Finanskrisens begyndelse kan sammenlignes med de klassiske sekvenser i Chuck Jones' gamle tegnefilm om den grumme prærieulv, der jager den kvikke jordgøg Hjulben: Igen og igen ser vi den grådige, intetanende ulv fortsætte sin hidsige kurs over afgrunden i længere tid, end man skulle tro muligt – først da den kigger ned, styrter den. Billedet passer på finanskapitalens adfærd, med en væsentlig forskel.
Inden for den økonomiske og historiske sagkundkab har der dannet sig konsensus om, at det var i dag, for ti år siden, at finansulven kiggede ned den allerførste gang. Her hører analogien dog op, for nok bliver ulven bange ved det uventede syn af en svimlende afgrund. Alligevel fortsætter den – og selve faldet kommer først 13 måneder senere.
At dagen i dag er historisk påpeger Larry Elliott, The Guardians økonomiske redaktør, med disse ord: »Hvad finansmarkederne angår, vækker den 9. august 2007 den samme klang som den 4. august 1914 – dagen, da England erklærede Tyskland krig.
Den markerer et skæringspunkt mellem en gylden æra med velstand og ro, og kreditklemmens skyttegravskrige med banker, der gik under, forstenede markeder og ejendomsmarkeder, der blev blæst til atomer af mangel på kredit.«
Hvad der sker den 9. august 2007, er følgende: Umiddelbart før de europæiske børser åbner kl. 9.00, udsender Frankrigs største bank (og verdens syvendestørste), BNP Paribas, en lakonisk pressemeddelelse:
Bankens datterselskab BNP Investment Partners har besluttet, at man »midlertidigt« vil »suspendere« investorers adgang til tre af bankens hedgefonde, Parvest Dynamic ABS, BNP Paribas ABS Euribor og BNP Paribas ABS Eonia. De tre fonde, der har specialiseret sig i pantegæld, ligger inde med risikable amerikanske boliglån, de såkaldte subprime-lån, til en samlet nominel værdi af over 2,2 milliarder dollar.
BNP Paribas begrunder skridtet med, at likviditeten er »fuldstændig fordampet« i visse markedssegmenter af det amerikanske sekurisiteringsmarked (marked for omsættelige gældsbeviser, red.), og at »en adækvat værdiberegning« af de underliggende aktiver i de tre fonde, »uafhængigt af deres kvalitet eller kreditnotering«, derfor er umulig.
De tekniske formuleringer dækker over en konstatering af, at banken har lidt betydelige tab på sine investeringer i amerikanske subprime-lån.
I den store offentlighed passerer pressemeddelelsen fra den franske storbank upåagtet hen. Men på finansmarkederne udbryder en øjeblikkelig uro. En af de økonomer, der indser situationens alvor, er direktøren for den britiske centralbank, Bank of England, Mervyn King – han afbryder samme dag sin ferie, der skal blive hans sidste i otte år. Udmeldingen fra BNP Paribas frembringer i finanskredse omtrent samme effekt som barnets afsløring i »Kejserens nye klæder« af, at ’kejseren ikke har noget på’.
Boligboblen
Siden 1990’erne, da Clinton-administrationen gennemførte omfattende dereguleringer af kreditlånsmarked og banksektor, bl.a. efter tilskyndelse fra den amerikanske centralbankchef fra 1987-2006, Alan Greenspan, har de amerikanske banker og realkreditinstitutter ydet store boliglån – også til amerikanere med dårlig økonomi.
Det er sket med fuldt overlæg. I 1999 opstiller Clinton-administrationen det eksplicitte mål for de store amerikanske kreditinstitutter, at 42 procent af deres lån skal gå til personer med en indkomst lavere end medianindkomsten. Den målsætning forhøjes i 2005 under Bush-administrationen til 52 procent.
Karakteristisk for subprime-lån er, at afdragene de første år er ganske små, hvorpå de stiger drastisk. Rådgivningen over for låntagerne forsømmer ofte at redegøre for de reelle risici – i stedet bliver kunderne forsikret om, at de på længere sigt bare kan omlægge deres lån, i takt med at de stigende boligpriser giver højere friværdi.
Økonomer advarer om fremgangsmåden, men under disse års boligboble er der ingen i USA, der ønsker at se feststemningen spoleret. Alle ser ud til at tjene på det: byggentreprenører og håndværkere, ejendomsmæglere og banker og de nyslåede boligejere selv.
I 2005 og 2006 får mange af de nye boligejere imidlertid stadig sværere ved både at betale deres terminsafdrag og få omlagt deres lån. En stagnation sætter ind i boligpriserne, men lånenes stadig skrappere terminer forfalder alligevel til betaling. Ifølge lovgivningen i USA er det bankerne, der sidder med sorteper, hvis låntager ikke har råd til at lægge lånet om.
I mange tilfælde kan bankerne blive tvunget til at overtage huset og dermed også tabet, hvis beboeren foretager en såkaldt walkout, hvilket indebærer, at låntager mister huset, men slipper for yderligere krav på den bolig, som nu er mindre værd end lånebeløbet. Festen på boligmarkedet er forbi, og herfra går det stærkt. I 2007 ryger 1,3 millioner amerikanske husstande på tvangsauktion – en stigning på 79 procent i forhold til året før.
Men selv om mange boliglån således hvilede på et højest usikkert grundlag uden garanti for tilbagebetaling, blev de ydet i massivt omfang. Bankerne kunne nemlig videresælge dem til investeringbanker, der ønskede sig nye investeringsobjekter med høje afkast for at profitere af den amerikanske centralbanks historisk lave rente. Til det formål puljede investeringsbankerne de risikable lån sammen med andre lån, som de solgte videre til deres kunder i nye, sofistikerede pakkemodeller.
Credit Default Swaps
Med udmeldingen fra BNP Paribas den 9. august forstår man nu i finanssektoren, at det ikke længere er muligt at danne sig overblik over, hvad alle disse lån reelt er værd. Billedet kompliceres yderligere af opfindelsen af nye finansielle produkter, kaldet derivater, som åbner for at spekulere i, hvordan andre finansielle produkter klarer sig, uden at man selv ejer dem, herunder de såkaldte Credit Default Swaps, som bruges til at skabe sikkerhed mod tab på værdipapirer, og derfor kan belønne spekulanter, som satser på, at der sker tab på markedet.
I hele finanssektoren breder der sig således denne augustdag en frygt for, at de sammenpuljede lån og ’kreditderivater’, der flyder rundt på de internationale finansmarkeder, og som samlet løber op i pålydender på tusindvis af milliarder dollar, kan vise sig at være langt mindre værd. Hvor store potentielle tab, der kan være tale om, aner ingen i denne fase, ligesom ingen synes at have gjort sig forestillinger om, hvor eksponerede de enkelte banker kan være for at lide tab.
Endnu i august 2007 forestiller kun de færreste sig, at verden står på tærsklen til en finanskrise af et omfang, der har potentiale til at blive så fatalt ødelæggende som Den Store Depression i 1929 med massearbejdsløshed og social nød i overstørrelse. Den almindelige forventning i USA som i Europa er, at de store investeringsbanker er ’for store til at lade falde’. Skulle de komme i alvorlige vanskeligheder, vil de nationale regeringer velsagtens træde til og kautionere med statskassen.
I første omgang ser det ud til at gå præcis sådan. Da Bear Stearns med hovedkontor i New York, en af verdens største investeringsbanker, i efteråret 2007 må notere milliardtab på milliardtab, iler den amerikanske forbundsstat til med hjælpende hånd.
Det sker, da den amerikanske Centralbank den 17. marts 2008 yder konkurrenten JP Morgan et lån på 29 milliarder dollar til at opkøbe Bear Stearns, der herefter nedlægges som selvstændigt selskab.
Tilsvarende i Storbritannien, hvor Mervyn King i efteråret 2007 har forstrakt den kriseramte engelske Bank Northern Rock med milliardkreditter – det ender dog med, at banken den 22. marts 2008 må overtages helt af den britiske stat, der på dette tidspunkt har tilgodehavender i Northern Rock på 25 milliarder pund og udestående garantier for ca. 30 milliarder pund.
Også den tyske Industribank IKB, der har investeret massivt i det amerikanske realkreditmarked, må reddes – det sker ved fælles intervention fra andre banker og den tyske stat.
Prærieulven kan således ufortrødent fortsætte ud i det blå. Alles håb er, at krisen trods alt kun omfatter en begrænset skare af insolvente banker og derfor vil kunne inddæmmes.
Lehman Brothers krakker
Men så, den 15. september 2008, sker der en dramatisk ny udvikling. Investeringsbanken Lehman Brothers meddeler, at man vil indgive konkursbegæring, idet man dog håber at kunne omstrukturere selskabet. Holdingselskabet vil samtidig forsøge at rejse penge ved at frasælge sine datterselskaber. Men denne gang er der ikke længere hjælp at hente hos den amerikanske forbundsstat, der lader Lehman Brothers, USA’s fjerdestørste investeringsbank, krakke.
Krakket af Lehman Brothers sender chokbølger gennem den internationale finansverden. Der er tale om den største konkurs nogensinde! Lehman Brothers har gæld, der løber op i 3.100 milliarder danske kroner. Krakket koster mange dyrt, deriblandt Danske Bank, der mister omkring en halv milliard kroner.
Umiddelbart før Lehman Brothers-krakket har den amerikanske forbundsstat måttet redde de to store realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac, der står for godt halvdelen af alle realkreditlån i USA – de har begge lidt enorme tab på grund boligmarkedets kollaps.
Det massive statsindgreb bekommer ikke det republikanske bagland vel, hvor mange mener, at man må lade falde, hvad ej kan stå. Det menes at være på grund af kritik herfra, at finansminister i Bush-regeringen, Henry Paulson, beslutter sig til ikke at redde Lehman Brothers.
Konsekvenserne bliver fatale: Med Lehman Brothers’ fald står det klart, at ingen bank længere er for stor til at falde. Nu er prærieulvens styrt i afgrunden en realitet! Realkreditlånskrisen er blevet til en bankkrise, og inden for en måned tvinger truslen om en dominoeffekt de vestlige regeringer til at indsprøjte enorme kapitalsummer i deres banker for at afværge et faretruende kollaps for hele sektoren.
Fra finanskrise til recession
Indgrebene ser ud til at virke: Det lykkes i sidste øjeblik at redde de fleste banker. Men regeringernes redningspakker kommer for sent til at forhindre, at den globale økonomi sendes ud i et frit fald. Kreditstrømmene til den private sektor snøres til, samtidig med at forbrugernes og erhvervslivets markedstillid kollapser totalt.
Aktieindekser verden over dykker kraftigt, og handelen imellem alverdens finansinstitutioner går i stå, fordi de kvier sig ved at låne hinanden penge af frygt for nye konkurser med den konsekvens, at de globale aktiemarkeder fryser til.
For realøkonomien betyder bankernes uvilje mod at låne, at virksomheder ikke kan låne penge til at investere i ny produktion og arbejdspladser, hvilket igen betyder, at væksten falder, og arbejdsløsheden skyder i vejret. En massiv og global recession viser sig uafvendelig.
I den situation har USA’s regering ikke noget valg. Den er nødsaget til at træde til med omfattende redningspakker, kendt som bail-outs. Kongressen giver den amerikanske regering grønt lys til at bruge 700 milliarder dollar på at opkøbe dårlige lån fra banker og tilføre systemet mere kredit.
Også i mange andre lande må regeringer ud i undsætningsaktioner. Således også i Danmark, hvor flere banker, der har gjort sig afhængige af udenlandske lån, får problemer.
I oktober vedtager Folketinget den første af to bankpakker. Bankpakke I sikrer alle indlån i danske pengeinstitutter for herved at give bankerne adgang til kredit. Bankpakke II, der vedtages i januar 2009, er en kreditpakke, der skal åbne for, at banker kan låne penge af staten i det håb, at de vil låne videre ud til virksomheder og forbrugere.
Folketingets redningsaktion kan dog ikke forpurre, at en række banker må lukke, herunder Amagerbanken, Fionia Bank og Capinordic Bank.
Ti år efter pressemeddelelsen fra BNP Paribas lever vi stadig i slagskyggerne fra finanskrisen 2007. Nok blev en depression som i 1930’erne undgået, men væksten er svag, og det kniber med at skabe opsving.
Millioner har måttet gå fra hus og hjem, især i USA, og millioner verden over har mistet deres job. Euro-samarbejdet er gået fra krise til krise, og Grækenland og andre syderuopæiske lande har måttet frelses fra statsbankerot ved gentagne hjælpepakker. Indkomstuligheden er desuden steget markant i mange lande, deriblandt Danmark.
Til gengæld er bankerne igen begyndt at tjene masser af penge og fremfører nu igen krav om mindre regulering.
I en tidligere udgave af artiklen gav vi Ted Avery æren for tegnefilmene om Hjulben. Det var naturligvis Chuck Jones. Information beklager.
Optakten til finanskrisens udbrud
- 9. august 2007
Storbanken BNP Paribas bekendtgør, at investorer ’midlertidigt’ ikke kan røre aktiver i tre af bankens hedgefonde, da en ’komplet fordampning af likviditet’ umuliggør beregning af deres værdi. Centralbanker i Europa, USA og Japan pumper i de følgende dage og uger snesevis af milliarder dollar ind i bankmarkedet for at styrke dets likviditet.
- 14. september 2007
Banken Northern Rock, der har lånt enorme summer for at finansiere realkreditlån til kunder, vil sælge ud af disse på det internationale kapitalmarked for at afbetale egne lån, men efterspørgslen er væk. Konsekvensen er akut likviditetskrise og stormløb fra kunder, der vil hæve opsparing. De hæver én milliard pund, før den britiske stat griber ind ved at stille garanti og siden nationalisere banken.
- Oktober-december 2007
Den multinationale bankgigant Citibank bekendtør tab på 3,1 milliarder dollar på subprime-lån. Få dage efter opskrives tabet med yderligere 5,9 milliarder dollar. Investeringsbanken Merill Lynchs topchef går af efter afsløringen af, at banken er eksponeret for ’giftige lån’ for 7,9 milliarder dollar. Libor-renten – renten for lån mellem banker på interbankmarkedet – stiger til højeste niveau i ti år.
- Januar 2008
Verdensbanken forudsiger et markant fald i den globale økonomiske vækst. Kreditklemmen begynder at stramme i de rigeste nationer. Det amerikanske boligmarked lider sin største tilbagegang i 25 år. Børsindekser verden over når laveste niveau siden den 11. september 2001. USA’s centralbank sænker renten til 3,5 procent for at forebygge recession – den største sænkning i 25 år.
- Februar-marts 2008
Ledere fra G7-industrilandene anslår de foreløbige globale tab på det amerikanske supprime-marked til 400 milliarder dollar. USA’s centralbank forsøger i ny intervention, den hidtil største, at forbedre likviditeten på finansmarkederne ved at pumpe 200 milliarder dollar ud. Den kriseramte investeringsbank Bear Stearns opkøbes af konkurrenten JP Morgan for milliarder lånt af USA’s regering.
- April-maj 2008
Den Internationale Valutafond advarer om, at tabene som følge af kreditklemmen globalt kan løbe op i 1.000 milliarder dollar eller mere. USA’s finansminister, Hank Paulson, udtaler til The Wall Street Journal, at han tror, ’det værste er ovre’. Den schweiziske storbank UBS, der har tabt 37 milliarder dollar på amerikanske subprime-lån, forsøger at inddrive 15,5 milliarder dollar ved en række retssager.
- 7. september 2008
Længere tids frygt for, at de to store kreditlånsforeninger Fannie Mae og Freddie Mac skal gå konkurs efter deres voldsomme milliardtab på subprime-markedet, får USA’s regering til at overtage kontrollen med begge. De to kreditgiganter tegner sig for næsten halvdelen af de udestående pantelån i USA og udgør en ’systemisk risiko’ imod den finansielle stabilitet. Største bailout i USA’s historie.
- 15. september 2008
Investeringsbanken Lehman Brothers indgiver den største konkursbegæring i amerikansk historie, da USA’s regering ikke vil træde til med en redningspakke. LB’s gæld løber op i 3.100 milliarder kroner. Krakket koster europæiske pensionskasser dyrt – i Danmark taber Danske Bank en halv milliard kroner – og udløser paniktilstande i hele det finansielle system. Finanskrisen er nu en uafviselig realitet.
Artiklen baserer sig på skriftlige kilder, herunder Le Mondes artikelserie fra juli om tiåret for finanskrisen, The Guardians tilsvarende gennemgang og nettidsskriftets Piopio.dk analyse fra 4. august.
Ti år i finanskrisens skygge
Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.
I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.
Seneste artikler
Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre
9. september 2017Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of CambridgeFinanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer
2. september 2017Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste kriseFinanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed
29. august 2017Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Falsk varebetegnelse. Overskriften op forsiden lover en analyse af et muligt fremtidsscenarie, men er blot en historisk gennemgang af finanskrisen uden perspektiver til den næste, - som givetvis er på vej. I det hele taget kunne jeg godt tænke mig noget mere økonomisk stof i Inf. , sobre analyser til perspektivering af de mange katastrofescenarier der findes på nettet. Der synes næsten at være en konsensus at den næste krise er lige om hjørnet.
Mange er blevet klogere, men bankerne (især de største) udfolder stor kreativitet i at omgå love og regler på en måde offentligheden ikke får kendskab til.
Det finansielle system er ikke sundt, når banker/de finansielle virksomheder vokser mere end realøkonomien. Det kan de kun fordi de ikke skaber reelle værdier men tjener deres peng ved spekulation og ved at suge værdier ud af virksomheder og privatpersoner.
Ærgerligt at Information gentager løgnen om, at "Grækenland og andre syderuopæiske lande har måttet frelses fra statsbankerot ved gentagne hjælpepakker."
Grækenland er de facto gået bankerot. Der er tale om, hvad Yanis Varoufakis har kaldt 'verdens længste statsbankerot' og de såkaldte hjælpepakker har Varoufakis og mange andre kaldt 'extend and pretend'. De fleste af disse penge går ikke til den græske stat, men til at den græske stat kan betale sin gæld til især tyske og franske banker. Denne gæld er blevet overtaget af de andre eurolande, IMF og ECB for at holde bankerne skadesløse for deres spekulation i statsobligationer. I 2011 var den græske stats gæld til tyske banker ca. €119 mia. Allerede i foråret 2012 var gælden nede på €795 millioner. I december 2012 var den græske gæld til de franske banker betalt.
I 2008 holdt Angela Merkel sin berømte tale i Stuttgart, hvor hun formanede Wall St. til at rådføre sig med en swabisk husmor om ansvarlig omgang med finanser. Kun et par måneder efter erfarede hun, at også de tyske banker havde undladt at rådføre sig med en swabisk husmor. Hun var nødt til at bede den tyske Rigsdag om €406 mia for at bail out de tyske banker, som lå inde med enorme beholdninger af amerikanske CDOs. Kort tid efter var den gal igen. Tyske banker havde brug for mindst €350 mia for at dække tab i forb. m. deres udlån til de såkaldte PIIGS lande. I Frankrig stod det endnu værre til. Den franske stat skulle bruge €562 mia - penge som den franske stat kun kunne skaffe på det internationale lånemarked. Et sådan lån ville have fået renten på franske statsobligationer til at stige med raketfart, og Frankrig ville være truet af en statsbankerot. (Den franske statsgæld var i forvejen over €1 billion.)
For at undgå at den 'swabiske husmor', som i årevis havde prædiket nødvendigheden af sparsommelighed overfor det tyske folk, skulle bede det tyske Rigsdag om endnu en sum penge til bail out af de tyske banker, og for at undgå at en evt. fransk bankerot ville få hele eurokonstruktionen til at kollapse, fandt man på fidusen med 'hjælpepakkerne'. Til trods for PIIGS landenes uansvarlighed ville de andre eurolande, plus IMF og ECB angiveligt udvise solidaritet med disse landes befolkninger ved at 'hjælpe' dem med deres gæld. Tyskland opnåede at få gælden internationaliseret, så den 'swabiske husmor' ikke skulle bruge alle sine sparepenge på at redde de tyske banker, og Frankrig undgik at få en statsgæld, som ville have været ligeså uholdbar som den græske. Samtidig måtte en lang række lande, hvis BNP per capita var mindre end den græske spytte i kassen i kraft af deres medlemsskab af IMF og Eurogruppen. Hvis man af den ene eller den anden grund er nødt til at opgive 'extend and pretend' strategien vil 'internationaliseringen' af gælden blive afsløret som det den er: Fup. Det vil formentlig koste især Merkel en del politisk credit.
For mig at se bliver finansmarkederne holdt oppe af støtteopkøb og lave renter. Milton Friedman hævdede, at det, der skete i 30'erne, var at centralbankerne var for længe om at støtteopkøbe obligationer, så bankerne kunne sælge ud af deres obligationer uden at obligationskurserne faldt. Denne gang har man løst problemet ved støtteopkøb og lave renter, men nu er der stærke højrefløjskræfter, der vil have renterne op og udsalg af centralbankernes obligationsbeholdninger. Hvis man gør det i tilstrækkeligt omfang, går det galt igen. Så kommer der masser af krak og global katastrofe. Som Keynes sagde: der er grænser for hvor langt man kan komme med monetaristisk politik. D.v.s. at man må sætte gang i realøkonomien. Penge til folket, ikke til de få.
Men alle var jo med på den. Husejere, småaktionærer, alle, der ikke var lejere eller totalt uinteresseret i penge, var med på den. Det var en kollektiv rus. En forblindelse. Man vidste godt inderst inde, at det kunne ikke passe, der var noget helt galt, men man deltog lystigt i festen alligevel.
Informations måde at beskrive det på:
"Den markerer et skæringspunkt mellem en gylden æra med velstand og ro, og kreditklemmens skyttegravskrige med banker, der gik under, forstenede markeder og ejendomsmarkeder, der blev blæst til atomer af mangel på kredit."
Min måde at beskrive det:
Det markere et skæringspunkt hvor en lang periode med svindel og bedrag, resulterede at millioner af almindelige mennesker og lønmodtagere blev arbejdsløse imens de højstlønnede brugte deres tilskud fra staten til at give sig selv større bonusere og højere løn....
- Det er to markant forskellige måder, at se 9 august 2007 på....
Angående vækst:
.... at vores nuværende vækst er svag, skyldes at vores samfund stort set er færdig udviklet. Høje vækst tal er efter mange eksperters mening forbeholdt mindre udviklede samfund, der er igang med at opbygge infrastruktur og industrier.
Det mærkelige er at den liberale frihedsånd på det økonomiske område syntes at være aldeles ukrænkelig fra politisk side, og de liberale teser ikke tages i anvendelse overfor de finansielle markeder og deres handlinger, men i stedet opfattes som et samfundsproblem, der politisk skal tages stilling til og bringes i orden med staternes pengekasser.
"Staternes pengekasser" - det vil sige borgernes skattekroner, som skal dække de finansielle institutioners hæmningsløse grådighed på finansmarkederne, som skaber disse økonomiske bobler der brister fra tid til anden.
"Milton Friedmann hævdede, at det, der skete i 30’erne, var at centralbankerne var for længe om at støtteopkøbe obligationer, så bankerne kunne sælge ud af deres obligationer uden at obligationskurserne faldt." Her findes ingen liberalisme her i det udsagn - staterne skal betale for liberalismen, er hvad der står, og det er statskassernes skattekroner der skal dække de finansielle institutioner tab, - hvilket igen betyder at lønmodtagerne skal betale for de finansielle markeders grådighed under liberalismens faner.
Hvorfor ikke lade "liberalismen æde sig selv op" indbyrdes, - nå ja, selv her i lille Danmark turde vi ikke gøre det tilbage i 2008, men kom styrtende med bankpakker 1, 2, 3, 4, 5 osv. a' 500 mia. hver gang, - ikke noget med liberalismes toner fra statsmagten, om der kommer en anden bank og overtager forpligtelserne, sådan som liberalismen selv foreskriver der vil ske.
Havde man ladet stå til - eller forhandlet med den finansielle sektor om hvilke samfundsmæssige værdier de besad og spurgt om prisen herfor, og forhandlet ud fra dette, som staten kunne overtage, så havde bankerne selv fået den medicin som de giver deres kunder, og det var blevet billigere for staten, som nu kunne have været ejer af Dankortet, NETS osv., men den finansielle sektor ville også have lært, at deres grådighed uden hensyntagen til resten af samfundet har sin pris, og godt gammelt købmandskab stadig er et sundt udgangspunkt for at drive finansiel forretning på, og det havde vel næppe skadet.
Danmark tabte omkring 45 mia. på bankpakkerne, - JO DU LÆSTE RIGTIGT(!), vist blev det udskreget fra finansiel stabilitet at det havde givet er overskud på 18 mia., men så kom det frem, at man havde glemt en udgiftspost i regnskabet på omkring 60 mia. og da den blev regnet med viste der sig ovennævnte underskud på 45 mia.
Ovenfor i indlægget fra Ivan Breinholt Leth kan man læse om fællesgælden, og hvordan den luskes igennem, så ingen umiddelbart kan se den, ganske som når ECB udsteder obligationer for 6.000 mia. EURO til fremme af arbejdspladser indenfor EU, som det skete for nogle år siden.
Jamen 6.000 mia. EURO - der sådan set falder ned fra himlen ligesom når bladene falder af træerne om efteråret, det lyder da dejligt, - MEN MEN MEN, nej sådan er det ikke, det er lån på det frie marked, som hen ad vejen skal tilbagebetales via de indkomne skatter fra udført arbejde af arbejderne i virksomhederne, og de skal betales med renter og renters rente til sin tid.
Arbejdstagerne skal således selv betale for deres arbejdspladser, - men prisen er lavere velfærd og velstand i samme tidsrum, - og man kan spørge sig selv hvornår det kommer igen, - svaret er aldrig!
Spiralen går kun nedad og nedad for arbejderne, og måske ender det med alene at være et spørgsmål om arbejdet alene betales med laveste faktor - kost og logi!
Herremandslogikken er vel til at få øje på når det punkt nås, men det er ikke samfundsværdi for mennesker i veludviklede moderne samfund - tværtimod, og vi nærmer os udsagnet "extend og pretend" indtil der kun er "pretend" tilbage som det eneste.
Erkendelsen er vel, at politikerne ikke tør tage et opgør med den "slipseklædte rockerbande", der hensynslæst udbytter samfundet, og plyndrer statskasserne for skattekroner via deres krav til staternes og trusler om kommunisme hvis ikke de får deres vilje, - retten til at stå udenfor og over samfundets bedste, for deres grådighed må ingen anfægte, krænke eller mistænkeliggøre!
Krisen i 00'erne fik frit løb, fordi beslutningstagerne vidste, at uden underklassens og den bredere middelklasses medløb, så går det ikke i et demokratisk samfund.
Derfor accepterede de føderale myndigheder i USA, at Fannie Mae og Freddie Mac arrangerede subprime lånemuligheder til lavindkomst-folk, så alle kunne føle sig med på vognen. Det var de lån, der blev pakket ind i finansielle pakker, som ingen banker vidste hvad indeholdt.
Og der var meget junk i det.
På samme måde tillod Danmark først 30-årige lån (Nyrup), så skattestop, afdragsfrie lån og flexlån (kort rente) (Fogh)
Da finansmarkederne frøs, og ingen banker turde stole på nogle af de andre bankers junk, måtte staterne redde bankerne. Med skatteydernes penge, Dvs. de penge, som bankerne havde lånt ud til skatteyderne.
Det svarer til molboerne, der for at undgå, at storken skulle trampe kornet ned, lod otte mand bære hyrden ind i kornet, så han kunne jage storken væk.
Som det fremgår af lederen på bagsiden, er dette blot begyndelsen på en serie artikler om emnet.
Al ære og respekt for, at Information tager dette dybt alvorlige emne op!
Leo Nygaard
Hvad mener du med " Skat på grådighed"?
Culture and Politics of Crisis V
21.06 2017
Europe: Economic Crisis and Political Alternatives
Mark Blyth & Michael Roberts
Where is Europe going and what can be done about its economic malaise? The final instalment of our series of lectures ‘Culture and Politics of Crisis’ focuses on the current European political and economic deadlock. As such, it sets the stage for a dialogue between two of the most important political economists of our time: Mark Blyth and Michael Roberts. For Roberts, the European crisis is diagnosed from a Marxist perspective. For Blyth, the analysis is infused by heterodox Keynesian views. Consequently, the two scholars diverge both in terms of situating the main cause of crisis and the main solution to it: for Roberts the emphasis falls on the general fall of the rate of profit affecting capital in our time, with anti-capitalism as the solution. For Blyth the crisis is caused by a lack of demand and investment and the way out is a different kind of capitalism. Between these diverging diagnostics and challenging solutions affecting the global and continental predicament, the fate of the East of Europe will also come in the spotlight: what are the limits of the semi-peripheral condition of this region and what remedies does it permit – Lexit, national sovereignty, regionalism à la Visegrad? Is a reformed, more social and egalitarian EU possible? Or, if not, how – or even why? – should we stop its nationalist disintegration?
Mark Blyth teaches at Brown University, and is the author of Great Transformations. Economic Ideas and Institutional Change in the 20th Century (2002) and Austerity. The History of a Dangerous Idea (2015).
Michael Roberts is a Marxist economist living in London, author of The Great Recession (2009) and The Long Depression (2016).
https://www.youtube.com/watch?v=htZTb-MILjA
Jeg ved ikke om den næste krise er lige om hjørnet, men banksektorens opførsel er altså stadig alt for "1920's" til at jeg tror på at de har lært lektioen. Megetr tyder på at vores nuværende regering IKKE har lært noget og det er ret farligt.
En ting er sikkert, "trickle down" er stadig "trickle up". Det kan selv ikke V-spinmaskinen gøre noget ved.
