Lukket. Fri passage. Skud. Lettelse. Frygt. Tilbage til hverdagen. Alt blandes i Kenya, hvor det endelige resultat af tirsdagens valg endelig blev offentliggjort fredag aften.
Den siddende præsident Uhuru Kenyatta genvandt titlen med 54,27 procent af de lidt mere end 15 millioner afgivne stemmer. Allerede onsdag erklærede oppositionen ledet af Raila Odinga, at deres sejr var blevet stjålet. Det udløste de første protester, hvor tåregas blev brugt for at splitte de stenkastende demonstranter ad.
Da valgresultatet blev offentliggjort, blev Kenyas hovedstad Nairobi delt på midten. Dem på den ene side af valgresultatet og dem på den anden. I bydelen Kinyanjui jublede og festede langt de fleste over genvalget, mens der i Østafrikas største slumområde Kibera, tæt derved, blev affyret skud mod demonstranter.
Kenyas rivaler
Det er de to politiske rivaler, Uhuru Kenyatta og Raila Odinga, der har været de bærende figurer i kampen om den kenyanske præsidentpost.
Uhuru Kenyatta er søn af landets første præsident og blev valgt første gang i 2013.
Det er femte og formentlig sidste gang, at 72-årige Raila Odinga forsøger at blive præsident. Han er søn af landets første vicepræsident. Fædrene, der tidligere var politiske allierede, ragede uklar i 1966, en kamp, som sønnerne har taget med til deres generation.
Det er blevet bemærket, at de to kandidaters valg politiske manifester ligner hinanden meget. Men Kenyatta har blandt andet ført valgkamp på at forsætte den infrastrukturelle udvikling af Kenya, mens Odinga har lovet at mindske leveomkostningerne og sikre jobs til flere især unge.
Selvom de politiske manifester ligner hinanden, så adskiller de to kandidater sig især på deres etniske tilhørsforhold. Kenyatta er Kikuyu, og Odinga er Luo. Kampen mellem de to etniske stammer går tilbage til afkolonialiseringen, hvor Kikuyuerne blev tildelt store dele af landjorden af briterne. En strid, der stadig ikke er blevet løst.
Mit valg er blevet stjålet
Der er i weekenden langt imellem de åbne butikker i Kibera. De tilskoddede skure lokker ellers med mobile M-pesa betalinger, videoer og nyt hår. På nogle af de lukkede butikker har den lokale kunstner Solo-7 tagget: Peace wanted alive.
Det står også skrevet på asfalten, som politibetjentene går på, når de opløser demonstrationer med tåregas, vandkanoner og – efter valgresultatet – skud.
Lørdag aften havde optøjer ført til 24 dræbte i hele Kenya, oplyste Kenyas Nationale Kommission for Menneskerettigheder. Organisationen appellerede samtidig til, at politiet ikke skyder efter demonstranterne. Samme aften hævdede oppositionen, at mindst 100 uskyldige kenyanere har mistet livet.
I Kinyanjui går den 42-årige tæppelægger Elmious Safari og fejer. Han er en af de eneste i området, som har stemt på oppositionslederen Raila Odinga:
»Jeg er skuffet over resultatet. Jeg stemte på Odinga, fordi jeg gerne ville have haft et bedre liv. Men min stemme er blevet stjålet, og systemet hacket.«
Han henviser til de 50 siders computerlogs, som oppositionen fremlagde onsdag. Af en af siderne fremgår det, at IT-chefen for valgkommissionen, Chris Msando, forsøgte at skifte password tirsdag den 8. august om aftenen. Men Msando blev fundet myrdet 31. juli. Valgkommissionen har erkendt, at systemet er forsøgt hacket, men siger, at det ikke er lykkedes.
Alligevel har tæppelæggeren ikke været i gaderne og protestere ligesom så mange andre, der er skuffede over udfaldet.
»Jeg vil have, at lederne skal sætte sig sammen og finde ud af det. Det er ikke rigtigt, at der er mennesker, som dør,« siger han.
Oppositionen har ikke skrevet under på valgkommissionens officielle valgresultater og nægter at anerkende nederlaget. I 2013 lod de retten afgøre, om de blev snydt for valgsejren. Det nægter de at gøre igen.
Både observatørkorpsene fra EU, Den Afrikanske Union og The Carter Center anerkender valget som troværdigt, selvom der har været nogle udfordringer. Man understreger, at der er vindere og tabere ved demokratiske valg.
Holder vagt om området
I en del af slumbyen Kibera sidder 80 unge mænd vagt om natten. Det har de gjort lige siden, nomineringsvalgene blev indledt i april. Under optøjerne, der fulgte efter valget i 2007, hvor mere end 1.000 mennesker mistede livet, oplevede de i deres del af bydelen, at butikkerne blev røvet, og hjem blev ødelagt.
»Der er nogle, som udnytter, at der kan komme uro efter et valg. Vi forsøger at holde dem ude, så vi kan kontrollere, hvad der sker i vores område,« fortæller 36-årige Boiti Lunganyi Nagweya, der er leder af opsynsgruppen.
»Det er vores hjem, vi er vokset op her, og vi vil have fred.«
Han peger langs vejen, som snor sig med små farvede huse og butikker på hver side. Til højre. Til venstre. Bagud. Foran. De holder vagt hele vejen rundt. Manden med det faste blik har ligesom størstedelen af dem, der bor i Kibera, stemt på oppositionen. Men han er ikke klar til at gå i døden for sin politiske overbevisning, sådan som nogle demonstranter har udtalt til forskellige medier.
»Mr. Odinga bor ikke her sammen med os. Hvis vi giver os til at slås, så taber vi os selv.«
Tilbage til hverdagen
Vejene er næsten tomme, der går kun enkelte mennesker på gaden, og i grillen BBQ Pit kan det sagtens mærkes.
»Der er ikke mange kunder i forhold til normalt. På grund af valget er mange taget tilbage til deres hjemegn eller holder sig indenfor,« fortæller den 40-årige Kenyatta-tilhænger Freddie, der står for at vende kyllingevingerne på grillen. Han kigger mod sin yngre kollega, der styrer kasseapparatet. Robert er 26 år og stemte på oppositionens Raila Odinga.
De to er enige om, at stilheden og spændingen omkring valget har varet alt for længe.
»Nu har vi fået en præsident, så må vi gå tilbage til vores arbejde og hverdagen. Livet må gå videre.«
Søndag kunne valget ikke holde kenyanerne hjemme fra gudstjeneste og flere steder begynder butikkerne at genåbne.
Men samme eftermiddag opfordrede oppositionslederen sine støtter til at kvitte arbejdet mandag og lovede, at oppositionen vil komme med planen for sine næste træk tirsdag.