Læsetid: 8 min.

’De konkurrerede om, hvem der kunne slå mig ihjel ... Præmien var en cigaret’

Mohamed overlevede fem en halv måned i Assads-regimets fangekældre, hvor han blev anklaget for landsforræderi. Hans forbrydelse var at donere ris, olie og modermælkserstatning til sine sultne naboer
Mohamed var fængslet i fem en halv måned i Syrien. I fængslet blev han torteret gennem lang tid og på mange forskellige måder. I dag er han med sin familie på et asylcenter i Danmark.

Mohamed var fængslet i fem en halv måned i Syrien. I fængslet blev han torteret gennem lang tid og på mange forskellige måder. I dag er han med sin familie på et asylcenter i Danmark.

Jakob Dall

14. august 2017

Advarsel: Voldsomme billeder i denne artikel 

»Der er nogen, der slår på min far!«

Fireårige Adam skriger højt, da en gruppe soldater pludselig slår porten til familiens hus ind, skyder vildt omkring sig, lægger hans far i håndjern og begynder at slå på ham og resten af families mandlige medlemmer med deres geværskæfter.

Abdallah på to år er for lille til at forstå, hvad der foregår. Men Adam er rædselsslagen. Han græder højlydt, løber hen og slår armene rundt om sin fars ben.

Soldaten holder en pause i slagene og hamrer i stedet sit geværskæfte ind i ansigtet på den lille dreng og smadrer hans fortænder.

Fotoet er et af en lang række billeder, der er taget af fotografen Caesar, som har dokumenteret mishandlingen af fanger i de Assadkontrollerede fængsler. Billederne er blandt andet blevet forelagt Humans Rights Watch. Caesar var egentlig ansat af Assad i fængsler, men blev afhopper og smuglede i august 2013 tusindvis af billeder af tortur begået af Assads politi og militær ud af Syrien
Læs også

Billedet af sønnens forslåede ansigt forfølger stadig Mohamed nu, tre år senere, hvor den 40-årige elektronikingeniør befinder sig i sikkerhed på et asylcenter i Danmark sammen med sin kone og deres to børn.

I modsætning til mange andre syriske fanger overlevede han fem en halv måneds ophold i Assad-regimets fangekældre og har indvilget i at fortælle om sine oplevelser, så de lidelser, han og hundredtusindvis af andre syriske fanger bliver udsat for, ikke går i glemmebogen.

»Det er vigtigt for mig, at min stemme bliver hørt. Selv om jeg kun er en af mange tusinde ofre.« 

Og det er Mohamed. Under hele Assad-familiens 40-årige diktatur har menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International dokumenteret, hvordan titusinder af politiske fanger er blevet torteret, dræbt og dømt ved retssager, der unddrager sig enhver retfærdighed. Men efter den syriske befolkning i foråret 2011 gik på gaden for at kræve frihed og politiske reformer, har tortur, forsvindinger og mord på fanger antaget endnu mere uhyggelige dimensioner. I 2012 dokumenterede Human Rights Watch eksistensen af hele 27 torturcentre i Syrien. 

I 2013 flygtede en syrisk regimefotograf til Vesten medbringende 26.849 fotos, han havde taget af fanger, som var torteret og sultet til døde i de syriske myndigheders varetægt i perioden 2011-2013. Fotografiernes ægthed er blevet bekræftet af både HRW og uafhængige eksperter og dokumenterer dermed for første gang omfanget og karakteren af den syriske torturindustri.  

Ifølge den danskstøttede syriske menneskeretsorganisation Violations Documentation Center in Syria sidder der lige nu mindst 66.238 fanger i de syriske torturfængsler. Andre 2.769 er helt forsvundet.   

Fem på en kvadratmeter

»Det var den mest ulykkelige dag i min og min families historie. Både min far, min storebror og min døvstumme lillebror blev arresteret, smidt ind i nogle biler, tæsket, ydmyget og truet. Allerede på vej til fængslet bankede de mig, trådte mig i nakken, kaldt mig en hund, et svin og truede med at hente min søster, min kone og min mor og lade ti soldater voldtage dem foran mig,« fortæller Mohamed, hvis efternavn og hjemby er udeladt af hensyn til de familiemedlemmer, som stadig befinder sig i Syrien.

»Jeg var rædselsslagen. Jeg troede fuldt og fast på, at de kunne finde på at gøre netop det, de truede med. Den slags sker hele tiden i Syrien. Intet er umuligt for efterretningstjenesterne i mit hjemland. De kan gøre præcis, hvad de vil, med almindelige mennesker som mig. Om vi lever eller dør er helt ligegyldigt for dem.«

Fotoet er et af en lang række billeder, der er taget af fotografen Caesar, som har dokumenteret mishandlingen af fanger i de Assad-kontrollerede fængsler. Billederne er blandt andet blevet forelagt Humans Rights Watch. Caesar var egentlig ansat af Assad i fængsler, men blev afhopper og smuglede i august 2013 tusindvis af billeder af tortur begået af Assads politi og militær ud af Syrien.

Sebastian Widmann/Anadolu Agency/Getty Images

Hvor soldaterne kørte Mohamed hen, aner han den dag i dag ikke. Han ved kun, at det var et fængsel i hans hjemby, for det tog ikke mere end en halv time at køre derhen. Fremme ved fængslet hev soldaterne alt Mohameds tøj af på nær hans boksershorts og maste ham ind i en lillebitte celle, hvor der i forvejen var fire andre fanger. En hel nat var de fem mænd mast sammen i dybeste tavshed. Ingen turde sige så meget som hej af frygt for konsekvenserne.

»Cellen var måske en gange en meter. Jeg ved kun, at vi var fem, fordi de andre fanger blev kaldt nummer et, nummer to osv. Jeg blev kaldt nummer fem.«

Landsforrædere

Næste morgen begyndte forhørene. Men først tog de Mohameds underbukser af. Mohamed husker indledningen sådan her:

»Vil du gøre det svært for os, eller vil du bare snakke?« spurgte forhørslederen.

»Jeg er klar til at svare på alle spørgsmål. Bare spørg, så skal jeg nok svare.«

»Okay, så fortæl os, hvad det er for nogle terrorister, du arbejder sammen med?«

»Ved I da, hvad jeg arbejder med?«

»Vi ved alt om dig!«

»Jeg deler jo bare mad ud til folk.«

»Ved du ikke, at det er strafbart?«

»Nej, hvis jeg vidste, det var forbudt at give mad til et andet menneske, ville jeg naturligvis ikke have gjort det.«

»Det ser ud til, at du vil gøre det rigtig svært for os!«

Sammen med sin storebror havde Mohamed brugt sine sparepenge på at smugle mad ind til byen, der var belejret i en længere periode af den syriske hær. Ris, olie og modermælkserstatning, som de to brødre gav til de fattigste familier. Ikke noget stort, forsikrer Mohamed. Og i hvert fald ikke noget, der var betalt eller organiseret af nogen oprørsgruppe.

»De anklagede os for at have støttet en terrorbevægelse, fordi vi havde smuglet mad ind i byen. Det var forræderi mod den syriske stat, sagde de. Men det var kun mig og min bror, der delte lidt mad ud. Hvis du havde set, hvor få madvarer det drejede sig om, ville du grine. Der var ikke nogen organisation, netværk eller stat bag os. Det var bare min bror og mig, der brugte vores egne penge til at hjælpe familier, der sultede.«

Det banker på døren til værelset, hvor Mohamed og hans familie bor, sover og spiser. Det er den nu otte-årige Adam, der er blevet sulten. De nye fortænder glimter i et bredt grin, da hans far finder et frisk æble til ham i frugtskålen på det lille spisebord og sender ham ud for at lege med de andre børn igen.

Tiggede om at dø

Første gang de torterede Mohamed, foldede de ham sammen og trak et bildæk ned over hans hoved, skuldre og fødder, så han sad som i en skruestik. Og så slog de. Med vandrør og alt muligt andet.

»De slog mig på ryggen, på hænderne, på fødderne. Overalt. Det gjorde meget ondt, og jeg skreg.«

Mohamed taler langsommere og langsommere, efterhånden som de pinefulde minder melder sig.

»Jeg vidste, jeg skulle dø. I Syrien ved man, at de, der bliver arresteret, dør,« siger han.

»Jeg sagde til officererne: ’Giv mig et blankt stykke papir, så skal jeg nok skrive under. Hvis I vil have mig til at tilstå, at jeg har båret våben, så gør jeg det. Hvis I vil have mig til at tilstå, at jeg har planlagt et attentat mod præsidenten, jamen, så har jeg gjort det.’ Jeg var ligeglad med, hvad jeg skrev under på.«

Mohameds stemme knækker, og et dybt suk slipper ud.

»Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan Abdallah og Adam skulle klare sig uden mig.«

Mohameds døvstumme lillebror og hans far blev løsladt dagen efter arrestationen, men ikke Mohamed og hans bror. For dem ventede flere måneder i helvede.

»Jeg fik tæsk hver dag. Det var hårdt, og de brugte nogle meget uhyggelige torturmetoder. Jeg tiggede dem igen og igen om at slå mig ihjel, om at lade mig dø, hvis det var det, de ville. Men de sagde, at jeg skulle dø langsomt, lidt efter lidt.«

Mohamed demonstrerer, hvordan han blev hængt op i det syriske fængsel, hvor han var i fem en halv måned.

Jakob Dall

De hængte Mohamed op som »spøgelse« – i bagbunde arme, så han ikke kunne nå gulvet. Dér hang han i timevis, nogle gange hele natten, mens de tæskede løs på ham. De spændte ham fast på »den tyske stol«, et jernstel uden sæde, hvor kroppen bliver vredet baglæns over ryglænet, og hænder og fødder surret sammen med stolebenene, mens en stang bindes fast tværs over halsen, så han var ved at kvæles.

De hentede en anden fange ind og henrettede ham, mens Mohamed så på. Og en dag fandt de strømkablerne frem.

Ikke flere spørgsmål

»De var meget kreative, da de satte strøm til mig. Først indgik de et væddemål om, hvem der kunne slå mig ihjel. Den, der kunne, ville få en cigaret af den anden. Så satte de det ene af kablerne fast på min penis og stak det andet op i min endetarm.«

Tavsheden breder sig i det lille rum med fire køjesenge, et spisebord og køleskab i hjørnet. En besked tikker ind på Mohameds mobiltelefon. Men han ænser det ikke. I tankerne er han tilbage i forhørslokalet, hvor hans plageånder er holdt op med at stille spørgsmål. Nu piner de ham bare. For fornøjelsens, adspredelsens eller hævnens skyld.

»Jeg ved ikke, hvad det er for mennesker, der kan gøre den slags mod et andet menneske. For mig er de ikke mennesker, de er dyr,« siger han endelig.

»Jeg forsøgte at gøre en ende på det hele ved at provokere dem til at slå mig ihjel. Jeg sagde til dem, at hvis de virkelig var mænd, og deres mødre ikke var ludere, så ville de slå mig ordentligt ihjel. Men de ville ikke give mig den ’fornøjelse’.«

Stemmen ryster.

Billede af Mohameds ryg efter han havde været i et af Assads fængsler. Privatfoto

»De prøvede også flere gange at voldtage mig. Og til slut spændte de mig fast på »det flyvende tæppe«. Der er en træplade med hængsler, hvor jeg blev lagt på ryggen og mine hænder og fødder bundet fast i hver ende. Så foldede de pladen sammen, indtil benene rammer nakken. Eller omvendt. Der holdt de mig, til der lød et frygteligt knæk i min lænd. Og så brækkede de begge mine ben. Lige over anklerne.«

Mohamed græder stille, mens tolken mumler et forskrækket »shit …«

»Jeg vil gerne vise dig et billede,« siger Mohamed og fisker mobilen op af lommen. Langt nede på fotorullen ligger et billede af hans ben med gips til midt på skinnebenet.

 

Mohamed måtte have begge fødder i gips, da han var kommet ud af fængslet.

Privatfoto

»Da de havde brækket mine ben, smed de mig uden for fængselsporten, hvor nogle venlige forbipasserende samlede mig op. De lagde mig ind i deres bil og kørte mig hjem.«

Seks dage senere blev Mohamed smuglet over grænsen til Tyrkiet i bagagerummet på en bil.

Hans tre år ældre bror, der havde sukkersyge, overlevede ikke opholdet hos den syriske efterretningstjeneste. Men det fandt Mohamed først ud af flere uger senere, da hans forældre fik besked om, at broren var død i den syriske sikkerhedstjenestes Fængsel nr. 291 i Damaskus.

Mohamed regner med, at det også var dér, han opholdt sig den sidste tid. Men han ved det ikke med sikkerhed. 

Dette efterår skal Mohameds tortursag undersøges af af FN’s torturkomité.

Serie

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

    29. september 2017
    Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
  • Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

    31. august 2017
    Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Sørensen
  • Henrik Rude Hvid
  • Carsten Munk
  • Slettet Bruger
  • Erik Karlsen
Poul Sørensen, Henrik Rude Hvid, Carsten Munk, Slettet Bruger og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Der skal selvfølgelig være plads til at flygtninge kan søge asyl ikke mindst dem fra Syrien og jeg syntes stadigvæk at det er horribelt, at vi lader flygtninge sidde og stirre ind i teltvæg langt væk på den jyske vestkyst.... og vi gør det for at skræmme andre fra at søge asyl, det er et virkeligt skræmmende træk ved en stor del af den danske befolkning og man kan kun grue for hvad der vil ske her, hvis kaos og panik skulle opstå i vores land.

Mikkel Kristensen

kære Poul - jeg er sådan set helt og aldeles på linje med dig, dog vil jeg tilføje, at efter min tur til Istanbul har jeg aldrig set så mange burka klædte, som i år - de tvinger hinanden til, at bære denne klædedragt - noget vi desværre også kender fra vores egne områder - måske en løsning kunne være, at vi udarbejdede et ordensreglement som flygtninge, asylansøgere måske alle som ønsker at bo her - underskrives ved indrejse evt. højtlæsning på eget sprog // sådan noget i stil med, at man indordner sig under dansk levevis, dvs. man ikke må pådutte andre en bestemt trosretning, begå terror, noget med skole og børn osv... hvad ved jeg...

Jørn Pedersen

Her er jeg fuldstændig enig. Man skal hjælpe, når man kan og det er nødvendigt, men heller ikke lade andre pådutte os deres moral, idet vi burde have lov at vedblive med at være os selv. Når man kommer til USA og søger om statsborgerskab, må man sværge troskab til deres grundlov, ligeledes burde man forlange, at tilrejsende til vort land i det mindste burde forsøge at ndordne sig vore love. Og ikke omvendt, at vi i godhedens navn tvinges til at leve efter deres love. Og iøvrigt bør enhver flygtning vel have som mål at vende tilbage til sit fædreland? Eller ´´tvinger´´ vi dem til at blive her mmed vore krav til integration? Måske i håbet om at få en stemme på venstrefløjen eller blot billigere arbejdskraft? Eller blot et arbejds/studieobjekt til ´´lærde´´ danskere?