Læsetid: 8 min.

’Indimellem ønskede jeg bare, at en af Assads bomber ville ramme mig og befri mig for mareridtet og det forfærdelige ansvar’

Den syriske læge Solaiman Shebli var jaget vildt fra oprørets første dag. På sin lille klinik i landsbyen Aqrab forsøgte han at redde hundredvis af ofre fra regimets angreb med alt fra kalasjnikover til tøndebomber. Fire gange måtte han flygte til en anden by for at undgå at blive arresteret. Da bombeflyene også nåede dertil, gav han op. I dag bor han med sin familie i Holme Olstrup
Den syriske læge Solaiman Shebli hjalp ofre for Assads bomber. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i sommeren 2013 Assads styrker at ramme Solaimans lægeklinik, hvorefter han flygtede til Danmark, hvor han i dag bor sammen med sin familie. Men flere gange hver dag går tankerne til Syrien, hvor familie og venner fortsat lever i skyggen af krigen

Den syriske læge Solaiman Shebli hjalp ofre for Assads bomber. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i sommeren 2013 Assads styrker at ramme Solaimans lægeklinik, hvorefter han flygtede til Danmark, hvor han i dag bor sammen med sin familie. Men flere gange hver dag går tankerne til Syrien, hvor familie og venner fortsat lever i skyggen af krigen

Jakob Dall

28. august 2017

Det første offer var den 22-årige fårehyrde Yassin. Han blev skudt i låret, da han var på vej ind til landsbyen med sine dyr. Den store blodåre i Yassins ben blev ramt, og blodet fossede ud på gulvet i doktor Solaimans lille klinik i centrum af Aqrab.

»Jeg forbandt ham, så godt jeg kunne, men der var ingen tvivl. Han måtte på operationsbordet omgående, hvis han skulle overleve. Måske skulle hans ben amputeres. Jeg ved det ikke. Det var under alle omstændigheder ikke noget, jeg selv kunne gøre. Jeg kan kun klare mindre indgreb som et brandsår, et brækket ben og den slags. En stor operation, som den Yassin havde brug for, havde jeg hverken udstyr eller viden til at gennemføre.«

En gruppe frivillige unge mænd fra byen forsøgte flere gange at bære Yassin på en interimistisk båre over markerne til nabobyen Al-Houla, hvor den unge mand kunne blive opereret, men hver gang måtte de vende om. Hele vejen rundt om Aqrab lå det syriske regimes skytter på lur og skød efter dem og den stadig svagere Yassin, så snart de nåede uden for bygrænsen.

»Han havde mistet så meget blod, at der til sidst ikke var mere at gøre. Han døde – lige dér i klinikken mellem mine hænder.«

For Solaiman Shebli står begivenhederne den 22. maj 2011 stadig knivskarpt i erindringen. Den syriske revolution havde været i gang i lidt over to måneder, men i Aqrab gik det stadig fredeligt for sig, fortæller han, mens hans kone Rena byder på kaffe og hjemmebagte småkager i Holme Ostrups nedlagte stationsbygning, hvor de bor i dag med deres fem drenge.

»Det var en fantastisk følelse,« husker den 46-årige læge. »Vi gik gennem gaderne og sang slogans imod Assad. Efter årtiers tavshed kunne vi endelig give udtryk for vores drømme om frihed og demokrati.«

Bombning af hospitaler er foretaget systematisk af Assads regime gennem det meste af krigen i Syrien. Foto: Syrian Presidency Facebook page via AP
Læs også

Men den 22. maj 2011 blev det pludselig alvor for Aqrabs indbyggere. Tidligt om morgenen blev landsbyen invaderet af flere tusinde soldater fra den syriske regeringshær, som gik fra hus til hus og arresterede flere hundrede unge mænd. Yassin var ude med sine dyr og vendte intetanende tilbage. Det kostede ham livet. Og hundredvis af byens unge blev arresteret og ført bort.

Jaget vildt

I de følgende måneder blev Aqrab fuldstændig omringet af den syriske hær og de såkaldte Shabiha-militser, der støttede regimet og blev brugt til at gennemføre arrestationer og massakrer på både civile og oprørere.

Som byens eneste akutlæge kom Solaiman Shebli og hans tre sygeplejersker hurtigt til at spille en nøglerolle. Når folk blev såret af granater, morterer eller de mange snigskytter, som opererede uden for byen, kom de alle til hans klinik for at få hjælp.

»Jeg blev efterlyst som en af de allerførste i Aqrab og måtte gå under jorden. Enhver, der hjalp demonstranterne med så meget som en tår vand, blev stemplet som kriminel. Forestil dig så, hvad der sker, hvis du har opereret en demonstrant eller en væbnet oprører,« siger Solaiman Shebli.

»Læger og journalister hører til dem, som regimet allerhelst vil have fat i!«

Hver gang de syriske styrker kom ind i byen, måtte Solaiman og hans sygeplejersker gemme sig f.eks. i de fodertanke, som alle Aqrabs bønder havde.

»Nogle gange måtte jeg grave mig dybt ned i foderet i flere dage,« fortæller han. Andre gange blev de ringet op af venner og nåede at stikke af til en hule uden for byen eller til en af nabolandsbyerne, hvor de blev til faren var overstået.

Læs også

Fire gange måtte Solaiman og hans kone tage børnene ud af skolen og flygte til andre småbyer i området.

»Det blev stadig sværere at drive klinikken. Vi manglede alt. Både medicin og udstyr blev stadig sværere at skaffe. I 2012 var priserne på plaster, penicillin og bedøvelse fordoblet og i 2013 femdoblet,« fortæller Solaiman Shebli på et langsomt, men absolut forståeligt dansk.

Efterhånden som forsyningerne slap op, fandt han og de tre sygeplejersker på at lave bandager af brugte melsække. De tætvævede sække blev klippet i strimler, vasket og steriliseret. Det fungerede, men manglen på strøm var værre.

»Vi måtte ofte behandle patienterne i skæret fra stearinlys eller lommelygter. Vi havde ganske vist en generator, men det blev stadig sværere at skaffe diesel til den. Efter den første tid måtte vi også opgive at skaffe både antibiotika og bedøvelse og i stedet bruge medikamenter beregnet til dyr. Jeg har ikke tal på de patienter, jeg har måttet operere med dyrebedøvelse!«

Ubærligt ansvar

Solaiman Sheblis år som akutlæge er fulde af beretninger om naboer, venner og bekendte, som er døde, fordi han ikke kunne hjælpe dem. Som i andre oprørskontrollerede områder i Syrien har manglen på lægehjælp kostet mange tusinde syrere livet. I Aqrab anslår Shebli, at et sted mellem 900 og 1.000 af byens mænd, kvinder og børn har mistet livet, heraf måske halvdelen på grund af manglende lægehjælp.

Ustad Tokag, Solaimans geografilærer fra folkeskolen, er en af dem.

»Ustad Tokag kom til min klinik en aften ved nitiden med ondt i brystet. Jeg undersøgte ham og fandt hurtigt ud af, at han havde en hjerteinfektion. Han havde brug for omgående medicinsk behandling, som jeg ikke kunne give ham. Den type medicin, han skulle have, er ikke noget, jeg normalt har i min klinik, det er alt for dyrt, så han måtte til en anden klinik for at få hjælp.«

»Jeg ringede rundt til alle dem, jeg kendt, som havde bil – og til Ustad Tokags brødre, fætre og sønner. Men ingen af dem turde køre gennem Assads vejspærringer midt om natten. Til sidst måtte jeg sende ham hjem og bare håbe, at han klarede den til næste morgen, hvor vi måske kunne få ham afsted,« fortæller Solaiman Shebli. »Det gjorde han ikke. Men hvad skulle jeg gøre? Der var intet, jeg kunne stille op!«

Det er tydeligvis magtesløsheden, der går Solaiman Shebli mest på.

»Jeg havde så meget ansvar for andre mennesker, at det ikke var til at bære. Næsten hver dag kom der sårede til min klinik for at bede om hjælp. Nogle gange kom der ti eller 20 på en gang. En enkelt gang kom der 40 ofre på en halv time! Hvad skulle jeg stille op? Der var flere af dem, hvor jeg straks kunne se, at det var håbløst at prøve at redde dem. Der var et barn med kraniebrud og en anden patient med et stort skudsår i maven. De pårørende tiggede og bad mig om at hjælpe, men jeg var nødt til at prioritere dem, der kunne reddes.«

»Ind i mellem ønskede jeg bare, at en af Assads bomber ville ramme mig og befri mig for mareridtet og det forfærdelige ansvar.«

200 civile i kælderen

Solaimans klinik blev ramt flere gange af morterild og granater fra det syriske regimes stillinger uden for Aqrab. Men han var heldig. Kun andensalen blev beskadiget og heldigvis blev ingen af patienterne eller de ansatte dræbt.

»Min klinik blev bombet flere gange. Men de første gange var det kun fragmenter, der ramte huset. Assads styrker har heldigvis ikke præcisionsvåben og rammer derfor ofte ved siden af. Men der er ingen tvivl om, at de gjorde, hvad de kunne for at ramme os,« siger Solaiman Shebli.

Den fjerde gang, Assads styrker angreb klinikken, lykkedes det. Denne gang kom angrebet fra luften, og en aktivist filmede både bombningen og evakueringen af ofrene bagefter.

Solaiman Sheblis klinik i Aqrab blev ramt flere gange af morterild og granater fra det syriske regimes stillinger uden for byen – til sidst måtte han flygte. Billede viser gaden, hvor klinikken ligger

Solaiman Shebli finder sin iPad frem og viser den video, som aktivisten optog.

»Det var den 1. januar 2014. Ligesom jer fester vi også, når det er nytår. Men Assads folk havde deres egen måde at feste på. I samme øjeblik, moskeen kaldte til frokostbøn klokken 12, faldt den første bombe,« fortæller han.

Som et af de få huse i Aqrab havde Solaimans klinik også en kælder. Og her havde omkring 200 børn og kvinder søgt tilflugt. Da klinikken blev ramt, kollapsede indgangen til kælderen. På en anden video, kan man se, hvordan naboer kort efter angrebet får døren åbnet og redder de skrigende og chokerede børn og kvinder ud og genner dem ned ad den sønderbombede gade.

»Fem eller seks af dem blev dræbt og mange andre såret,« fortæller Solaiman Shebli. En af de sårede var Hatem Abu Ayaan – den aktivist, som filmede selve angrebet fra en port, få meter fra klinikken. På optagelserne kan man se, hvordan hans kammerater bagefter forsøger at holde ham ved bevidsthed og lidt senere bærer ham i sikkerhed.

»Han er heldigvis OK i dag,« fortæller Solaiman Shebli. »Men min klinik er væk. Selv det tre meter store skilt, som hang udenfor, er forsvundet.«

Flugten

Det var Assads flybomber, der til sidst fik Solaiman og Rena til at give op.

Da regimet første gang bombede Aqrab med tøndebomber og klyngebomber i sommeren 2013 flygtede de til Hirbnafsah, en nærliggende landsby og indrettede en ny klinik dér. Men da regimet også begyndte at bombe dér, fik de nok.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle forlade min hjemby og mit land. Men da Assad begyndte at bombe os med tøndebomber i Harab Nafsa, blev det for meget,« fortæller han. »Min kone havde lige fået tvillinger, og vi turde ikke blive længere. Jeg var nødt til at redde min familie.«

Det lykkedes Solaiman at bestikke en tankbilschauffør til at tage ham med til den nærliggende storby Hama.

»Jeg blev smuglet gennem 14 vejspærringer i en olietankbil. Det var en meget farlig tur, men det var den eneste måde, jeg kunne komme til Hama på uden at blive arresteret,« fortæller han. I flere uger opholdt han sig hos venner i byen, indtil det lykkedes at få Rena og børnene til Hama med båd og bil og siden videre til en flygtningelejr i det nordlige Syrien, på grænsen til Tyrkiet.

»Grænsen til Tyrkiet var lukket, så vi måtte blive i lejren i mange måneder, før det lykkedes mig at komme ind i Tyrkiet og siden videre til Grækenland og op gennem Europa,« fortæller han.

I oktober 2014 nåede Solaiman Shebli som så mange andre syriske flygtninge frem til Danmark, hvor han søgte asyl. 18 lange måneder senere fik Rena og sønnerne Adnan på 19, Osama på 16, Ahmad på 13 samt tvillingerne Mohammed og Anas på fire endelig lov til at slutte sig til ham.

Solaiman Shebli er i fuld gang med at kvalificere sig til at arbejde som læge i Danmark, mens Rena håber, at også hun på sigt kan komme til at genoptage sit arbejde som jordemoder.

Selv om Aqrab er mange tusinde kilometer fra det fredelige Holme Olstrup, er deres tanker stadig i Syrien mange gange om dagen. Tilsammen har Solaiman og Rena Shebli mere end 400 familiemedlemmer, som stadig befinder sig i krigszonen, og hver dag frygter de at høre om nye tab. For få uger siden mistede Rena sin svigerinde, der forblødte efter et kejsersnit.

»Hun kunne ikke komme på hospitalet, så nu er min svoger alene med deres datter på fem og lille nyfødte Saadeen,« fortæller Solaiman Shebli.

»Min kone har allerede mistet to af sine brødre, der blev dræbt under et bombardement. Og der er mange familiemedlemmer, som vi ikke aner, hvad der er sket med. Vi ved aldrig, hvornår den næste katastrofe rammer.«

Serie

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

    29. september 2017
    Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
  • Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

    31. august 2017
    Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu