Læsetid: 9 min.

Finanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed

Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Gordon Brown og Alistair Darling blev anerkendt internationalt for deres håndtering af finanskrisen. Anderledes er det gået i hjemlandet, hvor Labours krisehåndtering er blevet skarpt kritiseret – og partiet lider stadig under det image.

Gordon Brown og Alistair Darling blev anerkendt internationalt for deres håndtering af finanskrisen. Anderledes er det gået i hjemlandet, hvor Labours krisehåndtering er blevet skarpt kritiseret – og partiet lider stadig under det image.

Jeremy Sutton-Hibbert

29. august 2017

1.029 mia. pund i garantier og 133 mia. pund i kontante udlæg. Det er ifølge det britiske National Audit Office, hvad prisen blev for at redde den britiske banksektor og dermed forhindre, at den globale finanskrise udviklede sig endnu mere kaotisk og brutalt, end det blev tilfældet.

Men trods de svimlende beløb tog det ikke den daværende britiske finansminister, Alistair Darling, og premierminister Gordon Brown lang tid at træffe beslutning om at udskrive den første check på 45,5 mia. pund, efter at Royal Bank of Scotlands (RBS) bestyrelsesformand, Tom McKillop, i begyndelsen af oktober 2008 ringede med en rystende meddelelse.

»Jeg var til et af disse møder med europæiske finansministre, og jeg blev bedt om at komme ud og tage et opkald fra den daværende RBS-bestyrelsesformand, som sagde, at pengene strømmede ud af banken. Husk på at dette ikke kun var den største i verden, den var omtrent samme størrelse som hele den britiske økonomi,« mindes Alistair Darling i et interview med BBC i anledningen af 10-året for telefonopkaldet, og krisen der fulgte.

»Jeg sagde til ham: ’Hvor længe kan I overleve?’ Hans svar rystede mig i min grundvold. Han sagde: ’Vi løber tør for penge først på eftermiddagen.’«

Den tidligere finansminister mener ikke, at der var noget alternativ til at bruge skatteydernes penge på at nationalisere bankerne. Var det ikke sket, ville der være opstået »blind panik«.

»Hvis planen ikke havde virket, ved jeg ærlig talt ikke, hvor vi ville være gået hen, for ikke engang IMF var stor nok til at hjælpe os,« sagde Darling.

Men milliardindsprøjtningen virkede. Ingen systemiske britiske banker krakkede. Panikken udeblev. Og Darling og hans chef, Gordon Brown, blev hyldet verden over for at have handlet hurtigt og resolut.

I en kronik i The New York Times på dagen for nationaliseringen – den 12. oktober 2008 – skrev den nobelpristager og økonom Paul Krugman, at »heldigvis for verdensøkonomien« har Gordon Brown og hans embedsmænd »vist os vejen gennem krisen«.

»Internationalt blev de hyldet som frelsere,« mindes Victoria Honeyman, ekspert i britisk politik ved Leeds University.

Politisk pris

Hvis den økonomiske pris for redningen var svimlende og stadig tynger den britiske stat – i dag er statsgælden vokset til 89,3 procent af BNP – skulle den politiske pris for New Labour vise sig endnu større. For mens det britiske finansielle system blev reddet, overlevede New Labours hårdt tilkæmpede omdømme som ’økonomisk ansvarlig’ ikke krisen. Derhjemme var der nemlig ikke på samme måde taknemmelighed at hente for Brown og Darling.

»I Storbritannien blev de portrætteret som have værende medvirkede til at skabe krisen,« forklarer Victoria Honeyman.

»Briterne værdsatte det ikke. Det er dels tilfældigt – Labour var bare så uheldig at være ved magten, da krisen ramte. Og så var det dels på grund af den historie, de konservative begyndte at fortælle,« tilføjer Honeyman.

Historien, hun taler om, kan meget præcist dateres til 17. oktober 2008 – ni dage efter at Brown og Darling havde annonceret en redningsplan for landets banker, som de konservative nølende bakkede op om. Den dag gik oppositionspartiets finansordfører på BBC’s morgenradio og kaldte den britiske økonomi for et »udbrændt vrag«.

»Selvfølgelig støtter vi regeringen, når huset brænder, som det gjorde for få dage siden, hvor banksystemet var tæt på kollaps,« sagde han til BBC Radio 4.

»Men derefter har du ret til at spørge, hvem der byggede huset, hvem der tillod, at der gik ild i det, og hvordan vi kan genopbygge huset, så der aldrig går ild i det igen,« tilføjede han.

Grækenland-vejen

Senere samme dag, i en tale i finansdistriktet The City, tilføjede den konservative partileder, David Cameron, at »krisen har synliggjort, hvor fejlagtig Labours økonomiske politik har været« og hævdede, at Gordon Brown – der havde været premierminister i 15 måneder, men finansminister i et årti forinden – havde brugt og lånt penge »uden at holde sig tilbage«.

Siden tilføjede makkerparret, at den britiske regering »gik Grækenland-vejen«.

»Et af de tarveligste trick i britisk politisk historie var at overbevise offentligheden om, at den britiske økonomi var i en frygtelig tilstand på linje med Grækenland, og at det skyldtes Labours overforbrug,« fortæller professor i politik ved Cambridge og Manchester universiteter, Colin Talbot.

»De fleste vælgere forstod ikke selve finanskrisen, og hvad det var Brown og Darling havde gjort, og de konservative forsøgte så at kombinere, hvad de påstod var Labours overforbrug og finanskrisen. Faktisk var det modsatte sandt. Det offentlige forbrug var faktisk ret lavt,« fortæller Talbot med henvisning til Gordon Browns berømte ’finanspolitiske regler’ om »kun at låne til investeringer og ikke til at betale for løbende udgifter« samt reglen om, at regeringen ville holde den offentlige gæld på under 40 procent af BNP.

En rapport fra 2007 om Labours finanspolitik udarbejdet af Malcolm Sawyer fra Leeds University konkluderede, at mellem 1997-98 og 2005-2006 var underskuddet på betalingsbalancen tæt på nul, mens statens gæld var under 40 procent af BNP.

I det sidste fulde finansår inden krisen – 2006-2007 – var budgetunderskuddet på 2,7 procent og gælden 37 procent af BNP. Økonom Simon Wren-Lewis fra Oxford University, som i 2015 udarbejdede en detaljeret analyse af Labour-regeringens økonomiske politik, konkluderede at »påstanden om, at den britiske finansielle position var frygtelig før begyndelsen af finanskrisen, er ikke holdbar«.

Manglende regulering

På dette tidspunkt var det imidlertid for sent. I 2010 stemte det britiske folk Gordon Brown og New Labour ud af Downing Street 10 og David Cameron, George Osborne og De Konservative ind.

Parrets historie om New Labours overforbrug havde givet pote.

»Den virkede tydeligvis og overbeviste folk om behovet for nedskæringspolitikken – især fordi Labour ikke kæmpede imod,« siger Talbot, der pointerer det ironiske i, at Osborne i opposition havde lovet vælgerne at matche Labours planer for offentlige investeringer, som der var voldsomt behov for efter nedskæringer af den offentlige sektor i Thatcher-årene.

»Labour kæmpede ikke imod narrativet, fordi partiet selv – da de sad i regering, og da det blev opfattet som en god ting – havde hævdet, at de havde brugt en masse penge på offentlige servicer, og så kunne de ikke efterfølgende sige: ’Faktisk brugte vi ikke særlig meget’,« forklarer Talbot om Labours manglende forsvar, der betød, at offentligheden siden har haft en opfattelse af, at krisen og den senere recession på en eller anden måde var Labours skyld.

Ideologien

Dionyssis Dimitrakopoulos, senior lektor i britisk politik ved Birkbeck, University of London, er langt hen ad vejen enig i denne analyse, men han påpeger, at New Labour på et andet punkt »bidrog til krisen«.

Han mener, at New Labours arkitekter – Tony Blair, Gordon Brown og Peter Mandelson – ikke allierede sig med finanssektoren, The City, og andre store virksomheder »ud fra et pragmatisk valg (for at gøre partiet økonomisk troværdigt, red.), men ud fra et ideologisk valg«.

»Det var deres overbevisning, at staten ikke skulle blande sig i de finansielle markeder,« siger Dimitrakopoulos.

Godt nok introducerede New Labour en kontrolinstans for finanssektoren, men den havde i høj grad en hands-off tilgang til regulering, mener han og andre kritikere.

»Det var en facade, så regeringen kunne vise, at den havde introduceret nogle regler, som i princippet var bedre end ingen regler, men den måde institutionerne fungerede på demonstrerede, hvor dyb troen på markederne var i toppen af New Labour,« siger han.

Talbot er enig i vurderingen.

»New Labours synspunkt var, at landet havde behov for en stærk finanssektor, der genererede enorme skatteindtægter, så de regulerede ikke. Deres store fejl var ikke at forstå, hvor farligt det var,« siger han.

Imidlertid var det ikke dét aspekt af New Labours politik, som De Konservative kritiserede, påpeger både Talbot og Dimitrakopoulos.

»Cameron angreb ikke dette, fordi hans parti var ideologisk enig i den del af New Labours politik. I stedet angreb han Labour for ikke at reparere taget, mens solen skinnede,« siger Dimitrakopoulos.

Som konsekvens af denne enighed medførte nationaliseringen af bankerne heller ikke, at der fulgte mere regulering med under New Labour.

Farvel til New Labour

Internt i Labour havde kritikken af Blair og Browns økonomiske politik imidlertid længe været til stede, og finanskrisen blev en anledning til at gøre op med en linje, mange partimedlemmer havde det dårligt med.

»Store dele af partiet var utilfredse med partiets politik, men så længe partiet vandt valg, og så længe kagen, der skulle fordeles mellem skoler og sundhed og andre områder blev større, accepterede de det, selv om de ikke var tilfredse med den frihed, politikerne gav de store banker og markederne. Med finanskrisen blev denne kritik styrket,« fortæller han.

Gordon Browns efterfølger, Ed Milibands periode som partileder, blev da også præget af et opgør med fortiden. Hans valg til formand – på bekostning af den mere erfarne storebror David Miliband – blev bl.a. en realitet, fordi Ed blev anset for mere venstreorienteret, mens David blev anset for at være en fortsættelse af forfejlet New Labour-politik, inklusive Irakkrigen.

Ifølge Victoria Honeyman blev dette en periode, hvor partiet begyndte at evaluere, hvad det skulle mene om »Blairs eftermægle, hvad vil vi nu, hvordan skal vi gøre det?«

»Partiet kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle sælge sig selv, og så var det let for De Konservative at fremspille dem som ’venstreorienterede’,« siger hun med henvisning til bl.a. ’Red Ed’-mærkatet, der blev påhæftet partilederen.

Corbyn

I egne rækker blev Ed Milibands økonomiske politik beskyldt for ikke at skille sig nok ud fra De Konservatives, fordi partiet holdt fast i, at nedskæringspolitikken til en vis grad var nødvendig.

Med valget af Jeremy Corbyn og finansordfører John McDonnell er partiet begyndt at udfordre myten om, at Labour brugte for mange penge under New Labour – ikke fordi de to er fan af Tony Blair, men fordi deres egen økonomiske model i høj grad afhænger af offentlige investeringer.

I partiets valgprogram forud for valget i juni i år blev vælgerne tilbudt en helt anden økonomisk politik end New Labours erhvervsvenlige tilgang, der bl.a. indeholdt løfter om højere skatter for erhvervslivet og de rigeste i samfundet.

Som bekendt blev dette valgprogram langtfra »det længste selvmordsbrev i historien«, som nogle medier spåede.

Iagttagerne mener dog ikke, at det er ensbetydende med, at Labour nu har genopbygget sin troværdighed på det økonomiske område.

»Jeg er ikke sikker på, at partiet er blevet rehabiliteret. Det er muligt, at Labour kan vinde næste valg, men det vil være, fordi de ikke er ’De Konservative’,« mener Honeyman.

Dimitrakopoulos fornemmer heller ikke »en stor appetit for socialisme i Storbritannien«, men mener, at Corbyn og McDonnells styrke netop er ikke at være associeret med fortiden – så giftig er New Labour blevet.

»Det, som virkelig har hjulpet Corbyn og McDonnell, var deres frontalangreb på nedskæringspolitikken og deres fokus på fremtiden, snarere end på hvad New Labour gjorde tidligere,« siger han.

Nu er det Brexit

Professor Talbot tror heller ikke, at vælgerne mener, at »Labour er særlig økonomisk kompetent«.

»Men det var faktisk ikke en særlig stor del af diskussionen under valgkampen. Labour talte meget om, hvordan det ville bruge penge – ikke om økonomien som sådan,« siger Talbot.

I dag er det ikke selve finanskrisen, der spiller en rolle i den britiske debat, men snarere efterdønningerne af krisen – særligt Brexit.

»Brexit har fuldstændig nyorienteret britisk politik,« siger han og mener, at det er sandsynligt, at flere nye partier vil opstå i de kommende år på trods af landets valgsystem, der gør det svært for små partier.

Talbort fornemmer imidlertid, at systemet er tæt på at sprække.

»Britisk politik er lige under overfladen mere skrøbelig end på noget tidspunkt i mit voksenliv, og jeg tror, at der pludselig kan komme et stort jordskælv,« spår han.

»Lidt som med Macron i Frankrig. Det kan ske meget hurtigere, end vi tror.«

Serie

Ti år i finanskrisens skygge

Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.

I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.

Seneste artikler

  • Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre

    9. september 2017
    Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of Cambridge
  • Finanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer

    2. september 2017
    Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste krise
  • Selv ikke med de skarpeste økonomer og den bedste vilje kan vi forudse krisen

    26. august 2017
    Finanskrisen punkterede neoliberale økonomers illusion om, at opskriften på den krisefri kapitalisme var fundet. Nu handler det om at ruste økonomien, inden næste nedtur rammer, siger Danmarks økonomiske overvismand under kriseforløbet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Han frygter, at glemsel og grådighed vil bringe nye forsøg på at rulle de skærpede regler for finanssektoren tilbage
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
Stig Bøg, Hans Jørn Storgaard Andersen, Torben K L Jensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Nyt udtryk:
»Blairs eftermægle, hvad vil vi nu, hvordan skal vi gøre det?«

Meget kan man beskylde Blair for, med det med at eftermægle?!