Højrekandidat fra byen med det brændende flygtningecenter: ’Merkel gør Tyskland til DDR 2.0’

BAUTZEN/ HOYERSWERDA – »Så vidunderlige tyske byer findes kun i Sachsen.«

Overborgmester Alexander Ahrens slår stolt ud med armene i sit hjørnekontor i rådhuset i østtyske Bautzen. Omkranset af Spree-floden rejser den middelalderlige bykerne sig her med sine smukke tårne og smalle brostensgyder, som det er overraskende nemt at fare vild i.

»I 1989 var hele den historiske bykerne ved at synke sammen, den var helt affolket. Så man kan sige, at den blev reddet af Murens fald,« siger Alexander Ahrens.

I dag summer den restaurerede middelalderby af både lokalt liv og turister, og den ekstreme afvandring, der har ramt Bautzens nyere kvarterer siden genforeningen, er stoppet.

»En velhavende by med næsten fuld beskæftigelse. Det passer ikke ind i klicheerne om det tidligere DDR.«

Med en undskyldende mine gør Alexander Ahrens opmærksom på, at andre klicheer opfyldes her. Selv har han fået en ilddåb, siden han blev valgt som borgmester i 2015. Som tilflyttet vestberlinsk jurist blev han med egne ord først opfattet som et »venstresnoet fremmedlegeme i en kulsort CDU-region«. Ikke mindst fordi han offensivt førte politik på, at Bautzen måtte løfte sin del af byrden i flygtningekrisen.

Det skulle blive en stenet vej. Først blev det kommende flygtningecenter ’Husargården’ brændt ned i februar 2016. Flere blev anholdt og dømt for at genere slukningsarbejdet, men det er aldrig opklaret, om der stod højreradikale bag.

Endnu værre blev det i september 2016, da næsten 100 betjente måtte stoppe et voldeligt sammenstød mellem højreekstreme, flygtninge og antiracistiske gruppereringer på byens torv, Kornmarkedet. Selv i Sachsen er den slags ikke just hverdagskost i en by, der størrelsesmæssigt ligger et sted mellem Slagelse og Silkeborg.

Brandmænd kæmper mod ilden, da et hjem for asylsøgere i Bautzen blev brændt ned i februar sidste år.

Rico Loeb

Ignorere problemer

Pludselig stod Bautzen i den tyske presses søgelys som indbegrebet af et fremmedfjendsk Sachsen. Tallene bekræfter, at området i hvert fald er stærkt højreorienteret. I valgkredsen Bautzen var der ved Sachsens sidste delstatsvalg knap 15 procent, der stemte på det højrenationale AfD, mens hele 11 procent satte deres kryds ved det højreekstreme NPD, som overvåges af de tyske myndigheder for forfatningsfjendtlige aktiviteter.

Mens tyske ministre nægtede at tale med de højreradikale demonstranter og med henvisning til nazisternes partifarve fordømte dem som ’det brune rakkerpak’ og ’det mørke Tyskland’, gik Alexander Ahrens offensivt til værks.

»Som borgmester snakker jeg med alle uanset hvilken nationalitet eller politisk indstilling de har. Også med den meget lille gruppe, der åbent kalder sig selv nynazister,« siger borgmesteren.

Det skabte en debat, som har været med til at ændre Tysklands politisk klima. Selv måtte Ahrens forsvare sig i politiske talkshows og diskussioner om AfD og Pegida-bevægelsen, der havde sit udspring i Sachsens hovedstad Dresden.

»Det er en stærk tysk misforståelse, at man kan ignorere problemer væk. Selv over for AfD har der været en enorm berøringsangst. Hallo, det er et demokratisk parti, vi skal tale med dem. Og gendrive deres forsimplede argumenter.«

Kilde: Infratest dimap/ wahlrecht.de

Hverdagsracisme

I borgmesterens øjne må fokus på Sachsen ikke sløre for, at der er tale om en europaomspændende højredrejning.

»Men vi må medgive, at der er en overleveret, ureflekteret hverdagsracisme i Sachsen. Det har selvfølgelig også med historien at gøre. At det i DDR hed sig, at her findes ikke racisme. At der var millioner af østtyskere, der gik tomhændede og frustrerede ud af genforeningen og følte, at de aldrig fik tak for deres anstrengelser. Og at civilsamfundets strukturer efter 40 års kommunisme og overvågning var revet op med rod. Det giver en stor ængstelse i usikre tider,« siger Alexander Ahrens.

»Men det gør altså meget sjældent folk til højreekstremister. Og selv blandt dem er det for det meste folk, som man kan tale med og forklare, at racisme er gift for et samfund.«

Angsten for det ukendte spiller også en rolle, mener Ahrens; I delstaten er der kun knap fire procent udlændinge.

Hvis man spørger Bautzens borgere til politik og flygtninge, får man alligevel direkte svar.

»Der var roligt, før flygtninge kom, og derefter opstod der ballade. Borgmesteren splitter sådan en lille by med sin politik,« siger en ældre herre ved Kornmarkedet.

»Og jeg er hr. Schmidt,« tilføjer han med et sympatisk grin – den tyske udgave af hr. Jensen eller mr. Anyone. Med over 45 procents opbakning til CDU i Sachsen stemmer hans slags i reglen på Angela Merkel trods hendes flygtningepolitik.

Fjernsyn og øl

Hr. Schmidt henviser til en legetøjsbutik om hjørnet. Den drives af den 48-årige Veit Gähler, som inviterer på the og politik i sit private hjem efter lukketid.

Ligesom sin kone Katrin gik han som 20-årig på gaden i efteråret 1989 og kæmpede mod det vaklende DDR-styre. I 2014 følte de, at folkets ønsker og bekymringer slet ikke blev hørt i Sachsen, og de valgte derfor at gå med i Pegida-bevægelsen. Efter splittelsen i Pegida har de nu været med til at grundlægge bevægelsen ’Vi er Tyskland’, som organiserer demonstrationer, foredrag og debatmagasiner.

»Med Merkels politiske stil går det såkaldte repræsentative demokrati under,« siger Veit Gähler.

»Se på Frankrig, hvor kun halvdelen går til de afgørende valg. I den politiske korrekthed er Tyskland ved at gå samme vej. Hele systemet afpolitiseres af de rigtige, bløde meninger, og medierne spiller med. Dumt fjernsyn og billig øl, det er tyskerens opium.«

Det grelleste eksempel er i Veit Gählers øjne den tyske indvandringspolitik, hvor der i den offentlige debat kun tales om detaljer og ikke det store perspektiv – f.eks. om at Afrika er ved at bryde sammen, og om at der fra 2018 vil komme »bølger af familiesammenføringer til Tyskland«.

Alligevel vil han ikke selv stemme på AfD.

»De er lige så neoliberale som de andre partier. De halser også efter storkapitalen. De ser ikke, at vores finanssystem er årsagen til de politiske kriser, de økologiske, de uddannelsesmæssige kriser. Jeg vil ved Gud ikke tilbage til DDR,« siger han og peger ud ad vinduet mod nabobygningen, der i DDR-tiden husede et berygtet Stasi-fængsel.

»Men jeg tror faktisk, at DDR-borgerne, som har prøvet at leve i et andet politisk system, har en større forestillingskraft. At vi tør tænke mere i alternativer til den nuværende katastrofekurs. Derfor stemmer så mange her til højre for CDU: ikke fordi de er fremmedfjendske, men som den sidste mulige protest.«

Firstjernede flygtninge

I udkanten af Bautzen ser verden igen anderledes ud. I kolonihaverne i de bløde saksiske bakker flages der med Schwartz-Rot-Gold – et syn, som siden VM i Tyskland 2006 er blevet langt mere udbredt. Foran det firestjernede, nedslidte Spreehotel hænger falmede flag fra mange lande.

Her tager Peter Rausch imod med en cigaret i mundvigen. På randen af fallit omdannede han i 2014 hotellet til en flygtningelejr for ca. 300 nyankomne asylansøgere. Nu er der kun få tilbage, fordi kontrakten er ved at løbe ud, og hele hotellet skal ryddes.

»De første, der kom her, var 40 tunesiske knægte, der opfyldte alle klicheerne,« siger han i den rungende hotellobby.

»De hærgede og larmede og skabte et elendigt ry. Det var en svært uheldig start. Senere kom her flere familier ind, og siden da har vi ikke haft nogen ballade. Alligevel siger folk, at jeg bare ville stikke snablen i statskassen for at redde min egen biks. Jeg kommer oprindeligt fra Vesttyskland, og så er og bliver man en grådig ’wessi’ i saksernes øjne,« siger Peter Rausch.

»Jeg har tjent gode penge her, men jeg har også ydet en fantastisk indsats for samfundet. Og jeg holder faktisk stærkt af de mennesker, som kommer her. Jeg er som en far for mange af dem. Men flygtninge i et firstjernet hotel …«

Peter Rausch bryder ud i en tobakshostende latter.

»Det har udløst en storm af forargelse.«

En medarbejder stikker hovedet ind og fortæller, at en syrisk beboer, der er ved at blive smidt ud, nu truer med selvmord og fortryder, at han nogensinde er taget til Tyskland.

»Han bliver o.k. igen. Jeg kommer op og trøster ham. Giv mig lige tyve minutter,« siger Peter Rausch.

Da stikordet AfD falder, tager han sig til hovedet.

»Selvfølgelig skal vores optag af flygtninge diskuteres, men med saglige argumenter. Hallo, der er ankommet mindre end 2.000 flygtninge i hele Bautzen-regionen, hvor der bor over 300.000 mennesker, og de fleste er væk igen. Vi har helt mistet proportionssansen i Sachsen. Det typiske forsvar i Bautzen er, at vi hele tiden trækkes gennem sølet som racister i de tyske medier. Men folk tier jo selv. De er så langt ude til højre, at de ikke ser racismen mere,« siger Peter Rausch, der selv har oplevet et mislykket brandangreb mod Spreehotel.

»Nu er Merkel igen rykket til højre i flygtningespørgsmålet for at holde AfD nede. Det er også fair nok. Men selv om sakserne er så ængstelige, så går det jo faktisk godt i Tyskland. Så hun bliver valgt igen – også af sakserne.«

Meningsdiktatur

Den diagnose ligger milevidt fra Karsten Hilses vurdering. Han er en veltrænet 52-årig politimand og AfD’s kandidat til Forbundsdagen fra Bautzen-kredsen ved valget den 24. september. Han byder på kaffe i nabobyen Hoyerswerda, hvor han fortæller om sit syn på Sachsen som et værdikonservativt område med en stor lokalpatriotisme. Her har det siden Murens fald været naturligt at stemme CDU, mens Die Linke har udgjort en slags protestmodvægt, mener han.

»Sakserne har aldrig fundet sig i at blive styret ovenfra. Det var her den fredelige revolution i DDR begyndte, og det var her Pegida opstod som folkelig bevægelse. Det er jeg stolt af,« siger Karsten Hilse.

»Med vores konservative forankring reagerer sakserne stærkt på, at Angela Merkel efterhånden enevældigt har udvandet CDU’s konservative kerne. Hun fremmer en uhæmmet suverænitetsafgivelse til EU. Hun har åbnet for ægteskab for homoseksuelle eller ’ægteskab for alle’, som det hedder, så polygami kunne blive det næste. Og hun siger måske nok, at ’multi-kulti er død’, men hun handler stik imod sine egne ord ved at invitere stadig flere indvandrere fra dybt fremmede kulturer,« mener AfD-kandidaten.

»Angela Merkel er ved at gøre Tyskland til DDR 2.0. Man må ikke længere sige sin holdning, men kun det, som de regerende politikere og medier mener er salonfæhigt. Det har sakserne prøvet en gang, og der vil vi ikke hen igen. Derfor har AfD en stor fremtid som frihedsparti. CDU derimod muterer til en Merkel-kult. Når hun træder tilbage, er der ikke meget tilbage.«

Karsten Hilse tager en slurk kaffe og kigger ud på torvet, der er så godt som mennesketomt.

At der skulle være et overlap mellem AfD og NPD afviser han prompte – både hvad personer eller emner angår. Et synspunkt, som modsiges i en telefonsamtale med Bautzens NPD-kandidat, Marco Wruck:

»Det er ofte de samme personer, der går til de samme demonstrationer og er i de her kredse,« siger han og bruger ellers det meste af samtalen på at forklare, hvordan NPD ignoreres af medierne, og hvorfor han er stærkt bekymret for sin 14-årige datter, som flygtninge har »tiltalt med en aggressivitet, der går langt ud over almindelig flirt«.

Skæbnevalg

For Karsten Hilse fra AfD er afgrænsningen mod højre derimod vigtig for at vise, at AfD befinder sig »solidt i det demokratiske spektrum«. Også selv om omdiskuterede østtyske AfD-figurer er kommet med højreekstreme udsagn og eksempelvis har relativeret Holocaust.

»Det er absolut ikke mine holdninger. Holocaust var en historisk unik katastrofe. Vi tyskere bærer på en særlig bagage, men vi må ikke glemme, at vi ikke har pakket den bagage selv. Man kan ikke afstraffe et folk kollektivt over generationer,« siger Karsten Hilse.

»Derfor kan man også godt være stolt over at være tysker eller sakser. Desuden findes den slags ballade i alle partier, men det blæses helt vildt op, når det er i AfD, fordi medierne gør alt, hvad de kan, for at diskreditere os.«

Trods forårets dyk i meningsmålingerne står AfD atter på knap 10 procents opbakning, og partiet har med Karsten Hilses ord fundet en fremragende og bredt orienteret valgkampsduo med den konservative, ældre og nationalt orienterede Alexander Gauland samt den lesbiske, liberale og patriotiske Alice Weidel.

»Vi står foran et skæbnevalg,« siger Karsten Hilse.

»Bliver vi Europas Forenede Stater? Kan vi bestå som nation og kulturel enhed? Eller udvikler vi os videre mod DDR 2.0? Så meget står der faktisk på spil.«