Civil ulydighed i kamp mod kulkraft: ‘Vi kommer til at stå på vindersiden af historieskrivningen’

»Jeres børn vil takke os. Jeres børn vil takke os.«

Fra hundredvis af europæiske struber gjalder kampråbet på tysk ud over de let bakkede marker i det vesttyske Rhinland. Det er både rettet mod de godt tusind politifolk, der er sat til at stoppe demonstranterne. Og det er rettet mod energikoncernen RWE, der driver det 30 kvadratkilometer store kulbrud Garzweiler, hvor gigantiske gravemaskiner siden 1960’erne har gravet milliarder ton brunkul op af undergrunden og brændt det af i de tre nærliggende kraftværker.

I undergrunden slumrer stadig godt en milliard ton af det ineffektive, men billige brændstof, som fortsat laves til strøm – og til millioner af ton CO2 årligt. På trods af alle klimaanbefalinger. Og på trods af at det koster stadig flere af områdets landsbyer livet. Det gælder f.eks. spøgelsesbyen Immerath, hvor husene og domkirken allerede venter på at blive sprængt og revet med ned i den store kulgrav.

Utæmmelig ulydighed

Det er ikke tilfældigt, at de europæiske Klimacamps er vokset støt siden 2010 og i år når deres hidtidige højdepunkt med omkring 5.000 aktivister netop her i Garzweiler, fortæller den danske aktivist Aksel Rosager Johansen. Han er aktiv i Enhedslisten og i organisationen Ende Gelände (»hertil og ikke længere«, red.), som står bag protesterne.

»Det er ikke bare Tysklands største brunkulsområde, men også Europas største CO2-producent samlet på ét sted. Det er et symbol på en klimapolitik, der er kørt helt af sporet,« siger han, før det går af sted på dagens aktion, hvor målet er at erobre skinnerne til transport af brunkul fra kulbruddet.

»Ja, det er civil ulydighed. Men det drejer sig kun om ulovlig indtrængen på privat grund og ikke om hærværk mod hverken maskiner, materiel eller infrastruktur. Det er ikke rettet mod politiet, men hele pointen er jo, at vi er så mange mennesker, at den civile ulydighed er så stor, at der ikke kan dæmmes op for os.«

Blandt Klimacampens mange tusind besøgende er stemningen spændt og »præget af politisk frustration og sammenhold«, som Aksel Rosager Johansen formulerer det.

En lang række miljøorganisationer, kollektiver, borgergrupper og politiske grupperinger med forskellige mål og konfrontationsniveauer for deres demonstrationer og aktioner har på en pløjemark skabt en velfungerende lejr med bade, toiletter og vegansk madforsyning. Alt sammen for frivillige donationer. På hovedscenen simultantolkes alle informationer mellem tysk, fransk og engelsk og transmitteres i små radioer.

»Alt er basisdemokratisk opbygget, der står f.eks. ingen forening bag. Det er en del af ånden og sammenholdet her – at alle hjælper alle, om det så handler om at tømme lokummer eller bage brød til demonstranternes madpakker,« siger den 26-årige Aksel Rosager Johansen.

»Men det er også et retsligt spørgsmål: Ingen kan stilles mere til ansvar for organisationen end andre. Vi er alle sammen med om det her.«

Fra en række forskellige europæiske lande var aktivister taget til Tyskland i weekenden for at protestere mod afbrændingen af kul – en energiform der bliver brugt stadigt mere af, efter Merkel for nogle år siden besluttede at drosle ned for tysk atomkraft.

Jens Volle

Systemforandringer, ikke klimaforandringer

En anden af de danske aktivister er den 40-årige Jens Friis Lund, der forsker og underviser i forvaltning af naturressourcer ved Københavns Universitet. Han er gået ned i tid som forsker for at vie en dag om ugen til aktivistisk klimaarbejde for bl.a. Klimabevægelsen i Danmark. Turen til Garzweiler er hans debut med ’åben aktivisme’, som han formulerer det.

»Jeg tror, det er vigtigt, at her også er ’normale’ mennesker som mig. Så at sige bedsteborgere, der betaler deres skat og tager sig af deres familier, og som er med til at sørge for, at aktivisterne ikke bare affejes som unge og naive ballademagere,« siger Jens Friis Lund, der understreger, at han er her som privatperson.

»Jeg er stærkt bekymret over udviklingen, og at der slet ikke er tegn på tilstrækkelig politisk handling over for vores overforbrug og den voldsomme CO2-belastning. Men jeg håber, at her ikke opstår hærværk eller kampe, som diskrediterer demonstrationerne.«

Som de fleste andre i lejren kan han skrive under på sloganet System change, not climate change.

»Vores globale model er baseret på permanent vækst. De sidste to år er den globale CO2-udledning forbundet med energiproduktion toppet. Vi er fuldt bevidste om det, vi kender risikoen, og alligevel har vi ikke engang knækket kurven. Vi er ved at udløse kræfter, som vi en dag ikke mere kan tæmme,« siger han, mens der i baggrunden udbryder jubel over en gruppe cyklende aktivister, som entrer lejren.

»Vi kan vente på, at klimaforandringer begynder at få alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser, som tvinger beslutningstagerne til forandringer. Eller vi kan begynde at tage den her slags borgerprotester alvorligt. Men i det store billede er der ingen vej uden om at ændre på væksten globalt.«

Brunkul. I 2017!

I lejren planlægger en gruppe demonstrationen ’Den røde linje’, der senere på dagen samler tre tusind demonstranter, som i en menneskekæde markerer, hvor den destruktive kulfest i deres øjne bør stoppe. Andre har mere aktivistiske planer. Det rygte har tilsyneladende spredt sig i lokalområdet, hvor de beboere, som Information støder på, generelt er skeptiske over for klimademonstranterne.

Efter en del forvirring om dagens taktik går ca. 1.200 aktivister i samlet flok over markerne mod kulbruddet. De følges tæt af hundredvis af betjente, mens to helikoptere konstant surrer over hovedet på os. Et par timers march senere afløses demonstranternes drillende kampråb om, at »jeres børn vil takke os«, af tumult og spredte knippelslag i knæhøjde. Overraskende hurtigt lykkes det aktivisterne at indtage jernbaneskinnerne i grupper på flere hundrede mennesker, så de friske forsyninger af brunkul ikke kan komme igennem til kraftværket Neurath. Målet er at holde skansen i så mange timer, at kraftværket er tvunget til at neddrosle afbrændingen og dermed CO2-udledningen.

I den forreste gruppe sidder bl.a. en flok fra det københavnske Klimakollektivet, herunder den 33-årige Leila Hansen, som hendes aktivistnavn lyder. Hun er overbevist om, at den slags civil ulydighed er nødvendig.

»Fagbevægelsen, kvindebevægelsen, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse … De er i deres udspring alle sammen blevet stærke af civil ulydighed. Det er det, der fører til forandringer,« mener hun.

»Hvis du kigger på miljøpolitikken og firmaer som RWE, så handler det jo om magt og penge. Og blandingen af de to ting. Her må man konstatere, at verdenshistorien har vist os, at der ikke er nogen, der afgiver privilegier uden kamp,« siger hun og bryder ud i et »Hallo. Brunkul. I 2017«.

Leila lader sig heller ikke skræmme af, at der er andre grupper, der flirter med ideer om hærværk mod RWE’s anlæg.

»RWE forvolder så meget skade på den her klode, så det kan faktisk være et legitimt middel. Jeg ved godt, at koncernerne gør det med grund i lovgivningen. Men det er netop den, vi vil ændre,« siger hun.

Jens Volle

Brunkullets tid bør slutte

Det kommer – i hvert fald denne aktionsdag – ikke til hærværk. Til gengæld bakker flere medlemmer af Forbundsdagen fra De Grønne og Die Linke op om demonstrationerne med deres tilstedeværelse, uden at de selv aktivt deltager. Det gælder bl.a. Inge Höger fra Die Linke. Hun bruger lejligheden til at gøre opmærksom på, at RWE og de store tyske energikoncerner får både lovmæssig og finansiel støtte af forbundsregeringen til deres brunkulsforretninger.

»Det er en komplet falliterklæring for Merkels klimapolitik og den tyske energiomstilling,« mener hun.

Tallene giver hende umiddelbart ret. Trods en stor udbygning af sol- og vindenergi medførte neddroslingen af den tyske atomkraft i de første år en stigning i den tyske kulkraft. Det er derfor ikke længere realistisk, at den rige industrination når sit officielle mål om at reducere landets CO2-udslip med 40 pct. frem til 2020. I denne omstilling er det blandt eksperter omstridt, i hvor høj grad kulkraften – eller alternativt f.eks. gasturbiner – er nødvendige for at dække udsvingene i de vedvarende energiformer.

Hvis man spørger rundt blandt kulaktivisterne, ser de under ingen omstændigheder atomkraft som et alternativ. De fleste, som Information spørger, virker ikke til at have beskæftiget sig videre med dilemmaerne i energiproduktionen, mens andre har funderede scenarier og holdninger på rede hånd. Men alle er de samlet om det krav, som selv energieksperter sjældent betvivler: at brunkullets tid kan og bør slutte så hurtigt som muligt.

Kriminel kulindustri

Ifølge Inge Höger vil det på den lange bane være en økonomisk fordel for Tyskland, hvis landet trykker langt mere på den vedvarende energipedal. Generelt har hun »stor sympati« for kulprotesterne. Alligevel holder hun sig pænt på afstand, da politiets rydning af banelegemet går i gang – længe før demonstranterne har nået deres mål om at hindre afbrændingen af yderligere brunkul.

Aksel Rosager Johansen og hans ven, den økonomistuderende Thor Noe, vælger den hårde linje: at blive siddende så længe som muligt for derefter at blive slæbt væk og således yde »maksimal passiv modstand«.

»Det handler jo om at tage deres ressourcer og vise, at vi ikke flytter os frivilligt,« mener Thor.

Om politiets taktik er at skabe en kat-og-mus-leg til ære for demonstranterne, ved han ikke.

»Det er under alle omstændigheder forkert at bruge så store midler og sætte retsstaten ind for at beskytte en kriminel kulindustri. Men politiet har fint fokus på ikke at eskalere og bruge overdreven magt,« lyder hans dom.

Jens Volle

Succes

Forskeren Jens Friis Lund vælger at gå frivilligt med ind i RWE-toget, der transporterer gruppen til en bus, som kører dem til Aachen ca. 50 kilometer derfra. En træt politikvinde drømmer højt om at sende dem til Nordpolen, men Aachen virker som en tilstrækkelig stor straf for de fleste demonstranter. Her får alle lov at gå fri uden at blive registreret, og der arrangeres hurtigt mad og busser til de strandede demonstranter.

Om aftenen er stemningen høj i Klimacampen. Der bliver arbejdet, festet og diskuteret på livet løs. Ikke mindst om dagens erfaringer med ordensmagten. Trods de angstprovokerende konfrontationer fortryder Jens Friis Lund ikke, at han er taget helt til Garzweiler for at deltage i aktionen. Også Aksel Rosager Johansen ser dagens aktion som en succes.

»Ud over det konkrete forsøg på at hindre kulafbrændingen er håbet jo, at medieopmærksomheden om det her kan få indflydelse på aktiekurserne og kullets omdømme. Det vil lægge et endnu større pres på verdens store investorer for at holde helt op med at investere i den sorte energi. Desuden håber jeg, at vi kan rykke de folk, der sidder derhjemme og tror, at de ikke kan gøre noget mod klimaforandringerne. At give dem mod til at deltage,« siger han.

»Civil ulydighed er efterhånden et legitimt, eller ligefrem et nødvendigt middel i klimakampen. Det virker måske lidt vildt lige nu. Jeg kan ikke forestille mig et fremtidsscenarie, hvor vi ikke vil stå på vindersiden af historieskrivningen.«