Læsetid: 9 min.

’Bomberne faldt ikke, hvor soldaterne var. De bombede for at gøre alting elendigt’

I månedsvis levede Somar Alhamedeyeh nær sultegrænsen. Regimets hær havde slået ring om det østlige Aleppo og stoppet tilstrømningen af fødevarer og medicin, mens de lod bomberne falde over det belejrede område. Livet var reduceret til en kamp for ren og skær overlevelse, fortæller den unge Somar Alhamedeyeh
Da det østlige Aleppo blev belejret, blev Somar Alhamedeyeh og hans familie fanget i byen. Når bomberne faldt for tæt på, flyttede de til et andet sted i byen – selvom de godt vidste, at de jo ikke kunne forudsige, hvor de næste bomber ville falde. Men det gav en følelse af kontrol, fortæller Somar Alhamedeyeh, som spiller strengeinstrumentet oud.

Da det østlige Aleppo blev belejret, blev Somar Alhamedeyeh og hans familie fanget i byen. Når bomberne faldt for tæt på, flyttede de til et andet sted i byen – selvom de godt vidste, at de jo ikke kunne forudsige, hvor de næste bomber ville falde. Men det gav en følelse af kontrol, fortæller Somar Alhamedeyeh, som spiller strengeinstrumentet oud.

Jakob Dall

7. august 2017

»Må jeg ikke få et til?« Selv om han udmærket kendte svaret, prøvede Somar Alhamedeyeh altid lykken, når han skulle hente sin families ration af brød. De frivillige delte brødet ud klokken halv tre om natten, så regimet havde sværere ved at lokalisere og bombe de akut oprettede centralkøkkener.

Langt størstedelen af de restauranter, bagerier og fødevarebutikker, som få år forinden havde forsynet indbyggerne i millionbyen Aleppo med mad, var sprængt til murbrokker.

Som sædvanligt måtte den dengang 21-årige Somar Alhamedeyeh nøjes med fire brød, der skulle holde hans mor, to små brødre og ham selv mætte i seks dage, indtil der – inshallah, om Gud vil det, som han tænkte hver gang – blev uddelt brød igen.

Bomberne faldt også med stadig jævnere mellemrum. Siden en bombe havde ramt nabobygningen og ødelagt deres hjem, var Somar Alhamedeyeh og hans famile begyndt at flytte rundt i bydelen. En uge hos en fætter, et par dage hos nogle gamle venner inden de tog videre til det næste familiemedlem.

Hver gang bomberne virkede til at komme for tæt på, flyttede de. Også selv om de udmærket vidste, at de havde ikke en chance for at forudse, hvor de næste bomber ville falde.

»Vi kunne ikke slippe ud af Aleppo. Vi ventede på at dø. Jeg vidste godt, at vi var magtesløse, men det gav mig en følelse af at gøre noget aktivt, når vi flyttede. At jeg tog skæbnen i mine egne hænder, beskyttede min familie og kæmpede for min egen overlevelse,« fortæller Somar Alhamedyeh, da Information møder ham i hans mors lejlighed på Frederiksberg.

Han sover stadig dårligt om natten. Han kan ikke undslippe minderne fra tiden mellem sommeren 2012 til slutningen af 2015, hvor de levede under hel eller delvis belejring i det østlige Aleppo.

I efteråret 2014 var brødomdelingen nærmest den eneste kilde til mad i det østlige Aleppo. Fødevaremanglen fik priserne til at eksplodere, og byens pulserende markeder var forvandlet til enkelte mænd, der solgte løg og kartofler – sandsynligvis smuglet ind af kriminelle, der havde bestukket nogen af regimets soldater, bemærker Somar Alhamedeyeh ­– for uhyrlige beløb.

Men ingen havde længere nogle penge. Så Somar Alhamedeyeh og hans familie måtte spise, hvad de kunne finde, mens de forsøgte at få grøntsager til at gro i små altankasser.

Som hundredtusindvis af civile var Somar Alhamedeyeh fanget i det østlige Aleppo. Gennem mere end to år var han kun sjældent i stand til at forlade bydelen. Og når det var muligt, var det med stor risiko for at blive arresteret eller skudt.

Billedet fra 17. august sidste år af den lille dreng Omran Daqneesh blev symbolet på belejringen af Aleppo i 2016. I Syrien er belejring blevet brugt systematisk – ikke mindst af Assad og præsidentens allierede.
Læs også

Flere afgørende slag mellem oprørsgrupper og regimet i den syriske borgerkrig har stået i tætbefolkede storbyer som Aleppo, Damaskus og Homs.

I mange tilfælde har oprørerne vundet kontrol over en bydel, som regimet efterfølgende har forsøgt at generobre. Men det er forbundet med store militære tab at føre krig fra dør til dør i byen. I stedet har Assad-regimets styrker i stor skala belejret de bydele, oprørsgrupperne har indtaget.

’Sult eller overgivelse’ kalder FN den militære strategi, hvis formål er at gøre forholdene i det belejrede område så ulidelige, at de til sidst ikke har andet valg end at kapitulere. Det gør de ved at spærre befolkningen inde, forhindre basale fornødenheder som mad, vand og medicin i at nå frem til det belejrede område og foretage målrettede bombninger af fødevareproducenter, hospitaler og anden central civil infrastruktur.

Mange niveauer af belejring

I sommeren 2012 brød kampe ud mellem Den Frie Syriske Hær (FSA) og regeringstropper i det østlige Aleppo, og oprørerne fik kontrol over dele af byen. Det næste halvandet år fulgte en tid med »mange niveauer af belejring«, som Somar Alhamedeyeh udtrykker det. Den ene uge var alle udveje totalt afspærrede, den næste lod det til, at man kunne krydse grænsen til Vestaleppo, som man ville. Det var aldrig til at vide, forklarer Somar Alhamedeyeh.

Men man vidste, at det aldrig var uden risiko at forsøge at forlade bydelen. Passagerne ud af bydelen var kendt som ’dødsbarrierer’, fordi der ofte lå snigskytter og skød tilfældige mennesker, der forsøgte at forlade FSA's territorium, fortæller han.

Undertiden var der uger, sågar måneder, hvor FSA havde sikret sig kontrol over en central indfaldsvej, så forsyningerne kunne nå frem til byen. Men intet var ’normalt’ efter sommeren 2012. Man kunne ikke længere regne med butikkernes åbningstider, om de overhovedet ville have varer på hylderne, eller hvad de i så fald ville koste, forklarer Somar Alhamedeyeh.

Fødevaremanglen tog til, og leveomkostningerne eksploderede. Prisen på et kilo kartofler steg hurtigt: 30 syriske lira, 80 lira, 200 lira, 400 lira. Til sidst en formue, eftersom økonomien var brudt sammen. De, der havde job uden for bydelen, kunne ikke nå frem, og de lokale arbejdspladser forsvandt i takt med, at butikkerne lukkede. Der var hverken varer at sælge eller kunder med penge til at købe.

Den første tid efter revolutionen havde Somar Alhamedeyeh solgt kaffe på gaden fra en lille trækvogn. Det gjorde ham i stand til at bidrage med en smule mad til familien, men kort efter blokaderne blev etableret, opgav han at fortsætte. »Mennesker, der ikke har råd til kartofler, køber ikke kaffe,« som han formulerer det.

I stedet måtte han en gang imellem vove sig gennem en ’dødsbarriere’ til Vestaleppo, hvor mel og kartofler var billigere. Hver gang han tog afsted kyssede og krammede han sin mor og sine to mindre brødre. Han risikerede ikke kun at blive skudt. Unge mænd som Somar Alhamedeyeh blev ofte tilbageholdt og rekrutteret til hæren.

»Og det havde været langt, langt værre,« siger han.

Byen der aldrig sover

Ligesom borgerkrigen ikke brød ud fra den ene dag til den anden, blev Østaleppo ikke belejret i ét ryk.

»Havde det bare været sådan,« siger Somar Alhamedeyeh. »Det værste var, hvordan alting langsomt blev værre. Uanset hvor slemt det var, vidste man, at morgendagen blot ville blive endnu værre.«

I årene op til revolutionen i 2011 læste Somar Alhamedeyeh arkæologi på universitetet. Hans forældre tilhørte den veluddannede, øvre middelklasse, og som 13-årig havde han haft en mindre rolle i en tv-serie skrevet af hans onkel Khaled Khalifa, der er en berømt roman- og manuskriptforfatter i Syrien. Han studerede arkæologi på universitetet og nød byens mange cafeer og restauranter.

»Man kaldte Aleppo for byen, der aldrig sover,« siger Somar Alhamedeyeh og ryster på hovedet. Han sad på cafeerne, spillede strengeinstrumentet oud og drak spiritussen arak med sine venner. I weekenderne tog de ofte til Lattakia ved middelhavskysten for at bade.

Men den lykkeligste tid, fortæller han, var faktisk i de første måneder af revolutionen. Med sine venner var Somar Alhamedeyeh oppe lange nætter for at diskutere politik og snakke om alle de ting, der ville ske, når regimet var væk.

Et bedre land og et bedre liv lå lige om hjørnet. Det var blot et spørgsmål om tid, før Assad fattede, at han var på den forkerte side af historien, og det syriske folk var imod ham.

Det var i begyndelsen af 2012, at Somar Alhamedeyeh blev anholdt til en demonstration foran universitetet. Politibetjentene smed ham bag i varevogn og bankede ham med stokke hele vejen til fængslet. De følgende tre måneder blev han pisket, udsultet og torteret. Flere gange blev han bundet ved håndleddene og hængt i en krog fra loftet, så fødderne netop ikke kunne nå jorden. Sådan hang han i timer ad gangen.

Efter løsladelsen var håbet brast, og Somar Alhamedeyeh forstod, at det ikke ville blive en fredelig revolution. Assads fald ville ikke blot blive en naturlig og uundgåelig konsekvens af fremskridtet og historiens gang, og Somar Alhamedeyeh stoppede med at møde op til de offentlige protester, da det stod klart, at de kammerater, han førhen havde demonstreret og skrevet politiske budskaber på byens mure sammen med, var begyndt at bevæbne sig.

’Smadrede for at smadre’

Det var først og fremmest skolerne, fabrikkerne, benzintankene, hospitalerne, bagerierne og markedspladserne, der blev smadret af regimets bomber, fortæller Somar Alhamedeyeh. Han husker, hvordan det undrede ham, at bomberne sjældent ramte de steder, hvor FSA-soldaterne holdt til.

»Det føltes ikke som om, at regimet gik efter at dræbe alle soldaterne i FSA,« siger Somar Alhamedeyeh. »Det føltes som om, at de forsøgte at gøre alting så elendigt som muligt i Østaleppo. At de smadrede for at smadre.«

Med blokaderne af Østaleppo fulgte et grundlæggende mønster: Det strammede til og blev værre. Hver måned var der færre dage, hvor passagerne stod åbne. Og hver uge så og hørte man om flere mennesker, der var blevet skudt af snigskytter.

I begyndelsen af 2014, halvandet år efter kampene var brudt ud, stoppede Somar Alhamedeyeh helt med at forlade Østaleppo.

»Efterhånden kom ingenting til bydelen, og så blev alt i byen pludselig en mulig ressource.«

Parker og alleer stod afpillede tilbage, efter at folk havde fældet træerne for at skaffe brænde. Folk plantede løg i den grusede jord og gravede dybe huller i jorden efter drikkevand. Der var ikke andet mad end de fire ugentlige brød, så Somar Alhamedeyeh og hans familie forsøgte at koge suppe på græs og blade.

»Man siger, at Aleppo har eksisteret i mange tusinde år, men jeg tror aldrig, folk i byen har været fattigere end nu,« siger han og peger på sit bryst. »Vores ribben blev mere og mere tydelige. Man kunne se kravebenene bule ud gennem skjorterne på folk.«

»Den sparsomme mad, vi havde, blev på fredelig vis fordelt mellem os. Det var en smuk ting. Da jeg sad i fængsel, brød der slåskampe ud, hver gang de kastede brød ind i cellen til os. Men under belejringen delte vi,« siger Somar Alhamedeyeh.

’Alle måtte hjælpe med alting’

I 2014 lå store dele af byen i ruiner. Lyden af helikoptere holdt Somar Alhamedeyeh og hans familie vågne om natten. Når bomber eksploderede tæt nok på til, at de kunne mærke rystelserne i kroppen, ilede han afsted for at hjælpe.

»Vi havde ikke andre end hinanden. Der var ikke noget ’system’. Ingen var længere håndværkere, læger eller bagere. Alle var håndværkere, læger og bagere. Alle måtte hjælpe med alting.«

Somar Alhamedeyeh har svært ved at fortælle præcist, hvornår, og i hvilken rækkefølge, oplevelserne under belejringen udspillede sig.

Han ved ikke præcist, hvornår han stoppede med at vove sig til Vestaleppo, eller hvornår et kilo kartofler steg til 400 lira. Han ved ikke, i hvilken måned af 2014 han så de første mennesker grave i jorden efter vand, og han kan ikke sige, hvornår rygterne om, at de mest desperate solgte deres organer til kriminelle, der smuglede dem ud af byen, begyndte.

»Tid gav ikke mening for mig på den måde. Jeg tænkte ikke på, om det var marts eller maj. Jeg anede ikke, om det var mandag eller fredag, ligesom vi ikke havde den luksus at gøre os tanker om, hvorvidt belejringen måske ville slutte om en måned eller om et halvt år. Jeg tænkte på, hvordan vi overlevede resten af dagen. Hvor vores næste måltid skulle komme fra. Dengang oplevede jeg tid, som noget der strakte sig mellem bomber eller måltider,« siger Somar Alhamedeyeh undskyldende.

I november 2014  genvandt FSA kontrollen over den nordlige rute ud af byen mod Tyrkiet. Kort efter flygtede Somar Alhamedeyeh og hans familie fra byen.

»Egentlig skammer jeg mig over at sidde her og beklage mig til en journalist. Jeg var heldig. Ikke alene slap jeg ud i live, jeg slap også ud, inden den værste belejring blev etableret. Jeg tænker tit på alle dem, der er døde, eller stadig var fanget i Aleppo under belejringen i efteråret 2016,« siger Somar Alhamedeyeh.

Serie

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

    29. september 2017
    Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
  • Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

    31. august 2017
    Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Sørensen
  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
Poul Sørensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Somar Alhamedeyeh,
tak fordi du deler dine erindringer fra belejringen af Aleppo med Informations læsere.
Det er meget vigtigt med personlige vidnesbyrd. Dine ord går lige ind i hjertet, på en måde som almindelig nyhedsformidling ikke kan. Jeg ved, det må kræve stor styrke at sætte sig for, at dele sine oplevelser med mennesker, der for de flestes vedkommende aldrig har oplevet krig tæt på. Det viser din styrke , som og jeg tror, vil hjælpe dig og alle omkring dig.
Særligt indtryk gjorde disse to passager. Den første, fordi den giver håb for menneskeheden - trods alt, hvad der elles beskrives. Den anden fordi den meget præcist fortæller, hvordan det var for folk i Aleppo. På en måde så man aldrig glemmer det
1. »Den sparsomme mad, vi havde, blev på fredelig vis fordelt mellem os. Det var en smuk ting. Da jeg sad i fængsel, brød der slåskampe ud, hver gang de kastede brød ind i cellen til os. Men under belejringen delte vi« [...]
2. "Tid gav ikke mening for mig på den måde. Jeg tænkte ikke på, om det var marts eller maj. Jeg anede ikke, om det var mandag eller fredag, ligesom vi ikke havde den luksus at gøre os tanker om, hvorvidt belejringen måske ville slutte om en måned eller om et halvt år. Jeg tænkte på, hvordan vi overlevede resten af dagen. Hvor vores næste måltid skulle komme fra. Dengang oplevede jeg tid, som noget der strakte sig mellem bomber eller måltider."

jeg ønsker dig, din familie og dine venner alt det bedste og håber, at livet og fremtiden har mange smukke og gode ting til jer alle - trods alt hvad I har været igennem og må leve med som en del af jeres bagage.

Poul Sørensen

Kære Somar Alhamedeyeh
Hvor er det godt du er sluppet ud og kommet hertil.
Tak fordi du deler din historie, det er selvfølglig grufuldt, men det er en nødvendig historie at høre, hvis vi skal forandre verden til en fredeligere verden.
Held og lykke frem over til dig og din familje.

Selv om det er dybt beklageligt i forhold til retfærdigheden, syntes jeg, det er rigtigt af den schweiziske diplomat og jurist, Carla del Ponte, at forlade FN-kommissionen og smække med døren. For måske er det på denne måde muligt, at vække liv i ligegyldigheden.

Carla del Ponte er formentlig den mest velrenommerede krigsforbryderanklager, som FN-systemet nogen sinde har haft. Og hun forlader jobbet gransker og anklager af menneskerettigheder i Syrien, og kritiserer samtidig FN´s sikkerhedsråd for at gøre kommissionen fuldstændig tandløs.

- Jeg forlader kommissionen, som overhovedet ikke bakkes op af politisk vilje, siger Carla del Ponte, som tidligere har været anklager for krigsforbrydelser efter krigen i Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

- Jeg har absolut ingen beføjelser, så længe sikkerhedsrådet ikke gør eller vil gøre noget. - Vi har slet ikke nogen retfærdighed i forhold til Syrien-konflikten. - Så min rolle i 6 år har bare at været et alibi for retfærdigheden.

Kommissionen, Carla del Ponte forlader, blev etableret i 2011, og har blandt andet samlet bevis for kemiske angreb, folkemord på Iraq´s yazidiske befolkning, samt bombninger af sygehuse og bistandskonvojer. Men FN´s medlemslande har helt bevidst ikke villet etablere et tribunal for at dømme dem, der beviseligt har begået krigsforbrydelser, for måske kan man selv risikere at blive dømt.

Dette er bragt af TT-Reuters overalt i europæiske medier, men altså ikke i danske. Derfor undrer jeg mig over, at Information ikke for længe siden har gjort rede for dette. Men måske er det kommet så vidt, at Ritzau bestemmer dagsordene i mediet.