Læsetid: 10 min.

For regimerne i Mellemøsten er IS og al-Qaeda sjældent fjende nr. ét

Stater, der tolererer eller hjælper terrorgrupper, har længe været en udfordring i bekæmpelsen af grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda. Men for mange lande er det naturligt, at jihadisterne ikke betragtes som den vigtigste fjende, men i visse tilfælde snarere som en nyttig allieret
En IS-kriger tilbageholdt af irakiske styrker i Mosul. De to andre mænd blev løsladt. Tilstedeværelsen af terrorgrupper som IS og al-Qaeda sker ofte med de mellemøstlige regimers stiltiende accept. så længe de ikke udfordrer regimerne.

En IS-kriger tilbageholdt af irakiske styrker i Mosul. De to andre mænd blev løsladt. Tilstedeværelsen af terrorgrupper som IS og al-Qaeda sker ofte med de mellemøstlige regimers stiltiende accept. så længe de ikke udfordrer regimerne.

Felipe Dana

18. august 2017

De dukker stadig op fra ruinerne. IS-krigere, der har overlevet kampen om Mosul og nu venter på at blive aktiveret i et nyt oprør mod den irakiske stat. Snart fortsætter kampen for at fordrive Islamisk Stat fra organisationens sidste bastioner i Irak i byer som al-Qaim, Tal Afar og Hawija. På papiret er Islamisk Stat en organisation i knæ, der blot venter på dødsstødet.

Men spørgsmålet er, hvad næste skridt bliver i indsatsen mod den jihadistiske terrororganisation, og hvor effektivt det bliver. IS’ syriske hovedkvarter i Raqqa er ganske vist under belejring, men faktum  er, at Islamisk Stat og al-Qaedas lokale aflæggere i store dele af den syriske borgerkrig har været den mindst pressede part i den seks år lange konflikt.

»Islamisk Stat er alles fjende i Syrien, men ingens vigtigste fjende – bortset fra de vestlige magter,« konstaterer Richard Atwood, chef for ngo’en International Crisis Groups New York-kontor og policy-afdeling, hvor han også fungerer som organisationens repræsentant ved FN med ansvar for at prøve at påvirke diverse nationers ageren på sikkerhedsområdet.

Han skrev sidste år en rapport om, hvordan grupper som IS, al-Qaeda og Boko Haram i mange tilfælde næres af forskellige nationalstaters politik, både som resultat af socioøkonomiske forhold, men også i kraft af regeringers direkte og indirekte favorisering af grupperne. Han er derfor pessimistisk, hvad angår kampen mod Islamisk Stat og ligesindede grupper:

»Der er megen begejstring i Vesten omkring fremskridtene i kampen mod IS, forståeligt nok, men i regionen er det ikke en topprioritet. For nogle lande står kampen mod IS meget langt nede på listen af prioriteter, for andre er den lidt vigtigere, men den er ikke en topprioritet for nogen. Verden er ikke forenet i kampen mod IS, endnu mindre mod al-Qaeda. Og det udnytter grupperne,« konstaterer han.

»I Syrien har stort set alle aktører andre agendaer og modstandere, de anser for at være vigtigere. I Irak var det nemmere at sammensætte en koalition mod IS, fordi den geopolitiske rivalisering var mindre udtalt og truslen mere akut, derfor har det været muligt at glemme nogle andre kampe og midlertidigt slutte sig sammen mod IS. Men i ly af kampen om Mosul har de enkelte aktører forberedt sig på de kommende interne kampe, og enigheden holder næppe meget længere, nu hvor Mosul er faldet. Prioriteten nu er ikke længere at kæmpe mod IS, men at forstærke sig og forberede sig på de næste kampe mod andre geopolitiske fjender,« konstaterer han.

Bliver brugt af regimer

I den geopolitiske kamp er grupper som IS og al-Qaeda ofte blevet underprioriteret. Men de er også indimellem blevet brugt aktivt, som både Richard Atwood og andre har påvist.

