Læsetid: 18 min.

Den globale økonomi har dykket hvert årti siden 1970. I år er det ti år siden, finanskrisen ramte os

Krisen er ovre og opsvinget på vej, forsikrer bl.a. finansministre. Andre hæfter sig ved statistikken, der taler om global recession hvert årti. Men under konjunkturspekulationerne lurer en dybere uro over økonomiens nye strukturelle svagheder: en aldrende befolkning, en svigtende produktivitetsvækst, en grænseløs gældsætning og et farligt politisk landskab
Arbejdere i i-lande, som disse amerikanske bygningsarbejdere i San Francisco, skal øge produktiviteten, hvis den økonomiske vækst skal fortsætte. Men det er imidlertid en kendsgerning, at evnen til produktivitetsvækst i i-landene er skrumpet i over et halvt århundrede.

Arbejdere i i-lande, som disse amerikanske bygningsarbejdere i San Francisco, skal øge produktiviteten, hvis den økonomiske vækst skal fortsætte. Men det er imidlertid en kendsgerning, at evnen til produktivitetsvækst i i-landene er skrumpet i over et halvt århundrede.

Michael Short

10. august 2017

Formanden for den amerikanske Centralbank, Janet Yellen, talte for nylig om finanskrisen, der begyndte i 2007 og førte til den værste krise i verdensøkonomien siden 1929.

»Jeg mener virkelig, vi er i en mere sikker situation, og jeg håber, det ikke vil ske igen i vores levetid. Jeg tror det heller ikke,« sagde den magtfulde centralbankchef i en debat i juni med økonom-kollegaen Lord Nicholas Stern. Men Janet Yellen sagde også:

»Vi er nu omkring et årti efter, at krisen ramte første gang, og erindringer har en tendens til at falme.«

Erindringer falmer. I USA har borgerne f.eks. valgt en præsident, der under valgkampen tordnede mod de finansielle giganter på Wall Street og lovede at tøjle deres magt, men som nu synes at have glemt alt og er i fuld gang med at give den finansielle sektor nogle af de frihedsgrader tilbage, som blev beskåret under krisens hærgen. En præsident, som har indsat en håndfuld ledende medarbejdere fra finansgiganten Goldman Sachs – skydeskive for Trump under valgkampen – til at forestå deregulering og forvaltning af USA’s finanspolitik.

Uden eksplicit adresse til Donald Trump foretog Janet Yellen et diskret tilbagetog fra sin ’not in our lifetime’-udtalelse, da hun den 13. juli talte til det amerikanske senats bankudvalg.

»Hvad jeg burde have sagt oprindelig, da jeg fremkom med den udtalelse, er, at jeg mener, vi har gjort meget siden finanskrisen for at styrke systemet og gøre det mere robust (…) Men lad mig sige, at vi aldrig kan være sikre på, at der ikke kommer en ny finanskrise. Det er bare vigtigt, at vi fastholder de etablerede forbedringer, som modvirker faren under en potentiel nedtur.«

To dage forinden havde chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, kommenteret Yellens juni-udtalelse i et interview hos CNBC.

»Der kommer måske en dag en ny krise,« sagde Lagarde.

»Hvor den kommer fra, hvad form den tager, og hvor international og vidtrækkende den bliver, vil tiden vise – typisk kommer kriserne aldrig derfra, hvor vi forventer det.«

Recession hvert årti

Der er gået ti år siden krisens start. Minderne fortoner sig, så måske er det snart tid igen.

»Vi er nu otte år inde i en økonomisk ekspansion, og økonomer siger, at der i moderne amerikansk økonomi aldrig er gået mere end ti år uden en recession,« påpegede for nylig James S. Chanos, chef for det store investeringsselskab Kynikos Associates, i en samtale hos Institute for New Economic Thinking.

Statistikken bekræfter det, og noget lignende gælder for den globale økonomi. IMF har tidligere defineret global recession som en situation med mindre end tre pct. global BNP-vækst, og med den målestok har der været krise med global recession seks gange siden 1970: i 1974–75, 1980–83, 1990–93, 1998, 2001–02 samt 2008–09. Altså recession med mindre end ti års mellemrum.

Stadigt flere ældre

  • Den globale befolking bliver stadig ældre. Om et par år vil der for første gang være flere 65-årige eller ældre, end der er børn under fem år.

IMF justerede i 2009 definitionen, hvorved recessionerne i 1998 og 2001-02 formelt gled ud, men der var stadig tale om alvorlige kriser for økonomien. Og stadig en global recession i hvert årti.

I dag er det dominerende officielle budskab, at den økonomiske krise, der fulgte finansmarkedets krise, er ved at være overstået. Det går mod lyse tider.

»Den genopretning af den globale vækst, som vi forudsagde i april, har fået yderligere fodfæste – der er nu ikke noget spørgsmålstegn ved verdensøkonomiens øgede fremdrift (…) De nye data peger på det bredest synkroniserede opsving, verdensøkonomien har oplevet det seneste årti,« skrev Maurice Obstfeld, cheføkonom hos IMF, ved valutafondens offentliggørelse af sin seneste udgave af rapporten World Economic Outlook i juli.

»Dansk økonomi er kommet op i omdrejninger. Væksten i BNP ventes at blive godt to pct. i år, og der ventes vækstrater af samme størrelsesorden i alle år frem mod 2025,« skrev tilsvarende de hjemlige økonomiske vismænd i deres konjunkturrapport fra maj.

»Væksttempoet i dansk økonomi tager til, og beskæftigelsen stiger fortsat. Det er glædeligt,« lød ligeledes kommentaren fra finansminister Kristian Jensen (V) ved offentliggørelsen i maj af regeringens seneste Økonomisk Redegørelse.

Bekymrede røster

Andre er imidlertid bekymrede.

»Personligt er jeg overbevist hinsides enhver tvivl om, at en krise af historiske proportioner endnu engang er på vej mod os. Måske har vi ikke megen tid til at forberede os,« skriver f.eks. den amerikanske investeringsekspert John Mauldin i finansmagasinet Forbes.

Han erklærer sig uenig i »næsten ethvert ord« i Janet Yellens juni-udsagn om, at der er håb om at undgå en ny finanskrise ’i vor levetid’.

Sortsynet hos Mauldin, der forudser »en større finanskrise, hvis ikke senere i år, så senest ved udgangen af 2018«, bygger dels på, at han ikke tror på, at Donald Trump kan levere de lovede store skattelettelser og den afvikling af snærende love og regler, som Mauldin mener kunne have givet erhvervslivet i USA en saltvandsindsprøjtning. Uden en sådan indsprøjtning til væksten vil bl.a. forbrugernes økonomi og købekraft blive svækket og mængden af misligholdte lån vokse faretruende, påpeger han.

Dertil mener investeringseksperten, at Centralbanken har forsømt at hæve renten i tide, dvs. mens den genkomne amerikanske vækst var mærkbar. For når væksten snart igen, ifølge Mauldin, ebber ud, vil Centralbanken stå uden redskaber til at genoplive den, fordi renten allerede er i bund. Og så er nedturen i gang.

John Mauldin er en af mange forstå-sig-på’er i den finansielle verden, der rummer både optimister og pessimister. En af pessimisterne, den schweiziske investeringsrådgiver Marc Faber, siger – med hilsen til Yellen – at »der vil komme en ny massiv finanskrise i min levetid«.

Bobler

Marc Faber mener, at kombinationen af aktiekursernes fortsatte himmelfart og gældens ditto udgør en alvorlig aktuel trussel.

Ifølge Faber er aktiekurserne på et urealistisk højt niveau.

»Vi har en boble i alting,« sagde han i juli til CNBC.

»Vi har en kolossal gældsboble i verden. Kan den blive større? Ja, men den kan ikke blive større i det uendelige. En dag vil grænsen være nået, en dag vil der komme endnu en gigantisk krise, fordi gældsniveauet i dag er større end i 2007,« mener Faber.

Stadigt faldende produktivitetsvækst

  • Vækstraterne for produktivitet i i-landene har været for nedadgående siden 1970.

En anden finansanalytiker, Tom McClellan, udgiver af McClellan Financial Publications, venter, at de amerikanske aktiekurser vil stige en tid endnu, før det går galt.

»Vi har endnu et år at løbe på. Men vi er begyndt at se tegn på, at markedet vil briste,« siger han til CNBC.

»Sidst i 2018 begynder der at ske grimme ting, som vil fortsætte ind i 2019, og det vil give enhver mindelser om 2008.«

Andre mener, en ny amerikansk boligboble er på vej. Folk som Chris Rupkey, cheføkonom i den globale bank Mitsubishi UFG Union Bank, der påpeger, hvordan kombinationen af lave renter og knaphed på nye huse får huspriserne i USA til at stige markant.

»Huspriserne er sat i brand, og en ny boble er undervejs,« siger Rupkey til Newsweek.

»Den aktuelle stigning i huspriserne er afgjort lige så hastig, som den var i årene med boligbobler, og præcis lige så bekymrende.«

Finansanalyseselskabet IHS Markit noterede i juli, at den gennemsnitlige amerikanske pris på nye boliger de seneste seks måneder »er på det højeste niveau i ni år«, dvs. på samme niveau som i krisens startfase i 2008.

Andre står i kø for at berolige. De påpeger f.eks., at mange af de boligejere, der i 2007-08 ikke kunne betale deres boliglån og derfor fik boblen til at briste, nu er ’renset ud’ af markedet, og at de, der køber i dag og får prisen til at gå op, faktisk har råd. Derfor ingen risiko for et nyt kollaps.

Skeptikere minder om, at masser af tunge branchefolk og økonomiske eksperter før finanskrisen gjorde det samme: beroligede med, at der var fred og ingen boble-fare. Som selve den dengang tiltrædende centralbank-formand Ben Bernanke, der i oktober 2005 – i lighed med den fratrædende Alan Greenspan – afviste, at en boligboble var på vej. De stærkt stigende amerikanske huspriser »afspejler hovedsagelig en grundlæggende stærk økonomi,« sagde Bernanke.

Konjunktur eller struktur?

At økonomien har op- og nedture, foretager konjunktursvingninger, er normalen. Efter en højkonjunktur følger en nedtur. Aktiebobler, der afspejler, at aktiekursen er blevet for høj i forhold til den realistiske, fremtidige indtjening i virksomhederne, samt boligbobler, der afspejler, at boligpriserne har overskredet det niveau, boligejerne kan honorere i form af afdrag og renter på lån, er to af flere ubalancer, der kan få en højkonjunktur til at vende og lede til stagnation eller det, der er værre: recession eller depression.

Finansielle investorer med rigelig, rastløs kapital er altid villige til at spekulere i voksende bobler – de ved efterhånden af erfaring, at de bliver reddet af skatteyderne via statslige redningspakker, når boblerne brister.

Så konjunkturen vil toppe og nedturen komme. Irrationel overstadighed vil følges af irrationel fortvivlelse, er det blevet sagt. Finansmarkedets ’hysteriske kællinger’ kan med stor sandsynlighed være dem, der får det til at løbe løbsk og bryde sammen.

Interessen for nedturen samler sig normalt om, hvorfor, hvornår, hvor dyb og hvor langvarig. Spørgsmålet er imidlertid, om der foruden de traditionelle konjunkturvariable i dag også er mere grundlæggende strukturelle forhold, der gør, at økonomien varigt er ved at ændre sig. Er den på vej mod en kronisk tilstand af lavvækst og – fordi kapitalismen ikke er indrettet på dét – permanent uro og krise?

Stadigt voksende gæld

  • Siden begyndelsen af 1970’erne er den totale globale gæld hos det offentlige, de private husholdninger, erhvervslivet og finanssektoren vokset og er nu på det højeste niveau nogensinde.

I april sidste år advarede IMF’s Christine Lagarde om, at det denne gang virker usædvanlig vanskeligt at komme tilbage til de gode konjunkturer.

»Den gode nyhed er, at genopretningen fortsætter: Vi har vækst, vi er ikke i krise. Den knap så gode nyhed er, at genopretningen stadig foregår for langsomt og er for skrøbelig, samt at dens holdbarhed er stadig mere truet.«

»Denne vedvarende lavvækst kan blive selvforstærkende via negative virkninger på den potentielle produktion, som det kan vise sig vanskeligt at vende. Faren for at blive fanget i, hvad jeg har kaldt en ’ny middelmådighed’ er øget,« sagde IMF-chefen.

Et år senere, i april 2017, talte hun om den opståede »tvivl om selve den grundlæggende ’arkitektur’, der har båret verdensøkonomien i mere end syv årtier«.

Tvivlen

Claudio Borio, der er chef for den monetære og økonomiske afdeling i det, der kaldes ’nationalbankernes bank’, Bank for International Settlements, satte i marts flere ord på denne grundlæggende rådvildhed og »tvivl om paradigmet«.

»Siden den store finanskrise i 2007-09 har den økonomiske profession kæmpet med tvivl,« sagde han på en konference i Washington.

»Væk er den illusoriske skråsikkerhed om den store genopretning. Vi konfronteres med det dybere, ind imellem foruroligende, spørgsmål om, hvordan økonomien egentlig fungerer.«

Lord Adair Turner, den tidligere chef for det britiske finanstilsyn, sagde sidste år i en forelæsning i Singapore, at mens der i krisens kølvand er gjort en mærkbar indsats fra politisk hold for at sikre mere kontrol, ansvarlighed og modstandsdygtighed i selve den finansielle sektor, så »har vi kun kradset i overfladen af de grundlæggende årsager til, at krisen i 2007 opstod, og især de grundlæggende årsager til, at genopretningen efter krisen i mange lande har været så langsom og vanskelig«.

»Dette har været et meget alvorligt tilbageslag for vores antagelse, at kapitalismen – også i de rigeste lande i verden – nødvendigvis vil producere markante forbedringer i levestandarden, hvis ikke hvert år, så årti efter årti,« sagde Lord Turner.

Claudio Borio taler om en ny »treenighed af risici« som den strukturelle arv efter serien af bristede finansbobler de seneste årtier:

»En produktivitetsvækst, der er usædvanlig lav, globale gældsniveauer, der er historisk høje, samt et politisk manøvrerum, der er bemærkelsesværdigt trangt.«

Andre føjer et fjerde strukturelt forhold til: verdens aldrende befolkning.

Vi bliver gamle

Med faldende fødselsrater og stigende levealder bliver verdens befolkning stadig ældre. For første gang i menneskehedens historie vil antallet af mennesker over 65 år inden år 2020 overstige antallet under fem år. Andelen af +65-årige vil vokse fra nu 8,5 pct. af den globale befolkning til 16,7 pct. i 2050. I Europa vil denne andel være markant højere: 27,8 pct. – et niveau som ’verdens ældste befolkning’ – Japans – allerede har nået.

Disse data og prognoser fremgår af en stor granskning fra det amerikanske statistiske kontor, US Census Bureau, An Aging World: 2015.

Selv om forlænget levealder også kan betyde udvidet evne til at arbejde, er det en dominerende vurdering, at denne demografiske udvikling går ud over evnen til at skabe økonomisk vækst. En større andel af befolkningen vil være på pension og dermed lidet produktiv i BNP-forstand. Samtidig vil også de, der fortsætter med at arbejde i en høj alder, typisk blive mindre produktive. Og pensionister og gamle mennesker forbruger generelt mindre og begrænser også på den måde væksten.

En analyse lavet af økonomen Jinill Kim for USA’s Centralbank konkluderer om udviklingen i 18 OECD-lande, at »demografiske ændringer er ansvarlige for en betydelig andel af vækstafmatningen i adskillige af disse økonomier de senere år«.

Og en undersøgelse gennemført af forskere ved Stanford University for US National Bureau of Economic Research vurderer for USA, at »10 pct. forøgelse af befolkningsandelen over 60 år vil dæmpe BNP pr. person med 5,5 pct«.

»Vore resultater peger på, at den årlige BNP-vækst vil blive dæmpet med 1,2 procentpoint i dette årti og 0,6 pct. i næste årti på grund af befolkningens aldring,« skriver Stanford-forskerne.

En tredje analyse af Daron Acemoglu, MIT, og Pascual Restrepo, Yale University, siger, at aldringen på tværs af landene ikke kan aflæses i faldende BNP-vækstrater. Fordi, siger de, den negative betydning af de aldrende befolkninger overskygges af den positive betydning for produktivitet og vækst, som automatiseringen med robotter og kunstig intelligens leverer.

Jo større mangel på arbejdskraft, desto stærkere vil automatiseringshastigheden og dermed produktivitetsvæksten være, lyder deres hypotese i tidsskriftet American Economic Review.

Produktivitetsvæksten der (næsten) forsvandt

Netop spørgsmålet om produktivitetsvæksten er måske det mest kritiske.

Voksende produktivitet – værdiskabelse pr. arbejdstime – betragtes som den vigtigste drivkraft bag økonomisk vækst. Det er imidlertid en kendsgerning, at evnen til produktivitetsvækst i i-landene er skrumpet i over et halvt århundrede – ifølge IMF fra omkring fire pct. produktivitetsvækst pr. år i 1970 til næsten ingenting nu.

Fra sidst i 1990’erne til kort efter 2000 var der en midlertidig forbedring, som tilskrives informationsteknologiens massive indtrængen og effektiviseringerne forbundet dermed. Men den virkning har fortaget sig trods den fortsat hastige udvikling af teknologien.

»Den gennemsnitlige vækst i totalfaktor-produktiviteten har været nær nul de seneste ti år, lavere end i nogen tilsvarende periode i de seneste seks årtier,« skriver IMF i rapporten Gone with the Headwinds: Global Productivity.

Nogle siger, at de lave vækstrater simpelthen kan skyldes, at man måler produktivitetsvækst i den nye digitale vidensøkonomi forkert, men det afviser IMF. Sådanne målefejl »kan forklare mindre end en tiendedel af nedgangen i den amerikanske vækstrate for produktivitet«, skriver valutafonden.

IMF mener i stedet, at det langsigtede fald i produktivitetsvækst handler om en svindende effekt af it-revolutionen, en aldrende befolkning, en svækket global handel suppleret af afmatning i investeringer og politisk usikkerhed i kølvandet på den økonomiske krise.

Den svækkede globale handel forklarer IMF med kombinationen af øget politisk protektionisme i mange lande og modning af de globaliserede forsyningskæder, der nu synes at have høstet de fleste af de mulige effektiviseringsfordele.

IMF påpeger også, at den produktivitetsgevinst, der traditionelt er opnået ved løbende at forbedre uddannelsesniveauet og dermed kompetencerne hos arbejdskraften, ikke mere gør sig gældende i samme grad.

Produktivitetsforskere som den ansete amerikanske økonom Robert Gordon, Northwestern University, drager den konklusion, at vi er på vej til at udtømme potentialerne for produktivitetsvækst, og at de gamle vækstrater for BNP derfor aldrig kommer tilbage.

»Selv et optimistisk produktivitetsscenarie vil ikke komme i nærheden af Trump-administrationens mål om tre pct. BNP-vækst,« siger en anden ekspert, cheføkonom Bart van Ark fra tænketanken Conference Board.

For lånte penge

Den tredje strukturelle faktor, der siges at udgøre en langsigtet barriere for vækst, er gælden.

Ifølge lærebøgerne er gældsstiftelse godt, hvis de lånte penge bruges til investeringer i fornyet vækst. For så kan denne vækst i indtjening og indkomst bruges til at skabe øget efterspørgsel og forbrug og derigennem yderligere vækst, samtidig med at der bliver råd til at betale af på lånene.

Men hvis gældsætningen øges, uden at væksten følger med, så bliver gælden en bombe under systemet. Det er, siger fagfolk, ved at ske nu.

»Den globale bruttogæld i den ikkefinansielle sektor (dvs. regeringer, husholdninger og ikke-finanselle virksomheder, red.) er siden århundredeskiftet mere end fordoblet i pålydende værdi og nåede i 2015 152 billioner (altså 152.000 milliarder, red.) dollar,« skrev IMF i sin halvårlige Fiscal Monitor i oktober 2016.

Dette gældsniveau svarer til 225 pct. af verdens BNP, det »højeste niveau nogensinde« påpeger IMF.

»Hastigheden af denne stigning minder i faretruende grad om den, der gjorde sig gældende i i-landene i opløbet til den globale finanskrise.«

Hvis man regner den finansielle sektors gæld med, så nåede den globale gæld i første kvartal 2017 op på 217 billioner dollar, svarende til 327 pct. af det globale BNP, oplyser den globale finanssektors eget analyseorgan, Institute of International Finance, IIF.

Ifølge IMF udgør den voldsomme gældsbyrde i den private sektor – dvs. virksomheder og husholdninger – to tredjedele af den totale gæld. Resten er offentlig gæld. Den store private gæld blev grundlagt op til krisen via den lette adgang til lån hos det globaliserede bankvæsen – nu truer gælden økonomisk vækst og finansiel stabilitet, og derfor må den bringes ned.

»Men den aktuelle situation med lav vækst gør en sådan tilpasning meget vanskelig og sætter scenen for en ondartet feedback-mekanisme, hvor lavere vækst hæmmer gældsnedbringelsen, mens gældsbyrden forstærker opbremsningen« i væksten.

Normalt bringes den private gæld ned i kølvandet på en krise i kraft af den begyndende genopretning og vækst i økonomien. Men denne gang er nedbringelsen ifølge IMF kun sket med en tredjedel af den typiske hastighed efter tidligere kriser. Og specielt for de private husholdningers gæld i i-landene under ét er der slet ikke sket noget fald.

Privat gæld veksles til offentlig

Til gengæld er den offentlige sektors gæld steget voldsomt i mange lande. I USA er den føderale gæld f.eks. fordoblet siden krisestarten i 2007 og udgør nu 20 billioner dollar, svarende til 106 pct. af BNP. IMF forudser fortsat stigning i den amerikanske gæld de kommende fem år.

Denne vækst i offentlig gæld skyldes dels, at stater har grebet ind for med offentlige midler at bremse de eskalerende private gældskriser – som det skete med redningspakkerne, der under finanskrisen sikrede bankers overlevelse, da disses private kunder ikke kunne honorere gældsforpligtelserne.

Dertil skyldes væksten i den offentlige gæld, at recession og lavvækst har berøvet staterne et skatteprovenu og tvunget dem til at basere de offentlige udgifter på en højere grad af låntagning. Og med en høj offentlig gældsbyrde bliver det dyrere i risikopræmie for stater at optage lån, og dermed bliver deres økonomiske evne til at føre en genopretningspolitik, som kan skabe vækst og nedbringe gælden, yderligere forringet, noterer IMF.

Verden er i en situation, hvor den økonomiske vækst gennem mange årtier har været baseret på stadig flere lånte penge – gælden har udgjort en støt stigende andel af det globale BNP.

Sagt på en anden måde: En bestemt vækstrate for BNP har ofte betydet, at gældsætningen er vokset med mindst den dobbelte hastighed.

Den udvikling holder kun, så længe långivere kan opretholde troen på, at der kan skabes fremtidige værdier, så de faktisk på et tidspunkt får deres penge tilbage. Når tilliden hertil brister – som da amerikanske husejere måtte kaste håndklædet i ringen i 2007, og som da finanssektorens værdier i 2007-08 viste sig at være ren fiktion – bryder finanskriser ud.

Dømt til at bryde sammen

Et system, hvor gælden vokser hastigere end BNP, er ifølge Lord Adair Turner »dømt til at bryde sammen«.

Eller som konsulentvirksomheden McKinsey Global Institute konstaterede i starten af 2015 i rapporten Debt and (not much) Deleveraging:

»En omfattende akademisk forskning viser, at høj gæld ledsages af svagere BNP-vækst og øget risiko for finanskriser.«

Problemet i dag, som får Christine Lagarde, Claudio Borio og Lord Adair Turner til at tale om grundlæggende tvivl og rådvildhed, er netop, at der ikke kan genskabes høje økonomiske vækstrater, der matcher behovet for at bremse gældsætningen. Fordi den globale befolkning bliver ældre, fordi produktiviteten ikke kan presses tilstrækkeligt op, og fordi den begrænsede vækst, der skabes, ikke i tilstrækkelig grad bruges af virksomheder og forbrugere til produktive investeringer eller privatforbrug, der ville kunne løfte væksten.

Virksomheder og forbrugere bruger i stedet deres indtjening til at holde egen gæld i ave – eller de har simpelthen mistet tilliden til systemet, er blevet forsigtige og foretrækker at konsolidere sig og spare op frem for at øge pengeforbruget.

»Når først man har fået for megen gæld ind i økonomien, er det ufattelig svært at komme af med den,« sagde for nylig Lord Turner i et interview i avisen The Sydney Morning Herald.

»Hvis man siger, ’jeg afskriver den’, går dine banker fallit. Hvis man prøver at komme af med den ved, at folk betaler deres gæld tilbage … Forsøget på at betale den tilbage er det, der driver økonomien ud i recession.«

I McKinseys formulering:

»Der er få tegn på, at den aktuelle kurs med stigende låntagning vil ændre sig, især i lyset af de svindende forventninger til den økonomiske vækst (…) Vi finder det usandsynligt, at økonomier med en samlet ikkefinansiel gæld på tre-fire gange BNP, vil kunne vokse sig ud af den umådeholdne gæld.«

Den politiske usikkerhed

Status er en verdensøkonomi, der ikke kan finde tilbage til tidligere tiders vækstrater. En økonomi ramt af en »ny middelmådighed«.

Den globale BNP-vækst i 2016 blev ifølge IMF lavere end i 2014 og 2015 og samtidig lavere end forudsagt af IMF i World Economic Outook-rapporten fra efteråret 2015. USA og Eurozonen røg i 2016 igen ned under to pct. vækst, Kina røg fra 7,3 pct. i 2014 ned på 6,7 pct., ligesom Indien, Latinamerika, Saudi-Arabien og Afrika syd for Sahara tabte fart. Og IMF’s prognose for 2017-18 taler om globale vækstrater, der stadig er »under gennemsnittene for tiden før krisen«.

Dette er situationen ti år efter finanskrisens begyndelse, i en verden hvor alting kompliceres af politisk usikkerhed og, med Claudio Borios ord, et trangt politisk manøvrerum.

Det politiske kaos i USA og præsident Trumps uberegnelighed efterlader således både investorer, erhvervsledere, økonomer og andre landes regeringer i total tvivl om, hvad der sker med amerikansk økonomisk politik og amerikansk økonomi. Det skaber nervøsitet og hæmmer initiativ og investeringer.

De protektionistiske signaler fra Det Hvide Hus inspirer andre lande til en forstærket protektionisme, der ifølge lærebøgerne vil undergrave mulighederne for ny vækst. I det konventionelle økonomiske univers er handelskrige og kapitalflugt det sidste, der er brug for.

Der hersker tilsvarende usikkerhed om Storbritanniens kurs og position efter Brexit, ligesom der råder betydelig nervøsitet om situationen i Kina, hvor der siden krisen er opbygget en voldsom privat gæld resulterende i en samlet kinesisk gæld på over 300 pct. af BNP. Et yderligere fald i BNP-vækstraterne kan gøre det vanskeligt at holde gældsbyrden i ave.

Overalt lurer en folkelig uro og skepsis over for ’systemet’, som via globalisering og liberalisering af finansmarkederne ses som ansvarligt for krisen og for den forstærkede ulighed og utryghed om levevilkårene. For det politiske establishment rummer det en stor risiko for social uro og vælgerflugt til yderfløjene, herunder populistiske ekstremister, hvis man går for langt med økonomiske stramninger eller med yderligere markedsliberaliseringer i forsøget på at tackle krisen.

Ti år er gået siden krisens begyndelse. Nogle læner sig op ad konventionel visdom om økonomiens konjunktursvingninger og forsikrer, at vi nu omsider er ude af krisen og på vej op. Andre kan ikke slippe det historiske mønster, der taler om alvorlig global nedtur en gang i årtiet. Eller lukke øjnene for de strukturelle forhold, der indikerer, at vi i dag står over for andre og mere fundamentale udfordringer end nogensinde før i den kapitalistiske vækstøkonomis historie.

Serie

Ti år i finanskrisens skygge

Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.

I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.

Seneste artikler

  • Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre

    9. september 2017
    Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of Cambridge
  • Finanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer

    2. september 2017
    Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste krise
  • Finanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed

    29. august 2017
    Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Toke Andersen
  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Morten Hillgaard
  • Henrik Leffers
  • Carsten Munk
  • Ejvind Larsen
  • Poul Erik Riis
  • Kurt Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Toke Andersen, Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Michael Kongstad Nielsen, Morten Hillgaard, Henrik Leffers, Carsten Munk, Ejvind Larsen, Poul Erik Riis, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har stadig en gældsøkonomi, og så længe vi kan bilde hinanden ind, at vi har tilstrækkelig vækst til at betale gældsøkonomiens renter går det.
De helt vanvittigt rigdomme, der hober sig op hos den 1 % ( undskyld occupy frasen) kan ikke frembringes ved arbejde. Det er spil og væddemål og pyramidespil, og det kan kun ende med nogle få sidder med en gevinst, mens næsten alle andre taber.
Vi har næsten alle spillet med her i den rige del af verden, og en meget stor del af puljen på spillebordet er pensionsformuer. Nu er der færre til at indskyde penge i puljen og vi er en hel del, der er ved at trække vores indsats plus gevinster ud, så der kan godt komme til at manglemme troværdig kapital i de kommende år.

Alvin Jensen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Anders Barfod, kjeld jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

En boligboble er under opsejling i Danmark. Den springer inden for de næste 2 år. Der er så mange advarselslamper der blinker, uden der bliver grebet ind. Skattefri gevinster bliver igen skovlet ind som om det er godt for økonomien. Sorteper bliver de sidste, og det bliver som altid de fattigste.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Peder Larsen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Imponerende artikel, simpelthen.

kjeld jensen, Carsten Munk, Ejvind Larsen, Poul Erik Riis, Peter Knap og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Noget tyder på, at vi skal til at omskole befolkningerne i i-landene, så de bliver bedre til sikre deres egen selvforsyning. Det er jo selve kapitalismen, der er på vej ud over afgrunden.

Alvin Jensen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, kjeld jensen, Jens Thaarup Nyberg, Ejvind Larsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Claus Schmidt

vækst mig her og vækst mig der,det endelige antal af bananer i verden er limiteret.
hvorfor virker politikken med at lade seddelpressen rotere, for nogen, men ikke for andre?
vil nogen venligst forklare mig, hvorfor en økonomisk politik som ikke virker for Zimbabwe,
skulle virke i EU og USA mfl.

Ivan Breinholt Leth

Claus Schmidt
Zimbabwe har kapacitet til at brødføde hele det sydlige Afrika, hvis man udnyttede landets landbrugspotentiale optimalt. I stedet for at gøre det smadrede en tåbelig zimbabweansk regering ledet af en idiot landets største produktive aktiv pga. politisk opportunisme. For at løse problemet med faldende produktion gjorde man det absolut værste, en regering kan gøre i den situation - at skabe flere penge. Før zimdollaren kollapsede var inflationen nået op på et par tusinde procent.

Det man skal holde øje med, er værdien af den producerede varemængde i forhold til mængden af penge. Det gælder for lande som Zimbabwe, Danmark, Sverige, England og alle andre lande, som har en valuta, der ikke er gangbar mønt på verdensmarkedet. Men det gælder ikke for USA, og det gælder kun i mindre grad for EU for så vidt som at man i en vis udstrækning kan handle på verdensmarkedet i euro.

USA er det klareste eksempel på dette. Selvom USA naturligvis ikke kan sammenlignes med Zimbabwe, så er der af andre grunde sket noget lignende i USA de sidste 30-40 år. USA's produktive kapacitet er faldet, og det skyldes især, at USA's industri er flyttet til udlandet. Ca. 60% af de varer som USA importerer fra Kina er produceret af amerikanske virksomheder i Kina. Samtidig med dette fald i amerikansk produktion af varer i USA er mængden af dollars steget. Alene tre omgange af quantitative easing skabte $2-3 billioner (jeg husker ikke det nøjagtige tal). QE penge bliver primært anvendt til spekulation, og det er en af grundene til, at det ikke skaber inflation. Men hvad så med USA's enorme statslige underskud (ca. $19 billioner)? Hvorfor har det ikke skabt hyperinflation ligesom i Zimbabwe? Det skyldes, at dollaren er en verdensvaluta. (Det blev gennemtrumfet af USA i Bretton Woods aftalerne 1944.) USA kan skabe dollars som tal i en computer. Med disse tal kan USA købe varer i hele verden næsten ubegrænset. Alle lande i verden er nødt til at skaffe dollars for at kunne handle på verdensmarkedet. Vi kan kun skaffe dollars, hvis vi har varer at bytte for dollars. Til forskel fra USA er vi afhængige af, at vi producerer varer til verdensmarkedet, inden vi kan importere.

Når andre lande handler med USA, får de en konto i USA's Federal Reserve Bank. Kontoen består af nogle tal, som svarer til værdien af den varemængde som den udenlandske virksomhed (eller land) har solgt til USA. Foran tallene står der et dollar-tegn. Disse elektroniske tal kan anvendes til at købe amerikanske varer, amerikanske statsobligationer eller til køb af varer på verdensmarkedet. (I praksis er det den bank, som formidler handlen, der har en konto i The Fed, men det er underordnet.) Det hævdes, at Kina har $2 billioner stående i The Fed, og det anvendes af visse amerikanske kongresmedlemmer til en skræmmekampagne om, at USA er 'i lommen' på Kina.

Det er en fed fidus. USA kan skabe dollars næsten ubegrænset uden at tage hensyn til USA's produktive kapacitet og derfor uden at skabe inflation. USA's underskud på handelsbalancen er en fordel for USA. De bytter tal og dollar-tegn for varer, og vi sender med glæde vores varer til USA, så vi kan få dollar-tegn til at handle med. Det er en slags økonomisk verdensimperium, hvor alle lande betaler tribut til USA. Hvis vi ophober en meget stor mængde af elektroniske dollars i The Fed som i Kinas tilfælde, kan vi risikere at tabe på det. Når dollaren falder eller hvis afgifter på amerikanske varer og andre varer på verdensmarkedet stiger - f.eks. når prisen på olie stiger - taber vi. Det kan derfor vise sig at være en ulempe, at have mange elektroniske dollars i The Fed, og at USA er ' i lommen' på Kina pga. Kinas store dollar reserver er ren mytologi. Det kan være lige omvendt.

Noget lignende gør sig gældende med euroen, men kun i begrænset omfang i forhold til dollaren. Et af formålene med at skabe euroen, var at udfordre dollarens status som verdensvaluta, så EU kunne sende euro-tegn til hele verden i bytte for varer. Det lykkedes som bekendt ikke, men i tiden umiddelbart efter indførelsen af euroen, skabte denne nye valuta en vis uro i Washington.

Henrik Thomsen, Alvin Jensen, Toke Andersen, Janus Agerbo, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Claus Schmidt, Thomas Petersen, Karsten Aaen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Morten Hillgaard

Illusioner er da ofte af de glade,
afslør dem kun når de mest gør skade.
Som når sagen er givet ifølge naturens orden,
og virkeligheden vi ramme "som lyn og torden".

Jacob Mathiasen

Det er meget godt klaret at undgå at nævne de rigtige problemer: Økosystem udslettelse. Forurening af snart sagt alt. Degraderet ressource base. Og 90mio ekstra at skaffe plads til hvert år.

Men måske er det fordi det er en økonomi-freak, som har skrevet artiklen?

Lad os spørge: Hvad koster en ny jord - og hvor vil du købe den?

P.t. på 1.7 jordkloders forbrug - så vi skulle have købt den for lang tid siden. Hvordan skal vi få RÅD nu med den kæmpe gæld?

Hvordan skal Danmark lige klare sig selv - vi er p.t. på 5x bæredygtigheden... Dvs. 80% overshoot skal barberes væk...

Good Luck with that !!

Toke Andersen, Claus Schmidt og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

At væksten udebliver kan vel kun være en fordel for miljøet og klimaet.

Ps.- nej, Jacob Mathiasen,
Jørgen Steen Nielsen er ikke udpræget økonomi-freak, - han har bl.a. skrevet bogen "Den Store Omstilling" fra systemkrise til grøn økonomi.
Men mon ikke den vinkel bliver betonet senere.

Ivan Breinholt Leth

Set fra en ren økonomisk sysnvinkel er statsgæld ikke et problem i sig selv, og der er for meget fokusering på visse tal - f.eks. $19-20 billioner statsgæld i USA. Man er nødt til at stille de rigtige spørgsmål, før man råber til alarm om de astronomiske gældstal. Japan har en statsgæld, som udgør ca. 280% af BNP mod Grækenlands 240%. Hvorfor er Japan ikke i samme håbløse situation som Grækenland? Det skyldes for det første, at Japan (til forskel fra bl.a. Grækenland), suverænt råder over sin egen valuta, og kan skabe elektroniske yen til at dække sine udgifer. For det andet har Japan en meget stor vareproduktion, og så længe pengemængden ikke vokser mere end værdien af vareproduktionen, ender Japan hverken som Zimbabwe eller som Grækenland.
Noget helt andet - og faktisk langt mere centralt - er at gæld kun er bæredygtig, når der er økonomisk vækst. Det gælder både offentlig og privat gæld. Dvs. gælden driver væksten frem (eller forårsager krise når væksten udebliver), og gælden udgør dermed den største risiko for, at vi ender med et klima, som er gået amok og diverse former for ressourceknaphed og økologisk degradering med alt hvad det medfører af socialt nedbrud, flygtningestrømme etc. Financialization af verdensøkonomien er ikke blot et økonomisk problem. Vi er nødt til at begrænse finanssektorens enorme og voksende magt, for at vi kan tackle problemer som klimaforandring og økologiske nedbrud. I modsat fald ender vi i et ræs, hvor antallet af opstillede vindmøller etc. ikke kan følge med væksten. Eller vi ender i permanent krise med stigende ulighed og fattigdom.

Alvin Jensen, Toke Andersen, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Claus Schmidt anbefalede denne kommentar
Claus Schmidt

ivan breinholdt leth.
tusind tak for dit indlæg.
det minder mig lidt om greenspans argumentation da clinton afregulerede finans markederne.det kunne ikke gå galt da man bare kunne trykke nogle flere penge. reagan sagde at at lovgivning var ikke løsningen, men problemet,vi hører den samme sang idag. nu er vi en situation hvor udover nationalbankerne også er den finansielle sektor der skaber "fiat money" med deres enorme balancer.jeg vil næsten vove at påstå :); at jeg forstår dit indlæg, og jeg har hørt en lignende argumentation før.i gamle dage var penge noget der var garanteret af en værdi ex. pund sterling ,sådan er det ikke mere.mit exempel med bananerne er skam alvorligt ment du kan ikke lave en banan af alverdens penge og elektroniske balancer.:);
det er egentligt en underlig mekanisme at den amerikanske forbruger/arbejder, handler i wall mart, der køber tæt på 80% af deres varenumre i kina og derefter beklager sig over at de er arbejdsløse. mens centralbanken øger pengemængden.og nu har vi en verdensregering der ude af kontrol,og som dårligt kan anfægtes uden at blive beskyldt for at være kommunist nemlig" markedet"
mvh claus

Claus Schmidt

ivan leth
du skriver om Japans økonomi. "at så længe pengemængden ikke vokser med mere end værdien af vare produktionen er det ikke noget problem.
I tilfældet USA er pengemængden over en 10 periode vokset med +250% mens vareproduktionen. kun er vokset ca. 18%. hvorfor anser du ikke dette som et problem?
mvh. claus

Ivan Breinholt Leth

Claus Schmidt

Ja, sådan argumenterede Greenspan, og han er et fjols. Men dette havde han ikke helt uret i. USA har ofte brugt den metode, at de bare 'parkerer' finanssektorens 'giftige aktiver' i The Fed, indtil man har glemt dem. Det kan USA gøre, fordi de besidder en verdensvaluta, som de kan ekspandere næsten uendeligt uden at skabe inflation. EU kan ikke gøre det, fordi Maastricht Traktaten, forbyder ECB at opkøbe nationale staters obligationer. (Draghi har gjort det alligevel i begrænset omfang med en eller anden søforklaring, som jeg ikke forstår.) Derfor er man i EU nødt til at anvende austerity, for at dække bankernes tab. USA har ikke haft en sådan austerity-politik. I EU har man valget mellem at ændre Maastricht Traktaten, skabe en egentlig føderation eller lade de europæiske folk betale for bankernes tab. Som bekendt har man valgt det sidste.

Da Ben Bernanke i et interview blev spurgt, om de $700 mia, som The Fed havde anvendt på TARP programmet (bail out af Wall St.) var skatteydernes penge, svarede han, at det var det ikke. Pengene blev skabt 'by keystrokes'. Det forudsætter, som du skriver fiat money. Hvis en valuta er bundet til guld eller til en anden valuta, råder staten ikke frit over valutaen, og det begrænser dens evne til at skabe penge. Eurolandene kan ikke skabe penge by keystrokes, fordi de ikke råder over deres egen valuta. For at dække statens udgifter er eurolandene nødt til at opkræve skatter eller låne penge. (Grækenland valgte at låne penge og lade skattesystemet sejle.) En suveræn stat, som råder over sin egen valuta, kan aldrig løbe tør for sine egne penge. USA kan også nemmere bringe arbejdsløsheden ned end andre lande. Hvis den amerikanske stat var villig til at skabe flere elektroniske dollars til at bringe arbejdsløsheden ned (offentlige investeringer), ville det ikke nødvendigvis være et problem, at Wall Mart køber 80% af sine varer i Kina.

De egentlige 'kommunister' findes vel i finanssektoren? Margeret Thatcher sagde, at hvis man overlader regeringsmagten til de venstreorienterede, vil de hurtigt løbe tør for andre folks penge. Det passer vel i dag mest på finanssektoren? Altså dette med at løbe tør for andre folks penge.

Forskellen mellem USA og Japan er, at den japanske yen ikke er en verdensvaluta. Den kan kun anvendes til handel på verdensmarkedet i begrænset omfang. Hvis du er med på, at inflation betyder at en stigende mængde penge efterspørger en konstant eller måske endda en faldende varemængde (målt i varernes pengemæssige værdi), vil du også indse, at den japanske stat kan skabe yen ligeså længe Japan skaber varer. Hvis varemængden (værdien) i Japan af en eller anden grund begynder at falde eller er konstant, har Japan et problem, hvis den japanske stat i så fald fortsætter med at lukke yen ud i det japanske samfundet. I værste fald kan det skabe hyperinflation. (Jfr. mit eksempel med Zimbabwe.) Mængden af yen skal nogenlunde stå i forhold til det, som Japan producerer. Men hvad skal dollaren stå i forhold til, når den kan anvendes til varekøb i hele verden? Verdens vareproduktion? Hvis skabelsen af elektroniske dollars begrænses af verdens vareproduktion, sætter det meget vide rammer for, hvor mange dollars The Fed kan skabe. Man skal op på, at skabe så mange dollars, at det medfører en verdensinflation.

Niels K. Nielsen

Den galopperende befolkningstilvækst bør nævnes.
Det er nok den største trussel mod menneskeheden selv.
Den medfører bl.a. ressourceknaphed og miljøproblemer.
Et "naturligt" befolkningtal i eksempelvist DK er iflg. nogen ca. 2 mio.
- endnu en grund til at stoppe indvandringen, i øvrigt.

Claus Schmidt

Ivan Leth
tak for dit svar.
1The bail out var som du skriver 700milliader dollar,og så skriver du finanssektoren parkerer deres giftige aktiver i fed. Det er mig bekendt ikke sket før. giv et eksempel.
2.Draghis bazooka var ikke blot "begrænset omfang" men 1.700.milliarder euro. første gang den blev fyret af til opkøb af græske og andre sydeuropæiske obligationer for at undgå at de pågældende lande skulle betale en astronomisk/ødelæggende rente af deres statsgæld.
3. Du skriver.En suveræn stat, som råder over sin egen valuta, kan aldrig løbe tør for penge.
Den argumentation er meget lig Greenspans , før boligboblen udløste den finansielle krise.
4.Hvis din økonomiske teori ang. dollar skulle holde stik, var der, lidt sat på spidsen, var der ingen i USA der behøvede at arbejde da staten blot kunne trykke flere penge, og den holder ikke.
5.pengemængde/inflation. Hvis der findes 10 bananer og 10 dollar bør en banan koste 1.dollar
hvis nu vi øger pengemængden til 20 dollar bør en banan koste 2 dollar, altså inflation,men det sker ikke. Hvis nu 20 mand med hver 1 dollar gik til grønthandleren i Laksegade for at købe en banan,og grønthandleren kun havde 10 bananer, så ville fanden være løs i laksegade.
mvh.claus

Ivan Breinholt Leth

Claus Schmidt

Velbekomme. Den verdenskrise som startede i USA i 1929 var også en finanskrise. Fra 1923 til 1929 voksede den finansielle sektors profitter i USA med 177% mens den produktive sektors profitter voksede med 14%. (Ifølge Michael Roberts, The Long Depression) The Fed opkøbte også den gang finanssektorens 'toxic assets'. I hvilket omfang det skete, ved jeg ikke.

Ifølge Maastricht Traktaten må ECB ikke opkøbe statsobligationer direkte fra staterne eller fra nationale banker, som er i knibe. Et mindre beløb af pengene fra Draghis' bazooka er anvendt til at købe græske o.a. obligationer, mens resten gik til quantitative easing. (Deutsche Bundesbank forsøgte at stoppe Draghis med en retssag, men det lykkedes ikke.) Formålet med udpumpningen af disse penge, var ikke blot at kickstarte den europæiske økonomi ved at skyde penge ind i den finansielle sektor (det virker normalt aldrig), men også at demonstrere overfor den finansielle sektor, at det er ECB, som fastsætter renteniveauet i EU. Renten i EU faldt og gjorde det dermed mindre attraktivt at spekulere, men pengemængderne i bankerne steg, og hvad skulle de bruge alle disse penge til, hvis ikke de skulle spekulere. Jeg har ikke helt styr på konsekvenserne af Draghis' bazooka, men vi ved, at bankernes indtjening især i de sidste 3-4 år er steget enormt, og det er ikke primært gennem udlån til produktive investeringer. Vi ved også, at de mange penge ikke har skabt inflation (men mere ulighed), hvilket er den tydeligste indikation på, at spekulationen er taget til.

At en suveræn stat ikke kan løbe tør for sine egne penge er ren logik Greenspan eller ej - så længe der er tale om fiat money. Det står f.eks. i den danske grundlov, at staten råder over kongens mønt. Der er ingen lovmæssige begrænsninger for, hvor mange penge den danske stat må skabe. Derimod er der andre begrænsninger: Kronen er bundet til euroen, og Vækst- og Satbilitetspagten fastsætter, at Danmarks statslige underskud højst må udgøre 3% af BNP. Hvis disse begrænsninger blev ophævet ved en politiks beslutning, kunne den danske stat i princippet skabe uendelige mængder af kroner, og f.eks. bruge pengene til at gøre alle danskere til multimillionærer. Resultatet ville være hyperinflation og sammenbrud, men det er ikke forbudt for en regering at køre staten i sænk. Det som Greenspan især blev berømt på at sige, var, at han troede at den finansielle sektor ville regulere sig selv, når man havde ophævet Rossevelt's Glass-Steagall Act.

I princippet kunne alle amerikanere godt holde op med at arbejde, og i stedet for holde ferie på Bahamas. Det ville skabe et enormt statsligt underskud og dermed en enorm mængde dollars i verden, som ville true med at underminere dollarens status som verdensvaluta. Jeg tror i så fald, at svindlen ville blive så tydelig, at andre lande ville holde op med at sende varer til USA til gengæld for tal, som ikke kun anvendes til at købe amerikanske varer for, hvis USA ikke producerede noget. Andre lande ville i så fald næppe acceptere dollarens status. De ville købe f.eks. euros til international handel, dollaren ville styrtdykke og euroen eksplodere. Hvis dollaren mister sin status som verdensvaluta, skal amerikanerne ligesom alle andre lande sælge varer på verdensmarkedet for at få del i den valuta, som der handles i - f.eks. euro eller kinesiske renminbi. Hvis alle amerikanere er taget på ferie, og der ikke produceres noget, ville dette indebære et totalt kollaps. Desuden hvis amerikanerne holdt op med at arbejde, skulle de jo allesammen på en slags statslig overførselsindkomst. Bill Gates og Warren Buffett ville næppe bryde sig om, at få deres indtægt fastsat af staten.

Jeg er ret sikker på, at en prisen på en banan ville stige til 2 dollars i dit eksempel alt andet lige. Som jeg har antydet ovenfor har QE ikke skabt inflation. QE og anden spekulation skaber ingen særlig stigende efterspørgsel efter varer, og i visse tilfælde kan pengemængden godt stige, uden at det indebærer inflation. Hverken den amerikanske eller den europæiske QE har skabt nævneværdig inflation. Alle disse penge cirkulerer i kredsløb, som er afsondret fra realøkonomien.

Alvin Jensen, Toke Andersen og Claus Schmidt anbefalede denne kommentar
Claus Schmidt

Ib leth
Du skulle tilbage til 1929 for at finde et eksempel, det kan man ikke kalde for ofte, medmindre man bruger geologisk tidshorisont :);
Hvis en bank udlåner til forbrug bil/hus/elektronik/m.m kan det vel kaldes produktivitets skabende udlån. Og det er hvad politikerne ønsker for at skabe vækst. (amen)
Der er heldigvis andre økonomiske modeller under udvikling som ikke kun fokuserer på øget vareudbud. (vækst)
Jeg vil gerne sige tak for debatten og anbefale dig at se Four Horsemen en dokumentar produceret af Renegate inc. crowd founded journalistik, om økonomi du kan se den på you tube (jeg har dig mistænk for at have set den)
med flere nobel økonomer og tidligere internationale bank chefer. der omhandler de ting vi har debatteret her. minus bannaner
p.s. vi kan vel blive enige om at tobin skat ikke ville være en dårlig ide
m.v.h. claus

Ivan Breinholt Leth

Claus Schmidt
I den moderne kapitalismes historie har vi haft tre depressioner: 1873, 1929 og 2008. Det er de kriser jeg har lidt kendskab til, og de har det tilfælles, at finanskapitalen spillede en vis rolle. Alle de mellemliggende recessioner (f.eks. i 70erne) har jeg kun et overfladisk kendskab til. Men også under recessioner, sker der det, at profitraten i den produktive sektor falder, og kapitalen søger over i spekulation. Jeg er ikke ekspert, og du kan ikke forlange, at jeg kender til evt. bail outs af finanskapitalen i USA's mange recessioner de sidste 135 år. At dette har fundet sted under tre store depressioner, er nok evidens for mig til at konkludere, at det højst sandsynligt vil ske igen. Oplysningen om, at USA ofte parkerer toxic assets i The Fed, når finanskapitalen har problemer, har jeg fra Yanis Varoufakis (Adults in the Room).

I økonomi betegnes en investering som produktiv, når pengene anbringes i produktion som skaber varer, tjenesteydelser og arbejdspladser. Udlån til bil er udlån til forbrug. Udlån til køb af hus er en kategori i sig selv, fordi huset (modsat bilen) normalt ikke taber værdi, når det bruges, men det er ikke udlån til en produktiv investering.

Et kapitalistisk system, som ikke kan øge vareudbuddet, er et system i krise.

Jeg er ikke imod Tobin skat, men det er ikke nok til at dæmpe finanskapitalens magt over vores økonomi.

Four Horsemen kender jeg ikke, men det kommer jeg måske til?

Selv tak for debatten.