Læsetid 7 min.

’En dag vender jeg hjem til Damaskus og scorer den dejligste kvinde i hele Syrien’

Syriske flygtninge kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen i den tyrkiske storby Istanbul. Når tilværelsen giver anledning til fortvivlelse, afmagt og håbløshed, er det drømmen om at vende hjem til Syrien, som holder dem i gang
Ahmed Wael fra Damaskus ejer en lille frisørsalon på en boulevard, som skærer tværs gennem ’Lille Damaskus’. Han kom til Istanbul i 2014. Ligesom mange andre unge syriske mænd nægtede han at kæmpe for Assad-regimet og tog flugten af frygt for at blive tvunget i krig.

Ahmed Wael fra Damaskus ejer en lille frisørsalon på en boulevard, som skærer tværs gennem ’Lille Damaskus’. Han kom til Istanbul i 2014. Ligesom mange andre unge syriske mænd nægtede han at kæmpe for Assad-regimet og tog flugten af frygt for at blive tvunget i krig.

Waleed Safi

12. august 2017

ISTANBUL – Siden den syriske borgerkrigs udbrud er der kommet så mange syriske flygtninge til bydelen Aksaray i Istanbul, at bydelen nu kaldes for Lille Damaskus.

Kun få taler tyrkisk her, langt de fleste taler arabisk. Butikker, restauranter og cafeer har arabiske navne: Damaskus Nætter, Aleppo Kebab, Syriens Aftensol.

I Lille Damaskus sidder ældre syriske mænd på offentlige bænke med sørgmodige øjne og klager over tilværelsen. Mange af dem ærgrer sig på deres børns vegne. Engang troede fædrene, at deres døtre og sønner ville ’blive til noget’. I dag er de overbeviste om, at deres børn tilhører en tabt generation, som har spildt det mest af deres ungdom på krig, flugt og ’ligegyldigt arbejde.’

Fædrenes ærgrelse er ikke svær at forstå. De unge mænd i 20’erne, som jeg møder i Lille Damaskus, fordriver det meste af tiden i parker, på fortove og cafeer. Hvis de ikke sidder med backgammon på bordet og en vandpibe-slange hængende i mundvigen, er deres øjne oftest klistret til telefonen og headsettet begravet dybt i ørene, mens de venter på, at der opstår en ny jobmulighed.

Andre syriske mænd bryder sig ikke om at hænge ud på de offentlige pladser. De gemmer sig i stedet for omverdenen af frygt for at blive opfattet som tabere.

Ahmed Wael fra Damaskus ejer en lille frisørsalon på en boulevard, som skærer tværs gennem Lille Damaskus. De fleste af hans kunder er også hans nære venner i hverdagen. De sidder ofte og sveder i salonens varme, hvor de billige kinesiske blæsere kæmper med den hede sommerluft, mens de klager over knuste drømme, tilværelsens ulidelighed og taler om, hvor meget de savner de gamle dage i Syrien, dengang der var fred.

»Livet er svært i Tyrkiet. Rigtige job med fast løn, forsikring, og pension er stort set umulige at finde her, så vi tager hvad som helst; nedrivningsarbejde, rengøring eller opvask. Det er lige meget. Et job er jo et job, som man siger,« sukker 26-årige Wael.

Usikkerheden er konstant

Denne eftermiddag er Wael i gang med at barbere en nær ven, men den 26-årige frisør har svært ved at bevare fokus. Det er varmt i Istanbul, og salonen stinker af sved fra de mange unge mænd, der sidder og venter på at få ordnet håret. 

Uoplagt smider Wael barberbladet på bordet foran spejlet og efterlader sin ven siddende med barberskum i hele hovedet. Han træder opgivende ud af salonens dør og tænder en cigaret, mens han betragter trafikkaosset på boulevarden.

»Utrygheden omkring, hvad fremtiden bringer, er den mest dominerende følelse hos de fleste af os syrere i Tyrkiet,« forklarer Wael.

Selv kom han til Istanbul i 2014. Ligesom mange andre unge syriske mænd nægtede han at kæmpe for Assad-regimet og tog flugten af frygt for at blive tvunget i krig.

»Havde det været en retfærdig krig mod en udefrakommende besættelsesmagt, var det en anden sag,« siger han. »Men krigen i Syrien er en borgerkrig, hvilket betyder, at jeg skal kæmpe mod mine egne.«

»Jeg vil ikke kæmpe mod mine syriske fætre og brødre. I Syrien er vi én stor familie, der slagter hinanden, og det ville jeg på ingen måde være med til, derfor flygtede jeg hertil,« siger han og peger på salonen bag sig.

Selv om tyrkerne i dag betegnes som de mest gæstfrie med mere end tre millioner syriske flygtninge, er det fortsat svært at blive integreret. De manglende arbejdstilladelser og jobmuligheder gør det svært for mange at drømme om en værdig fremtid i landet. 

»Tyrkiet er et skønt sted, fordi der ikke er krig. Men livet er frustrerende her. Jeg er begravet i hår 14 timer om dagen. På en god måned tjener jeg 1.500 tyrkiske lire (2.900 kr., red.). Men så betaler jeg 1.000 lire i husleje. De resterende penge dækker nærmest kun udgifterne til kaffe og cigaretter,« siger Wael.

De elendige økonomiske forhold har sendt en del af Waels venner på jagt efter penge via alternative metoder. En af dem er Dhia al-Turkmani. Mens Wael står og ryger foran salonen, hvor vennen stadig sidder og venter i stolen, kommer den 28-årige al-Turkmani haltende ind ad salonens dør.

Al-Turkmani er en charmerende mand med en del tidlige grå hår og en besværet gang. Hans øjne er triste som hos et såret dyr, og hans dæmpede stemme får ham til at virke lidt anonym sammenlignet med de andre kunder i salonen.

Han er tydeligvis vellidt her. Flere rejser sig og hilser ham velkommen med hårde knus og broderlige kindkys, inden han slår sig ned på en sort stol i hjørnet.

»Han er tidligere smugler,« forklarer en af de andre. »En af de dygtigste og mest samvittighedsfulde smuglere. Han skaffede min fætter sikkert til Europa for nogle år tilbage.«

Den tidligere smugler smiler taknemmeligt, men diplomatisk for ikke at virke afvisende over for kammeratens kompliment.

Al-Turkmanis triste personlighed skyldes hans tragiske historie. En nat på vej tilbage til Istanbul i en minibus fra Izmir falder chaufføren i søvn bag rattet. De to har lige sendt en gruppe syriske bådflygtninge af sted mod Lesbos, og de er trætte. Minibussen kører af sporet og vælter, så bunden vender i vejret. Chaufføren slipper billigt den nat, men al-Turkmani brækker flere ribben, hoften og begge ben ved ulykken.

»Alle de penge, jeg havde sparet op for at skabe en bedre tilværelse i Tyrkiet, har jeg brugt på dyre operationer, så jeg kunne komme til at stå på benene igen. Nu er min krop fyldt med skruer, og mine lommer er tomme – ligesom dengang jeg lige var ankommet til Istanbul,« fortæller han.

Drømmer om Syrien  

De knuste drømme og økonomiske vanskeligheder fylder meget for syriske mænd i Tyrkiet, men de sociale udfordringer fylder mindst lige så meget.

I frisørsalonen fortæller de unge mænd, at de kæmper hårdt for at skabe sig et socialt liv i Tyrkiet. Det er svært at lære det tyrkiske sprog, når man arbejder i arabiske miljøer det meste af dagen.

»Når jeg kommer hjem om aftenen, er jeg udmattet og foretrækker at stene enten Facebook eller pornohjemmesider,« erkender en sarkastisk kunde i salonen til stor morskab for de andre. 

De unge syrere i salonen siger, at de alle sammen drømmer om Syrien for at holde modet oppe i dagligdagen. Men de erkender, at der formentlig går mange år, før drømmen om at vende hjem kan gå i opfyldelse.

Mange af dem frygter, at de måske aldrig vender tilbage og ender som en minoritet i Tyrkiet.

»Det ville være tragisk. For det syriske miljø i Istanbul er alt, alt for lille. Alle kender alle, og derfor er der langt mere social kontrol og konservatisme, end der nogensinde har været i syriske byer,« siger  Wael, der er blevet færdig med at barbere vennen og nu er gået i gang med at klippe en anden ung mand.

Men selv om social kontrol dominerer tilværelsen i Lille Damaskus, foretrækker de stadig Tyrkiet frem for Europa. Og det er der flere grunde til.

»I Europa bliver vi spredt i alle retninger og bor langt væk fra hinanden. I Tyrkiet har vi trods alt hinanden i svære tider. Desuden er Europa utrolig organiseret. Folk sover jo nærmest klokken 22, der er alle mulige regler og forhold, der inddirekte styrer ens adfærd. Det er ikke frihed for mig,« forklarer en af kunderne, som skynder sig at tilføje, at han stadig har respekt for europæernes livsstil.

Lige nu må mændene tilsyneladende nøjes med Tyrkiet, og det gnaver i deres hjerter. I den arabiske verden var syriske storbyer engang velkendte for deres liberale og sprudlende natteliv. Det var derfor meget nemmere at møde kvinder i Syrien.

I Tyrkiet er det sværere at kaste sig ud i et forhold. Af kulturelle årsager finder tyrkiske kvinder sjældent sammen med arabiske mænd. Og mange syriske familier vil helst ikke have, at deres døtre gifter sig med en mand uden fast arbejde.

»Jeg forstår ærlig talt godt familierne. Hvem i alverden vil lade sin datter gifte sig med en ussel fyr som mig,« siger Wael sarkastisk. 

Glem hende, brormand

Ude foran salonen står en attraktiv kvinde og taler i telefonen. Hun står med ryggen til. Da mændene i salonen får øje på hende, bliver der pludselig helt stille. Waels klipper videre uden at sige en lyd.

Kvinden, der er i slutningen af 20’erne, er høj og slank med brunt hår og en løs lårkort nederdel. Hun har lange brune ben, en elegant hals og sølvkæde rundt om anklen. Hendes parfume overtrumfer et kort øjeblik lugten af sved i salonen.

»Wael ... Hallo ...Wael? Glem hende, brormand. Du får aldrig sådan en kvinde,« siger vennen, som selv forsøger at holde øje med den unge kvinde ud af øjenkrogen.

Wael svarer ikke tilbage. Kvinden forsvinder i menneskemængden. Mændene i salonen er stadig tavse. En enkelt tænder en cigaret.   

Wael svinger saksen rundt om sin pegefinger og gør klar til at klippe videre, inden han svarer vennen med vanlig syrisk sans for sarkasme:

»Lige nu må jeg jo tilsyneladende bare nøjes med at klippe dit beskidte hår. Men jeg sværger ved profeten Muhammed; en eller anden dag vender jeg hjem til Damaskus og scorer den dejligste kvinde i hele Syrien!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu