – og folks indkomster falder for nu fjerde år i træk.

Det giver anledning til bekymring blandt Putins økonomiske rådgivere: 

»Hvis vi ikke snarest muligt finder ind til kernen af den globale økonomiske udvikling, så bryder vores økonomi fuldstændig sammen,« sagde Sergej Glazjev, rådgiver for Putin om regional økonomisk integration, ifølge nyhedstjenesten RNS på en konference i Skt. Petersborg 2. juni i år.

Asia,, Minorities,, Rural,, Pastoralism,, Animals,, Labour,, Livestock,
Læs også

Han lod forstå, at Ruslands top bekymrer sig alt for lidt om realøkonomien og alt for meget om hurtige penge:

»Problemet er, at den herskende elite i Rusland ikke ønsker at beskæftige sig med vækst- og udviklingspolitik; for den er det meget mere interessant og lettere at opnå store fortjenester på valutaspekulation og finansielle transaktioner.«

Fald i oliepris ramte hårdt

2014-krisen blev umiddelbart forårsaget af faldet i olieprisen og ikke Vestens økonomiske sanktioner efter annekteringen af Krim.

Sanktionerne har haft forholdsvis ringe betydning for Rusland, hvis man ser på russisk økonomi som helhed. De har især ramt de direkte udenlandske investeringer og i den forbindelse energisektoren. Resultaterne vil først vise sig på længere sigt, alt afhængig af hvor længe sanktionerne varer ved.

Hertil kommer, at det nok kan ses i supermarkederne, at Rusland som modsvar indførte importrestriktioner på fødevarer og andre forbrugsvarer fra Vesten, men det betyder ikke det store for russisk økonomi. Og det har haft en positiv betydning for russisk landbrug.

Anderledes med faldet i olieprisen, der var på mere end 70 pct., og også faldet i gasprisen. Det ramte hårdt.

Olie og gas tegner sig for over 60 pct. af eksporten, mere end 30 pct. af Ruslands BNP og en stor del af det føderale budget.

I 2013 tegnede indtægterne fra olie og gas sig for 50 pct. af indtægterne på det føderale budget; i 2016 var andelen faldet til 36 pct., samtidig med at de samlede indtægter, opgjort i faste priser, var faldet.

Hård justering

Når Rusland nu tilsyneladende har overvundet krisen, i alt fald i denne omgang, skyldes det, at der har fundet en såkaldt justering sted, som kort fortalt betyder, at økonomien er begyndt at stige igen fra et nyt, lavere niveau.

Fremgangen er godt hjulpet på vej af en flydende valutakurs, som har resulteret i en voldsom devaluering af rublen, og af at olieprisen er svagt stigende, om end fortsat lav sammenlignet med juni 2014.

Med lidt flere ord har justeringen bestået i en omstilling af produktion og forbrug til et lavere niveau, fra hvilket der nu sker en økonomisk vækst. 

Stort set alle sektorer, ikke mindst olie- og gasindustrien, har haft en nedgang i omsætningen. Mange små- og mellemstore virksomheder har måttet dreje nøglen om på grund af øgede vanskeligheder med at få kredit. Omvendt har landbruget nydt godt af den beskyttelse, som importrestriktionerne har betydet.

Nok så bemærkelsesværdigt er det, at der er sket drastiske nedskæringer på de offentlige budgetter, trods store træk på Reservefonden, den ene af to fonde, der i 2008 afløste Stabiliseringsfonden. Reservefondens indtægter stammer fra eksportindtægter af olie og gas, og den bruges til at dække underskud på det føderale budget, når prisen falder på olie og gas.

I år er pengene brugt op i Reservefonden, og regeringen vil nedlægge den med årets udgang. Herefter tager den anden af de to fonde, der blev etableret i 2008, Den Nationale Velstandsfond, over.

Nedskæringerne på de offentlige budgetter er gået ud over stort set alle områder bortset fra forsvaret. Hårdest ramt er uddannelse og sundhed; i 2016 faldt udgifterne til de to områder med næsten 10 pct., opgjort i faste priser. Sociale ydelser og pensioner er også blevet udhulet af inflationen. Offentlige investeringer, typisk i infrastruktur, er blevet sat på stand-by rundt omkring i regionerne.

Mens 2016 for mange i den vestlige verden var et annus horribilis, må det for præsident Vladimir Putin have overgået selv hans vildeste drømme
Læs også

Verdensbanken fremhæver i sin årlige rapport om russisk økonomi, der kom i maj, at Rusland nu adskiller sig endnu mere fra OECD-landene og fra EU, når man ser på, hvad de samlede offentlige udgifter fylder af BNP.

I 2015 tegnede de offentlige udgifter i Rusland sig for ca. 35 pct. af BNP mod 45 pct. i OECD og 47 pct. i EU. Inden for næsten alle sektorer halter Rusland bagefter; en vigtig undtagelse er, ikke overraskende, forsvarsudgifterne, der tegner sig for næsten fem pct. af BNP (mod godt en pct. herhjemme).

Verdensbanken bemærker tørt i sin rapport, at de tal måske kan begrunde, hvorfor Rusland fokuserer mere end hidtil på at øge indtægterne på de offentlige budgetter, f.eks. ved at hæve selskabsskatten til 17 pct. i hele Rusland, så man kan dække de nødvendige offentlige udgifter og samtidig gøre sig mindre afhængig af indtægter fra råstofeksporten.

