Læsetid: 8 min.

Civil ulydighed i kamp mod kulkraft: ‘Vi kommer til at stå på vindersiden af historieskrivningen’

Omkring fem tusind europæere – herunder næsten hundrede danskere – deltog i weekenden i demonstrationer og aktioner mod kulkraft i Europas største brunkulsbrud i Tyskland. De anser civil ulydighed og besættelse af kulkraftværkernes infrastruktur som et nødvendigt middel i kampen mod klodens katastrofale klimapolitik
Omkring fem tusind europæere deltog i weekenden i protester mod kulkraft i Europas største brunkulsbrud i Tyskland. For dem er civil ulydighed nødvendigt i kampen for klimaet.

Omkring fem tusind europæere deltog i weekenden i protester mod kulkraft i Europas største brunkulsbrud i Tyskland. For dem er civil ulydighed nødvendigt i kampen for klimaet.

Jens Volle

28. august 2017

»Jeres børn vil takke os. Jeres børn vil takke os.«

Fra hundredvis af europæiske struber gjalder kampråbet på tysk ud over de let bakkede marker i det vesttyske Rhinland. Det er både rettet mod de godt tusind politifolk, der er sat til at stoppe demonstranterne. Og det er rettet mod energikoncernen RWE, der driver det 30 kvadratkilometer store kulbrud Garzweiler, hvor gigantiske gravemaskiner siden 1960’erne har gravet milliarder ton brunkul op af undergrunden og brændt det af i de tre nærliggende kraftværker.

I undergrunden slumrer stadig godt en milliard ton af det ineffektive, men billige brændstof, som fortsat laves til strøm – og til millioner af ton CO2 årligt. På trods af alle klimaanbefalinger. Og på trods af at det koster stadig flere af områdets landsbyer livet. Det gælder f.eks. spøgelsesbyen Immerath, hvor husene og domkirken allerede venter på at blive sprængt og revet med ned i den store kulgrav.

Utæmmelig ulydighed

Det er ikke tilfældigt, at de europæiske Klimacamps er vokset støt siden 2010 og i år når deres hidtidige højdepunkt med omkring 5.000 aktivister netop her i Garzweiler, fortæller den danske aktivist Aksel Rosager Johansen. Han er aktiv i Enhedslisten og i organisationen Ende Gelände (»hertil og ikke længere«, red.), som står bag protesterne.

»Det er ikke bare Tysklands største brunkulsområde, men også Europas største CO2-producent samlet på ét sted. Det er et symbol på en klimapolitik, der er kørt helt af sporet,« siger han, før det går af sted på dagens aktion, hvor målet er at erobre skinnerne til transport af brunkul fra kulbruddet.

»Ja, det er civil ulydighed. Men det drejer sig kun om ulovlig indtrængen på privat grund og ikke om hærværk mod hverken maskiner, materiel eller infrastruktur. Det er ikke rettet mod politiet, men hele pointen er jo, at vi er så mange mennesker, at den civile ulydighed er så stor, at der ikke kan dæmmes op for os.«

Blandt Klimacampens mange tusind besøgende er stemningen spændt og »præget af politisk frustration og sammenhold«, som Aksel Rosager Johansen formulerer det.

En lang række miljøorganisationer, kollektiver, borgergrupper og politiske grupperinger med forskellige mål og konfrontationsniveauer for deres demonstrationer og aktioner har på en pløjemark skabt en velfungerende lejr med bade, toiletter og vegansk madforsyning. Alt sammen for frivillige donationer. På hovedscenen simultantolkes alle informationer mellem tysk, fransk og engelsk og transmitteres i små radioer.

»Alt er basisdemokratisk opbygget, der står f.eks. ingen forening bag. Det er en del af ånden og sammenholdet her – at alle hjælper alle, om det så handler om at tømme lokummer eller bage brød til demonstranternes madpakker,« siger den 26-årige Aksel Rosager Johansen.

»Men det er også et retsligt spørgsmål: Ingen kan stilles mere til ansvar for organisationen end andre. Vi er alle sammen med om det her.«

Fra en række forskellige europæiske lande var aktivister taget til Tyskland i weekenden for at protestere mod afbrændingen af kul – en energiform der bliver brugt stadigt mere af, efter Merkel for nogle år siden besluttede at drosle ned for tysk atomkraft.

Jens Volle

Systemforandringer, ikke klimaforandringer

En anden af de danske aktivister er den 40-årige Jens Friis Lund, der forsker og underviser i forvaltning af naturressourcer ved Københavns Universitet. Han er gået ned i tid som forsker for at vie en dag om ugen til aktivistisk klimaarbejde for bl.a. Klimabevægelsen i Danmark. Turen til Garzweiler er hans debut med ’åben aktivisme’, som han formulerer det.

»Jeg tror, det er vigtigt, at her også er ’normale’ mennesker som mig. Så at sige bedsteborgere, der betaler deres skat og tager sig af deres familier, og som er med til at sørge for, at aktivisterne ikke bare affejes som unge og naive ballademagere,« siger Jens Friis Lund, der understreger, at han er her som privatperson.

»Jeg er stærkt bekymret over udviklingen, og at der slet ikke er tegn på tilstrækkelig politisk handling over for vores overforbrug og den voldsomme CO2-belastning. Men jeg håber, at her ikke opstår hærværk eller kampe, som diskrediterer demonstrationerne.«

Som de fleste andre i lejren kan han skrive under på sloganet System change, not climate change.

»Vores globale model er baseret på permanent vækst. De sidste to år er den globale CO2-udledning forbundet med energiproduktion toppet. Vi er fuldt bevidste om det, vi kender risikoen, og alligevel har vi ikke engang knækket kurven. Vi er ved at udløse kræfter, som vi en dag ikke mere kan tæmme,« siger han, mens der i baggrunden udbryder jubel over en gruppe cyklende aktivister, som entrer lejren.

»Vi kan vente på, at klimaforandringer begynder at få alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser, som tvinger beslutningstagerne til forandringer. Eller vi kan begynde at tage den her slags borgerprotester alvorligt. Men i det store billede er der ingen vej uden om at ændre på væksten globalt.«

Brunkul. I 2017!

I lejren planlægger en gruppe demonstrationen ’Den røde linje’, der senere på dagen samler tre tusind demonstranter, som i en menneskekæde markerer, hvor den destruktive kulfest i deres øjne bør stoppe. Andre har mere aktivistiske planer. Det rygte har tilsyneladende spredt sig i lokalområdet, hvor de beboere, som Information støder på, generelt er skeptiske over for klimademonstranterne.

Efter en del forvirring om dagens taktik går ca. 1.200 aktivister i samlet flok over markerne mod kulbruddet. De følges tæt af hundredvis af betjente, mens to helikoptere konstant surrer over hovedet på os. Et par timers march senere afløses demonstranternes drillende kampråb om, at »jeres børn vil takke os«, af tumult og spredte knippelslag i knæhøjde. Overraskende hurtigt lykkes det aktivisterne at indtage jernbaneskinnerne i grupper på flere hundrede mennesker, så de friske forsyninger af brunkul ikke kan komme igennem til kraftværket Neurath. Målet er at holde skansen i så mange timer, at kraftværket er tvunget til at neddrosle afbrændingen og dermed CO2-udledningen.

I den forreste gruppe sidder bl.a. en flok fra det københavnske Klimakollektivet, herunder den 33-årige Leila Hansen, som hendes aktivistnavn lyder. Hun er overbevist om, at den slags civil ulydighed er nødvendig.

»Fagbevægelsen, kvindebevægelsen, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse … De er i deres udspring alle sammen blevet stærke af civil ulydighed. Det er det, der fører til forandringer,« mener hun.

»Hvis du kigger på miljøpolitikken og firmaer som RWE, så handler det jo om magt og penge. Og blandingen af de to ting. Her må man konstatere, at verdenshistorien har vist os, at der ikke er nogen, der afgiver privilegier uden kamp,« siger hun og bryder ud i et »Hallo. Brunkul. I 2017«.

Leila lader sig heller ikke skræmme af, at der er andre grupper, der flirter med ideer om hærværk mod RWE’s anlæg.

»RWE forvolder så meget skade på den her klode, så det kan faktisk være et legitimt middel. Jeg ved godt, at koncernerne gør det med grund i lovgivningen. Men det er netop den, vi vil ændre,« siger hun.

