Læsetid: 9 min.

Sådan bekæmpede hæren islamisterne i Algeriet

Kampen for demokrati og sekularisme har været et hårdt opgør med de islamistiske kræfter i Algeriet, forklarer den algeriske forfatter Chawki Amiri
Kvinder deltager i begravelsen af et af ofrene i den algierske borgerkrig. ’Den almindelige formodning er, at hæren fik ført krigen over i islamisternes egen lejr,’ siger den algierske forfatter Chawki Amiri

Kvinder deltager i begravelsen af et af ofrene i den algierske borgerkrig. ’Den almindelige formodning er, at hæren fik ført krigen over i islamisternes egen lejr,’ siger den algierske forfatter Chawki Amiri

Sophie Kandaouroff

21. august 2017

Borgerkrigen i Algeriet kostede i 1990’erne 200.000 mennesker livet. Hele katastrofen begyndte med et folkeligt oprør mod etpartisystemet og for demokrati i 1988. Men en farlig spiller blandede sig, da staten slap grebet om medier og politik og lod folk organisere sig.

Islamisterne brugte vold og trusler mod deres politiske modstandere og lod ingen i tvivl om, hvad det første frie valg i 1992 skulle bruges til.

En lignende tragedie med islamisters deltagelse i et valg, der skulle indlede den demokratiske proces, udspillede sig i Bosnien senere samme år. Her brød det politiske system sammen i endnu et land i de alliancefri landes bevægelse.

Både Algeriet og Jugoslavien – som Bosnien var en del af – var styret af monopolpartier, der havde erobret magten med landenes befrielse og ikke sluppet den siden. Men her holder lighederne op, da systemernes krise begyndte af kunne mærkes.

I Bosnien lod man de religiøse og etniske fantaster spille deres demokratiske komedie og afholde valg, så de med det samme kunne indlede borgerkrig i det øjeblik, det parlamentariske arbejde skulle begynde. Det skete helt præcist den 4. april 1992.

Kommunistpartiet var en død mand, og nu skulle den religiøse og dydige stat opbygges af islamisterne i SDA – det største parti i Bosnien. Det måtte og skulle ende i konfrontation, da man havde to andre partier med loyaliteter i henholdsvis Beograd og Zagreb.

Diffust oprør

I Algeriet gik det anderledes nogle måneder forinden, i januar 1992. Her greb hæren ind – i realiteten det nationale befrielsesparti FLN – og aflyste valget, som islamisterne stod til at vinde.

Den algeriske forfatter, kommentator og skuespiller, Chawki Amiri, husker det hele. Han stod midt i det, han var med i gaderne som ung studerende, da man begyndte at protestere mod etpartistaten og dens autokrati i 1988.

Men hurtigt begyndte oprøret mod diktaturet at blive diffust. Islamisterne blandede sig med voldelige metoder mod de liberale og mod kvinder, der krævede rettigheder. Samtidig så han, hvordan hæren lod stå til. Det blev begyndelsen på det, der senere skulle blive den beskidte krig.

Islamisterne viste i det mindste deres reelle hensigter: Man ville bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet med. Der var ikke brug for nogen grundlov, når man havde Koranen.

Sporene fra den iranske revolution i 1979 skræmte de unge liberale. Man var sammen i gaderne, hvis man ikke sloges indbyrdes. Bagefter ville udrensningerne komme. Men hæren og Befrielsespartiet FLN spillede spillet ’del og hersk’, og håbede ifølge Chawki Amiri på at kunne finde en alliance med islamisterne og holde de liberale kræfter ude.

Denne leg fortsatte, indtil islamisterne havde vundet første valgrunde i det, der kunne have været deres Machtergreifung. Så blev det for farligt, og hæren greb ind.

Militærkup

Den 11. januar 1992 blev præsident Chadli Bendjedid tvunget til at træde tilbage »af egen fri vilje«, og hæren indsatte en veteran fra befrielseskrigen, Mohamed Bourdiaff, indfører militærstyre og aflyser valget.

Det træk stillede den vestlige opinion såvel som den dengang 19-årige oprører Chawki Amiri over for et dilemma: Hvor længe kan man lege med islamisterne? Og dementerer man ikke principperne i demokratiet, hvis det kun gælder, indtil der for alvor sættes spørgsmålstegn ved dets berettigelse i et frit og fair valg? Er valg kun staffage, der skal besmykke den sekulære magt, indtil den for alvor bliver udfordret?

Den unge Chawki Amiri troede stålsat på retsstaten og princippet om at køre linen ud og lade anti-demokraterne vinde.

Læs også

Som moden forfatter i dag og som kommentator i den liberale avis El Watan er han i retrospektiv dog mere forstående over for militærets magtovertagelse dengang i begyndelsen af 1990’erne – selv om han stadig er modstander af kuppet dengang. Militæret havde spillet et spil, men indså, at forestillingen måtte afbrydes.

Spørgsmålet er naturligvis, om man må ræsonnere som Karl Popper og konkludere, at der ingen plads er til tolerance for de intolerante. Demokratiet er ikke åbent for nedlæggelse, når voldsmænd poserer som konkurrenter i valget. Hvis den ’dybe stat’ (sikkerhedstjenester og militær) skal give mening som en beskytter af samfundet, er det i denne situation.

Det er de spørgsmål, der blev påtrængende med islamisternes stigende indflydelse op til parlamentsvalgets anden runde i Algeriet i 1992.

Voldsmandens veto

Begrebet om ’voldsmandens veto’ var ganske vist ikke i spil i det dilemma, som Chawki Amiri fortæller mig om. Men det var reelt det træk, som islamisterne i Den Islamiske Frelsefront (Front Islamique du Salut) tog i brug i den politiske kamp: ’Gør som vi siger, eller vi dræber jer’. ’Hold kæft, eller vi dræber jer!’ Det er beskeden til deres liberale og demokratiske modstandere.

Læren af katastrofen i Algeriet og den senere kamp med at udrydde den voldelige islamisme kan selvsagt ikke adopteres af en liberal stat i Europa, men aspekter af, hvor langt man kan gå med at tillade voldelige spillere i demokratiet, er nu en påtrængende udfordring over alt.

Jeg tilbringer nogle uger med Chawki Amiri på et slot i Schweiz, hvor vi nørkler med vores respektive romaner og drøfter disse demokratiske dilemmaer.

»Regeringspartiet så slet ikke, hvor farlige islamisterne var. Det var en gentagelse af, hvad der skete i Iran i 1979, hvor man troede, at man kunne samarbejde med islamisterne. Men de udryddede de liberale og de venstreorienterede efter revolutionen. Man fatter ikke, hvor farlige islamisterne er.«

– Men var der ingen, som sagde, at Algeriet var på vej til at blive koloniseret af Saudi-Arabien, som du hævder finansierede islamisterne i Frelsefronten?

»Jo, men Frelsefronten slog det hen, for hvad var problemet, når Saudi-Arabien er et muslimsk land? Kolonisering er noget, vi er vant til kommer fra lande som Storbritannien og Frankrig. Ikke fra muslimske lande.«

Attentat på præsidenten

Så kom den første runde af det frie parlamentsvalg i december 1991.

»Man regner med, at islamisterne fik støtte fra 25 pct. af befolkningen. Hertil skal man tilføje, at de også svindlede med valget, da de jo allerede sad på magten i mange kommuner og således kunne kontrollere valghandlingen og optællingen. Men vi stolede på systemet med, at præsidenten kunne beskytte demokratiet, hvis det virkelig kom til problemer med islamisterne i regeringen. Ingen love kunne jo vedtages uden præsidentens underskrift. Vi troede på det, vi kaldte ’rækværksteorien’. Præsidenten kunne spærre islamisterne inde bag rækværket ved at nægte at underskrive deres love.«

Men hvad mente præsident Bendjedid egentlig, da han ’trådte tilbage’ for militæret? Var det skuespil, eller skete det af egen fri vilje?

»Han udgav jo sin selvbiografi for et par år siden, og der indrømmer han, at det faktisk var den eneste løsning dengang. Jeg mener stadig, det var en fejl. Man begyndte også fra militærets side, fra februar 1992, at internere islamister uden dom. Det skete under den nye præsident, som militæret havde indsat, Mohamed Boudiaff. Og efter nogle måneder, i juni måned samme år, lykkedes det islamisterne at dræbe præsident Bourdiaff. Efter dette attentat eksploderede volden og terroren.«

Massakrer

Volden blev senere mere radikal, og man gik over til en ikkeselektiv terror med opkomsten af GIA (Groupe Islamique Armé).

»En fraktion af Frelsefronten gjorde op med sig selv, at man blev nødt til at forhandle med militæret, et halvt år efter at volden eskalerede med attentatet mod præsidenten. Denne situation førte så til, at GIA brød ud fra Frelsefronten som en afvisningsfront. Og herfra blev vandene mudrede. Det var ikke længere klart, hvad der rent faktisk skete.«

»Jeg husker engang ude i en landsby langt fra hovedstaden Algier, hvor jeg boede. Da spurgte landsbybeboerne mig, om jeg havde lyst til at lære GIA bedre at kende? De vidste udmærket godt, hvor de holdt til. De pegede så op mod et nærliggende bjerg, vi kunne se fra landsbyen. Deroppe holdt GIA til, fik jeg at vide. Så spørger man sig selv: Hvorfor angriber hæren ikke, når folk ved, hvor GIA befinder sig? Det er et mysterium. Man funderer over hvilket spil, der er i gang. GIA søgte at ramme enhver person, der havde ansættelse i staten, selv den mindste embedsmand. Men i 1995 skete der et skifte, og man terroriserede helt ikkeselektivt. F.eks. angreb GIA en landsby og massakrerede alle beboerne. Mænd, kvinder og helt små børn. Man blev afsindig.«

– Hvordan kunne man i Algeriet være sikker på, at det ikke var massakrer, der rent faktisk var blevet begået af hæren for at sværte GIA?

»Jamen, det var der også nogen, der sagde! Nogle gange var der massakrer på hele landsbyer, nogle gange blev 1.000 mennesker myrdet i løbet af en nat, nogle gange 2.000. Man må forstå, at der går flere timer, når man skal myrde så mange mennesker. Men der kom ikke nogen for at standse forbrydelserne ude i landsbyerne.«

– Hvilken indflydelse fik denne udvikling i volden inden for hæren og Frelsefronten?

»Det førte til, at lederne af Frelsefronten efter nogen tid underskrev en fredsaftale med styret. Dette her sker i 1995, og GIA har løsrevet sig fra Frelsefronten og vil ikke anerkende fredsaftalen. Ingen kan kontrollere GIA, og nu siger Frelsefronten, at de ikke kender til, hvem disse ledere af GIA er, og de beskylder denne udbrydergruppe for reelt at være en splintergruppe i efterretningstjenesten, der poserer som voldelige islamister for at sabotere freden. Dette er en højest forvirrende situation, hvor ingen reelt ved, hvad den anden part foretager sig og står for.

Men nu bliver det endnu mere intrikat: Frelsefronten laver en aftale med hæren om også at bekæmpe GIA og får i denne fase tildelt både våben og landområder, hvor dens folk kan opholde sig og regere i fred for hæren. Nu er der så åbnet flere fronter på samme tid. Dette bevirker, at GIA bliver en mere ukoordineret organisation. Den er organiseret efter celleprincipper. Intet medlem kender mere end to andre i organisationen. Det er en måde at beskytte sig på mod optrævling, men den interne information og koordination lider skade. Nogle bomber, nogle dræber, men der er ingen plan mere. Det er den brændte jords taktik. Det kommer også til splittelser inden for GIA med indtil flere splintergrupper, der også indbyrdes bekæmper hverandre, fordi de gensidigt beskylder hinanden for at være uislamiske. Man ødelægger og dræber, så meget man kan. En dag dræber man sygeplejersker, den næste dag skolelærere osv. Men efter to år er GIA færdige. De forsvinder ganske enkelt! Det bliver en organisation uden en organisation. Det efterlader de enkelte medlemmer af GIA alene, og så hører deres aktiviteter op.«

– Så hærens strategi lykkedes?

»Det er vanskeligt at sige noget sikkert om dette, men den almindelige formodning er, at hæren fik ført krigen over i islamisternes egen lejr. I 1999 kom den nuværende præsident, Abdelaziz Bouteflika, til magten, og han lovede de resterende grupper blandt islamisterne penge og fritagelse fra retssager, hvis de nedlagde våbnene. Sådan sluttede krigen.«

Fred

Nu synes islamismen langt væk for Chawki Amiri. Han lever i et sekulært land, som ganske vist er autoritært, men uafhængigt, siger han. Han står helt bag den nuværende præsident Bouteflika, når det kommer til synet på de udfordringer, Algeriet står over for internationalt med usikre grænser til alle sider med sammenbrudte stater.

Men indenlands er han en arg liberal modstander af det autokratiske system med begrænset ytringsfrihed. Hans dilemma er bare det samme som alle andres i Algeriet: Man er så traumatiseret af borgerkrigen, at man slet ikke tør lade den aldrende Bouteflika dø. For med ham kom freden efter katastrofen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Slettet Bruger
  • Claus Nielsen
  • Michael Hullevad
odd bjertnes, Slettet Bruger, Claus Nielsen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Det skal jeg lige forstå, det er helt i orden at militæret går imod demokratisk valgte, bare man kan kalde dem islamister eller kommunister måske, det er ikke min opfattelse af demokrati.

Henrik Andersen

Jo netop for at beskytte mod dets afskaffelse, et demokrati har ret til at forsvare sig selv, alternativet er langt værre, nemlig et diktatur og ingen garanti for at demokratiet indføres igen.

Henrik L Nielsen

Lars Bo Jensen

Militæret gik ind for at forhindre de valgte i at afskaffe demokratiet.
En parallel kan drages til hvordan Hitler afskaffede frie valg osv. i Tyskland, uden at blive nødt med kvalificeret modstand.

Slettet Bruger

Får en lidt mærkelig smag i munden. I stedet for et nyt Saudi Arabien kom et autoritært regime med begrænset ytringsfrihed og fængsling af menneskeretsaktivister, journalister og systemkritikere. Et pseudodemokrati med lav deltagelse og omfattende korruption, hvor den gamle præsident hejses op og bæres ind til planlagte genvalg, mens andre tømmer kassen for oliepenge, og for at bevare denne idyl har 'vi' så åbenbart solgt overvågningsudstyr.