Læsetid: 8 min.

Konflikten mellem Trump og eliten tager til, mens han holder brandtaler blandt folket

Mens medier via lækkede dokumenter tegner et stadig mere bizart billede af præsidenten, søger denne tilflugt i det loyale folkehav
Donald Trump bader sig i massemøder, hvor tilhængere i tusindvis tiljubler ham, mens han ligger i åben krig med eliten i Washington.

Donald Trump bader sig i massemøder, hvor tilhængere i tusindvis tiljubler ham, mens han ligger i åben krig med eliten i Washington.

Justin Merriman

5. august 2017

Det må være utåleligt at være præsident i USA i øjeblikket. Fra alle sider og med alle midler forfølges han. Han, der er valgt af det amerikanske folk til det mægtigste embede i verden, undergraves, kritiseres, forhånes og latterliggøres i ét væk. Enhver respekt for præsidenten synes borte.

Flertallet af store medier, mange analytikere og politologer samt et ukendt antal blandt præsidentens egne medarbejdere synes at have suspenderet normale spilleregler for objektivitet, faglighed og loyalitet – anything goes i bestræbelsen på at få skovlen under manden i Det Hvide Hus.

Det er, fordi han befinder sig i en sådan utålelig situation med den samlede ’Washington-elite’ imod sig, at Donald Trump igen og igen vender sig til ’folket’ og bader sig i massemøder, hvor entusiastiske tilhængere i tusindvis tiljubler ham.

Her kan han slå tilbage, her kan han gentage sine paroler fra valgkampen, her kan han få bekræftet sin selvforståelse som nationens redningsmand. Som i mødet torsdag i Big Sandy Superstore Arena i Huntington, West Virginia, hvor Trump blev modtaget af 9.000 begejstrede vælgere som en kombination af rockstjerne og frelser.

»Med patriotisme i vore sjæle og med kærlighed til West Virginia i vore hjerter vil vi gøre Amerika stærkt igen, vi vil gøre Amerika rigt igen, vi vil gøre Amerika stolt igen, vi vil gøre Amerika sikkert igen, og vi vil gøre Amerika great againmessede præsidenten, og folkets jubel løftede taget på arenaen.

Da nederlaget i striden om ObamaCare var en realitet i fredags, skrev præsident Trump hele 14 tweets, hvor han blandt andet kaldte de republikanske senatorer ’tåber’ og ’slapsvanse’.
Læs også

Det Hvide Hus lagde straks efter en optagelse af den 45 minutter lange seance på Youtube, hvor hengivne borgere i hundredvis prompte fortsatte tilbedelsen med skriftlige kommentarer.

»Tak, Vorherre for Trump!« skrev én.

Lækagerne

Disse ting skete i samme døgn, som ’Washington-eliten’ nærmest overgik sig selv i aktivisme for at få ram på præsidenten. Unavngivne kilder formidlede til medier oplysningen om, at tidligere FBI-chef Robert Mueller har nedsat en ’storjury’ som led i sin undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i det amerikanske valg, mens andre lækkede belastende udskrifter af Donald Trumps samtaler med Mexicos præsident og Australiens premierminister.

Atter andre lækkede en lang, kun delvist publiceret interviewsamtale mellem Donald Trump og Wall Street Journals chefredaktør, mens en sportsjournalist formidlede anonyme kilders oplysninger om, at Donald Trump over for golfvenner har karakteriseret Det Hvide Hus med dets 132 rum som »et virkeligt hul« sammenlignet med sine andre boliger.

Afsløringer som disse suppleres af kommentarer fra folk som CNN’s respekterede journalist og studievært Anderson Cooper, der torsdag mere end antydede, at præsidenten er fuld af løgn, mens David Letterman, den tidligere talkshowvært på The Late Show, i et interview har efterlyst en strategi til at få Donald Trump »fjernet og anbragt på en institution«.

Læs også

Omfanget af lækager fra ikke mindst Det Hvide Hus overgår, hvad man har oplevet under noget tidligere amerikansk præsidentskab, inklusive under Richard Nixon og Watergate-skandalen.

Lækagerne afspejler, at folk centralt placeret i magtapparatet i dag er så desperate over udviklingen, at de er villige til at begå civil ulydighed og med åben pande undergrave præsidenten. Og i den modtagende ende er redaktører og journalister ligeledes så anfægtede, at også de sætter sig ud over de normale spilleregler og åbenlyst fører kampagne mod landets leder.

Deres pointe er, at det er Donald Trump selv, der med sine handlinger, metoder og retorik er i færd med at smadre respekten for Det Hvide Hus og true demokratiet. Ved at vise frem, hvad præsidenten virkelig siger og gør, håber de at kunne bringe nedturen til standsning.

Sort tale

Og det er ubestrideligt, at de seneste dages lækager og afsløringer har bragt nye forunderlige detaljer til billedet af Donald Trump.

Tag interviewsamtalen med Wall Street Journals chefredaktør, Gerard Baker, som avisen bragte uddrag af den 25. juli. Nogle på redaktionen lækkede imidlertid en udskrift af den fulde, uredigerede samtale – 25 sider – til netmediet Politico.com, og det giver bizarre indblik i præsidentens personlighed.

For det første taler Donald Trump sort mange steder. Tag hans svar på spørgsmålet om, hvorvidt han vil inddrage landbruget i en fremtidig handelsaftale med Storbritannien.

»Altså, jeg skal sige dig, du ved, jeg gjorde – jeg gjorde ting, som ingen overhovedet skrev om – om end I gjorde. Men da jeg var sammen med (Kinas, red.) præsident Xi, som jeg har et meget godt forhold til, da sagde jeg: Gør mig en tjeneste. Vil du ikke nok tillade kvæg at komme med. Jeg var i West Virginia i aftes, og landmænd kom hen til mig og gav mig knus og kyssede mig på grund af det med kvæget. De var faktisk ikke fra West Virginia, de var fra andre steder. Men du ved, det var drengespejderne, så de kom fra hele landet, så ...«

Joe Schembari havde ikke stemt i 32 år, da han i november var med til at sikre, at Donald Trump som den første republikanske præsidentkandidat siden 1988 sejrede i delstaten Pennsylvania. Og han har fortsat tillid til præsidenten. »Trump er forretningsmand, og USA er én stor forretning,« siger han, da Information møder ham på den lokale diner. Foto: Sara Glanowski
Læs også

Demokratiforsker Brian Klaas fra London School of Economics har gransket samtalen og påpeger andre eksempler på sort tale fra præsidenten.

»Det er alarmerende læsning,« skriver Klaas i en kommentar hos CNN, »især når man husker på, at den person, der har så svært ved at tale pålideligt og sammenhængende om stort set ethvert emne, er den samme person, der har ansvaret for USA’s militære magt og affyringskoderne for atomvåben.«

Et sted taler Trump om skattesystemet og siger, at USA er den højest beskattede nation i verden.

Påstanden er forkert, og selve passagen er ifølge Klaas sprogligt »meningsløs«.

»Den ville dumpe ved en folkeskoleprøve på grund af uklarhed, fejlslutninger og rablende mangel på sammenhæng.«

Brian Klaas oplever, at Trump har en »forbavsende overfladisk forståelse af store politiske diskussioner«.

»Han laver gentagne fejl, når han går i detaljer, men det meste af tiden viger han uden om detaljer og søger sig på sikker grund om det, han kender bedst: hans valgsejr.«

Klaas betegner Trump som »enøjet besat« af sin valgsejr, der ligger ni måneder tilbage.

»Igen og igen hænger Trump fast i en fjern fortid, som han oplever som glorværdig.«

De telefoniske ikkesamtaler

Det er i samtalen med Wall Street Journal, at Trump serverer den regulære løgn, at de amerikanske spejderes leder havde ringet ham op og sagt, at Trumps tale til spejderne for nylig »var den bedste tale, der nogensinde er holdt for dem«.

Få dage efter udsendte de amerikanske spejderkorps’ ledelse en erklæring om, at en sådan telefonsamtale aldrig havde fundet sted. Tværtimod har Mike Surbaugh, direktør i spejderkorpset, offentligt beklaget Trumps tale, der med sin tone, sit sprog og sin politiske slagside fornærmede en del spejdere.

En anden løgn i interviewet er Donald Trumps udsagn om, at den nyudnævnte direktør for hans National Economic Council, den hidtidige Goldman Sachs-præsident Gary Cohn, har måttet betale 200 mio. dollar i skat for at tiltræde stillingen.

Realiteten er, at Cohn har modtaget næsten 285 mio. dollar i fratrædelsesgodtgørelse fra Goldman Sachs, hovedsageligt som aktier. Sælger Cohn aktierne, hvad han sikkert er nødt til som regeringsmedarbejder, har han ret til at udskyde betaling af skat på kapitalgevinsten – og når der skal betales, er skattesatsen højst 20 pct.

Det Hvide Hus håber, at den tidligere general John Kelly vil skabe orden i West Wing, »som han før har gjort det på slagmarken og som kabinetssekretær«.
Læs også

I lækken af udskriften af Trumps samtaler med Mexicos præsident Enrique Pena Nieto og Australiens premierminister Malcolm Turnbull afsløres andre sider af præsidentens væsen.

Samtalen med den australske leder, der fandt sted tilbage i januar, drejer sig om en aftale indgået under Barack Obama om, at USA skal modtage 1.250 flygtninge, som Australien har anbragt på bl.a. stillehavsøen Nauru. Trump vil ud af aftalen, fordi den får USA til at ligne »en losseplads for flygtninge« og stiller præsidenten i et dårligt lys efter en valgkamp, hvor han lovede at stoppe flygtningestrømmen til USA.

Da Turnbull ikke vil annullere aftalen, slutter Trump samtalen med at sige:

»Jeg har fået nok. Jeg har foretaget telefonsamtaler hele dagen, og dette er den mest ubehagelige samtale i dag. Samtalen med Putin var venlig. Dette er latterligt.«

I samtalen med Mexicos præsident, også i januar, søger Trump at diktere nabolandets leder, hvordan han skal agere.

Præsident Nieto skal således holde mund med, at Mexico ikke vil betale den mur, Trump vil bygge langs den fælles grænse. Trump siger, at muren substantielt set er »den mindst vigtige ting, vi taler om, men politisk er det måske den mest vigtige«.

»Hvis du siger, at Mexico ikke vil betale muren, så vil jeg ikke mødes med jer mere, for det kan jeg ikke leve med,« siger Trump.

I begge samtaler optræder Trump som en, der mener at kunne diktere vilkårene for andre stater.

Forholdet til Mexico dukkede i øvrigt op igen mandag, da præsidenten fortalte pressen, at han havde fået en opringning fra Mexicos præsident, der havde komplimenteret Trump for at have lukket grænsen. Senere samme dag udsendte præsident Nietos kontor en erklæring om, at Nieto ikke for nylig har haft nogen telefonsamtale med Trump.

Er der nogen russere til stede?

Den næste store hurdle for USA’s præsident er Robert Muellers undersøgelse af den mulige russiske forbindelse i valgkampen.

At Mueller har nedsat en såkaldt storjury – 16 til 23 tilfældigt udvalgte, men domstolsgodkendte lægfolk – er ifølge flere amerikanske medier en ikkenyhed, da det kan være sket for længe siden og i øvrigt er en ret normal bestanddel af sådanne undersøgelser, hvor man vil kunne indkalde og forhøre vidner under ed. Juryen er dog et tegn på, at Mueller ikke ser sagen som triviel, men potentielt alvorlig.

For Trump er det blot en bekræftelse på forfølgelsen af ham.