Investeringerne i bund

Som nævnt er investeringerne steget i 2017, men det er fra et, mildt sagt, lavt niveau. I 2015 faldt de med hele 10 pct. opgjort i faste priser. Det er dybest set et udtryk for markedets manglende tillid til russisk økonomi og det russiske økonomiske system. Resultatet er, at udslidte maskiner ikke bliver udskiftet, og det går igen ud over produktiviteten.

Det er også bekymrende, at væksten i produktionen inden for mange sektorer ikke ledsages af en vækst i investeringerne, fremhæver Verdensbanken. Et eksempel er fødevareproduktionen i 2016: Produktionen steg små tre pct., men investeringerne faldt mere end 10 pct.

I forbindelse med Putins optræden på ’Den Direkte Linje’ offentliggjorde det statslige meningsmålingsinstitut VCIOM en måling om, hvad der i særlig grad foruroliger russerne. På førstepladsen var ’de lave lønninger’ (23 pct.), på andenpladsen ’den generelle økonomiske situation’ (21 pct.) og på tredjepladsen ’sundhedssektoren’ (20 pct.).

Putin brugte da også en del tid i programmet på de faldende realindkomster. Et af spørgsmålene kom fra Aleksander Melnikov fra Saratov-regionen:

»Hvordan kan det være, at en brandmand får 8.000 rubler (870 kr., red.) om måneden og for den løn skal risikere sit liv?« Det interessante her er ikke svaret, men det faktum, at spørgsmålet blev stillet.

Den voldsomme devaluering af rublen betyder i øvrigt, at Aleksander Melnikov, hvis han har familie eller venner i nabolandet Litauen, nu tjener meget mindre om måneden, end de gør. Det er næppe noget, der stiller ham mere tilfreds.

Reformer nu!

Putins økonomiske rådgivere synes meget enige om behovet for økonomiske reformer. Uden reformer ingen varig fremgang for russisk økonomi. De synes endvidere meget optagede af, at Rusland ikke lukker sig i forhold til Vesten – og ensidigt satser på handelsaftaler med Kina, Indien og Iran, som tilfældet i vid udstrækning er i dag – men tværtimod gør, hvad der står i dets magt for igen at kunne lave forretninger med Vesten. Først og sidst for Ruslands skyld.

Sidst i maj holdt Putin et lukket møde i Kreml om den økonomiske situation. En af hovedtalerne var Aleksej Kudrin, tidligere finansminister, nuværende bestyrelsesformand for Center for Strategiske Studier, en tænketank, der rådgiver Putin og medlemmer af regeringen om den økonomiske politik. Hvad Kudrin sagde på mødet, er ikke blevet offentliggjort. Til gengæld ved vi fra hans egen officielle hjemmeside, hvad han sagde en måned senere, den 30. juni, på en konference i Moskva:

»Den indenlandske efterspørgsel er ikke tilstrækkelig til at sikre en årlig økonomisk vækst i størrelsesordenen 3-4 pct. Vi er nødt til at øge eksporten af andet end råstoffer. Vi skal finde de nicher på verdensmarkedet, hvor vi kan operere. Det er sværere end at sælge olie.«

Hvorefter han slog til lyd for nødvendigheden af at række ud til Vesten:

»Uden en forbedring af vores forhold til landene i Vesten er det umuligt at løse de opgaver, vi står over for (på verdensmarkedet, red.).«

Inden mødet gik i gang, kridtede Putin banen op:

»Det er vigtigt at målrette vores indsats mod at forbedre erhvervsklimaet, øge arbejdsproduktiviteten og afkastet på store investeringsprojekter, understøtte udviklingen af små- og mellemstore virksomheder, øge den del af eksporten, der ikke omfatter energi, og skabe nye kilder til vækst i regionerne.«

Alt sammen noget, der giver god mening. Spørgsmålet er dog, hvad det betyder konkret. Hvilke reformer, hvornår, i hvilket tempo? I hvilken grad tør Putin træde op over for ’den herskende elite i Rusland’ for nu at bruge Sergej Glazjevs udtryk? Hvem kommer reformerne til gavn? Her er faldgruberne mange, hvis Kreml vil undgå store demonstrationer i tiden frem til præsidentvalget i marts 2018.

Et eksempel er pensionsreformen, der for øjeblikket diskuteres på livet løs i russiske medier, efter at dagbladet Izvestia først i juli rapporterede om et forslag og tilhørende beregning, som Finansministeriet har lavet.

Forslaget går ud på at hæve pensionsalderen for kvinder og mænd – fra 55 til 63 år for kinder og fra 60 til 65 år for mænd. Det vil spare det føderale budget for en årlig udgift på 1,7 billion rubler i overførsel til Pensionsfonden. Skal den gennemføres? Hvis ja, hvor hurtigt? Vil den stå alene, eller vil den være del af en pakke?

Der er nok at tage fat på, hvis det nuværende opsving for alvor skal bide sig fast.

Jesper Karup Pedersen, ph.d. og cand.polit., har beskæftiget sig med Rusland og russisk økonomi siden 1983. Senest for COWI, hvor han er seniorøkonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

væksten hentes også fra et meget lavt niveau så det er jo nærmest logisk at der på ét eller andet tidspunkt vil komme en vækst. Ruslands økonomi er i knæ og det vil den vedblive at være i lang tid endnu.