Læsetid: 9 min.

’Langt ind i middelklassen er tyskerne dødsensangste for at falde nedad’

I Tyskland arbejder næsten en fjerdedel af arbejdsstyrken for omkring 80 kroner i timen. Mange af de lavtlønnede bor i det hedengangne vesttyske industricentrum i Ruhr-distriktet, men end ikke her fænger Martin Schulz’ løfte om mere social retfærdighed. På bunden er de nemlig ikke bare holdt op med at tro på SPD – de er helt holdt op med at stemme
Flere og flere tyske arbejdere har hverken pension eller sygeforsikring. Og stadig flere finder sig i at være fattige, selv om de har arbejde. Næsten en fjerdedel af arbejdsstyrken arbejder for omkring 80 kroner i timen.

Flere og flere tyske arbejdere har hverken pension eller sygeforsikring. Og stadig flere finder sig i at være fattige, selv om de har arbejde. Næsten en fjerdedel af arbejdsstyrken arbejder for omkring 80 kroner i timen.

Stefan Boness

22. august 2017

»Jeg fatter ikke, hvordan fru Merkel kan sove om natten.«

Susanne Neumann banker i bordet med venstre hånd og tænder sekundet efter en smøg med højre. Hovedrystende kigger rengøringskonen ud over Gelsenkirchens tage i Ruhr-distriktet, der engang havde en blomstrende kul- og stålindustri, men hvor industrijobbene efterhånden smelter væk.

»Eller måske skulle jeg hellere sige: Jeg fatter ikke, at 40 procent af tyskerne stemmer på en kvinde, der virker fuldstændig ligeglad med dumpinglønninger, tidsbegrænsede ansættelser, vikararbejde og fattigdom i så rigt et land som Tyskland.«

Stikordet »Merkel« var nok til at få den 58-årige Susanne Neumann op i det røde felt. Ved stikordet »Martin Schulz« falder hun dog hurtigt ned igen og leverer en ganske kølig analyse af sit parti, socialdemokratiske SPD.

Susanne Neumann er ikke en helt vilkårlig rengøringskone. Hun er SPD-medlem, og efter en kræftsygdom er hun sygemeldt og i stedet aktiv i en fagforening.

Og så er hun med sin gudsbenådede evne til at sige tingene ligeud blevet Tysklands mest kendte rengøringskone, efter hun satte den tidligere SPD-formand Sigmar Gabriel grundigt på plads i et talkshow på landsdækkende TV.

’Pissemeget vrede’

»Jeg har opsparet så pissemeget vrede, fordi rengøringsfolk lønnes så dårligt og behandles som skidt, selv om vi udfører så vigtigt et job. Jeg vil ikke smadre SPD, men have partiet tilbage på ret kurs, en mere social kurs. På kursen før Agenda 2010,« siger Neumann med henvisning til socialdemokraten Gerhard Schröders omstridte Hartz-reformer, hvor det tyske arbejdsmarked til arbejdsgivernes glæde blev dereguleret.

At socialdemokraterne ved valget i 2013 gennemtrumfede en lovpligtig mindsteløn på ca. 65 kr. i timen, nytter ikke det store, mener hun.

»Vi står stadig i en dårligere forhandlingsposition end før reformerne. I det rengøringsfirma, jeg har arbejdet for, er de fleste vikararbejdere og løst ansatte. Er du gravid? Så er det ud! Det kalder de så fleksibilitet i økonomiens navn. Eller se på de slidte skoler her i Ruhr-distriktet. Mange steder betaler forældrene selv ’toiletpenge’, så de overhovedet bliver gjort rent – af et eller andet firma, hvor lønnen er presset helt i bund, fordi normerne ved udskrivningen er helt urealistiske. Så løber der folk rundt og gør rent i minijob (deltidsjob til ca. 3.300 kr. pr. måned, som i princippet er underlagt mindstelønnen og inkluderer socialforsikring, red.). Men de ender med at bruge deres fritid på at gøre arbejdet færdigt, fordi det ellers ikke kan lade sig gøre. Hvor pokker skal det føre hen?«

Socialdemokraternes og hele venstrefløjens situation er »yderst dramatisk«, og de skyldes især splittelsen af SPD i kølvandet på Gerhard Schröders Hartz-reformer i starten af årtusindet, som i åben konflikt med fagforeningerne liberaliserede det tyske arbejdsmarked. Det mener den tyske politolog og forfatter Albrecht von Lucke
Læs også

Susanne Neumann hiver tal frem fra en dugfrisk regeringsrapport, der påviser, at 22,5 pct. af den tyske arbejdsstyrke arbejder for omkring 80 kr. i timen.

»Rigtige job med pension og sygeforsikring bliver der stadig færre af. Og stadig flere finder sig i at være fattige, selv om de arbejder. Måske kan vi lige holde skindet på næsen, mens vi arbejder. Men jeg har arbejdet i næsten 38 år – det meste af tiden på fuld tid. Alligevel har jeg kun sparet op til en pension på omkring 800 euro (6.000 kr., red.) om måneden. Heldigvis har min mand sparet mere op. Det er bare ikke alle, der lige har sådan en mand.«

Udbyttet og røvrendt

Situationen ser ud til at ligge lige til højrebenet for SPD og venstrefløjen. Det gælder både Ruhr-distriktet, hvor den multikulturelle befolkning har været særligt hårdt ramt af afindustrialiseringen og i dag døjer med en arbejdsløshed, der ligger ca. dobbelt så højt som det tyske gennemsnit.

Og det gælder store områder af delstaten Nordrhein-Westfalen, der historisk har været en socialdemokratisk højborg. Alligevel tabte SPD overraskende regeringsmagten til CDU og det liberale FDP ved valget i den forgældede delstat i maj i år.

Det undrer ikke journalistikonet Günter Wallraff, der overvældende hjerteligt inviterer Information til en snak om den tyske underklasse i sin blanding af kontor og hjem i Köln. I sine utallige roller som bl.a. fabriksarbejder, pakkebud, sygeplejer, McDonalds-medarbejder og tyrkisk gæstearbejder har han i årtier afsløret diskrimination og miserable forhold på det tyske arbejdsmarked.

Hans bøger som Fra den fagre nye verden har solgt i millionoplag på en lang række sprog. I dag sætter han fokus på den tyske underklasses dårlige arbejdsforhold med Team Wallraff på den kommercielle kanal RTL. Ved siden af sin journalistik har den 74-årige undercoverlegende for egne midler grundlagt organisationen Work-watch, der kæmper mod udbytning og undergravning af tyske arbejdstageres rettigheder.

Her drejer det sig i Wallraffs øjne langtfra kun om en højere løn, selv om den tyske mindsteløn i hans øjne burde være markant højere.

»Kan du huske dommedagsprofetierne om, at hele brancher ville gå i opløsning med en mindsteløn på 8,50 euro i 2013? Ren panik og spin fra arbejdsgivernes side. Det er jo gået glimrende. Men endnu vigtigere er sikre og fair arbejdsbetingelser, som giver folk værdigheden i deres arbejde tilbage,« siger Wallraff.

Udbyttet og røvrendt

»Hver dag får jeg breve fra folk, som bliver udbyttet og røvrendt i deres job, og det tager stadig til. Det skyldes både, at tyskerne langt ind i middelklassen er dødsensangste for at falde nedad socialt, at den tyske lavtlønssektor relativt set er Europas næststørste, og at vi har den skæveste formuefordeling overhovedet,« fortæller Günter Wallraff.

Prognoser

Der foreligger ikke adskilte meningsmålinger for det samlede Ruhr-distrikt og dets ca. fem mio. indbyggere. En række af distrik- tets byer som Gelsenkirchen og Dortmund er fortsat stærkt SPD-præget (42 og 37 procent ved landsdagsvalget i maj 2017), men selv her taber partiet op til forbundsdagsvalget stadig flere vælgere til især AfD. For hele delstaten Nordrhein- Westfalen (NRW) ligger de sidste prognoser (marts 2017) for forbundsdagsvalget meget tæt på den aktuelle prognose for hele Tyskland.

»Men først og fremmest skyldes det, at kontraktarbejde, vikarer, clickworkers, daglejere, freelancere, fastlancere, og hvad der ellers findes, ikke længere er et perifert fænomen. Det griber jo langt ind i store, etablerede virksomheder som Amazon, Burger King og Mercedes. Her gøres arbejdet dejligt fleksibelt – altså fleksibelt for arbejdsgiverne, som kan råde over arbejdskraften, som det passer dem, uden sociale forpligtelser. Det er tilstande som i den tidlige kapitalisme, hvor dem på bunden altid taber, og hvor menneskene altid er de sidste i ligningen.«

Som de svages advokat kontakter Günter Wallraff typisk de pågældende virksomheder og beder dem om at få styr på arbejdsforholdene, så han er fri for at lave en journalistisk sag ud af det.

»Det plejer at hjælpe, og det er jo glædeligt for det enkelte tilfælde. Men det skal ændres systemisk,« siger Wallraff.

Her ser han en Martin Schulz, der slet ikke har fulgt op på sit oprindelige valgløfte om mere social retfærdighed i Tyskland, og han ser en Angela Merkel, der end ikke ønsker det.

Det måske største problem er i Wallraffs øjne, at det sociale udskillelsesløb er ved at skabe et ’totredjedelesdemokrati’ – et middelklassesdemokrati, hvor hele den nederste tredjedel af befolkningen mister tiltroen til partierne og slet ikke stemmer.

»Der opstår i Tyskland en slags parallelsamfund af velhavende og velstillede på den ene side og økonomisk og politisk forarmende på den anden,« siger Wallraff og henviser til de rigeste områder af Ruhr-distriktet, hvor valgdeltagelsen i 2013 lå på op mod 90 procent, mens den i de fattigste områder lå nede omkring 35.

»Folk på bunden føler sig ikke mere repræsenteret af nogen partier – de føler sig bare hægtet af. De resignerer totalt eller bliver protestvælgere uden at ane, hvad de stemmer på. Det er brandfarligt for demokratiet og hele samfundet. Også de velhavendes samfund,« siger Wallraff.

Billige burgere og broer

Dortmund Nord er et af de områder i Ruhr-distriktet, hvor fattigdommen er umulig at overse i gadebilledet – og hvor valgdeltagelsen var alarmerende lav ved sidste valg. Her bor den 26-årige Burger King-medarbejder Yasmin fra Tunesien, som efter fire år i Tyskland taler stort set flydende tysk ved siden af sit franske, arabiske og engelske.

Hun er med egne ord så slidt i stykker af sine arbejdsforhold og sin løn – mindstelønnen på ca. 68 kroner i timen – at hun har opsøgt en fagforening. Ligesom Günter Wallraff har de i årevis været på nakken af både Burger King og andre franchisevirksomheder i den såkaldte systemgastronomie, som er blevet et klassisk, men langtfra enestående eksempel på dumpingløn og miserable arbejdsforhold.

»Efter et par år har jeg fået langt mere ansvar og skal både tage mig af rengøring, produktion og kassen,« fortæller Yasmin, der trods alt gerne vil beholde sit job og derfor ikke vil have sit fulde navn i avisen.

I månedsvis er SPD-leder Martin Schulz med rette blevet bedt om – bitte schön – at konkretisere sit slogan om »mere social retfærdighed«. Det blev vi en smule klogere på, da SPD-ledelsen mandag fremlagde sit vagt formulerede valgprogram
Læs også

»Men jeg er ikke steget til en højere løngruppe. Cheferne presser os totalt. De ved også godt, at vi ikke kan finde noget med en bedre løn. Jeg ville helst have et bedre job, men det er så godt som umuligt, også pga. mit tørklæde.«

Blandt de fuldtidsansatte er der ifølge Yasmin mange, der arbejder sort som f.eks. pizzabude ved siden af jobbet. Selv studerer hun elektroteknik. Fordi hun ikke er SU-berettiget, tager hun alle de vagter, hun kan få rundt om studierne, men alt i alt er hun fortrøstningsfuld.

»Jeg skal nok komme videre en dag. Men der er mange, der vil sidde fast der og blive rigtig bitre.«

’Det er sgu vigtigt’

Mere opmuntrende er billedet ikke i anlægsbranchen. Efter en tur på en af de mange sekssporede motorveje, der løber som pulsårer mellem de tætte byer i Ruhr-distriktet, venter den 33-årige Erhan Erbay i en trøstesløs boligblok i nabobyen Gladbeck. Som specialarbejder har han i årevis knoklet med vejarbejde for ca. 90 kroner i timen før skat.

»Jeg har repareret motorvejene her i Ruhr-distriktet. Det er sgu vigtigt. Jeg blev konstant lovet lønforhøjelse, men der skete bare ikke noget,« fortæller Erhan.

»Da jeg en dag krævede lønforhøjelse, væltede min chef en stol i vrede. Måske fordi folk med en rigtig løn faktisk ikke forstår det. De kan købe en ny vaskemaskine eller tage på ferie. For os andre kræver det et lån, som hænger i nakken på os i årevis.«

Efter et uheld endte Erhan med en langtidssygemelding – og med erstatning for den årelange underbetaling.

»Først kunne jeg ikke lide at anklage firmaet. Man slæber jo heller ikke sin egen far i retten. Men nu kommer jeg alligevel ikke til at lave den slags arbejde mere,« siger han og vifter med sin højre arm, hvor håndleddet er arret og hævet.

»Derfor tør jeg sige alle de her ting. Mine gamle kolleger vil ikke tale med pressen. De er bange for at miste det, de trods alt har. Og så arbejder mange sort ved siden af jobbet, så det hænger sammen økonomisk.«

På spørgsmålet om, hvilke partier Erhan tror kan gøre Tyskland til et mere retfærdigt land, trækker han på skuldrene.

»Aner det ikke. Jeg ved ikke, om jeg vil stemme. Om det gør en forskel.«

Bare økonomien kører

Tilbage i Gelsekirchen er rengøringskonen Susanne Neumann ved at afslutte dagens arbejde i fagforeningen. Hun er en stolt rengøringskone og et stolt fagforeningsmedlem, men efterhånden ikke mere en stolt socialdemokrat, fortæller hun.

»Med de her tv-shows og min bog (om aldersfattigdom blandt tyske arbejdere, red.) har jeg fået en fantastisk mulighed for at ændre noget i SPD og i Tyskland, som de færreste rengøringsfolk får. Men jeg er efterhånden ikke mere så optimistisk. Bare økonomien kører, så lukker tyskerne både øjne og ører. Jeg er bange for, at arbejderne i Tyskland ikke tør rejse sig,« siger Susanne Neumann.

»Samtidig profiterer Merkel på, at SPD stadig sidder med aben efter reformerne. Derfor vil SPD heller ikke overleve endnu en regeringskoalition med CDU. De må danne en ordentlig opposition og besinde sig på deres værdier som arbejderparti, på langt mere solidaritet og ordentlige lønninger og pensioner. Så kan de komme med al deres snak om, at der ikke findes en arbejderklasse mere. Kald dem, hvad du vil, men der er næsten ti millioner lavtlønnede i det her land.«

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Heller ikke her til lands kan man påregne noget bolværk fra S, selv om de, efterhånden mere og mere krampagtig,t forsøger at bilde os det ind

Kim Strøh, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, kjeld jensen, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Martin Madsen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Underligt de 25% ikke stemmer på de som vil arbejde for at ændre deres arbejdsvilkår.
Men de 80 kr i timen skal også ses i lyset af, at leveomkostningerne i tyskland er ca 25% mindre end i Danmark og at skatten også er lavere. Så omregnet vil det nok svare til en dansk løn på ca 120 kr i timen, hvilket giver ca 20.000 brt. pr måned. Ikke meget men tilsvarende lønninger findes også her i DK.