»Den russiske historie er totalt opdigtet. Den er alene en undskyldning for det største (valg)nederlag i amerikansk politisk historie,« sagde Trump torsdag til sine tilhængere i West Virginia.

»Det får dem blot til at føle sig bedre tilpas, når de ikke har andet at tale om. Har I set nogle russere i West Virginia eller Ohio eller Pennsylvania? Er der nogen russere til stede her i aften?« spurgte præsidenten.

»De kan ikke slå jer i valglokalerne, så de forsøger at snyde jer (…) De forsøger at franarre jer det lederskab, I vil have.«

Og sådan forvitrer dag for dag den demokratiske samtale i USA. I en stadig mere hidsig og ondartet atmosfære optrapper alle parter striden, der må ende med præsidentens fald eller med et oprør mod eliten nedefra. Eller begge dele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Eva Schwanenflügel
Steen Sohn og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er især uhyggeligt, at USA og Nordkorea bliver mere og mere uforsonlige. Kan Kelly få styr på det hele?

Michael Kongstad Nielsen, Helle Walther og Susanne Andersen anbefalede denne kommentar
Johnny Christiansen

JSN er en af de efterhånden meget få journalister der er værd at læse og overskriften var da også interessant, men artiklen udvikler sig til det sædvanelige spild af tid med citater af Trumps tåbeligheder.

Spild af tid, for mens alle taler om Trump (og herhjemme om en ubetydelig og ligegyldig nulevende mere eller mindre skæv personligheds fremtidige begravelse) er hele verden ved at blive vendt på hovedet.

Spild af tid med antydningen af at Trump sidder med fingeren på knappen til atomvåben. Det gør han næppe. Han sidder ganske vist med ansvaret og det ene sæt af koderne, men Trump er en kræmmer og han virker ikke særligt interesseret i krig. I hvert fald har han så vidt jeg ved uddelegeret den del at jobbet til generalerne.

Nej, Trump er ikke årsagen. Han er et symptom.

Et symptom på et demokrati og imperie der er ved at gå i opløsning. Det interessante er derfor voldsvilligheden hos den del af befolkningen der støtter trump samt verdens absolut mægtigste militær.

Og, hvis man lytter til de ting der efterhånde temmelig længe er blevet sagt i fx NATO er det den fortællingen der er den virkeligt bekymrende.

Carsten Wienholtz, Henrik L Nielsen, Karsten Aaen, Knud Chr. Pedersen, Flemming Berger, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Trump er farlig, han kan ophidse en folkemængde som vi så det i 30erne syd for grænsen, og der er lang flere i USA end der var dengang der hopper med. Det bør få alle til at tænke sig grundigt om, ikke at Trump leger diktator, og agerer som han gør i retorikken, men man skal stække ham, for han magter ikke at styre det, han sætter i gang. Om Kelly kan ??få styr på galehuset ?? tvivlsomt med de mange kokke til at fordærve maden. Det går galt. 6 mdr. så er Kelly gået selv.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi må yde vores. Indkald den amerikanske ambassadør til en kammeratlig samtale. Sig til ham - vi gider ikke det pjat med vore venner over there.

Michael Kongstad Nielsen

Amerikanerne er et underligt folkefærd. Først laver de demokrati, så modarbejder de resultatet.

Susanne Andersen, Per Torbensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg syntes, han både drives af et enormt egotrip, og er desuden ganske utilregnelig. Og jeg er bange for, hvad han kan finde på, hvis han presses til at "tabe ansigt".

Og "tvinges" han til at bruge a-våben, - han har jo flere gange udtalt, at de kun har værdi, hvis de bruges, så tror jeg ikke, det vil påvirke ham på nogen måde.

Efter egen opfattelse, er han helt fejlfri, og hver gang noget går ham imod, skifter han ud i sin stab. Og man kan jo ligefrem se, at en række prominente personer i hans eget parti har mistet tilliden til hans dømmekraft.

Susanne Andersen, Henrik L Nielsen, Karsten Aaen, Jonathan Smith og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Folket for Trump? Et meget lille folk og en meget stor elite hvis man skal tro de seneste meningsmålinger.

Billedet minder om noget fra det 3. rige, hvor "folket" sværger troskab til Føreren, Flaget og nationen.
Er det der, United Bluff er?

Trond Meiring

Sådan skal de "amerikanske" skoleelever gøre hver morgen.
Ja, om ikke lige nazistisk, så er det bestemt umoderne, udemokratisk, illiberalt, (højre-)nationalistisk og (proto-)fascistoid. Det kunne også minde om Nord-Korea, også med den ekstreme militarisme.

Helle Walther

Nyd det, der er Trump fri dage, han er væk i 17 dage på golfferie. Hvilken fred. Eller???

Knud Chr. Pedersen

Hvis Trump er "anti elite", og "anti establisment", og det er her, at han henter sig den opbakning, han nu engang har, så er der vel i den "antihed" så at sige, et element at fremmedgørelse, som vel også er at finde andre steder i verden, i DK og i Europa iøvrigt? Og som kan være en af forklaringerne på, at det gamle magtparti, Socialdemokratiet - Socialdemokraterne, har mistet opbakning i store dele af Europa. Løsningerne var helt ude af trit med det, som befolkningerne stod overfor, og hvor mere marked, mere EU, skattelettelser til eliten, mere finans og nedskæringer af offentlige budgetter ikke hjælper på noget som helst. Trump ville rydde op i Wall Street, hvilket er det eneste, han i hvert fald ikke vil, og frustrationerne breder sig også hos hans egne tilhængere, der ikke kan leve af taler. Det finder Trump ud af. Jimmy Carter lancerede ved sin tiltræden i -78 med marchen til Washington, at folket skulle ind i White House. Han glemte folket. Det er vel en indbygget svaghed og en del af det amerikanske samfund, at det er eliten, der har magten. Det havde den i -78, og det har vel altid været sådan.

Philip B. Johnsen

Politikere gør sig selv og alle andre en tjeneste, hvis politikere taler om saglighed, det at holde sig til objektive og nøgterne kendsgerninger uden at inddrage uvedkommende personlige vurderinger, interesser el.lign.

Den bedste forhåndenværende verificeret videnskablige consensus, er et værktøj!

Med andre ord:
"Any intelligent fool can make things bigger more complex and more violent but it takes a touch of genius and a lot of courage to move something in the opposite direction."

Jens Thaarup Nyberg

"... To my mind, Trump himself is intensely conscious of the horrific consequences of a war. At least a few thousands American lives will be lost – plus collateral damages on regional security, US-China relations, and the world economy (severely straining the confidence of consumers and investors in the US and dealing a lethal blow to ‘America First’.)
Trump enjoys a rare ‘bipartisan consensus’ that war is simply not an option. Of course, the risk is there that he is a man of limited patience, attention span and command of policy. But on the other hand, he has the instincts of a businessman who’d carefully weigh gains and losses."
http://blogs.rediff.com/mkbhadrakumar/2017/08/02/moon-prefers-sunshine-p...

Jens Thaarup Nyberg

Trond Meiring; - 16:45
Han ser dog ud til, at ville tilnærmelser, det amerikanske establishment ikke er glad for; måske de er bange for, at han sætter sig ud over Usa´s hidtidige geopolitiske doktrin:
"The Monroe Doctrine was consistently a goal to be pursued. I like George Friedman's heirarchy of American interests. It is probably the clearest geopolitical analysis of why America acts like that. We have been brutally and spectacularly successful in realizing our interests over time.

The five goals, in ascending order:

1. Control of the North American continent.
2, Control over both ocean approaches to the North American continent
3. Pre-eminence in the Western Hemisphere
4. Control over the world's oceans and traffic
5. Preventing the rise of any power or coalition of powers on Eurasia which might challenge the previous four goals.

(5) in particular explains a lot of our "pointless" wars and interventions. We don't need to win - we just need to make sure nobody else wins. That's why so much of the world looks chaotic. It's in our interest."