Jens Volle

Brunkullets tid bør slutte

Det kommer – i hvert fald denne aktionsdag – ikke til hærværk. Til gengæld bakker flere medlemmer af Forbundsdagen fra De Grønne og Die Linke op om demonstrationerne med deres tilstedeværelse, uden at de selv aktivt deltager. Det gælder bl.a. Inge Höger fra Die Linke. Hun bruger lejligheden til at gøre opmærksom på, at RWE og de store tyske energikoncerner får både lovmæssig og finansiel støtte af forbundsregeringen til deres brunkulsforretninger.

»Det er en komplet falliterklæring for Merkels klimapolitik og den tyske energiomstilling,« mener hun.

Tallene giver hende umiddelbart ret. Trods en stor udbygning af sol- og vindenergi medførte neddroslingen af den tyske atomkraft i de første år en stigning i den tyske kulkraft. Det er derfor ikke længere realistisk, at den rige industrination når sit officielle mål om at reducere landets CO2-udslip med 40 pct. frem til 2020. I denne omstilling er det blandt eksperter omstridt, i hvor høj grad kulkraften – eller alternativt f.eks. gasturbiner – er nødvendige for at dække udsvingene i de vedvarende energiformer.

Hvis man spørger rundt blandt kulaktivisterne, ser de under ingen omstændigheder atomkraft som et alternativ. De fleste, som Information spørger, virker ikke til at have beskæftiget sig videre med dilemmaerne i energiproduktionen, mens andre har funderede scenarier og holdninger på rede hånd. Men alle er de samlet om det krav, som selv energieksperter sjældent betvivler: at brunkullets tid kan og bør slutte så hurtigt som muligt.

Kriminel kulindustri

Ifølge Inge Höger vil det på den lange bane være en økonomisk fordel for Tyskland, hvis landet trykker langt mere på den vedvarende energipedal. Generelt har hun »stor sympati« for kulprotesterne. Alligevel holder hun sig pænt på afstand, da politiets rydning af banelegemet går i gang – længe før demonstranterne har nået deres mål om at hindre afbrændingen af yderligere brunkul.

Aksel Rosager Johansen og hans ven, den økonomistuderende Thor Noe, vælger den hårde linje: at blive siddende så længe som muligt for derefter at blive slæbt væk og således yde »maksimal passiv modstand«.

»Det handler jo om at tage deres ressourcer og vise, at vi ikke flytter os frivilligt,« mener Thor.

Om politiets taktik er at skabe en kat-og-mus-leg til ære for demonstranterne, ved han ikke.

»Det er under alle omstændigheder forkert at bruge så store midler og sætte retsstaten ind for at beskytte en kriminel kulindustri. Men politiet har fint fokus på ikke at eskalere og bruge overdreven magt,« lyder hans dom.

Jens Volle

Succes

Forskeren Jens Friis Lund vælger at gå frivilligt med ind i RWE-toget, der transporterer gruppen til en bus, som kører dem til Aachen ca. 50 kilometer derfra. En træt politikvinde drømmer højt om at sende dem til Nordpolen, men Aachen virker som en tilstrækkelig stor straf for de fleste demonstranter. Her får alle lov at gå fri uden at blive registreret, og der arrangeres hurtigt mad og busser til de strandede demonstranter.

Om aftenen er stemningen høj i Klimacampen. Der bliver arbejdet, festet og diskuteret på livet løs. Ikke mindst om dagens erfaringer med ordensmagten. Trods de angstprovokerende konfrontationer fortryder Jens Friis Lund ikke, at han er taget helt til Garzweiler for at deltage i aktionen. Også Aksel Rosager Johansen ser dagens aktion som en succes.

»Ud over det konkrete forsøg på at hindre kulafbrændingen er håbet jo, at medieopmærksomheden om det her kan få indflydelse på aktiekurserne og kullets omdømme. Det vil lægge et endnu større pres på verdens store investorer for at holde helt op med at investere i den sorte energi. Desuden håber jeg, at vi kan rykke de folk, der sidder derhjemme og tror, at de ikke kan gøre noget mod klimaforandringerne. At give dem mod til at deltage,« siger han.

»Civil ulydighed er efterhånden et legitimt, eller ligefrem et nødvendigt middel i klimakampen. Det virker måske lidt vildt lige nu. Jeg kan ikke forestille mig et fremtidsscenarie, hvor vi ikke vil stå på vindersiden af historieskrivningen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Holger Madsen
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Bo Stefan Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Peter Jessen
  • Peter Knap
Holger Madsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Bo Stefan Nielsen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Peter Jessen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra Der Spiegel citerer jeg:
Selv om denne konflikt berører alle politiske partier, er ingen mere påvirket end De Grønne.
Siden partiets grundlæggelse i 1980, har det kæmpet for en nuklear udfasning og kæmpet for ren energi.
Men nu, da denne udfasning er i gang, har De Grønne set at en stor del af deres drøm – den utopiske idé om et samfund, der opererer på “god energi” – er ved at forsvinde ud i den blå luft.
Grøn energi, de har fundet, kommer ned en enorm omkostning.
Og miljøet vil også betale en pris, hvis tingene fortsætter som det har været.
Se http://www.spiegel.de/international/germany/german-renewable-energy-poli...

kjeld jensen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Herlig læsning.
Hvor ligger de danske 'brunkulslejre'? Vi er en ressource-opbrugende nation, og det kan være svært at pege på det sted, hvor vi er til mest skade. Det er mærmest det hele, vores levemåde, og det er for diffust.
Menneskekæden på Amager fælled kunne godt gentages. Hvor er det sted ellers henne, hvorom den næste generation engang vil sige: Hvor var det godt, I var der?

Christian Lucas

Civil ulydighed er det eneste vi har tilbage efter årtiers fodslæberi, løgn, korruption og videnskabelig inkompetence i den politiske klasse. For Fuck Sake, selv Rex Tillerson anerkender problemet og at hans tidligere arbejdsgiver Exxon har skabt bjerge af disinformation mht klimaforandringer og vi sidder her i 2017 med en flok politikere der tilsyneladende tror virkeligheden findes i manipulerede regneark.

Vi kunne god bruge et nyt "grønt" parti som modpol til DF og Nye Tarvelige. De kører i ET spor: Identitetspolitikken.

Birgitte Mulvad, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Ryan Klitholm, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

De grønne gik imod tysk atomkraft og Merkel fulgte trop og besluttede at drosle ned.
Det er let at gå imod men nu begynder man at forstå at alternativet er skræmmende.
Jeg citerer fra artiklen:
”Ved siden af CO2-udslippet koster brunkulkraftens giftige emissioner ifølge en forskningsrapport fra Universität Stuttgart op mod 20.000 menneskeliv årligt i Europa.”
Man skal være blind og døv hvis man tror at der er solskin om natten og vindkraft hver dag.
Når man engang bliver færdige med at råbe NEJ behøver vi at finde nogle, der helt spagfærdigt tør sige ja – JA til noget realistisk.

Niels-Simon Larsen

Thorkil: Tænker du på nedgang i vækst og forbrug? Ellers har jeg svært ved at se noget realistisk for mig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ryan Klitholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Niels-Simon:
Gid vi kunne blive enige om nedgang i vækst og forbrug, men det hjælper intet når vi tænker på menneskets indgroede lyst til mere – mere end de andre.
Nej vi skal gøre op med de indgroede fordomme og der er EN fordom der ødelægger den bedste mulighed.
For at undgå at man falder over mig som glubende ulve beder jeg dig om at læse det jeg har skrevet på http://wp.me/p1RKWc-p2 Der kan du se hvordan vi – næsten alle – er kørt ind i en blindgyde.
Der finder du svaret på hvorfor det er umuligt at gøre noget, der er realistisk og effektivt.

Martin Madsen

@Thorkil
Jeg fulgte dit link.
Det er vrøvl fra ende til anden.

Dina Hald, Ryan Klitholm, Hans Larsen og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar

Glimrende. Det gælder om at få gang i en sneboldeffekt mod kulkraftværker - ellers er det for sent med klimaet.

"Over all, 1,600 coal plants are planned or under construction in 62 countries, according to Urgewald’s tally, which uses data from the Global Coal Plant Tracker portal. The new plants would expand the world’s coal-fired power capacity by 43 percent.

The fleet of new coal plants would make it virtually impossible to meet the goals set in the Paris climate accord, which aims to keep the increase in global temperatures from preindustrial levels below 3.6 degrees Fahrenheit."

https://www.nytimes.com/2017/07/01/climate/china-energy-companies-coal-p...

Henrik Leffers

Jeg læste Thorkil Søe (16:02) link, og bortset fra et par småting, er det faktisk rigtigt hvad der står der! -Hvis i er meget bange for radioaktivitet skulle i måske finde et andet sted at bo! Danmark er et af de lande hvor der er mest uran i undergrunden, og det fører til et højt niveau af radioaktivt radon, som alle "får besøg af", når luftarten siver ind i vores boliger! Men en brækket arm, og alle andre røntgen undersøgelser, giver en meget (!) højere dosis.Som molekylærbiolog har jeg arbejdet med radioaktivitet hver dag gennem 20 år (mest P32 og S35), og har med sikkerhed også indtaget de radioaktive stoffer, men jeg (og alle andre) var absolut ikke nervøse over det, fordi grænseværdierne for daglig indtagelse er meget høje. Så høje at de f.eks. vil få en geigertæller til at "skige", som den gør, når strålingen den måler, er over dens målegrænse! -Grænseværdierne er så høje, fordi det ikke er farligt! Hysteriet omkring radioaktivitet er, sammen med hysteriet overfor gensplejsede planter, komplet latterligt! I ville ikke være her, hvis farligheden af radioaktivitet var som i tror det er!

Frank Hansen, Johnny Winther Ronnenberg og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Så, nu bliver debatten trukket skævt, og der er et par stykker, der vil indføre atomkraft. Det er ikke det, artiklen handler om. Den handler om nogle demonstranters modige tagen affærde.
Man må ikke i de her debatter stille sig op på en ølkasse og råbe: "Jeg har taget en eksamen på universitetet, så I bare ved det, og derfor ved jeg, hvad jeg taler om" (keep it in the ground!) Det har overhovedet ingen interesser i disse debatter, som er politiske og folkelige, og derfor skal en molekylærbiolog ikke komme ind og vigte sig som molekylærbiolog (desuden slås molekylærbiologer indbyrdes).
En henviser til sin hjemmeside, hvor man kan blive klogere. Vi er kloge nok her på vores område, som er det politiske liv, så Keep it in the ground. Det ville det være langt mere interessant at høre, fra hvilket politisk hjørne disse kloge hoveder kommer fra, og hvor de har gået i søndagsskole og blive påvirket.
Vi vil ikke have energi fra a-kraft, og fossile brændsler. Vi vil ikke have alt det lort. Så enkelt er det, for det er ødelæggende.

Holger Madsen, Hans Larsen, Trond Meiring og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Ingen grund til at vente til næste generation med at takke klimaaktivisterne. Tak, danke schön, grazie, merci...!

Dejligt pressebillede iøvrigt, hvor aktivisterne ses stående i yogastillingen "træet". Det giver mening :)

Niels-Simon:
Jo det er modigt at sige NEJ.
Men der kræves tilsyneladende mere mod til at konstatere at man i Tyskland har brug for et brugbart alternativ.
Helt rigtigt: Debatten er trukket skævt.
For det kræver endnu meget mere mod for at gå imod strømmen og se at man er på vej ind i et dyrt sidespor.
Lille Danmark kan klare sig – endnu – mod betalelig hjælp fra gode naboer.
Hvis du har mod og mandshjerte, så er det nok en god ide at gå ind på http://wp.me/p1RKWc-f8 Der kan du se hvor det bærer hænd for vores sydlige nabo, der tror at man kan nøjes med at sige nej.
Jeg har levet meget længe i et land, hvor strømafbrydelser gav godt salg af stearinlys.

Niels-Simon Larsen

Thorkil: Det er for dyrt at redde Jorden. Vi må hellere lade den gå ned. Det er sådan, de fleste ser på det - især den danske regering. Bind for øjnene. Jacob Ellemann har lige sagt, at skattelettelserne vil gavne de kommende generationer. Han mener, at der bliver noget, der hedder kommende generationer. Det gør der måske også, men ikke med et liv, der er udholdeligt. På den anden side må vi vælge nu at sætte vores forbrug ned, hvis vi ikke vil bruge forurenende energikilder. Den bestræbelse vil være nær en umulighed i et demokrati, hvor vælgerne hele tiden skal fornøjes. Det betyder, at Houston bliver det normale og ikke undtagelsen.