Det er forkert at se banker som et onde. Bankerne er begyndt at tjene penge igen og det er nødvendigt for at møde alle Basel kravene, som Danmark tilslutter sig til trods for vi ikke er medlem eller repræsenteret.
Udfordringen ved Basel er at som EU (Bankunion fra 2014)) at der stilles mange formalia krav og narturligvis øget krav om soliditet. Formålet er gloværdig nemlig at undgå 2008 scenario ved strenger kontrol af banker. Herhjemme af Finaltilsynet.
Side konsekvensen er at små banker og sparekasser indirekte tvinges til at sammenlægger med andre på grund af formalia. Administrationen bliver for dyr for småbanker.
Den øgede soliditetsgrad har grund det særdeles svært for banker at lave forretning i de sure år efter 2008 hvilket faktisk forlængede kriseårene.
At banker nu kommer med dine resultater er et sundhedstegn og et must for yderligere vækst.
Men vi skal ikke have yderligere vækst - af hensyn til klima og miljø.
@ Michael Friis, Leo Nygaard
- Jo, bankerne skal da tjene penge, hvilket de også gjorde tilbage før krisen i 2007-8, men lad os lige få tingene ind på den rette hylde, så sammenhængen bliver rigtig.
Som allerede nævnt af andre her på tråden, så var de "uldne" obligationer fra Fannie Mae, og Freddie Mac pludselig blevet "opgraderet" fra "junk bonds" til en status der nærmede sig "vidunder bonds" uden nogen rigtig forstod hvorfor og hvordan, og det viste sig at være helt forkert, - men salget gik jo strygende.
Dertil kom de passive investeringer(ikke i produktion) fra den finansielle sektors side, derimod gik såvel derivater som andre finansielle uigennemskuelige produkter, - nærmest et kasino-spil hvor man gætter på udviklingen for enten en aktie, leveringstidpunkt for en vare, en valutas op eller nedgang osv., osv..
De producerede varers levering - var pludselig et odd-set spil ligesom meget andet for kapitalen. og fortjenesten og eller tabene var store, men bidrog ikke til produktion af varer - nye varer eller investering i nye fremtidige produkter, for spilpsykosen havde overtaget i disse såkaldte "finansielle produkter".
- Det siger sig selv kapitalmængden må have været væsentlig større end mulighederne for investering i reelle produkter, - men pludselig ville alle sikre sig deres værdier, så de ikke gik tabt, og det udløste krisen, - for hvem har mine pengene, hvis jeg stadig har dem, og de ikke er tabt???
@Michael Kongstad Nielsen Nej, vi var ikke alle "med på den". Men nok var.
Et Ivy League uddannet (økonomi) familiemedlem har her til formiddag sagt at der "næsten med sikkerhed" kommer en ny finanskrise indenfor ca. 18 måneder. Han mener at det vil starte i Kina.
Christian Lucas, som du sikker ved tager økonomer ofte fejl. Deres arbejde er baseret på "Alt andet lige" forudsætning.
I et par år har det været populært at tro på den næste krise med start i Kina. Kinas lavere vækst har været Breaking News i rum tid. Fakta er at Kinas megastore økonomi voksede 6.9% i 2 kvaltal 2017 dvs som forventet. Væksten er naturligvis fladet ud da Kina er på vej til en ny fase med stigende indenlandsk efterspørgsel. Kina har p.t. den højeste stigning i BNP blandt G20 landene. Nummer to er Indien med 6.1%. Brasilien var negativ (0.40 i 1 kvaltal 2017) som det eneste G20 land i recession.
Den helt store udfordring i Kina er mig bekendt: virksomhederne gæld samt risikoen for faldende boligpriser men mon ikke regeringen træder hjælpende til? Kina har trods alt et kæmpe handelsoverskud (ca DKK 3,200,000,000,000 i 2016) og tallet er stadig stigende.
Noter at Kina overlevede et stort fald på deres aktiemarked SSE fra marts til september 2015 (fra ca 4,500 til ca 3,000) men nu er det mere stabilt (omkring 3,200).
Europas betydning for verden er faldende men et sammenbrud for Euroen ser jeg som farligere end Kina.
PS spekulation er kun et negativt ord for forsikring eller risikospredning.
PPS uden mulighed for a låne penge vil et samfund sandsynligvis gå i stå. Husk det ville også betyde at man ikke kan spare op dvs ingen (privat) pension.