I Syrien er det veldokumenteret, at Bashar al-Assads gennemkontrollerede politistat bidrog til dannelsen af den organisation, der siden blev til Islamisk Stat, ved at lade et utal af jihadister rejse gennem Syrien for at slutte sig til kampen mod USA efter invasionen efter Irak, og hvordan de i tiden efter de første protester mod Assad-styret løslod mange af de mest notoriske jihadister fra Syriens fængsler for at lade dem overtage oprøret. På samme måde som en række andre stater i regionen har støttet organisationer i og omkring al-Qaeda og tilladt IS at vokse sig stærke.

»Mange jihadistgrupper og især al-Qaeda er blevet ’instrumentaliseret’ af stater. Selv Iran har i al stilfærdighed samarbejdet med al-Qaeda, når det har passet med deres interesser – de lader til at have ladet al-Qaeda og andre jihadister rejse fra Afghanistan gennem Iran til Irak for at kæmpe mod amerikanske styrker for eksempel. Andre stater i regionen har også brugt jihadister som et værktøj mod fjender i andre lande eller mod modstandere inden for egne grænser. Nogle gange fejlkalkulerer de disse gruppers styrke og bliver ramt, når de vokser sig magtfulde. Andre gange slår de simpelthen bare ned på dem, når de vokser sig for stærke,« siger Richard Atwood.

»Assad har styrket de mest rabiate dele af oprøret, fordi han hellere ville have dem som modstander. Regimet ændrede bevidst og målrettet karakteren af opstanden mod sig ved at løslade jihadister fra fængsel, iscensætte konflikten i et sekterisk sprog og den slags. De prøvede afgjort at give oprøret en jihadistisk natur. Og Assad støttede jihadisternes kamp i Irak mod amerikanerne efter Saddam Husseins fald,« konstaterer Richard Atwood.

Våben til al-Qaeda

Richard Atwood mener dog langtfra tendensen er isoleret til Assad-styret.

»Fra tyrkerne, fra saudierne og fra Qatar blev der pumpet mange penge ind i mere ekstreme grupper, hvoraf nogle blev en del af al-Qaeda, af Jabhat al-Nusra. Uden at jeg tør sige, at disse lande direkte har støttet al-Qaeda, er mange af de våben, de gav, endt hos al-Qaeda. Selv Iran havde under den amerikanske besættelse i Irak en stiltiende forståelse med al-Qaeda, de støttede dem ikke direkte, men tillod f.eks. nogle al-Qaeda medlemmer at rejse igennem Iran, så de kunne kæmpe mod USA,« siger han.

Tyrkiet er et andet eksempel. Det har ofte vakt undren, hvor nemt det var for jihadister at krydse grænsen til Syrien, og hvordan IS-netværk tilsyneladende kunne oprette træningslejre, operere frit langs grænsen og vedligeholde et stort netværk på tyrkisk jord. Med god grund, hvis man spørger mellemøstforskeren Aaron Stein fra Atlantic Councils Rafik Hariri Center for the Middle East.

»Der er ikke tvivl om, at Islamisk Stat har haft et vidt forgrenet netværk, og at de tyrkiske sikkerhedstjenester har haft et ret detaljeret kendskab til det uden at gribe ind, før IS vendte sig mod tyrkiske turistmål i 2015,« siger han.

»Indtil da gjorde de intet for at lukke grænsen eller lukke cellerne ned, uden tvivl som en konsekvens af en beslutning højt oppe i det politiske system. Men da de så gjorde det, var de i stand til at slå ret effektivt til,« siger han.

»Jeg tror sådan set bare, de ignorerede dem. De tænkte, at de kunne bruge dem som et forhandlingskort over for amerikanerne, imod Assad og imod kurderne, men tog fejl, og de betaler prisen nu. Men for tyrkerne er IS stadig kun måske tredje- eller fjerdeprioritet i deres Syrien-politik,« konstaterer han.

»Ligesom mange andre lande i regionen troede de, at de kunne manipulere dem og bruge dem i deres egen interesse.«

Mindst vigtige modstander

Det er en prioritering, der kan skabe vrede og frustration i Vesten. Men set andre steder i verden fra giver det bedre mening, og det er svært at lave om på, forklarer Richard Atwood:

»Det er et andet regnestykke, stater i regionen laver, end det vi laver. De ser trusler på en anden måde. De har andre interesser og indretter deres politik efter det og bruger de redskaber, der er til rådighed«.

– Hvordan kan man få disse stater til at ændre prioritet?

»Det er jo den store udfordring. På mange måder har de jo ret. Nogle gange tager de fejl, nogle gange fejlberegner de gruppernes styrke, men ofte står de over for trusler, som udgør en større eksistentiel trussel mod dem end disse grupper. Tyrkiets Erdogan ved nok godt, at der på et tidspunkt skal være en fredsproces med kurderne med indrømmelser inkluderet, men han vil hellere gøre det fra en styrket position end fra en svag, og derfor indretter han sin politik både på hjemmebanen og i Syrien efter det. Han kan se, at kurderne ekspanderer i Syrien og modtager megen støtte fra både USA og Rusland. Så kan man spørge: Hvorfor er Tyrkiet ikke mere bekymret for al-Qaeda og IS, som er en trussel imod Vesten? Men hvorfor er Vesten så ikke mere bekymret for kurderne, når de er en trussel imod Erdogans styre? Der er forskellige prioriteter. Det er en af de helt store udfordringer for diplomatiet i forhold til at styrke kampen mod IS,« konstaterer han.

Richard Atwood nævner en anden, mere pragmatisk grund til at give jihadisterne albuerum:

»For mange mellemøstlige lande er jihadister også en mindre skræmmende modstander end en liberal politisk opposition eller politiske islamister som Det Muslimske Broderskab. Derfor har man set en udvikling, hvor de først svækker den liberale opposition og dermed styrker Det Muslimske Broderskab. Så svækker man Det Muslimske Broderskab, og man efterlader på den måde ikke mange andre måder at udtrykke opposition til de siddende regimer på end ved at tilslutte sig jihadisterne,« forklarer han.

Det er en sameksistens, der nogle gange giver god mening – også ud fra et sikkerhedsperspektiv.

»Problemet med IS og al-Qaeda er også, at de længe har fokuseret på Vesten. Hvis en regering skal slå ned på al-Qaeda derhjemme, risikerer den at stikke hænderne ned i en hvepserede og få en voldsom modreaktion fra en gruppe, som er fokuseret på Vesten, ikke på at lave ballade der, hvor de er. Vesten kan ikke lide grupper, der angriber Vesten. Lokale regeringer kan – klart nok – ikke lide grupper, der angriber dem. Derfor lader de dem ofte være i fred,« siger han.

Hvor står al-Qaeda?

I den forstand er f.eks. al-Qaeda i dag en lidt ubekendt faktor i forhold til IS. Mens de i form af relaterede grupper har vokset sig store i den syriske borgerkrig, er de i mindre grad kommet til at fremstå som en organisation rettet mod Vesten og mere som en lokal organisation med lokale agendaer, der dog står temmelig stærkt i regionen.

Og den vestlige politik har også ændret sig over for organisationen, vurderer Atwood.

»USA var under Obama frustreret over saudiernes fokus på Iran og manglende fokus på jihadister og ønskede tilnærmelser mellem iranerne og saudierne. Under Trump er det anderledes. Trump er helt fint tilfreds med, at saudierne koncentrerer sig om Iran,« siger International Crisis Group-chefen.

Han anerkender, at Saudi-Arabien laver meget antiterrorarbejde, men konstaterer samtidig, at landets styrker ikke har problemer med at samarbejde med en af de al-Qaeda-afdelinger, der tidligere har været mest aktiv i kampen mod Vesten:

»I Yemen er grupper forbundet med al-Qaeda nu embeddet med saudierne i kampen mod houthierne. På fronten ved Taiz og andre steder er al-Qaeda fuldstændig integreret i kampen. Nogle gange vil koalitionens soldater kæmpe imod al-Qaeda uden for fronten, men når de kæmper mod houthierne, samarbejder de ofte,« konstaterer han om krigen i Yemen, der i vid udstrækning føres med hjælp af amerikanske og britiske våben og vestlige efterretningsoplysninger.

