Læsetid: 5 min.

Islamisters sejr isolerer Syriens sidste oprørsprovins

Den eneste oprørskontrollerede provins i Syrien er blevet overtaget af Tahrir al-Sham, den islamistiske organisation, der indtil for nylig var en del af al-Qaeda. Indtil videre nægter de lokalvalgte råd at overgive den civile administration af deres områder, men spørgsmålet er, om de kan fortsætte med det, og om Vesten vil fortsætte med at støtte et område kontrolleret af en organisation på dets egne terrorlister
Redningsarbejdere i gang med at lede efter lig i de sammenstyrtede bygninger i Kusur i Idlib-provinsen efter et luftangreb i april. I dag er Idlib-provinsen overtaget af Tahrir al-Sham, der indtil for nylig var en del af al-Qaeda.

Redningsarbejdere i gang med at lede efter lig i de sammenstyrtede bygninger i Kusur i Idlib-provinsen efter et luftangreb i april. I dag er Idlib-provinsen overtaget af Tahrir al-Sham, der indtil for nylig var en del af al-Qaeda.

Sebastian Widmann/Anadolu Agency/Getty Images

29. august 2017

Det er ikke mange steder i Syrien, at oprørets oprindelige aktivister stadig spiller en vigtig rolle. I denne uge kom en meddelelse fra et af de få steder, hvor det indtil nu har været tilfældet.

»Til vort folk i Idlib … åh revolutionære … åh, syrere alle vegne. Idlibs byråd vil fortsætte med at være med jer, det vil ikke lade sig opløse, og det vil ikke træde tilbage,« lød meddelelsen fra det lokale råd i provinshovedstaden, der blev valgt af lokale borgere, efter at en koalition af forskellige oprørsgrupper i 2015 erobrede byen fra det syriske regime.

Årsagen var en tilsigelse, lokalrådet selv havde modtaget fra den islamistiske organisation Hayat Tahrir al-Sham. I brevet beordrede organisationen, der er det nyeste navn for jihadbevægelsen Jabhat al-Nusra, lokalrådet til at overdrage sine civile funktioner såsom uddannelses- og sundhedssystemet i byen til Tahrir al-Sham. En ordre, det civile råd nægtede at efterkomme, men som det givetvis vil få svært ved at fastholde i fremtiden på trods af demonstrationer mod den kontroversielle bevægelse i en række byer i provinsen.

Det er nemlig svært at komme uden om, at Tahrir al-Sham, der står opført på de fleste vestlige terrorlister på grund af organisationens historiske bånd til al-Qaeda, med en række militære sejre i de seneste par måneder mere eller mindre har underlagt sig hele provinsen på en måde, der i høj grad kan ændre både karakteren af det syriske oprør og det vestlige forhold til den.

»Idlib-provinsen er det største al-Qaeda safe haven siden 9/11,« som Brett McGurk, USA’s særlige mellemøstudsending i kampen mod Islamisk Stat for nylig fastslog med en udtalelse, der dårligt kan undgå at forme amerikansk og europæisk politik i Syrien.

Skrøbelig balance

Idlib-provinsen er ikke det mest omtalte sted i Syrien, men efterhånden som krigen har udviklet sig, er provinsen blevet mere og mere central i oprøret mod Bashar al-Assads styre. Mens byer som Homs, Hama og især Aleppo er faldet til styret, er flygtninge og oprørere blevet skubbet til Idlib, både af egen drift og som resultat af lokale våbenhvileaftaler, hvor mange kombattanter er blevet evakueret til den oprørskontrollerede provins, som på den måde er kommet til at stå som oprørets hjerteland og sidste helle.

Det har den hidtil været i en skrøbelig balance mellem nationalistiske oprørsgrupper, islamistiske militser, jihadistiske organisationer og omkring 160 lokalråd med udgangspunkt i oprørets oprindelige aktivister i samarbejde med den tyrkiskbaserede eksilopposition.

Da Information i 2014 besøgte Idlib var det ikke usædvanligt at opleve soldater fra Jabhat al-Nusra (og dengang IS), islamiske eller sekulære FSA-soldater og andre mindre lokale grupperinger interagere rimelig fredeligt under lokalrådets praktiske rammer.

