Læsetid: 5 min.

Billedstormen

I disse døgn oversvømmes vi af stormens billeder, der fortæller om et sammenbrud, en udvandring fra et samfund, der ikke længere fungerer. Billederne fra Houston ligner til forveksling dem, der i årevis er flimret forbi, når katastrofale oversvømmelser har ramt i bl.a. Sydøstasien. Dem har vi ikke kunnet rumme – nu forstår vi måske omsider, hvad de fortæller
29. august, Houston, USA: Folk går med vand til halsen ned ad Pine Cliff Drive i Houston, efter voldsomt regnfald og orkanen Harvey har skabt kaotiske tilstande i millionbyen.

29. august, Houston, USA: Folk går med vand til halsen ned ad Pine Cliff Drive i Houston, efter voldsomt regnfald og orkanen Harvey har skabt kaotiske tilstande i millionbyen.

Michael Ciaglo

1. september 2017

Det er ikke fordi, vi ikke har set dem før. Billederne. De passerer lejlighedsvist forbi i glimt hos nyhedsbureauerne eller i korte reportager, når tv-nyhederne runder af med vejret.

Oversvømmelserne. Husene under vand. De brudte diger. De nødstedte. De druknede.

Vi skutter os et øjeblik og tænker godt, det ikke er os. For det er ikke vores billeder. Det er billeder fra fjerne egne, fremmede kulturer, en anden civilisation end vores. Billeder fra Bangladesh, fra Indien, Filippinerne, stillehavsøer, Sydamerika.

Det er forfærdeligt, men vi kan ikke tage det ind. Det er på en eller anden måde disse menneskers vilkår. Noget der er forbundet med deres overbefolkning og deres underudvikling. Det unddrager sig forståelse og angår os ikke for alvor. Det er for fjernt. De må sejle deres egen sø.

Men nu får vi pludselig nøjagtig de samme billeder fra vor egen verden. Smidt lige i ansigtet i prime time. På samtlige kanaler. Live fra Houston, Texas.

28. august, Houston, USA: Folk er søgt ud på gaden, da de søger væk fra deres huse i de oversvømmede dele af byen Houston, der er oversvømmet, efter orkanen Harvey ramte byen.

Joe Raedle

29. august, Mumbai, Indien: Voldsom regn har ramt Indiens finansielle hovedstad, Mumbai. En bil er strandet midt på den oversvømmede vej, og mennesker evakueres og forsøger at slippe væk fra vandmasserne.

Imtiyaz Shaikh

Vi ser himlens sluser åbne sig. Vi ser de nødstedte i vand til livet i gaderne, der er omdannet til floder. Bærende på deres babyer, deres gamle, deres hunde. Vi ser de smadrede huse og de sammenbrudte broer. Bilerne under vand og bådene, hvor der skulle have været biler.

Det er billeder af kaos, opløsning, nød og fortvivlelse.

Måske evner vi denne gang at forstå, hvad det er, billedstormen fortæller. Den omvendte billedstorm, hvor de uønskede, forbudte billeder af vor egen civilisation ikke kan holdes væk eller bortforklares af hverken præsidenter eller adspredelsesindustri. Det er virkelighedens billeder, der bryder gennem fortrængningens dæmninger.

Exodus

Det, vi ser, er et sammenbrud. Når de nødstedte på billederne vandrer bort gennem vandmasserne med deres nødtørftigt samlede ejendele, så er det et exodus. En udvandring fra et samfund, der er holdt op med at fungere. En flugt fra et system smadret af indre modsætninger.

Det, der siden sidste lørdag er foregået i og omkring Houston, er en dokumentation af, hvordan en civilisation, der har mistet fornemmelsen og respekten for naturen og i dens sted har dyrket grænseløs økonomisk vækst baseret på fossile brændsler – hvordan en sådan civilisation drukner i en strøm af selvskabte plager.

Houston er anlagt i en lavtliggende region, fra naturens hånd præget af mange vådområder. Byens vækst tog voldsom fart, da der i 1901 blev fundet olie ved Spindletop øst for Houston, et fund der ledte USA ind i oliealderen. For godt 100 år siden havde 12 olieselskaber etableret sig i byen, blandt dem Gulf, Texaco og det, der siden kom til at hedde ExxonMobil.

28. august, Houston, USA: Alexendre Jorge padler afsted med fireårige Ethan Colman, som han evakuerer væk fra vandmasserne i et oversvømmet boligområde i Houston.

Charlie Riedel

15. august Morigaon, Indien: Oversvømmede huse som følge af ekstra voldsom monsunregn i store områder i Indien, Nepal og Bangladesh. Her sejler nogle drenge på en bananpalmeflåde væk fra deres ubeboelige huse.

Anupam Nath

Da olie- og gasudvindingen midt i det forrige århundrede for alvor begyndte at rykke til havs i Den Mexicanske Golf, voksede Houston som centrum for industrien, og den hidsige vækst – Houston er nu USA’s fjerdestørste by med over to millioner indbyggere – betød, at byen og dens omgivelser og vådområder i stigende grad blev dækket af veje, pladser og bygninger.

Alene i årene 1992-2010 forsvandt ifølge forskere ved Texas A&M University 100 kvadratkilometer vådområder og med det en kapacitet til at opsuge 15 milliarder liter vand ved heftig nedbør.

Når himlen åbner sine sluser som ved orkanen Harvey, betaler den cementerede by prisen for at have tilsidesat sin egen økologi. Vandet kan ikke komme væk, byen drukner.

Regningen for den fossile æra

Og når Harvey af lokale fagfolk omtales som »en 500 års-hændelse« og dens konsekvenser af US National Weather Service som »hinsides noget, der før er oplevet«, så er det, fordi olien og gassen sammen med kullene ikke blot har fyret op under mere end 100 års vækst, men også under den globale opvarmning, der på én gang har hævet vandstanden i Golfen og varmet dens luftmasser op, så de bliver både energirige og i stand til at rumme stærkt øgede vandmængder.

Det gør en naturligt forekommende, årstidsbestemt storm til »something very special«, som præsident Trump valgte at udtrykke det tirsdag under sit besøg i området. Eller med en national vejrtjeneste-meteorologs ord »en katastrofe, en historisk, episk hændelse« med op til 125 centimeter nedbør på få dage.

Og det er ikke slut. National Weather Service advarede onsdag om, at »katastrofale og livstruende oversvømmelser vil fortsætte i hele det sydøstlige Texas« resten af ugen.

Orkanen Harvey har ramt Houston med rekordmængder af nedbør, som har medført omfattende oversvømmelse.
Læs også

Og mens menneskene søger at redde livet og komme bort fra byen under vand, skønner økonomer hos den globale analysevirksomhed IHS Markit, at Harvey vil give et økonomisk tab på 60-80 milliarder dollar og reducere det amerikanske BNP i årets tredje kvartal med 0,5-0,6 procentpoint. Andre giver endnu højere bud.

Denne regning for en fossilt baseret vækstøkonomi rammer et land, hvor selvsamme vækstøkonomi ikke har kunnet hindre en historisk gældsættelse og en stærkt voksende ulighed.

USA er ved at falde tilbage til at være et u-land, karakteriseret ved en infrastruktur i forfald, stedse større skel mellem rig og fattig og en stor del af befolkningen sat uden for indflydelse, siger MIT-økonomen Peter Temin i sin nye bog The Vanishing Middle Class: Prejudice and Power in a Dual Economy.

Skriften på væggen

Det er dét, vi ser på billederne fra Houston. Mennesker, der forlader et samfund, som de møjsommeligt har været med til at bygge op, men som ikke mere hænger sammen, fungerer og giver dem tryghed.

Mens de kæmper for overlevelse, kæmper vi andre for at forstå, hvad billederne skal fortælle os.

29. august, Houston, USA: Evakuerede bliver fragtet med en båd væk fra oversvømmelserne nær Addicks Reservoir i storbyen Houston som følge af orkanen Harvey.

David J. Phillip

14. august, Murkata, Indien: Handlende går ned gennem en oversvømmet gade i byen Murkata i det nordøstlige Indien, der er hårdt ramt af voldsom regn.

Anupam Nath

Og samtidig flimrer alle de andre, klassiske billeder forbi. Typisk som øjeblikkets nye medievinkel på Harvey-katastrofen:

I Bangladesh, Indien og Nepal hærger i øjeblikket en ekstrem monsunregn ledsaget af massive oversvømmelser og jordskred. Omkring 1.000 mennesker meldes dræbt, titusinder af huse, skoler og hospitaler er ødelagt, og i alt 41 millioner mennesker er berørt og har brug for hjælp.

FN udsendte disse oplysninger om katastrofen i Sydøstasien forrige torsdag, den 24. august, godt et døgn før Harvey gik i land i Texas. Men først onsdag-torsdag i denne uge passede det ind som aktuel vinkel på de vestlige mediers orkandækning.

Indbyggere i Houston forlader deres hjem, efter at ekstrem nedbør har oversvømmet byen. Mandag middag var der rapporteret om fem dødsfald, 316.000 husstande i Texas meldes uden strøm, områdets lufthavne er lukkede, og over 3.000 flyafgange aflyst, og krydstogtskibe med sammenlagt 20.000 passagerer er låst fast i farvandet ud for havnen i Galveston
Læs også

»Det er på tide, vi fatter realiteterne,« skriver Sunita Narain, generaldirektør for det indiske Centre for Science and Environment på miljøcentrets hjemmeside.

»I år viser data frem til midten af august, at Indien har haft 16 ekstremt voldsomme regnskyl, defineret som mere end 244 mm nedbør på én dag, samt 100 voldsomme regnskyl, defineret som 124-244 mm nedbør på én dag. Det betyder, at regnen ender som oversvømmelse.«

»Og husk: Med hver oversvømmelse og hver tørke bliver de fattige fattigere. Hele udbyttet af udviklingen går tabt. Boliger, toiletter og skoler skylles væk, og levevilkår ødelægges.«

Det har Sunita Narain skrevet, råbt og skreget om i medier, på FN-klimamøder og på internationale foredragsturnéer i årevis. Vi har ikke magtet at høre det. Men nu bestormes vi af billeder fra vor egen verdensdel, der til forveksling ligner de fortrængte billeder fra bl.a. Sydøstasien. Mon vi efterhånden forstår, hvad der foregår?

»Det er det eneste spørgsmål,« skriver Sunita Narain:

»Hvornår vil vi læse skriften på væggen?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Benno Hansen
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Morten Hillgaard
  • Dorte Sørensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Peter Knap
ingemaje lange, Benno Hansen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Morten Hillgaard, Dorte Sørensen, Palle Yndal-Olsen, Niels-Simon Larsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

»Hvornår vil vi læse skriften på væggen?«

Du kender sikkert selv svaret - Aldrig.

Der er for diffus afstand mellem skadevolder og skadelidte - fra Peabody Energy's kulminer i West Virginia til de berørte indbyggere i Texas - fra Talcher i den indiske delstat Odisha til Bangladesh - og listen kan selvfølgelig forsættes uendeligt.

Flemming Berger, Michael Friis, Eva Schwanenflügel og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvor meget forstår vi selv her i DK? Her på Blegdamsvej, hvor jeg bor, har Røde kors bygget en kæmpe cementtrappe op ad den bestående bygning, hvor der før var en have med magnolietræer. Ren hærværk, og så for indsamlede midler.
Endnu et stykke af Amager fælled bliver nu bebygget på trods af mange protester. Bilafgifter lempes, motorveje udbygges osv.
Det er grusomt at se billeder af oversvømmelser, men vi kæder det ikke sammen med vores egne handlinger.

Carsten Wienholtz, Tino Rozzo, Arne Albatros Olsen, ingemaje lange, Flemming Berger, Carsten Munk, Michael Friis, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Hanne Ribens, Kim Houmøller, Per Torbensen, Holger Madsen, Randi Christiansen, Hans Larsen, Martin Madsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Der er tydeligvis absolut INGEN forståelse for planetens cirkulære økonomi hos de ansvarlige, hvis personnummer i virkeligheden er et matrikelnummer ... og så giver det jo mening. Bortset fra at de på alles vegne betræder den lige vej til ødelæggelse, og når de opdager det, er det for sent. Så sidder de i en lille gummibåd med dødelige, springende røde myrer omkring sig. Nå nej, de har selvfølgelig tilegnet sig mere komfortable forhold, i hvilke de tilsyneladende tror, at de kan ride stormen af. Dumheden er livsfarlig og kriminel. Disse menneskers uansvarlighed rammer andre end dem selv. Ord fattes til at beskrive uhyrlighederne præcist.

Randi Christiansen

Røde kors erstatter magnoliahave med cementtrappe ... endda for indsamlede midler. Hvilken stupiditet.

Menneskeheden lider af en dødsensfarlig, tilsyneladende smitsom sygdom, der bla viser sig i en uhyggelig grad af inkompetence ifht at administrere vore fælles overlevelsesressourcer. Det er omkostningsfyldt at melde sig ud af dette vanviddets åg, som banditterne i habitterne tvinger befolkningerne ind under. 'Nødvendighedens politik' - hvilket råddent bedrag.

Som underminerer alt - og lige om lidt rammer metangassen, og så er vi færdige. Som en menneskehed for hvem det måske også lykkes helt at ødelægge sit egen ellers kosmisk perfekt afbalancerede biotop/habitat. Jvf dr guy mcpherson om at jorden pga de voldsomme klimaforandringer kan ryge ud af komfortzonen ifht solen. Tjek ham, og følg hans opfordring om at nyde den sidste tid her på planeten. I kosmisk forstand synes den menneskelige race at være et fejlslagent eksperiment, som derfor smart nok også udrydder sig selv, bærer sin egen ødelæggelse i sig. Har vi et valg? Er det muligt at håbe på, at også en bevidst opvågnen er smitsom og kan nå at sprede sig, således at de ekstremt invalide valg, som de ansvarlige foretager, kan nå at blive standset og omstillet, inden det endegyldigt er for sent?

Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi fatter det ikke før vi selv står i det, og så er det altid nogle andres skyld!

Torben Lindegaard, Henrik L Nielsen, Eva Schwanenflügel og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

Artiklen slutter med:
»Hvornår vil vi læse skriften på væggen?«
JO
Når det er for sent vil vi forstå at skriften på væggen siger at vi skulle have haft atomkraft i stedet for at råbe "Hvad skal ind? Sol og Vind"-

Eva Schwanenflügel

Randi Christansen skriver:
"Der er tydeligvis INGEN forståelse for planetens cirkulære økonomi hos de ansvarlige, hvis personnummer i virkeligheden er et matrikelnummer.."
Lige netop. Det er, somom de rige og politikerne tror, at en eller anden uopfunden teknologi vil redde dem selv og deres arvinger før den helt store katastrofe rammer os alle. HALLO DERUDE, DER ER ENDNU IKKE OPFUNDET RUMRAKETTER TIL AT FØRE JER TIL EN ANDEN OG BEDRE PLANET!
I mellemtiden fordrives tiden med at tjene penge på krige og valutaspekulation.
Skide være med de fattige, skide være med vores unikke miljø af flora og fauna, skide være med vores allesammens jordklode, den eneste vi har.
Vi trænger til en anden måde at tænke på. En der handler om planeten, ikke om politiske egoister.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Thorkil Søe, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Spørgsmålet må lidt længere sigt er hvor meget verdenssamfundet og de enkelte lande kan bære før samfundet og livet, som vi kender det det bryder helt sammen, og at vi allesammen bliver konfronteret med scenarier a la The Walking Dead.

Lige nu er det til at bære, men hvis hyppigheden bliver stigende, hvilket alt tyder på, så vil alle de forskellige climakatastrofer dræne samfundets resourcer i form at stigende fødevarepriser pga. tørke og brugbar landbrugsjord, som er stadig svindende, forsikringselvskaber og banker som går fallit, dels pga. stigende udbetallinger, og for bankerne vedkommende pga. manglende betalinger fra de husejere, som for ødelagt deres ejendomme af oversvømmelser. I Texas må de lokale banker imødese dette problem i løbet af de næste par måneder. Og i Florida vil ejendomsmarkedet bryde sammen i løbet af få år, men endnu er der ingen der offiicelt udtaler sig om dette problem.
I ny orkan med navnet Irma er på vej igen i sammen område.
I Iran er store områder ødelagt af tørke og indbyggerne der kan knapt finde vand til deres husholdninger længere. Det er derfor sandsynligt at der vil opstå flere store immigrationer i det område og andre dele af mellemøsten, hvilket igen vil skabe nye flygtningestrømme.
Jeg kunne forsætte remsen, men stopper her.
Men vil bare lige afslutningsvis konkludere at klimakampen burde have den højeste prioritet allerede nu. I det lys forkommer den nuværende regerings dispositioner håbløst forældede og naive, som noget der er udsprunget af et forældet verdensbillede fra forrige årtusinde.

Ethvert overskud burde indsættes i en klimafond. Vi vil få brug for den osse i lille Danmark.

Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar