Analyse
Læsetid: 4 min.

Kim Jong-un er indtil videre den kompromissøgende i ordkrigen mellem USA og Nordkorea

Amerikanske trusler om storkrig har tilsyneladende fået Kim Jong-un på andre tanker. Tirsdag åbnede diktatoren indirekte døren for diplomatiske forhandlinger, der kan deeskalere konflikten på Koreahalvøen. Mere usikkert er det, om Donald Trump overhovedet er interesseret i en skrøbelig fred, hvis prisen er mindre tilstedeværelse i Stillehavet
Donald Trump på vej op i Air Force One. I striden med Nordkorea kommer Kim Jong-un nu den amerikanske præsident i møde.

Donald Trump på vej op i Air Force One. I striden med Nordkorea kommer Kim Jong-un nu den amerikanske præsident i møde.

Pablo Martinez Monsivais

Udland
16. august 2017

Efter en uges flammende krigsretorik mellem USA og Nordkorea, besluttede Kim Jong-un tirsdag at gyde olie på oprørte vande.

Gennem det statslige nyhedsbureau KCNA meddelte diktatoren, at han – foreløbig – udskyder sidste uges bebudede missiltest mod stillehavsøen Guam. Omgivet af sine generaler i et nøje koreograferet pressefoto, hvor bagvæggen var prydet med satellitbilleder af USA’s militære luftbase i Guam, fastslog Kim Jong-un, at han først vil »afvente og observere næste skridt fra de dumdristige og idiotiske yankeer«.

Udmeldingen kom dagen efter USA’s forsvarsminister James Mattis’ advarsel om, at en missiltest rettet mod amerikansk territorium »meget hurtigt kan eskalere til krig«.

Forløbet kan læses som en diplomatisk sejr for Donald Trump, der i sidste uge truede med »bål og brand, hvis lige verden aldrig før har set«, hvis ikke Nordkorea stopper med at provokere USA. En vild udmelding, selv republikanske politikere kritiserede for at skubbe verden mod en atomkrig, men som tilsyneladende har virket.

Under valgkampen svor Trump igen og igen, at den bedste udenrigspolitik er at være utilregnelig – et af de få løfter, han konsistent har leveret på. Og når selv NATO-allierede er usikre på, hvordan de skal håndtere The Donald’s rablerier, er det ikke overraskende, at Nordkorea afvejer hvert et ord med paranoid forsigtighed.

Afpresning eller forhandling?

Krisen er dog langt fra overstået, og Kim Jong-un kan til enhver tid vælge at iværksætte planen alligevel.

En mere dyster udlægning af forløbet om Guam-missiltesten er derfor, at Nordkorea som vordende atommagt øver sig i nuklear afpresning. Nordkoreas officielle begrundelse for missiltesten var at reagere på ugelange provokationer, hvor USA har sendt B1-bombefly fra Anderson Luftbasen i Guam ind over den koreanske halvø.

Ifølge The Diplomat har USA ikke foretaget disse indflyvninger den seneste uge, om end der kan være tale om rene tilfældigheder. Men i denne tolkning kan USA, Sydkorea og Japan forvente nye trusler i den nærmeste fremtid, som de enten må løse gennem politiske indrømmelser eller ved at reagere militært.

Elementer i Kim Jong-uns udtalelse tyder dog på, at Nordkorea ønsker reelle diplomatiske forhandlinger. Pressemeddelelsen taler specifikt om behovet for at »mindske spændingerne og forhindre en farlig militær konflikt« i relation til Guam-missiltesten.

Forudsætningen er dog, at amerikanerne stopper deres »provokationer ved at have introduceret store mængder nuklear strategisk udstyr nær (Korea)halvøen«. En udtalelse, som nogle analytikere læser som en opfordring til at afbryde USA’s og Sydkoreas fælles militærøvelse, ’Ulchi-Freedom Guardian’, som efter planen skal finde sted 21. august.

Nybrud

Hvis denne læsning er korrekt, vil det være første gang i årevis, at Nordkorea erklærer sig villig til at forhandle om at bremse en missiltest. Det er et nybrud fra tiden under Barack Obama, hvor Kim Jong-un kategorisk nægtede at diskutere Nordkoreas missilprogram, hvilket var Obamas forudsætning for enhver diplomatisk forhandling.

Udskydelsen af Guam-missiltesten er dermed også en implicit åbning mod det såkaldte freeze for freeze-forslag, som Kina og Rusland har advokeret kraftigt for. Altså, at USA nedfryser sine militære aktiviteter i Stillehavet, mod at Nordkorea lægger sit missilprogram på is. Som MIT-lektor Vipin Narang, der har specialiseret sig i nordkoreanske affærer, skriver på Twitter:

»Læs: Der er en handel at indgå her. Det var altid et ønske. Men hvad er den, og er begge parter villige til at gå med på den?«

Ethvert skridt væk fra atomkrig burde intuitivt være en god ting, men en studehandel med Nordkorea er ikke nødvendigvis i præsident Trumps interesse. For reelt vil det blive en forhandling om, i hvilken grad USA kan fastholde sin rolle som militær stormagt i Stillehavsregionen.

Siden 1945 har amerikanerne opbygget en serie fremskudte militærbaser og langvarige alliancer i særligt Filippinerne, Australien, Japan, Sydkorea og i mindre grad Taiwan.

Også lande som Malaysia og Thailand nyder godt af amerikansk tilstedeværelse i regionen som en modvægt til Kina. Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om territorialstridigheder i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina aggressivt udbygger militærbaser på kunstige øer, mens den amerikanske flåde patruljerer havene for at holde søvejene åbne og konfliktfrie.

Tid til diplomati

Enhver militær indrømmelse til Nordkorea vil potentielt forrykke USA’s årelange alliancer i Sydøstasien. Men over for nye afpresningstrusler fra Kim Jong-un og regimets voksende arsenal af interkontinentale missiler, der forventes at kunne bære atomvåben så tidligt som 2018, er det måske alligevel tiden til at genoptage diplomatiske forhandlinger, som i årevis har været formelt ikke-eksisterende, men som i praksis er fortsat indirekte via Sveriges ambassade i Pyongyang.

I det lys er det positivt for verdensfreden, at Donald Trump før har meldt sig klar til at spise burgere med Kim Jong-un og finde en løsning på konflikten.

»Hvis det er hensigtsmæssigt for mig at mødes med ham, så vil jeg absolut gøre det. Det vil være en ære,« sagde Trump så sent som 1. maj i år ifølge Bloomberg.

»De fleste politikere vil aldrig turde sige den slags. Men hvis omstændighederne er rigtige, vil jeg mødes (med Kim Jong-un).«

Det kunne meget vel være nu. Ti års stadigt mere hysteriske, gensidige militære provokationer har kun øget truslen om egentlig krig på Koreahalvøen. Diplomatiske forhandlinger er det eneste, parterne reelt ikke har givet en chance, siden de såkaldte sekspartsforhandlinger brød sammen i 2007.

Spørgsmålet er dog, om USA er klar til at give indrømmelser, der mindsker deres indflydelse i Stillehavet, til en atombevæbnet diktator, de overhovedet ikke stoler på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den eneste "rationelle" grund til at Trump skulle starte en krig med NK, ville være for at fjerne opmærksomheden fra den besynderlige sag med sympatitilkendegivelser til nazisterne som demonstrede i Charlottesville og den offentlige demaskering/selvydmygelse som finder sted for tiden. Mon ikke Mueller rejser tiltale inden nytår? Jeg er dog overbevist om, at han ville blive standset inden det blev en realitet.

"Donald Trump the neo-Nazi sympathizer has achieved what Donald Trump the president has singularly failed to do: unite the nation."

https://www.theguardian.com/commentisfree/2017/aug/15/the-president-of-t...

At man kan påstå at Kim Jong-Un er den kompromissøgende er tegn på at man er ignorant.
For det første skal man holde for øje at det i sin tid var Nordkorea som angreb Sydkorea fordi man ikke ville acceptere diktaturet i syd. Man ville gerne acceptere sit eget diktatur. Det er jo paradoksalt.
Dernæst bliver man nærmest tæsket tilbage til grænsen mod Kina, og overlever KUN fordi Kina ikke vil acceptere at USA kommer så tæt på.
Kampene stopper nærmest hvor de startede og en våbenhvile blev aftalt.
Sydkorea går meget skidt igennem i form af diktaturlignende tilstande, og Nordkorea ligeså. Eremitstyret som er et af de få diktaturer som går i arv – dog med fornemme valgresultater til den siddende kransekagefigur.
Kort og godt er Nordkoreas udstrakte hænder kun ment som en stabilisering der skal sikre styrets overlevelse ikke noget som helst andet. Nordkorea har ikke til hensigt at slippe grebet om borgernes friheder, rettigheder og kommunikation med udlandet. Alt sammen noget der med garanti vil underminere styret.
Så hvad er det Nordkorea egentlig er ude på? Er det ikke at sikre sit eget styres overlevelse, og ville de ikke kunne gøre dette gennem den alm. Juche filosofi? Hvad er det de har brug for fra verden omkring dem?
Sydkorea har jo en velstand som kan anses for ganske fin. De har deres demokrati med de fejl og mangler det har. USA har stået i Sydkorea siden krigens afslutning, men har jo ikke angrebet Nordkorea.
Hvad er det Nordkorea frygter, og hvad er det for et kompromis de har lagt op til? Stop af militære øvelser, javel ja – det kan de så ikke bestemme da USA lovligt er i Sydkorea og Sydkorea er en suveræn stat. Det er Nordkorea også, men fortsætter med at terrorisere sin sydlige nabo i det uendelige. De afpresses så snart riget i nord fattes penge eller mad. Der er jo nogen som i sidste ende må sige at nok er nok.
Er det usandsynligt at tro at hvis Nordkorea stoppede med at rasle med våbnene hver gang de er i problemer, og hvis Nordkorea koncentrerede sig om sit eget land og befolkning, så har de ingen grund til at frygte deres naboer og store stygge USA?
Jeg tvivler på at USA vil invadere Nordkorea fordi befolkningen lider – så ville man have gjort det for længst.
Nordkorea er årsagen til deres egne problemer og konflikter

Finn Thøgersen, Vasili Frang, Jens Winther, Hans Aagaard, Henrik L Nielsen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar

Orwell&1984, er de veslige mediers skildring af Nord-Korea virkelig ikke en selv-afspejling af et orwelliensk dis-utopisk billede af et POST-TRUTH vestligt samfund? Er Nord-Vest kvarteret mindre dis-utopisk en et tilfældigt kvarter af PP af Nord-Korea? Længe leve MUSEN's leg med KATTEN.