»Så længe Jabhat al-Nusra kæmper med os, er de okay. Hvis de ikke kæmpede med os, ville jeg nok dræbe dem,« som en afhoppet løjtnant fra den syriske hær og militsleder dengang fortalte Information. »Vi har forskellige ideer, de islamistiske grupper og os i FSA. Nogle af dem ønsker et kalifat, men de har ikke magt til at påtvinge os det.«

Det var imidlertid en borgfred, der i høj grad var garanteret af andre magtfulde islamistiske militser, først og fremmest Ahrar al-Sham. Mens gruppen ligesom Jabhat al-Nusra er bygget på salafistisk tankegods, og dens topfolk ofte har haft en fortid i al-Qaeda, har dens mål fra begyndelsen udelukkende drejet sig om Syrien, og dens stort set udelukkende syriske ledelse har i højere grad samarbejdet og respekteret andre oprørsgrupper med et anderledes ideologisk tankegods. Det har i nogen grad gjort den spiselig for oprørernes støtter uden for Syrien og betydet, at de ikke figurerer på terrorlister.

Mens FSA-gruppernes betydning er svundet ind, er Ahrar al-Sham og Jabhat al-Nusra/Tahrir al-Sham vokset, ofte i samarbejde med hinanden, til de to grupper blev de absolut stærkeste i kampen mod regimet.

Det er imidlertid et samarbejde, der er ophørt hen over sommeren. Her har Tahrir al-Sham angrebet en række byer og landsbyer kontrolleret af Ahrar al-Sham og underlagt sig dem, mens de med erobringen af den vigtige grænseby Bab al-Hawa i store træk kontrollerer trafikken af varer og nødhjælp ind i Idlib. Ahrar al-Sham er i løbet af de seneste måneder reelt blevet underkastet Tahrir al-Sham – og med dem også en lang række andre aktører, der kunne eksistere og agere i deres skygge. Men ikke længere.

»Hayat Tahrir al-Sham er i stigende grad blevet aggressiv og anvender vold i sit forsøg på at skubbe al konkurrence blandt oprørerne til side og etablere sig selv som vogteren af den væbnede kamp mod regimet,« konstaterer Syrien-analytikeren Hassan Hassan i en vurdering af udviklingen, hvor han også fra kilder inde i organisationen mener at vide, at Tahrir al-Sham har sendt folk ud i andre dele af Syrien for på sammen måde at underlægge sig andre oprørsgrupper.

Skidt for civilbefolkning

Det giver civilbefolkningen et problem. For mens det hidtil har været acceptabelt for vestlige donorer at levere nødhjælp til et område kontrolleret af en række forskellige organisationer, med civile organer og en organisation som Ahrar al-Sham, der ikke figurerer på diverse terrorlister, er det mere tvivlsomt med Tahrir al-Sham, der uanset om gruppen erkender det eller ej, har en klar forbindelse til al-Qaeda.

»Det vil måske tage nogen tid, før tingene falder på plads, men det er højst usandsynligt, at et Idlib domineret af Tahrir al-Sham vil modtage vestligt finansieret stabiliserings- og administreringsstøtte for evigt. Hverken amerikanere eller europæere er interesserede i at finansiere den civile administration af et jihadi-emirat, og det er for dem i stigende grad, hvad Idlib ligner,« konstaterer Syrien-analytikeren Aron Lund i en artikel om overtagelsen på nødhjælpsmediet Irin.

Det er en udvikling, der heller ikke lover godt for de resterende oprørsgrupper, som ikke deler Tahrir al-Shams jihadistiske verdenssyn. Men det er også en udvikling, der giver Vesten – og de lande der halvhjertet har støttet oppositionen,  et dilemma i forhold til al-Qaedas voksende betydning i et Syrien, hvor demarkationslinjerne begynder at tegne sig tydeligere og tydeligere, og al-Qaeda ser ud til at positionere sig ganske fordelagtigt.

»Den mere moderate opposition er på vej imod et nederlag,« konstaterer Hassan Hassan og sammenligner situationen i Syrien med situationen i Irak forud for Islamisk Stats fremvækst:

»I Syrien eksisterer der dog et potentiale for at arve og absorbere et oprør, og al-Qaeda er i en bedre position til at gøre det, end IS var.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu