Læsetid: 5 min.

Trumps nye stabschef skal skabe disciplin

Donald Trump ’nyder at arbejde sammen med generaler’, men kan den tidligere minister for national sikkerhed, general John Kelly, slette indtrykket af kaos og intern splid, som kendetegner inderkredsen omkring USA’s præsident?
Det Hvide Hus håber, at den tidligere general John Kelly vil skabe orden i West Wing, ’som han før har gjort det på slagmarken og som kabinetssekretær’.

Det Hvide Hus håber, at den tidligere general John Kelly vil skabe orden i West Wing, ’som han før har gjort det på slagmarken og som kabinetssekretær’.

Mark Wilson

1. august 2017

Donald Trumps nye stabschef, general John Kelly, vil skabe disciplin og indføre en klar kommandokæde i Det Hvide Hus, hævder højtplacerede stabsmedarbejdere.

Efter en katastrofal uge med nederlag for endnu et republikansk forsøg på at omstøde Obamacare og en giftig infight i Trumps inderkreds – som kulminerede med fjernelsen af ​​stabschefen Reince Priebus, der erstattes af den pensionerede flådegeneral og minister for sikkerhedsministeriet, Department of Homeland Security, John Kelly – erklærer én af Trumps vigtigste rådgivere, Kellyanne Conway, at hun nu er klar til at adlyde ordrer.

»Jeg vil gøre, hvad præsidenten og vores nye chef beder mig om,« udtalte Conway til Fox News søndag og tilføjede: »Jeg er den slags pige, der er glad for hakkeordener og protokoller.«

Mick Mulvaney, der er direktør for budgetkontoret i Det Hvide Hus, siger tilsvarende til CNN, at han »absolut« forventer bedre disciplin i West Wing (den del af Det Hvide Hus, der rummer præsidentens regeringskontorer, red.) og tilføjer, at præsidenten »nyder at arbejde sammen med generaler«.

Mulvaney sagde endvidere, at Priebus »havde været en smule mere tilbagelænet og uafhængig i den måde, han styrede kontoret på«, og pointerede, at »præsidenten ønsker lidt mere disciplin, lidt mere struktur«.

Uge med tumult

Sidste uge signalerede ellers alt andet end disciplin fra Trump, hans stab og republikanerne i kongressen. Fredag strandede et forsøg i senatet på at omstøde Barack Obamas mest markante politiske aftryk, sundhedsreformen Affordable Care Act, da tre oprørere i det republikanske parti stemte imod.

Dette fulgte oven på et kaotisk forløb, hvor Trumps nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci – hvis udnævnelse ugen før fik daværende pressesekretær Sean Spicer til at sige op – offentligt og i grove vendinger havde hånet Priebus og truet med at fyre hele kommunikationsstaben i Det Hvide Hus, hvis ikke lækagerne til pressen hørte op.

Præsident Trump afstedkom selv fornyet forargelse med en tale til drengespejdere, der var ladet med hård politisk retorik, og en tale til politibetjente, hvori han udtrykte forståelse for voldelige arrestationer. Ligesom han skældte voldsomt ud på justitsminister Jeff Sessions, fordi denne havde erklæret sig inhabil i de igangværende undersøgelser af forbindelser mellem Trump-rådgivere og Rusland under præsidentvalget i 2016.

Søndag forsvarede Kellyanne Conway præsidentens ret til at kritisere Sessions, der var i fokus for en nyhedshistorie på ABC, ifølge hvilken rådgivere i Det Hvide Hus havde forsøgt at overtale Trump til at forflytte ham til Ministeriet for Hjemlandssikkerhed. Conway beklagede sig også over de russiske undersøgelser og mediernes »åndeløse« interesse for dem.

»Der er ikke noget at komme efter,« sagde hun.

»Vi blev lovet den næste Watergate, og vi har ikke engang fået vandpolo, vi har ikke engang fået en vandmelon.«

Nej til omstødelse

Trump har gentagne gange sat spørgsmålstegn ved upartiskheden hos ​​Robert Mueller, den tidligere FBI-direktør, der er udpeget til at forestå Ruslandsundersøgelsen.

Trump forventes i denne uge at underskrive de nye sanktioner mod Rusland, som i sidste uge blev vedtaget med et stort flertal i Kongressen, der sætter dem uden for rækkevidde af præsidentens vetoret.

Mick Mulvaney erkendte i mellemtiden, at det var et stort nederlag, at det endnu engang var glippet for den republikansk ledede kongres at tilbagerulle Obamas sygesikringsreform. Omstødelsen af Affordable Care Act (ACA) alias Obamacare har været en absolut mærkesag for republikansk politik siden 2010.

»Man kan ikke i syv år love folk, at man vil gøre noget og så derefter ikke gøre det,« sagde Mulvaney.

Det seneste forsøg på at omstøde ACA slog fejl, da Arizona-senator John McCain, 80 år, kom tilbage til Washington efter at være diagnosticeret med hjernekræft og gik sammen med Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine om at stemme nej til omstødelsesforslaget.

Trump brugte efterfølgende weekenden på at udsende vrede tweets med krav om, at republikanerne ændrer på senatets regler for stemmeoptælling for at modvirke effekten af sådanne afhopninger, selv om hans forslag til ændrede regler ikke ville have ændret på udfaldet. Han sagde også, at Senatet skulle afholde sig fra at vedtage andre love, før en ny sygesikringslov var vedtaget. Mulvaney sagde, at dette nu er den politiske linje i Det Hvide Hus.

»De nødt til at blive ved,« sagde han.

»De bliver nødt til at arbejde for det. De er nødt til at få noget vedtaget.«

På Twitter truede Trump også med at skrotte statsstøtte til forsikringsbranchen og til sundhedsydelser til medlemmer af Kongressen, som han kaldte for »redningspakker«. Mick Mulvaney sagde, at et sådant skridt kun ville være retfærdigt.

Til trods for de republikanske omstødelsesforsøg er den offentlige opinion i USA fortsat i høj grad positiv over for at bevare ACA. I et interview med CNN blev Susan Collins spurgt om en video, der havde fået stor udbredelse på de sociale medier og viste, hvordan hun spontant blev tiljublet af flypassagerer, da hun kom tilbage i Maine efter omstødelsesafstemningen fredag.

Noget sådant havde hun ikke oplevet før i sine 27 år i politisk embede, sagde hun og tilføjede: »Det var meget bekræftende.«

Republikanerne og Demokraterne er nødt til at arbejde sammen for at løse problemerne med ACA, sagde Collins videre.

Twitter-forvirring

Hun anbefalede også, at Trump holder op med at bruge Twitter til at bekendtgøre nye politikker. I sidste uge meddelte præsidenten netop via dette medie, at militæret ikke længere vil tillade transkønnede personer at gøre tjeneste. Det førte til stor offentlig forargelse og afvisning af ideen fra selv konservative republikanere.

Den amerikanske forsvarsledelse erklærede imidlertid, at man ikke havde modtaget et sådant direktiv, og at den nuværende politik ikke ville ændre sig, før man havde fået det.

»Den slags skaber forvirring,« sagde Collins.

»De her spørgsmål er seriøse. Når vi har at gøre med politiske spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser, er et tweet ikke den rigtige vej at gå.«

På Fox News insisterede Conway søndag på, at der ikke havde været kaostilstande i sidste uge på Capitol Hill og ej heller i Det Hvide Hus. Ikke desto mindre sagde hun også, at Kelly vil skabe orden i West Wing, »som han før har gjort det på slagmarken og som kabinetssekretær (for Homeland Security, red.)«.

Hun havde haft en kort samtale med Kelly i weekenden, sagde hun og tilføjede: »Vi er alle meget nysgerrige og spændte på vores første møde med den nye stabschef i morgen.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Joanna Walters

"Den pensionerede flådegeneral, John Kelly"

Skurrer det ikke i ørerne på dig selv - eller på korrekturlæseren ??

John Kelly er pensioneret general i Marineinfanteriet, der er en selvstændig del af United States Department of Defense - og altså ikke hører under flåden.
Flåden og Marineinfanteriet har fælles minister - Secretary of the Navy.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Har ikke forstand på terminologien hverken mht. flåde, marine eller tilsvarende, men i første instans var det vel oversætteren, kommentaren ovenfor burde rettes til.

Torben Lindegaard

@Maj-Britt Kent Hansen

Jeg er heller slet ikke ekspert i militær terminologi; men "flådegeneral" skriger altså til himlen.

Og jeg tiltror altså ikke Niels Ivar Larsen at opfinde et så forskruet udtryk ud af det blå.
Men Niels Ivar Larsen burde selvfølgelig have reageret frem for blot at lade uklarhederne fortsætte på dansk.

Maj-Britt Kent Hansen

Torben Lindegaard - men var artiklen ikke forfattet på engelsk, nu de stammer fra The Guardian?

Og var det så i den engelske tekst, der som udgangspunkt var misforståelser?

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, det går af og til vel stærkt med oversættelserne.

Ham her var nok general i marinekorpset, hvis jeg skal tro div. resultater af mit "gurgleri", men ellers må vi vente på, at en mand "med kors og bånd og stjerner på" (Pinafore) måske kan præcisere det.