Det efterlader også Vesten med et eksistentielt valg: Ønsker man at ændre selve grundlaget for de ekstremistiske organisationer og det miljø, de opstår i, eller vil man nøjes med mere begrænsede sikkerhedsmål:

»Al-Qaeda har ikke angrebet Vesten i nogen tid, så spørgsmålet er, om al-Qaeda stadig er en vestlig prioritet? Er Vestens prioritet at skabe en anderledes mere bæredygtig situation lokalt, eller er det bare at hindre angreb,« spørger han. »Er al-Qaeda mest farlig, som organisationen er i dag; som en stor organisation, der arbejder lokalt, eller var al-Qaeda mere farlig som den mindre organisation, den var i 2005, da den prøvede at angribe Vesten? Er det vigtigste mål antiterror eller regional stabilitet? Vil man stoppe krigen, eller vil man hindre terroren i at nå os? Problemet med den sidste løsning er naturligvis, at lokal ustabilitet altid vil betyde muligheder for ekstremister – og også for, at de rammer os.«

Sådan støtter stater i Mellemøsten IS og al-Qaeda
 

Tyrkiet

  • Det er alment kendt, at tyrkiske soldater opererer i samarbejde med oprørsgrupper på syrisk jord. Det er mere omdiskuteret, hvem præcis de støtter.
  • Da tyrkiske gendarmer i marts 2014 gennemsøgte et vogntog fra den tyrkiske sikkerhedstjeneste MiT på vej mod Syrien, blev det en pinlig affære for den tyrkiske regering. Lastbilerne var fyldt med tunge våben og på vej ind i et område af Syrien kontrolleret af den islamistiske bevægelse Ahrar al-Sham, hvis ledelse har tætte forbindelser til al-Qaeda. Ifølge chaufførerne var transporten tiltænkt gruppen. Sagen blev tysset ned, og både gendarmer, dommere og journalister, der har undersøgt sagen, er efterfølgende blevet retsforfulgt.
  • De tyrkiske myndigheder er også af især kurdere blevet beskyldt for at understøtte IS gennem angreb på kurdiske mål på tyrkisk jord, ligesom grænsebetjente tidligere er blevet anklaget for at lade IS-krigere bevæge sig uhindret over grænsen, bl.a. i forbindelse med belejringen af Kobane.

Syrien

  • Det er veldokumenteret, at Syrien fungerede som altdominerende transitland for jihadister, der ville kæmpe imod de amerikanske styrker i Irak. Dokumentationen udgøres bl.a. af det såkaldte Sinjar-arkiv, hvor al-Qaeda i Irak registrerede de ankomne krigeres baggrund. Mange har fortalt om samarbejde med syriske myndigheder i forbindelse med deres rejse.
  • Da den syriske borgerkrig brød ud i 2011, blev mange rabiate islamister løsladt fra især Sednaya-fængslet. Militante islamister som Hassan Aboud, Abu Khaled al-Suri og Amr ’Abu Atheer’ al-Absi var siden med til at grundlægge grupper som IS, Jabhat al-Nusra, Ahrar al-Sham og Jaish al-Islam. Grupper, som kom til at dominere den syriske borgerkrig. Afhoppede sikkerhedsfolk fra regimet har beskrevet det som en bevidst strategi.

Iran

  • Mange al-Qaeda-ledere har haft et frirum i Iran, hvor de har opholdt sig med myndighedernes viden og uden at blive arresteret, bla. al-Qaeda i Iraks (afdøde) leder Abu Musab al-Zarqawi. De har fået arbejdsro, så længe de kun har rettet deres aktiviteter mod andre lande, hvilket da også har friholdt Iran fra al-Qaeda-angreb.

Saudi-Arabien

  • Menes på statsplan at have støttet salafistiske grupper i Irak med våben og penge, mens mange individer har støttet al-Qaeda og Islamist Stat uden at blive retsforfulgt.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • David Zennaro
Benno Hansen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Din fjendes fjende - er din ven. Det er jo rendyrket RISK (brædtspil der handler om at erobrer verden).

Mange af Informations læsere og debattørkorps har en lang historisk indsigt, og ved at tingenes tilstand ikke startede med Al-Queda.

Fra april 1980 gik Sovjetunionen ind i Afghanisatn for at redde den socialistiske regering som var valgt i Kabul.
Samtidig herhjemme gik mange alle, inklusiv store dele af venstrefløjen (altså bevidste politiske mennesker) - med badges på tøjet: Sovjet ud af Afghanistan. Foruden et badge for Frie fagforeninger i Polen.

USA orkestrerede Mujahheddin (det senere Al-Quaeda/Taleban), for at nedkæmpe det valgte styre i Kabul, og især få Sovjetunionen til at forbløde i Afghanistan.

Begivenhederne kan altid føres tilbage til andre begivenheder, men min pointe er - at vi sjældent bliver klogere af, at se overfladisk på aktører i en konflikt - som i artiklen her over.
Fordi det vigtigste ofte er "glemt", om nogensinde overhovedet er inddraget i sammenhængkæden.

Hvad er USA`s virkelige interesse i konflikterne?

Hvorfor er Israel ikke nævn som part i konflikterne?

Som sagt - vi er ikke blevet klogere, kun kommet tættere på ragnarok! (og til hvilken nytte?)

Gaderummet Regnbuen, Flemming Berger, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Pedersen, curt jensen, Mikkel Schou, Palle Yndal-Olsen, Hans Ingolfsdottir, Anton Bentzen, Marianne Borgvardt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Den vigtigste kamp i Saudie arabien er, at kvinder går rundt med en sæk overhovedet og altid følges med en mand og det er sådan set samme idelogi som Isil....

Claus Schmidt, curt jensen, Erik Karlsen og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar

Det er en komisk artikel... Hvis Tobias Havmand bare vidste hvad Danmarks statsminister synes om jihadisterne.

Han siger, "Jeg har det fint med billedet. Men ikke med den måde, det er blevet misbrugt på. Vi støttede en lokalbefolkning mod en besættelsesmagt, siger Lars Løkke Rasmussen til P1 Dokumentar."

https://www.dr.dk/nyheder/indland/lars-loekke-rasmussen-afghaner-billede...

Altså lokalbefolkningen mod en besættelsesmagt, hmm altså amerikanerne er besættelsesmagten og jihadisterne lokalbefolkningen i Iraq, men bare født og opvokset alle andre steder end Irak. Right?

Man får sig nogle gode grin engang i mellem her på informationen. hehe

Jeg var i Kabul under Sauer revolutionens dage i april 78, da MIG fly udførte bombeflyvninger og præsidenten, som selv et par år før havde afsat Kongen, fik halsen skåret over oppe på paladset. Det tog et døgn, hvorefter 22 punkter i den statslige radio fortalte om det socialistiske grundlag, jordreformer, modernisering, en modernisering til fordel for Kabul og en fortsættelse af de gode tider, som havde præget landet, og især Kabul, i et par årtier.. I Kandahar var tingene anderledes spændt. Der gik hurtigt splid i den mellem de to fraktioner og Karmal kom til, prorussisk kommunist. Han kunne ikke videreføre det, og Sovjet gik ind for at redde stumperne. At de forskellige warlords fik støtte både fra militæret i Pakistan, CIA og vesten generelt vidste alle, men selve den afghanske land-adel, støtte systemet, det feudale, var der hele tiden. Og med det traditionen. Så modstanden mod Sovjet lå i det grønne flag, afghanerne har aldrig ladet nogen bestemme over Khyberpasset, Quetta, Kandahar, utallige små forter med de lerklinede mure omkring. Ikke andet end fætter kusine fest, se det i øjnene.

Lars Toft Madsen

"Ikke andet end fætter kusine fest, se det i øjnene." Jeg forstår ikke hvad du mener her? Resten fik jeg godt fat i.