Interview
Læsetid: 4 min.

Demonstranter i Virginia mødte op med fakler og heilede. ’Det så man ikke for fem eller ti år siden’, siger ekspert

I weekenden stødte demonstranter fra den yderste højrefløj sammen med moddemonstranter i byen Charlottesville, Virginia. En demonstrant er dræbt. Donald Trump har legitimeret racistisk vold blandt dele af den amerikanske befolkning, siger ekspert
Hvide hørefløjsekstremister angriber en moddemonstration i Charlottesville, Virginia. Præsident Trumps uklare afstandtagen til højreekstremisterne har ført til kritik.

Hvide hørefløjsekstremister angriber en moddemonstration i Charlottesville, Virginia. Præsident Trumps uklare afstandtagen til højreekstremisterne har ført til kritik.

Samuel Corum / Anadolu Agency

Udland
14. august 2017

De seneste døgns begivenheder har skabt ny blæst om racisme i det amerikanske samfund – og om Donald Trumps holdning til en mere ekstrem del af sit hvide bagland. En demonstrant er død og flere sårede efter sammenstødene i byen Charlottesville i USA.

Grupper fra den yderste højrefløj demonstrerede i weekenden mod myndighedernes beslutning om at fjerne en statue af Robert E. Lee, som var den øverstkommanderende for sydstaternes hær under Den Amerikanske Borgerkrig og efter sin død er blevet et ikon for højreradikale.  

Demonstrationerne beskrives af BBC og i flere amerikanske medier som »de største demonstrationer i årtier« arrangeret af højrenationalister.

Demonstranterne blev mødt af moddemonstranter, og det førte til voldelige sammenstød mellem de to grupper i gaderne i Charlottesville omkring Emancipation Park, hvor statuen står.

Lørdag eftermiddag kørte en bil ind i en gruppe af moddemonstranter og dræbte en kvinde og sårede mindst 19 andre. Bilens fører er nu sigtet for drab. Ifølge myndighederne er føreren af bilen en 20-årig mand.

Lørdag erklærede guvernøren i Virginia den amerikanske stat i undtagelsestilstand.

Information har talt med Mette Nøhr Claushøj, ekstern lektor i amerikansk politik ved Københavns Universitet, og har fulgt begivenhederne i Charlottesville for at finde svar på, hvad der er sket og hvorfor. 

De demonstrerer mod nedrivningen af en statue. Hvorfor?

De seneste år har der flere steder i USA været debat om monumenter fra Den Amerikanske Borgerkrig.

Monumenter som mindesten og statuer har i nogle tilfælde samme symbolske og historiske betydning som for eksempel sydstatsflaget, Stars and Bars, som bruges af blandt andet white supremacists. Modstanderne af at bevare statuen i Charlottesville og lignende monumenter mener, at det er forkert at hylde sydstatslederne i borgerkrigen, fordi de kæmpede for en bevarelse af slaveriet, og at monumenterne derfor bør fjernes, mens tilhængerne mener, at det at fjerne dem er et forsøg på at ændre historien.

»Mange sorte er frustrerede over ikke at opleve at blive behandlet lige i det amerikanske samfund, og de her statuer og mindetavler fra borgerkrigen bliver set som en torn i øjet på dem,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Et af de omstridte monumenter er statuen i Charlottesville af general Robert E. Lee. Den otte meter høje bronzestatue blev opført i 1924 og placeret i en park i Charlottesville, som fik navnet Lee Park efter generalen, som i 1800-tallet var øverstkommanderende for sydstatshæren og efter sin død blev et ikon for amerikanske nationalister.

Ifølge New York Times har organisationer og lokale politikere gennem flere år opfordret byen til at fjerne statuen. I april besluttede de lokale politikere i Charlottesville at rive statuen ned og ændre navnet på parken.

Hvem demonstrerer?

Demonstranterne bestod af forskellige grupper.

En del af dem var såkaldte hvide nationalister og tilhængere alt right-bevægelsen, men der var også nynazister og medlemmer af Ku Klux Klan blandt deltagerne i demonstrationerne. En del af demonstranterne var mødt op med hjelme og skjolde, og nogle bar åbent skydevåben.

Den blandede gruppe af demonstranter fra den yderste højrefløj gik på gaden under overskriften »Højrefløjen står sammen«, og både arrangørerne og flere medier rapporterer om en af de største samlinger af hvide nationalister i de seneste årtier.

Blandt deltagerne i demonstrationerne var den tidligere leder af Ku Klux Klan David Duke. Han siger i en video, som er blevet delt af Huffington Post og flere amerikanske medier, at demonstranterne er i Charlottesville for at »indfri Donald Trumps løfte« om at »tage vores land tilbage.«

Den yderste højrefløj i USA er de seneste år blevet mere synlig. Hvorfor?

Donald Trump har ifølge lektor Mette Nøhr Claushøj været med til at »legitimere« racisme i en del af den amerikanske befolkning.

Der har »altid være hvide hadgrupper og andre radikale grupper« i USA, men ifølge Mette Nøhr Claushøj har de radikale grupper ikke fyldt meget i offentligheden i 90’erne og 00’erne.

»Vi har set en klar eskalering under Trump. Han taler ikke grimt om dem, heller ikke når han bliver spurgt direkte. Det er påfaldende for en mand, som ellers taler grimt om mange, og det er med til at legitimere de her grupper. I dele af befolkningen er det blevet mere legitimt at være racist, og der er mange af de her ekstreme højrenationalister, som er blevet opildnet af Trump.«

En del af demonstranterne mødte op med fakler og hejlede under demonstrationerne. For bare »fem eller ti år« siden så vi ikke de grupper gå rundt og demonstrere på den måde, siger Mette Nøhr Claushøj.

»Det er voldsomt. Og hvis man ser det i forhold til andre uroligheder, så er det også nyt, at det er de hvide højrenationalister, der arrangerer protestdemonstrationer. Det plejer at være de sorte, der gør det i protest over at føle sig dårligt behandlet.«

Trump er blevet kritiseret for at legitimere politisk vold. Hvorfor?

Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte sig lørdag om urolighederne i Charlottesville.

»Vi fordømmer på det kraftigste denne frygtelige fremvisning af had, snæversynethed og vold fra mange sider, fra mange sider«, sagde han.

Formuleringen »vold fra mange sider« har fået flere til at kritisere Trump for ikke at tage tydeligt afstand fra det angreb på moddemonstrationen. Mette Nøhr Claushøj peger på, at Donald Trump med sin udtalelse sidestiller de demonstranter, »der hejler«, med dem, som demonstrerer for »lighed for alle racer«. 

Blandt kritikerne er også flere fra Det Republikanske Parti.

»Tilhængere af hvidt overherredømme, nynazister og antisemitter er modsætningen af vores amerikanske værdier. Der er ikke andre ’sider’ af had og snæversynethed,« skriver Ileana Ros-Lehtinen, der er valgt ind i Repræsentanternes Hus for delstaten Florida, på Twitter.

Og den republikanske senator Marco Rubio, der også er valgt ind for Florida, skriver:

»Meget vigtigt for nationen at høre Potus (USA's præsident, red.) beskrive hændelserne i Charlottesville som, hvad de er: et terrorangreb udført af tilhængere af hvidt overherredømme.«

Yderligere to er omkommet efter en helikopterulykke i Charlottesville. De omkomne er begge fra politiet, oplyser det lokale politi ifølge flere medier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jensen

Jeg synes det er enormt svært at prøve at forstå de højreekstremistiske, uden at jeg kommer til at forestille mig at de må være tilbagestående. Jeg tror let at de mangler noget oppe i hovedet og inde i hjertet og mistænker de dem for at være sølle samfundstabere, der føler sig trådt på og retter deres afmagt og vrede mod en tilfældig gruppe de tror har det værre, blot for at dække over eget mindreværd og bilde sig selv ind at der ihvertfald er nogen de er bedre end. Men sådan kan det vel ikke være? Nogen bud på hvad de er?

Niels Duus Nielsen

Søren Jensen, jeg tror, at det er prekariatet (pjalteproletariatet i sin moderne skikkelse), som ikke kan gennemskue årsagerne til deres sociale deroute, og som derfor lytter til diverse demagoger som Trump, og før ham Sarah Palin og "The Tea Party", og i disse folkeforførere ser autentiske mennesker, der bruger jævne ord og giver simple forklaringer på alverdens problemer - så simple, at de kan formuleres i et enkelt tweet.

Og Trump er dygtig til det: Føreren af drabsbilen er en entydigt højreorienteret mandsperson, og drabet var et entydigt eksempel på højreorienteret terrorisme (nazisme, kalder de venstreorienterede amerikanere det) - alligevel insisterer Trump på at kritisere den vold, som kommer fra "mange sider", som han sagde, og gentog: "Mange sider!"

Det er jo Trumps vælgere, der blot følger præsidentens mere eller mindre udtalte linje, så han kan jo dårligt tage afstand fra sine egne vælgere. Eller det kan han selvfølgelig godt, men hvorfor skulle han, når det er i hans interesse at uroen fortsætter? Så får folk jo noget andet at tænke på, end den evige farce, der udspiller sig i Det hvide Hus.

Eva Schwanenflügel, Susanne Andersen, lars søgaard-jensen, Carsten Wienholtz, Jens Kofoed, Ivan Breinholt Leth, Torben Bruhn Andersen, Janus Agerbo, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Pedersen, Søren Jensen, Hans Ingolfsdottir, Hans Jørn Storgaard Andersen, Peter Knap, Hans Larsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Det er på tide at US smager en smule af på den bitter medicin som den så har success-rigt har applikeret på resten af verden: navnlig Mellemøsten, Nordafrika og Latin-Amerika: Borgerkrig & Kaos, må Allah give Trump mere af hvad han har brug for... Godt nok har han ikke nosser til at konfrontere Kim eftersom han har NUKES...

Kim Houmøller

@Recep INAL
Mellemøsten har det fulde ansvar for det kaos, som er den naturlige konsekvens af dysfunktionelle regimer og en fejlslagen lovreligion og ikke U.S.A. Især befolkningstilvæksten, der er så høj at ingen økonomisk vækst kan løse problemerne. De har haft 40 år til at løse deres problemer og har intet gjort! Se på Kina hvor en befolkning under et diktatur, har skabt økonomisk fremgang. Selvskabte plager er altid deres egen skyld!

Trond Meiring

Kim Houmøller,
Hvem er "Mellemøsten" så, helt precist?
Jeg vil uanset hævde, at Europa og USA har og har haft, en slet ikke ubetydelig del af ansvaret, for de tildels dysfunktionelle regimer, samt fattigdom, tyveri, miljøsvineri og krig.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

@ Kim Houmøller
Aaaargh Kim jeg er enig i at MØ har ansvaret for at forbedre dennes forhold (dog svært med US støttede diktatorer ved magten), men at sige at USA (og før dem europæerne) ikke har noget som helst ansvar for udviklingen via dennes førte politik er for langt ude.
Man skal forstå problemet for at kunne løse det, og for at forstå problemet så skal alle nuancer med.
En del af den negative udvikling, skyldes desværre direkte eller indirekte den førte politik fra Vestens side, det kan man altså ikke komme udenom.
Men når det så er sagt, så mener jeg selvfølgelig ikke at MØ kan sige sig fri fra at de bærer det primære ansvar, og at hovedårsagen skal findes i inkompetent ledelse samt fejlslagne samfund (hvad end der kom først).
Blot for at give dig et eksempel på en mulig årsagssammenhæng, flere historikere mener at man fra Europæisk side, begik en kæmpe fejltagelse da man valgte at besejre og nedlægge Osmannerriget. Siden da har der hersket kaos i regionen, da det power-vacuum der blev efterladt, blev udfyldt af stammeledere og krigsherrer der jo ikke just er kendt for at have medbestemmelse og menneskerettigheder øverst på dagsordenen.
MØ er desværre fanget i en negativ spiral, men de skal nok komme ud af det på et tidspunkt. Inden man kritiserer MØ, så husk på at Europa også var fanget i århundreders krig og rædsel, og det er altså ikke længe siden man havde et blodbad i form af to verdenskrige på vores breddegrader.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Blot et spørgsmål om tid, det udbrud af had rammer de europæiske kyster. Her er "vi" jo ret gode til at kopiere amerikanerne - især når de er værst.

Niels Duus Nielsen

Arne Lund, det er endnu ikke for sent. Der er en udbredt halvreligiøs forestilling i mange lande, især i Mellemøsten, at "Babylon shall fall", og Babylon forbindes ret entydigt med USA på grund af de mange amerikanske overgreb mod mange forskellige befolkninger. Men selvfølgelig, hvis vi danskere fortsætter med at vise flaget, hver gang der skal begås krigsforbrydelser rundt omkring i verden, vil vi selvfølgelig ende med at blive associeret med "Den store Skøge". Den simpleste løsning på dette problem er at trække de danske styrker hjem og opruste diplomatisk i stedet for militært. Men diplomatiet er jo ved at blive omdannet til et retrætekorps for afdankede politikere, så vi skal være hurtige, hvis vi skal nå det, inden de uddannede diplomater sendes på pension.

Den indre fjende derimod kræver det andre boller på suppen rent indenrigspolitisk - først og fremmest at det sociale sikkerhedsnet genetableres og at den angstskabende individualistisk orienterede arbejdsmarkedspolitik erstattes af et mere inkluderende og rummeligt arbejdsmarked.

Folk, der er bange for at helt at miste et allerede prekært livsgrundlag kæmper bogstavelig talt for livet, og når først de for alvor går i panik, bliver det ikke kønt. Så kommer vi netop til at se pjalteproletarer angribe andre pjalteproletarer, fordi de er blevet gjort til syndebukke. Del og hersk, når det er værst.

Skulle en folkemængde storme Christiansborg, ville det måske kunne gøre en forskel, men folk er desværre igen blevet meget autoritetstro, så de overfalder nok snarer deres lokale grønthandler.

Som CVA har formuleret det: Politikerne er "fraværende nærværende", som direkte påvirker vore liv på afstand, mens indvandrere er "nærværende fraværende", som ingen politisk indflydelse har, men som er belejligt tæt på, når vi skal have udløb for vore frustrationer over den førte politik.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Knud Chr. Pedersen, Trond Meiring og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

En meget oplysende (link:) såkaldt Tweet-storm, der effektivt og overbevisende gør op med alt det sludder om, hvordan Donald Trumps vælgere er nogle stakler, der er blevet svigtet af samfundet. De fakkelbærende demonstranter i Charlottesville er åbenlyst hvide nationalister, tilhørende en forholdsvis velbjerget middelklasse, der stolte erkender både deres racisme og deres nazisme. Det er der ingen grund til at prøve at omskrive – lige så lidt som der er grund til fortsat at omtale Donald Trump og "alle hans gerninger", som om han er et rationelt, tænkende væsen. Mht det sidste tænker jeg især på DR og Ritzau.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Niels - "netop til at se pjalteproletarer angribe andre pjalteproletarer" - Det skam allerede, når skinheads, ny-nazister, hooligans og hvem ellers overfalder asylcentre, smadre den tyrkiske grønthandlerbutik, river tørklædet af den unge kvinde (med arabisk baggrund) osv.
Drømmen om de hvides overherredømme trives frodigt blandt dem der har mindst - white trash - poor white - for at tale nutidsdansk. Og blandt de mest forarmede indvandrere. Prøv at spørg fx iranere, hvad de mener om afghanere.

Mette Poulsen

Et ubesvaret spørgsmål er: skal man fjerne artefakter i det offentlige rum i henhold til tidsånden? Ikonoklasme bliver aldrig godt modtaget af alle.

Trond Meiring

Ja, Lenin må nu stå i Arbejdermuseets baggård, for at nazisterne ikke skal plage ham...