Læsetid: 3 min.

Brigitte Macron skal da ikke arbejde gratis

Det var præsident Macrons valgløfte at give førstedamefunktionen juridisk status i Frankrig, men det har han måttet opgivet efter voldsom kritik. Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor visse mennesker skal arbejde gratis
Hvorfor skal Brigitte Macron egentlig stille op helt gratis, som om hun var gift med og værtinde for selve staten? Prins Henrik vil være konge for at få ligestilling. Et repræsentationsarbejde uden løn ville han med god grund have været virkelig vred over.

Hvorfor skal Brigitte Macron egentlig stille op helt gratis, som om hun var gift med og værtinde for selve staten? Prins Henrik vil være konge for at få ligestilling. Et repræsentationsarbejde uden løn ville han med god grund have været virkelig vred over.

Carolyn Kaster

10. august 2017

Over 200.000 franskmænd har den forløbne uge skrevet under på en protest over, at præsident Macron vil give den franske førstedame en særlig juridisk status.

Macrons valgløfte var at gøre den position, en fransk førstedame de facto har i Élyséepalæet, officiel. For selvfølgelig har præsidentfruen – der har endnu ikke været herrer på den post – sin egen stab, uden at det står skrevet noget sted.

Ifølge dagbladet Libération havde præsident Hollandes kæreste, den senere forsmåede Valérie Trierweiler, en stab på fem, der kostede den franske stat næsten 150.000 kr. om måneden. Det var til gengæld langt mindre end Sarkozys ægteviv, den tidligere model og sangerinde Carla Bruni-Sarkozy, der gav skatteyderne udgifter på 275.000 kroner om måneden. Måske endda mere.

Det er nemlig ikke helt klart, hvad en førstedame koster – man kan kun gisne på baggrund af Élyseepalæets regnskaber. Præsidentfruer er ikke aflønnede, pengene går til sekretærer, sikkerhedsfolk og chauffører. Chauffører havde Jacques Chiracs kone, Bernadette, hele to af.

At være kærlighedsmæssigt forbundet til et lands øverste leder virker ikke desto mindre som et job. I USA har førstedamen derfor opnået en status, hvilket Jimmy Carter sørgede for i 1978.

Ikke fri

Men hvad er jobdefinitionen egentlig for en sådan præsidentmage?

I Libération ironiserede man allerede ved Macrons løfte i april over, hvad en førstedame må foretage sig. Mitterands officielle kone, Danielle Mitterrand, skabte selv en ngo, der forsvarede menneskerettigheder, og var til tider på kant med sin mand, som da hun modtog Dalai Lama og satte Frankrigs diplomatiske forhold til Kina på prøve.

Det blev også betragtet som problematisk, da Hollandes samlever, Trierweiler, støttede en politiker, der kæmpede om samme politiske mandat som Hollandes tidligere samlever Ségolène Royal. Fri er man altså ikke.

Alt, hvad en førstedame tager sig af, kan betragtes som politisk. Selv når man tager sig af handicappede, som Brigitte Macron har udtalt, hun vil gøre, kan det betragtes som en kritik af, at regeringen ikke gør nok for dem. Libération foreslog derfor, at førstedamer kun skulle tage sig af vejret eller andre sager, kun guder har indflydelse på.

På sin vis har både den amerikanske og den franske præsidentsamlever en repræsentativ rolle, der bedst kan sammenlignes med kongehuse. Det er den funktion, en præsident erstatter, omend i langt mere politisk form. Trods polemik om prins Henriks status udførte han indtil for nylig en form for arbejde og får apanage ligesom andre medlemmer af kongehuset. Hans arbejde blev rundhåndet anerkendt.

Det er ikke tilfældet for ægtefæller til statsministre eller premierministre. Lars Løkkes kone hører man ikke meget til, hun får ligesom Angela Merkels mand, Joachim Sauer, ikke penge for at deltage i officielle arrangementer. Også i Storbritannien er apanager forbeholdt de kongelige.

Fortsat ulønnet

Præsidentfruer i Frankrig udfører imidlertid en stor mængde repræsentativt arbejde, har i realiteten en stab, og det var alt dette, Macron ville klargøre for at gøre op med det hykleriske ved situationen.

Nu var det så bare sådan, at Macrons løfte om førstedamestatus gik stik imod et andet løfte, han selv havde givet: at moralisere Frankrigs politiske liv. I øjeblikket er det franske parlament ved at gennemføre en lov, der blandt andet stipulerer, at det er forbudt at ansætte familiemedlemmer.

Loven kom i kølvandet på skandalen om præsidentkandidat François Fillon, der i årevis havde sin kone på lønningslisten som parlamentsassistent. Problemet var, at hun aldrig reelt arbejdede. At dette par snød, forhindrer nu alle ægtefæller at arbejde for deres parlamentarikerpartner. Hvorfor skulle en præsidentfrue så være noget særligt?

En ukendt kunster, Thierry Paul Valette, formulerede protesten med en underskriftindsamling på nettet, og over 200.000 har skrevet under. Mandag i denne uge opgav Macron derfor sit forehavende. Den franske præsidentfrue får ikke en juridisk status, der bliver blot skabt et dokument, som fastlægger rammer for præsidentpartnerens funktioner og stab, sådan som de allerede findes i realiteten.

Frankrig tøver dermed atter omkring præsidentens status i samfundet. For alle forventer, at en præsident udfylder visse roller, som i høj grad ligner en konges – eller en dronnings – og partneren dermed ligeså. Nu forbliver partneren fortsat i en hjemmegående husmoderstatus. Frivillig og ulønnet.

Måske Brigitte bare skulle lade være med at gøre det? Hvorfor skal hun egentlig stille op helt gratis, som om hun var gift med og værtinde for selve staten? Prins Henrik vil være konge for at få ligestilling. Et repræsentationsarbejde uden løn ville han med god grund have været virkelig vred over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvilken rolle har egentlig en første mand? Hvilke lovmæssige forpligtigelser har en førsteperson?
En aflønning må vel baseres på en arbejdsbeskrivelse, og kan man derefter ikke blive president unden at have en samlever, der indgår i et arbejdsteam, er det også problematisk.
En førstehan/hun kan idag vælge at leve ude af offentlighedens søgelys eller træde ind på senen. Skal alle præsidentielle samlevere fremover opgive deres eget liv og blive et vedhæng til ægtefællen?

Mona Blenstrup, Mette Poulsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Vi lever i 2017, en første dame, hvis hun jobber med noget konkret, skal have den løn som alle andre ville have i samme job, hverken mere eller mindre.

Odin Rasmussen

Hvis en obskur fransk general kunne blive konge af Sverige, hvorfor skulle en fransk greve så ikke kunne blive konge af Danmark?

Mona Blenstrup

"Hvis en obskur fransk general kunne blive konge af Sverige, hvorfor skulle en fransk greve så ikke kunne blive konge af Danmark?"

Fordi Sverige havde brug for en regent altså en konge. Kongen er større end dronningen. Og hos os har vi så en regerende dronning.

Hendes mand har dog opretholdt en behageligt liv og en betydelig gage.

Erik Martino Hansen

Det Henrik taler om er jo kongegemal og ikke konge. Derfor er den ikke i konflikt med eksisterende titler. Interessant er det at konen til en mandlig regent tituleres deres majestæt. Mens en mand til en kvindelig regent ikke gør. Han har fat i noget selvom han er blevet en gammel sur mand.