Læsetid: 11 min.

Et halvt år med Trump: Implosionen i Det Hvide Hus

Det Hvide Hus er i kaos. Præsidenten kommer hver dag med bombastiske udmeldinger og hver nat med excentriske tweets, men intet af dette har nogen effekt i den virkelige verden, og hans løfter om at genopbygge infrastrukturen og reformere skattelovgivningen er luftkasteller
Donald Trumps præsidentskab kan næppe blot affejes som en vits. Ser man bag komikken, får man øje på en administration, der dag for dag rykker landet systematisk mod højre.

Donald Trumps præsidentskab kan næppe blot affejes som en vits. Ser man bag komikken, får man øje på en administration, der dag for dag rykker landet systematisk mod højre.

17. august 2017

Omtrent sådan må det have været i Neros Rom.

En stadig strøm af sladder om kejserens tegn på sindssyge. Komikere, der har en fest med at gøre grin med hans seneste faux pas (ifølge Suetonius tillod Nero en komiker at latterliggøre ham for at hindre, at andre latterliggjorde ham endnu grovere); hyppig bestikkelse til ’folket’ (Læs f.eks. Trumps tale til de amerikanske drengespejdere), som skal afstive kejserens ego og sikre, at han i det mindste er populær blandt nogen; den tiltagende frygt i offentligheden for, at han en eller anden dag kan føre landet ud i seriøse problemer – har vi ikke alle i det seneste halve år set en genudsendelse af præcis denne film?

Selv den ejendommelige sløvhed, der har bemægtiget sig den amerikanske offentlighed i dens måbende betragtning af, hvordan regeringens inderkreds er ved at selvdestruere, opleves som noget, man kunne læse mellem linjerne hos Tacitus og Suetonius i deres beskrivelser af Neros håbløse regeringstid. 

Efter seks måneder med Trump på præsidentposten er stemningen i USA mere paralyseret og fatalistisk end for bare et par måneder siden.

Selv om Demokraterne stadig fører kampagne for nogle få kandidater i særlige tilllægsvalg til Kongressen og forbereder sig på midtvejsvalgene i 2018 – og selv om 38 procent af vælgerkorpset stadig støtter Trump og er overbeviste om, at han bliver forfulgt af ’fake news’-medierne – synes begge sider at være blevet for trætte til det daglige skud forargelse, til de vage, men vedvarende beskyldninger om utilbørlige russiske forbindelser og til sabelraslerierne fra militære rivaler som Rusland og Nordkorea.

Folk vil bare gerne videre med deres eget liv.

Hvis tv og de sociale medier har erstattet ’virkeligheden’ med en permanent cirkusforestilling i stil med, hvad man kunne se i Neros Circus Maximus, er showet nu begyndt at kede publikum. Vi kender alle rutinerne, vi har hørt alle vitserne, og er så småt begyndt – det burde vi ikke, men det er forståeligt – at zappe over på andre kanaler.

Kaos

Det er ellers ikke, fordi Det Hvide Hus ikke forsøger at forsyne os med nyt materiale. Bare i sidste weekend leverede præsidenten et så usselt halvhjertet svar (i første omgang) på den neonazistiske march i Virginia, at anonyme pressetalsmænd i al hast måtte søge at dække over ham.

Et par uger forinden introducerede han et nyt og farverigt navn i sin rollebesætning i skikkelse af Anthony Scaramucci som en kontant og skamløs kommunikationschef. Scaramuccis indsættelse og afsked på under 14 dage var som en gestus, der skulle gøre Trump-showet til en nyindspilning af Martin Scorceses Goodfellas-film.

Scaramuccis drævende Long Island-accent, hans kærlighedserklæringer til sin boss og nedrakninger med sprogets værste gloser af sine kolleger var som en underholdende parodi på mafiafilm – hvis ikke disse film selv i den grad var for meget, at de i forvejen var parodier på sig selv.

Donald Trump bader sig i massemøder, hvor tilhængere i tusindvis tiljubler ham, mens han ligger i åben krig med eliten i Washington.
Læs også

Ikke desto mindre kræver det ikke stor anstrengelse af se bag om Trump-showet og krumme tæer over denne administrations historisk elendige præstation over det seneste halve år.

Det Hvide Hus er i kaos. Præsidenten kommer hver dag med bombastiske udmeldinger og hver nat med excentriske tweets, men intet af dette har nogen effekt i den virkelige verden, og hans løfter om at genopbygge infrastrukturen og reformere skattelovgivningen er luftkasteller.

Hoveder har rullet i stigende tempo, og noget nær den eneste rådgiver, der har formået at holde stand, er tidligere militærfolk som John Kelly, den nye stabschef. Et halvt år inde i perioden ligner administrationen en flok uregerlige møgunger, der ikke selv forstår, at de er ude af kontrol, hvorfor det er op til nogle få autoritære alfahanner med store kæppe at håndhæve disciplinen.

Rådvild Trump

Mest bekymrende er Trump-administrationens fadæser på det udenrigspolitiske område. På ganske få måneder har USA’s position i verden ændret sig dramatisk. At notere, at vi ikke har set nogen formuleret udenrigspolitik fra Det Hvide Hus endnu, ville allerede være for optimistisk.

Enhver kan se, at beslutninger tages i forhastet og vild forvirring, og at Det Hvide Hus ikke har nogen anelse om, hvor man vil hen ud over at lefle for vælgerbaglandet og dvæle ved de søde minder om valgsejren. Men mens der trædes vande, flytter andre stormagter deres skakbrikker frem på felter, som Trump-administrationen har negligeret eller opgivet.

Således er Kina begyndte at træde i stedet for USA som den førende kraft for den globale indsats mod global opvarmning. Rusland har udvist amerikanske diplomater i hobetal og holder militærøvelser tæt på sine vestgrænser. Nordkorea og Taleban spiller med musklerne, mens Trump-administrationen står rådvild tilbage, ude af stand til at andet end at kopiere det retoriske bulder fra dens modstander som i tilfældet med den gensidige udveksling af trusler med Kim Jong-un.

Da nederlaget i striden om ObamaCare var en realitet i fredags, skrev præsident Trump hele 14 tweets, hvor han blandt andet kaldte de republikanske senatorer ’tåber’ og ’slapsvanse’.
Læs også

Kongressen går i flere retninger på samme tid. I spørgsmålet om Obamacare var Republikanerne så delte, at de ikke engang kunne finde ud af at stemme om, hvorvidt diskussionen skulle fortsætte. Det var tydeligt, at de eneste forbedringer, der kunne gennemføres i Obamas sygesikringsordning, Affordable Care Act, ville kræve en mere ’venstreorienteret’ tilgang til hele spørgsmålet, hvilket fik Republikanernes bestræbelser på at se ud, som om de havde noget substantielt at tilbyde til at fremstå tragisk latterlige.

På den anden side har Kongressen dog på det seneste udvist en form for initiativ. Ved at stemme med markant flertal for sanktioner mod Rusland (måske mere ud fra frustration end ud fra fremsynet taktik) forhindrede man Det Hvide Hus i at tilbageholde forbundsstatslige subsidier fra Obamacare-abonnenter og i at udnævne embedsmænd, mens Kongressen er på ferie. For første gang i årevis gik kongresmedlemmer sammen i uformelle komiteer på tværs af de to partier for at diskutere kommende lovforslag – alt sammen uden præsidentens deltagelse.

Et mønster er begyndt at tone frem: Såvel indenrigs- som udenrigspolitisk er verden på den anden side af gitterhegnet rundt om Pennsylvania Avenue 1600 begyndt at ignorere præsidentens brovterier og repositionere sig selv, imens den iagttager implosionen i Det Hvide Hus.

Effektive områder

Der er dog et enkelt område, hvor Trump-administrationen har været lige så effektiv, som den har været uduelig på alle de øvrige.

Over for, hvad man løseligt kan henvise til som det føderale bureaukrati – og her taler vi ikke kun de udøvende organer, der opererer i reguleringernes og afreguleringernes gråzoner, men også om horderne af statslige advokater og rådgivere, som fastlægger politikker, står for retlige udnævnelser og valg til direkte udvalg – har regeringen fremlagt en konservativ agenda, som medierne stort set har ignoreret.

Under ledelse af ekssenator Jeff Sessions, Trumps yndlingsboksebold for tiden, er Justitsministeriet trådt i karakter som regeringens mest proaktive organ. Som en konservativ med en fortid belastet af racialt ufølsomme bemærkninger har Sessions imidlertid ladet præsidentens kritik prelle af, alt imens hans med stor dygtighed har beflittet sig på at demontere Obamas borgerrettighedsprogrammer. En ikke udtømmende liste over hans resultater må således omfatte:

  • Retlige skridt, der skal underminere LGBTQ-gruppers rettigheder til at nyde beskyttelse i henhold til borgerretslovgivgning.
  • Varsler om sagsanlæg imod universiteter, der praktiserer affirmative action, positiv særbehandling for sorte og latino-studerende.
  • Blokering af Obamas tiltag for at monitorere politiafdelinger, der dokumenterbart har belastede relationer til kvarterer med mange minoriteter.
  • Trusler om at tilbageholde forbundsstatslige tilskud til såkaldte sanctuary cities – byer, der har valgt at stå uden for Trumps mere restriktive udlændingepolitik, medmindre de indordner sig under denne.

Og alt dette er iværksat af en justitsminister, som præsidenten finder »meget skuffende«.

Ikke langt efter Sessions kommer Scott Pruit, leder af USA’s miljøbeskyttelsesorgan, EPA. Selv om Pruit er blevet anklaget for at tilbringe for megen tid med sine heste i fødestaten Montana, har han inden for de seneste seks måneder:

  • Ignoreret de fleste eksperter i EPA for i stedet at arbejde tæt sammen med brændstofgiganterne Exxon og Koch Industries.
  • Blokeret eller elimineret over 30 forskellige miljøbeskyttelsesordninger, herunder restriktioner for luft- og vandforurening og krav til energiselskaber om at monitorere deres udslip af metan og ozongasser i atmosfæren.
  • Aktivt deltaget i Trump-regeringens tilbagetrækning af USA fra Paris-klimaaftalen.
  • Omstødt et nationalt forbud imod klorpyrixon, et insektmiddel, som ifølge EPA’s egne forskere kan forårsage udviklingsskader hos børn.

Systematisk mod højre

Selv om Trump-administrationen har været sendrægtig med hensyn til at udnævne mellemledere til mange ubesatte poster i de forbundsstatslige organer og ambassadører i andre lande, er den til gengæld gået målrettet efter at udnævne konservative føderale dommere, især i de stater, der tilfaldt præsidentens lejr.

Deres største bedrift var udnævnelsen i april af højesteretsdommer Neil Gorsuch, som allerede har vist sig som den mest aggressive nye højesteretsdommer i årtier. Inden for ganske få måneder har Gorsuch formuleret rigidt konservative retsvurderinger af et utal af spørgsmål om indrejseforbud, retten til at bære håndvåben, politisk fundraising, adskillelse af kirke og stat og homoægteskaber. Alene i juni skrev han flere retsvurderinger end Elena Kagan – den senest udnævnte højesteretsdommer før ham – gjorde i sine to første perioder ved domstolen.

Trumps præsidentskab kan næppe blot affejes som en vits. Ser man bag komikken, får man øje på en administration, der dag for dag rykker landet systematisk mod højre.

Den russiske forbindelse

Der er selvfølgelig især et spørgsmål, der mere end noget andet har plaget Trump og hans hold fra første færd – vi kan kalde det ’Problemet, der ikke vil gå væk’. Men efter et halvt år, hvor både inden- og udenlandske medier har svælget i daglig sladder og antydninger om Trumps russiske forbindelser – og trods den særlige undersøger, Robert Muellers beslutning, meddelt den 3. august, om at han vil lade sammensætte en storjury til at vurdere alle vidnesbyrd – har endnu ingen været i stand til at fremlægge den famøse rygende pistol.

En artikel med overskriften ’Trumps russiske pengevaskemaskine’ fra 13. juli-udgaven af magasinet New Republic anlagde en noget anden vinkel på spørgsmålet, som der kan være grund til at dvæle lidt  ved.

Ifølge journalist Craig Unger har Trumps kontakter til russerne ikke så meget handlet om spionage og intriger på højeste politiske niveau, som de har handlet om ejendomsspekulation. Trump har plejet forbindelser til de russiske oligarker siden 1980’erne.

Den første af hans mange ture – med alle udgifter betalt – til Rusland fandt sted i 1987. I årtier er russiske penge flydt ind i Trumps luksuslejlighedsprojekter og kasinoer i Atlantic City. Mindst 65 lejligheder i Trump Tower blev solgt til russere, og 63 russiske købere lagde tilsammen 98 millioner dollar i Trumps ejendomme i det sydlige Florida.

I 2013 foretog New York Citys politi en razzia imod Trump Tower og optrevlede i den forbindelse to spillesyndikater, hvoraf den ene havde hvidvasket russisk valuta til en værdi af 100 millioner dollar. Selv om der ikke er noget bevis for, at Trump havde noget kendskab til nogle af disse spillesyndikater eller til selve hvidvaskningen af penge, er det svært at tro, at han i sine 30 år med forretninger med sådanne russere ikke har vidst, hvem han havde med at gøre.

Som Unger formulerer det: »Det kan sagtens være, at Trump aldrig har været mere end et bekvemt redskab for russiske oligarker og mafialedere med sine kasinoer og luksuslejligheder som nemme gennemgangsled for deres ulovligt erhvervede rigdomme. Med sit konstante behov for nye likviditetstilførsler og velkendte problemer med kreditorer udgjorde Trump som minimum et let ’mål’ for enhver, der måtte ønske at vaske penge. Men uanset hans kendskab om kilderne til sin egen rigdom, lader det sig dokumentere, at Trump i vidt omfang har opbygget sit forretningsimperium med masser af snavsede penge fra en masse snavsede russere …«

Hvad skal vi konkludere ud fra alt dette? Om ikke andet, at den russiske forbindelse vil hjemsøge Trumps præsidentskab i al overskuelig fremtid og formentlig endnu længere. Indtil videre har præsidenten på sin egen måde formået at holde rimelig godt stand.

Han har omhyggeligt plejet sine forbindelser til den konservative vælgerbase, der valgte ham. Men hvis noget kan bringe ham til fald, vil det være de samme hustlerier og korridoraftaler, der har bragt ham til der, hvor han er nu.

Her kan vi mindes denne dystre linje fra Suetonius: »Omsider efter næsten 14 år med Neros misregimente, befriede verden sig omsider fra ham«.

For en stor del af den amerikanske offentlighed må 14 år – eller bare fire – forekomme som en forfærdelig lang tid at skulle vente.

AJOUR: Hvide nationalister planlægger nye aktioner i USA

Efter en blodig weekend i Charlottesville har hvide nationalister, der blandt andet omfatter tilhængere af hvidt overherredømme, planlagt flere demonstrationer for at fremme deres dagsorden. Men Floridas Universitet meddeler onsdag, at det har afvist en anmodning fra »den hvide provokatør Richard Spencer« om at tale på universitetet i næste måned.

Universitetets leder, W. Kent Fuchs, siger i en erklæring, at en anmodning fra Spencer, der anses for at være nationalisternes chefideolog, er afvist, da det vurderes, at den planlagte begivenhed ville bringe studerende i fare efter begivenhederne i Charlottesville. Spencer og en gruppe, der står bag ham, havde planer om et større møde på universitetet for at tale om, at »hvide menneskers liv har betydning«. Gruppen siger, at den vil gå til domstolene, efter at universitetet har nægtet at give tilladelse til det planlagte møde.

Spencer har også sagt, at han vil holde et møde på et universitet i Texas. En nykonføderalistisk gruppe havde også bedt delstaten Virginia om tilladelse til at holde et massemøde ved monumentet for sydstatsgeneralen Robert E. Lee i Richmond den 16. september. Men gruppen, der havde anmodet om tilladelsen inden urolighederne i Charlottesville, har siden ændret planer. Sammenstødene mellem hvide nationalister og demonstranter i Charlottesville startede, da de højreorienterede grupper var samlet i byen for at protestere over fjernelsen af en statue af Robert E. Lee.

Men andre demonstrationer og arrangementer ventes at finde sted. Den første i Boston lørdag: »Vi vil nu være mere aktive end nogensinde før,« siger en hvid nationalistleder, Matthew Heimbach, hvis parti er erklæret antisemitisk. Heimbach kalder demonstrationen i Charlottesville for »en absolut, strålende sejr«.

Myndighederne har endnu ikke kommenteret, hvor mange der tog del i demonstrationerne i Charlottesville, men nogle iagttagere har anslået, at det var den største demonstration på det yderste højre i USA i mange år.

Ritzau

© George Blecher og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Jan Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Andreasen
  • Carsten Munk
  • Thomas Tanghus
  • Poul Anker Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ehm Hjorth Miltersen
  • lars søgaard-jensen
  • Peter Knap
Anders Graae, Jan Pedersen, Eva Schwanenflügel, Peter Andreasen, Carsten Munk, Thomas Tanghus, Poul Anker Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ehm Hjorth Miltersen, lars søgaard-jensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantastisk artikel. Oplysende og indsigtsfuld. Tak.
Det "Føderale demokrati" George Blecher henviser til er nok det største problem. De føderale embeder er ikke på valg, men bliver udskiftet ved medlemenes pensionering. Da de samtidig er meget magtfulde og kan overtrumfe regeringens beslutninger, betyder udnævnelser politisk indflydelse gennem flere præsidentperioder.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Kenneth Krabat anbefalede denne kommentar