Måske er den filippinske justitsminister Aguirres irriterede udbrud under en senatshøring det mest præcise, der er sagt om reaktionerne på et overlagt politidrab i sidste uge: »Den her sag er blæst ud af proportioner af medierne, det er bare derfor, I synes, det er så stor en ting. Han er blot ét af mange ofre for politiets overgreb.«
Aguirres tilføjelse – »i den udstrækning, der overhovedet er foregået overgreb« – ændrer ikke rigtig ved pointen.
For ja, sagen er vel på sin vis blæst ud af proportioner. Kian Loyd delos Santos – en 17-årig ubevæbnet dreng, der blev trukket gennem gaderne af to betjente, derpå udstyret med en pistol og beordret til at løbe, så de kunne skyde ham ned bagfra – er nemlig blot ét af mange tusind ofre i den såkaldte krig mod narko. Hvor påstanden nanlaban (han gjorde modstand) er nok til at begrunde, at folk bliver skudt i stedet for sigtet.
Og ja, medierne har kastet sig over netop denne sag, fordi den rummer alle elementer til en hårrejsende tragisk historie. Delos Santos var en køn og vellidt dreng i et fattigt kvarter, der ifølge familie og naboer passede sin skole, hjalp til i familiens forretning, var flink ved de yngre børn, og dertil var han søn af en Overseas Filipino Worker (OFW).
Derfor er kampagnen Justice for Kian Loyd delos Santos også nået til steder som Hongkong, hvor der er mange filippinske arbejdere.
Duterte lægger afstand
Opbakningen til præsident Duterte og hans krig mod narko er om muligt endnu større blandt OFW’s end hos befolkningen bosiddende i Filippinerne. En af årsagerne er OFW’s frygt for, at deres børn skal komme i uføre – f.eks. narkorelateret – mens de selv er i udlandet, og derfor rammer det brutale drab et ømt punkt. Krigen mod narko skulle ifølge retorikken netop beskytte de gode, lovlydige borgere og deres gode, pligtopfyldende børn. Ikke meningsløst henrette dem.
Duterte har udtalt, at hvis det virkelig er et overlagt drab uden forbindelse til narko, skal de to betjente »rådne op i fængsel«. Han er også kommet med en usædvanlig lang retfærdiggørelse af, hvorfor krigen mod narko alligevel skal fortsætte, og at den bestemt ikke betyder grønt lys til alle slags drab.
»Jeg vil ikke forsvare, hvad der skete i Caloocan,« sagde Duterte med henvisning til det sted i hovedstaden, hvor drabet foregik – angiveligt i forbindelse med en narkoaktion.
»Det var virkelig slemt. Jeg har sagt, at jeg vil beskytte de politifolk, der gør deres pligt. Jeg har aldrig sagt, at jeg vil beskytte dem, der lader som om, de gør deres pligt, men i stedet begår forbrydelser,« sagde præsidenten ifølge The Philippine Inquirer og understregede samtidig, at hændelserne ikke rykker en millimeter ved politikken.
Justitsminister Aguirre mener, at der nu må være kogt nok suppe på den 17-årige dreng og minder om »enhver krig har utilsigtede ofre«.
Den kendte tv-vært og klumnist for The Philippine Inquirer Ramon Tulfo er en af de (stadig) mange, der bakker op om det argument.
»Så krigen mod narko skal indstilles, bare fordi 17-årige Kian delos Santos blev koldblodigt myrdet af politifolk? Arh, kom nu. Lad os se sandheden i øjnene. Uskyldige civile bliver fanget i krydsilden i enhver krig.«
Krigen inspirerer
Tulfo mener til gengæld, det er et grundlæggende problem med krigen mod narko, at det hidtil næsten udelukkende er små fisk, der kommer i nettet, mens de store går fri.
En protest mandag den 21. august mod drabet på Kian Loyd delos Santos trak ifølge Rappler 1.000 deltagere, blandt andet fra grupperne Millennials Against Dictators og Campaign Against the Return of the Marcoses to Malacañang (præsidentpaladset, red.).
»The Marcoses« refererer til forhenværende præsident Ferdinand Marcos, der ophævede de civile rettigheder i 1972 og regerede pr. dekret frem til sit fald i 1986, og det faktum, at hans søn Bongbong Marcos er en af Dutertes nærmeste allierede.
I mellemtiden er andre magthavere i regionen blevet inspireret af Dutertes krig mod narko. Premierminister Hun Sen i Cambodja – der går til valg i juni 2018 mod en faretruende stærk opposition – lancerede ifølge Asia Times sin egen version af krig mod narko umiddelbart efter at have haft Duterte på besøg.
Hun Sens narkokrig har hidtil ikke inkluderet direkte drabsopfordringer, men i stedet »gradvise men stadig dødelige overgreb« som Human Rights Watch i Asien ifølge South China Morning Post har udtrykt det. Tusindvis af påståede stofbrugere er det sidste halve år blevet smidt i Cambodjas allerede massivt overbefolkede fængsler.
Ifølge New Mandala har også Indonesien ladet sig inspirere, om end i mindre skala. Her er 49 narkomistænkte blevet slået ihjel af politiet det sidste halve år, hvilket dog er mere end dobbelt så mange som i hele 2015 og 2016 tilsammen. En tredjedel af de dræbte blev slået ihjel, efter de havde overgivet sig til politiet.
Hun Sen i Cambodja har et lige så anstrengt forhold til sin opposition som Duterte i Filippinerne og et lige så afslappet forhold til menneskeliv. Således udtalte Hun Sen under valgkampen op til lokalvalget i juni i år, at hvis hans regerende parti tabte valget, ville han ikke tøve med at »eliminere« et par hundrede mennesker for at genetablere sin magt.
Duterte trak igen i sidste uge internationale overskrifter, da han gav politiet grønt lys til også at skyde menneskerettighedsaktivister, der stod i vejen for krigen mod narko med deres kritik.
Selv om der endnu ikke er noget, der tyder på, at den filippinske præsident lægger stilen om, er han trængt mere i defensiven end vanligt efter drabet på Kian Loyd delos Santos. Det kan vise sig at være ét drab for meget. Eller, som justitsministeren slog det hen, blot et af mange.
