»Noget af det vigtigste, vi kan lære af finanskrisen, er, at vi aldrig bliver i stand til med nogen synderlig præcision at forudse en sådan krise. Selv ikke med de skarpeste økonomer og den bedste vilje. Når vi ikke kunne forudse denne krise, så kommer vi aldrig til at kunne det.«
Ordene er Hans Jørgen Whitta-Jacobsens. Professor i økonomi på Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Og formand for Det Økonomiske Råd under den økonomiske krise, der fulgte finanskrisen.
Faktisk sagde Whitta-Jacobsen ja til at indtræde i vismandsinstitutionen samtidig med, at finanskoncernen Lehman Brothers krakkede på Wall Street i efteråret 2008 og for alvor startede den internationale økonomiske nedtur.
Blandt de økonomiske vismænds fornemste opgaver er dels at rådgive politikerne om den økonomiske politik, dels at lave fremskrivninger af den økonomiske udvikling. Det første afføder som regel kritik fra visse lejre og opbakning fra andre, det andet viser sig oftest at ramme ved siden af.
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen sluttede som overvismand i 2015 efter syv år i formandsstolen. I dag kan han tale friere om, hvad han tænker og har lært af det seneste tiårs turbulente økonomi.
»I de halvårlige vismandsrapporter laver vi forudsigelser om de kommende to-tre års BNP-udvikling så godt, vi overhovedet kan. Men hvis der er én ting, jeg er blevet klar over, så er det, at vi ikke kan forudse økonomiens vendepunkter.«
Han påpeger, at alle de klassiske kriseindikatorer var til stede op til finanskrisens udbrud i 2007-08: eksploderende høje priser på boliger og aktier, eksploderende udlån fra den finansielle sektor, et gigantisk indlånsunderskud og et meget tyndt kapitalgrundlag i sektoren samt et voldsomt kapacitetspres på økonomien i form af bl.a. meget lav arbejdsløshed.
»Så man vidste det egentlig godt, men alligevel opstod der ikke nogen konsensus om, at nu brændte det på. Visse økonomer advarede, men hver gang var der andre, der argumenterede imod. Selv var jeg ikke med på et hold, der forudsagde noget som helst,« siger Whitta-Jacobsen.
Den ny krisefri kapitalisme
Én grund til, at advarselssignalerne blev negligeret, var, at der blandt visse økonomer og politikere havde udviklet sig en tro på en helt ny æra med en krise- og risikofri kapitalisme, omtalt som new economics.
»Det centrale problem med depressionsforebyggelse er i enhver praktisk forstand løst,« sagde i 2003 den toneangivende neoklassiske økonom og nobelpristager Robert Lucas fra University of Chicago.
Og i november 2007 – få måneder før finanskrisen faktisk bragede løs – sagde en af de Lucas-inspirerede politikere, Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), følgende:
»Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om.«
Forestillingen hos statsministeren og en række økonomer var, at man omsider var blevet så dygtige til at føre stabiliseringspolitik via nationalbankernes regulering af renterne, at man som noget helt nyt kunne undgå konjunktursvingningerne.
»Det var alt sammen en illusion, men den fik gennemslag,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Med til at nære forestillingen om en ny krisefri kapitalisme var globaliseringen, som man mente fjernede inflationsrisikoen, fordi importen af billige varer fra Østen ville forebygge højinflation.
»Og så var der de fantastiske nye finansielle produkter, som gav hidtil usete muligheder for risikospredning og dermed tilsyneladende tog risikoen ud af systemet.«
»Hvis man tror på alt dette, så er kriser og risici et overstået stadium, og så er der grobund for de meget opskruede aktiepriser, huspriser og værdiansættelser i det hele taget – det, der blev kernen i finanskrisen.«
»Men det hele var en illusion. Man var ikke nået frem til den krisefri kapitalisme.«
Økonomiprofessoren understreger, at når illusionen kunne bide sig fast, var det også, fordi det var i nogles interesse.
»Hvis kriser og høj risiko var et tilbagelagt stadium, så var der jo ikke grund til at regulere den finansielle sektor så stramt. Man præsenterede en deregulering af finanssektoren som værende i almenvellets interesse, selv om det handlede om snæver interessepleje. Man skal ikke være naiv om disse illusioners baggrund,« siger Whitta-Jacobsen.
»Den lære, jeg drager af dette, er, at der altid kommer ’den ny tids filosoffer’: Når en udvikling har stået på et stykke tid, kommer nogle og siger, at fra nu af hænger alting fundamentalt anderledes sammen. De får en vis medvind i debatten og et gennemslag på den førte politik og regulering – og de tager altid fejl.«
Statsgældskrisen
Finanskrisen i 2007-08 udløste den efterfølgende krise i realøkonomien, som førte videre til statsgældskrisen fra 2010.
»Alle ved, at statsfinanserne bliver voldsomt forværret under en krise, fordi skatteindtægter falder, og udgifter til understøttelse med mere stiger,« siger Whitta-Jacobsen.
»Men allerede i de gode tider op til finanskrisen kørte en række økonomier i Europa – f.eks. Italien, Frankrig, Portugal og Grækenland, ja, selv England og Tyskland – med store offentlige underskud, hvor de burde have haft overskud. Så da krisen ramte, gik nogle af dem fra et underskud på måske 3 procent af BNP til måske 8-12 procent. Fra et stort til et gigantisk underskud.«
Med dette voksende underskud og den dermed voksende statsgæld begyndte kreditorer at miste tilliden til, at de pågældende lande nogensinde ville betale deres gæld tilbage. Derfor steg renterne på nye lån til tårnhøje niveauer, og så rullede gældskrisen med alt, hvad der fulgte i form af lavvækst, arbejdsløshed og social nød.
Vær forberedt på krisens komme
Det tilbagevendende illusionsmageri om at alt går godt, samt den manglende evne til at forudsige, hvornår økonomien vender, betyder ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, at man uvægerligt kommer for sent, hvis man først begynder at tage sine forholdsregler, når krisens ankomst er tydelig.
»Den løsning, jeg ser, er, at man så godt som overhovedet muligt må indrette alle de økonomiske systemer, så de på forhånd tager højde for en krises komme. Det er en vigtig lære af finanskrisen,« siger han.
»For finanssektoren handler det om en meget stram regulering – meget strammere end sektoren selv ønsker. Det vil sige meget høje kapital- og likviditetskrav, et stærkt tilsyn samt på forhånd fastlagte procedurer for afvikling af nødlidende banker.«
»Og skattesystemet skal f.eks. ikke indrettes på at befordre eksploderende ejendomspriser, men på at dæmpe dem. Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten i 2001 var en katastrofe i en finanskrisesammenhæng,« siger Whitta-Jacobsen med henvisning til skattestoppet, der betød, at huspriserne kunne stige mod himlen, uden at beskatningen fulgte med op.
Før skattestoppet udgjorde ejendomsværdiskatten 1 procent af ejendomsværdien. Skatten steg derfor i takt med ejendomsværdien og lagde en vis dæmper på boligpriserne. Den ’stabilisator’ blev sat ud af kraft med skattestoppet, men er med den boligpolitiske aftale i maj i år delvist genetableret, dog kun med en sats på 0,5 procent.
»En forbedring i forhold til det, man havde indført i 2001, men en voldsom forværring i forhold til det, vi kom fra før 2001. Jeg ser det som meget slapt.«
Faktum er, at ejerboligpriserne i de store byer i dag på ny stiger dramatisk.
Holder det?
Når det gælder den offentlige økonomi, er læren af krisen ifølge økonomiprofessoren at opbygge – og efterleve – et regelsæt, der både nationalt og på EU-niveau sikrer, at man i gode tider ikke kører med underskud og skaber gæld, men tværtimod opbygger overskud og afvikler gæld for at have noget at skyde med, når en krise igen rammer.
»Op til krisen førte man en slap finanspolitik, og reglerne blev brudt. Men hvis et land i fem år kører med et underskud på 3 procent af BNP i stedet for et overskud på 3 procent, så betyder det mindst 30 procent højere gæld som andel af BNP på bare fem år. Det er voldsomt.«
Gennem hele kriseforløbet har der bølget en hidsig politisk-økonomisk strid om, hvorvidt vejen ud af krisen er stram finanspolitik og nedskæringer – ’austerity’ – eller stimulering af økonomien via bl.a. offentlige, jobskabende investeringer.
»Ifølge super-keynesianere er det dårligt med stramme regler for underskuddet, for så kan du ikke stimulere økonomien, hvis krisen kommer. Jeg mener, det forholder sig modsat. Jeg opfatter mig selv som meget keynesiansk og ønsker, at man, når krisen kommer, stimulerer økonomien med de klassiske redskaber: skattenedsættelser og høje offentlige investeringer. Men det kan man kun, hvis man har en stærk offentlig økonomi. Så forudsætningen for at kunne føre keynesiansk stabiliseringspolitik i krisetid er, at du som udgangspunkt har skabt sunde offentlige finanser.«
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at nogle af de nødvendige foranstaltninger i forhold til både finanssektor og offentlig økonomi i dag er på vej eller på plads. Han nævner indfasningen i bl.a. EU og USA af Basel 3-reglerne for finanssektoren samt EU’s finanspagt og vores egen budgetlov.
»Det kritiske er, om det holder, når vi nu igen har økonomisk fremgang. Om nogle år er vi måske kommet så langt, at der igen dukker økonomiske filosoffer op og siger: ’Altså, det er vist ikke nødvendigt med al den regulering, og nu skal vi heller ikke forhindre den finansielle sektor i at låne ud til gode og fornuftige projekter’. Jeg er bange for, at illusionerne opstår igen.«
»Det er nemt at slække, men meget svært at stramme. Jeg mener, man skal holde fast med alt, hvad man kan. Men jeg tror ikke nødvendigvis, det vil lykkes. Al erfaring viser, at der vil komme ny deregulering. De såkaldt nyliberalistiske ideer kan godt få medvind igen,« advarer den tidligere overvismand.
Modellens styrke og begrænsning
Personligt mener han, at modellen med en gennemreguleret kapitalisme, der bygger på privat foretagsomhed, fri etableringsret og frie markeder, er bedre egnet til at skabe den ønskede velstand end alternativerne.
»Så profitmotivet – eller grådigheden – har også en rolle at spille.«
Samtidig understreger Whitta-Jacobsen, at den herskende model er løbet ind i problemer, der må tages alvorligt.
»Globaliseringen har ud fra en økonomsynsvinkel nogle klare fordele, men den har også nogle samfundsmæssige effekter, som opleves meget negativt af nogle mennesker, hvorfor de vender sig imod den. Modstanden er for massiv til, at man kan blive ved at sige, at det bare er folk, der ikke har fattet noget. Måske har de ret i noget, og derfor skal det tages mere alvorligt, end vi har gjort hidtil.«
Den stigende ulighed er én årsag til mistilliden til globaliseringen. Blandt økonomer er det en stående diskussion, om ulighed fremmer eller hæmmer den økonomiske vækst.
»Men nogle gange bliver ting alt for økonomistiske,« siger økonomen.
»Man har ligesom glemt selve værdien af ligheden. For mig er det vigtigt at holde fast i, at ligheden i sig selv kan være et gode, uanset betydningen for økonomisk vækst. Jeg vil personligt godt have lighed, selv om det skulle koste lidt på den økonomiske vækst, men grundlæggende tror jeg nu på, at man sagtens kan få meget lige og rige samfund.«
Ingen evighedsmaskine
– Planøkonomien i den sovjetiske udgave kunne ikke levere, men det gældende system med evindelige konjunkturcykler, hvor opsving hele tiden afløses af nedtur og krise, virker egentlig som et ret ubegavet system?
»Ikke nødvendigvis. Et simpelt mål som BNP pr. indbygger er vokset eksponentielt over 50 år, og i forhold til det er de fleste konjunkturudsving forholdsvis små blip. Måske er det værd at betale den pris for udviklingen, at kurven ikke bliver helt jævn. Men de meget store nedture skal vi forebygge.«
– Men det er vel ikke en evighedsmaskine? Dagens økonomi opererer ikke i det samme fysiske rum som for 200 år siden eller som om 200 år. Der er grænser.
»For mig er vækst ikke det interessante. Det interessante er niveauet af velstand.«
»Vi ved, at jorden er et begrænset system, så vi kan ikke blive ved at have eksponentiel vækst, hverken i befolkning eller produktion. Og mener vi virkelig, at vi kun er tilfredse, hvis vi bliver ved at tjene 2 procent mere om året? Det er noget pjat. Hvem siger, at vi skal blive ved at blive rigere og rigere?«
– Hvor er vi så nu? Er der ikke i dag strukturelle faktorer – en aldrende verdensbefolkning, lavere produktivitetsvækst, rekordstor global gæld – der gør det svært at nå tilbage på gamle vækstrater?
»Det kan godt være, de seneste 200 års udvikling med en vækst i de udviklede lande på 2 procent årligt per capita er en saga blot. Lad os sige, der kommer en fase med kun 1 procent og efterfølgende kun 0,5 eller 0 procent – det kan jeg ikke se som en ulykke. Hvis vi kan producere så meget, at alle på Jorden kan have en anstændig indkomst uden at ødelægge den, hvad er der så at græde over?«
– Du siger ’det kan godt være …’ Tør du byde på, hvad du faktisk forventer?
»Jeg tror, produktivitetsvæksten de seneste 200 år har været højere, end den kommer til at blive de næste 200. Jeg tror, vi får en opbremsning.«
Ti år i finanskrisens skygge
Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.
I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.
Seneste artikler
Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre
9. september 2017Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of CambridgeFinanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer
2. september 2017Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste kriseFinanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed
29. august 2017Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
På en måde er Whitta ganske godt argumenterende, men til sidst tynder det ud for ham. Jeg synes ikke rigtigt, det er gået op for ham, at der er noget, der hedder klimaforandringer. Han mener nok, at naturen har grænser, men ikke lige nu, engang ude i fremtiden. Jeg kunne godt tænke mig i den slags interview, at Whitta'erne fik kniven på struben, men jeg kan også godt se, at det vil ligne en lærer, der trækker eleven til vægs.
Spurgte interviewerne, hvor alvorlig situationen er i en skala fra 1-10, ville Whittaerne smutte udenom, fordi, ja, fordi det ikke havde noget med emnet økonomi at gøre, eller et hvilket som helst andet emne. Man interviewer jo ikke en person for at høre, hvor alvorlig situationen er, men om et afgrænset emne. Derfor får man en helt masse at vide uden at blive klogere, altså klogere på det, vi skal blive klogere på: Er det forbi med os, og skal vi indstille os på den totale nedtur? De vil krybe udenom. Ingen tør sige, at vi er forbi den grænse, hvor det er muligt at stoppe temperaturstigningen, og at vi skal fortælle de unge, at de skal forberede sig på et liv, hvor klimabælterne flytter sig, som Broecker sagde i onsdagsavisen.
Uha, det skal man være forsigtig med at tale om, for det ved man ikke noget om, før man tørrer sveden af panden, må se sig om efter en redningsbåd eller må løbe væk fra de brændende skove. Den slags hedder også: Vi vil ikke vide noget.
Kriser er god forretning for de forberedte. Forestil dig at der rundt omkring er aktører, som er godt igang med at forberede sig til den næste krise og glæder sig til den kommer. Hver gang der er krise bliver suppen jo lige vendt på hovedet og så er der brandudsalg på kødboller.
Huspriserne stiger, hurra. Så kan jeg belåne friværdien og købe anpart i aktiefesten. Det bliver så godt.
Nej men ca. hvert syvende år indtræffer krisen alligevel. Grunden til at man kan investere imod aktie stigninger er at man kan forudsige at den næste krise er på vej.
- Det er sikkert rigtigt at man ikke kan forudsige præcis hvilken slags kriminalitet og spekulation, der vil vælte det næste økonomiske korthus, men man ved at kriminaliteten og grådigheden blandt investorerene er så høj, at det vil give sig udslag i en krise.... og den kritiske masse nåes ca. hvert syvende år.
- Hvis man ikke fatter det og der er en kæmpe overraskelse hver gang korthuset vælter, så bør man få sine skolepenge tilbage og man bør i hvert fald holde op med at tage sin dumheds pille.....ubegribeligt....
.... er der nogen der tror at prisen på lejligheder i københavn spekuleres op... ind til ingen kan betale for en lejlighed....det er ikke sort magi det der foregår....
Det alt for stramme regler for finanssektoren betyder bare at Hr og Fru almindelig har meget svært ved at få OK til at købe eget hus. Det er uforståeligt at gæld med sikkerhed i mursten tæller lige så meget med i "gældsfaktoren" som almindelige forbrugslån. Hvis der skulle være logik i tingene skulle det kun være den del der overstiger værdien af samme mursten der talte negativt i kreditvurderingen. Og selv da krisen var værst tjente realkreditforeningerne. Så stramningerne mer blot med til at øge uligheden og give de velstående eneret til at deltage i boligfesterne. Og det bliver kun værre af at fortjenesten ved salg af boliger er skattefri.
De nuværende krav er helt hen i vejret.
Om kriser skal vi ikke glemme at de faktisk kun betyder gevinst for de som har fast indtægt, herunder førtidspensionisterne og andre på overførselsindkomster. Og det er det fordi renterne falder, nogle varegrupper falder ligefrem i pris under kriser.
Taberne er dem som mister deres job, aktionærer og de som er tvunget til at sælge boligen midt i krisen.
"De får en vis medvind i debatten og et gennemslag på den førte politik og regulering – og de tager altid fejl." Et andet af deres fælles karakterisktika, er at de har besluttet sig for at betegne økonomer, som hævder at kriser er immanent i det kapitalistiske system, som forældede.
Den moderne kapitalismes historie har produceret tre gigantiske kriser: 1873, 1929 og 2007. Fælles for disse kriser er, at man i årene op til kriserne deregulerede finanskapitalen. Det har man også besluttet sig for at ignorere. Det er blindhed som almen konsensus.
Så længe man har besluttet sig for at fortrænge, at kriser er systemiske, og så længe man har besluttet sig for ikke at undersøge de mange krisers - især de største krisers - fælles træk er det fuldstændig ligeyldigt, om man kan sætte dato på den næste krise. Den kommer, og mainstream økonomerne og politikerne ønsker tilsyneladende kun at beskæftige sig med, hvordan man får tørret kriserne af på alle de små arbejdende mennesker, uden at de selv opdager det. I 30erne brugte man jøderne som afledningsmanøvre. I dag kan man bruge indvandrere, flygtninge og 'uansvarlige' sydeuropæere.
Blændende artikel, der gør det ekstra skræmmende at høre politikerne tale om "råderum" til at bestikke vælgerne. Lige fra Liberal Alliances lettede bilafgifter til Enhedslistens omend beskedne "amatørkunstnerstøtte".
Statsgælden skal nedbringes, så staten med sindsro kan gå ud og låne næste gang det hele ramler.
Chresten Sørensen kunne:
https://www.information.dk/debat/2017/08/politisk-handlingslammelse-udlo...
Man kunne jo begynde med at købe tulipanløg.
Ang. statsgæld : Man skulle være godt dum hvis man ikke udsteder statsobligationer man kan tjene penge på (minusrenter,save-heaven) og ikke andet så for at nedbringe gælden betalt af investorerne.
Det økonomiske system er designet til at skabe ulighed og kriser.
Der kommer en stor krise igen med crash på ejendomsmarkedet, ledighed og bankkrak.
Mit bud er, at det starter i løbet af 2025-26.
Det er stadig muligt at undgå, at det sker.
Det forudsætter et opgør med privilegier, der berører mange mennesker.
Alt for mange tror, at de har gavn af det kriseskabende system.
Derfor vil opgøret blive forhindret, og krisen kommer.
Vi kan selvfølgelig ikke forhindre, at krisen starter i andre lande.
Men vi kan gøre meget mere for at mindske krisens negative konsekvenser for DK.
Torben K L Jensen
Der er bare den hage ved det, at staten ikke udsteder obligationer for at få penge i kassen, men for at styre inter-bank renten. Hvis det er obligationer til udenlandske investorer, kan staten udstede obligationer for at få fat på udenlandsk valuta.
Det andet problem med din ligning er, at når staten nedbringer sit underskud, falder opsparingen i den private sektor - medmindre en stigende eksport kan kompensere for den faldende opsparing. (Den tyske model.)
Troede at ingen gæld for staten var den hellige gral - Nååh,nej meningen er jo at nationalisere den private gæld (bankpakker) betalt af skatteydere,især lavindkomster.
Undskyld mange gange - det er mig der naiv vi lever jo i den neo-liberale tidsalder. Endnu engang Undskyld.
Ivan - inter-bank rente? (Cibor,Libor) er ikke noget staten styrer. Den er aftalt mellem bankerne på ugebasis,hvad der også blev udnyttet kriminelt i feks. i London City.
Torben
LIBOR renten er ikke en aftale men en beregning foretaget på baggrund af pengemængde, udbud, efterspørgsel, etc. Beregningen foretages af Thomson Reuter Data Collection i London kl. 11 hver formiddag på baggrund af data indsendt af en række globale banker. For at manipulere renten skal en række af disse banker indsende forkerte oplysninger.
Stater kan kan påvirke beregningen af inter-bank renten ved at udstede statsobligationer. Hvis staten skaber for mange elektroniske penge for at dække sine udgifter ved at kreditere bankernes reservekonti, stiger saldi på disse konti. Disse penge vil først flyde ud på inter-bank markedet og presse renten nedad. Når staten udsteder obligationer opsuger den disse penge og holder dermed rentefaldet i ave. For så vidt som at staten råder suverænt over sin egen valuta, udsteder den ikke obligationer for at låne penge til at dække sine udgifter, men for at fastholde det mål for inter-bank renten, som nationalbanken har sat. Inter-bank rentens størrelse har jo stor indflydelse på, hvor meget der investeres i produktion.
Spørgsmålet om skatteyderne direkte betaler for bail outs (bankpakker) kan ikke besvares entydigt. Det afhænger af, hvilke lande vi taler om. Et eurozone land, som har givet afkald på sin egen valuta, kan kun bruge penge, som deres stater har fået ind i skat, afgifter og ved salg af obligationer. Evt. udgifter i form af bankpakker vil derfor direkte blive dækket af skatteyderne i det pågældende land. For Danmarks vedkommende kan staten i en vis udstrækning skabe elektroniske penge for at dække udgifter - også evt. udgifter til bankpakker. Eftersom statens skabelse af penge er begrænset af Finanspagten og kronens binding til euroen, vil udgifter i forb. m. finanskrisen (både bankpakker, stigende udgifter til overførselsindkomster, osv.) begrænse statens råderum og derfor tvinge staten til at skære ned og spare. Derfor kan man i Danmark godt tale om, at bankernes tab blev 'socialiseret'. I USA indrømmede tidligere præsident for The Fed, Ben Bernanke, i et interview med Scott Pelly, at The Fed dækkede udgifter i forb. m. USA's TARP program ved at taste tal ind i en computer: "It's not tax money. The banks have accounts with The Fed, much the same way you have an account in a commercial bank. So, to lend to a bank, we simply use the computer to mark up the size of the account that they have with The Fed." USA kan så at sige parkere bankernes giftige aktiver i The Fed, fordi USA er pengepolitisk suveræn og besidder en verdensvaluta. Det kan vi ikke i EU. Bl.a. derfor fik vi i EU 'austerity' politikken, mens Obama pumpede penge ud i den amerikanske økonomi.
Ivan - tak for de udførlige oplysninger.
Jeg blev klogere.
Bibelhistorien om kundskabens træ bliver stadig mere præcis. Mennesket har spist af det, men har ikke forstået konsekvenserne. Som at sætte en uvidende bag et højt specialiseret fartøj. Uuuh farligt. Iboende lovmæssigheder? Ved vi ik noget om, er det ik noget, vi selv bestemmer? Jo godav du, og vi betaler også prisen, som er lidelse i alle afskygninger ligefrem proportional med dumheden.
Det kosmiske rumskib er magisk, og vi fedter rundt med ufuldstændige, destruktive systemer, som dumme og grådige mennesker åbenbart fristes over evne til at misbruge. Topskattelettelser? De rige skal have mere, fordi så bliver der mere til alle ... vor frue på lokum for en gang retarderet gylle helt uden rationel sammenhæng med den virkelighed, vi befinder os i. My god.
Torben - velbekomme. Jeg bliver sommetider beskyldt for at være belærende, men jeg synes bare, at det er ærgerligt, når velmenende debatører ofte bliver trynet af neoliberale debatører, som heldigvis blander sig i debatten, og som har enormt meget styr på fakta. Der er især mange venstreorienterede, som har meget lidt indsigt i økonomi.
Det er måske fordi, socialisterne også regner med hjertets sprog, fordi de ved at uden, er vi kun sjælløse robotter for dem, der nu opstiller alle disse falske forretningsregnestykker, om hvordan fællesejet bedst forvaltes. Løgn i deres mund, de er enten dumme og eller korrupte, og det har socialisterne naturligvis svært ved at trænge igennem med. Hvis endelig den intellektuelle kapacitet og gennemslagskraft er tilstede, skal den sidste forhindring overvindes : mediebarrieren, som er adgangen til den folkelige bevidsthed. Her vogtes portene nidkært af den ene procent - og co, gitte rabøl, mette bock og den slags pampere.
@Ivan Breinholt Leth
" ... falder opsparingen i den private sektor ...." På globalt plan er det stort set umuligt at spare op, men når det ramler er det da rart at bo i en velpolstret stat, der - i modsætning til de private - tør bruge af pengene til f.eks. skattelettelser, offentlige investeringer etc.
Hensigtsmæssig ressourceadministration, henrik, er opgaven. Hensigtsmæssig for hvem? For alle naturligvis. En dysfunktionel samfundskrop er invalid.
Leo Nygaard
28. august, 2017 - 15:24
Det er vanskeligt at være pædagogisk og kortfatte på samme tid. Hvis du vil have en mere udførlig forklaring, kan du måske læse min analyse på Kritisk Debat:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=185
Randi Christiansen
28. august, 2017 - 14:28
Lige siden Marx har venstrefløjen været motiveret af social indignation, og indignation er båret af følelser. Men hvis du primært har indignation, som baggrund for dine argumenter, løber du lynhurtigt ind i en mur af argumenter om 'den nødvendige økonomiske politik', og du bliver ikke taget alvorligt. Hvis du skal slå sprækker i 'den nødvendige økonomiske politik', er du nødt til at have styr på facts.
Den amerikanske økonom Warren Mosler stillede for nogle år siden op til valg til kongressen i Staten Connecticut, med påstanden om, at han var den eneste politiker i USA, som kunne besvare spørgsmål om, hvorfra pengene til reformer skulle komme? Det kunne han, fordi han påstod at have afsløret bedrageriet i en bestemt politisk økonomisk diskurs.
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1855
Henrik Brøndum
28. august, 2017 - 21:45
En 'velpolstret stat' er ikke en stat, som opkræver mange penge i skat, men en stat som har en stor vareproduktion (fortrinsvis i den private sektor), og som suverænt råder over sin egen valuta. At en stat er pengepolitisk suveræn, betyder at den kan skabe penge uden at tage hensyn til noget som helst andet, end at skabelsen af penge ikke må løbe ret meget stærkere end skabelsen af varer (inflation). Det kan DK kun i begrænset omfang, fordi vi har bundet os til finanspagten og euroen. Landene i eurozonen har givet absolut afkald på deres pengepolitiske suverænitet. Disse stater kan kun skaffe sig indtægter ved at opkræve skatter, eller ved at låne penge. (F.eks. kan den græske nationalbank ikke skabe euros.)
Hvis samfundet består af 2 personer - du og jeg - må det betyde, at dit overskud er nøjagtigt lige så stort som mit underskud. Det er et regnskabsmæssigt faktum, som der ikke kan argumenteres imod. Hvis samfundet består af en offentlig og en privat sektor, må et offentligt underskud teknisk set være af nøjagtig samme størrelse som det private overskud. For tiden er opsparingen enorm i den private sektor i det meste af verden, ligesom staternes gæld er enorm. Størstedelen af den private opsparing er dog anbragt i spekulative aktiver. (Som lynhurtigt kan forvandles til passiver.)
I virkelighedens verden findes der import og eksport for selv de mest lukkede økonomier (f.eks, Nordkorea). Hvis man derfor skal beregne det virkelige forhold mellem et offentligt underskud og et privat overskud er man nødt til at korrigere for import/eksport. Tyskland har både et lille offentligt underskud og en stor privat opsparing. Den private opsparing i Tyskland er baseret på en stor eksport - ikke på at den tyske stat har pumpet store beløb ud i økonomien.
Problemet er, at økonomerne styrer, og de tænker vækst i stedet for fremskridt, der er to forskellige ting.
Ivan - 'den nødvendige politik' er et falsum. Hvorfor? Fordi den er baseret på inkomplette beregninger, en hovedløs ressourceadministration og en binding til asociale finansmarkeder, der samvittighedsløst profiterer på mennesker og fælleseje. Det kan kun gå galt, og betyder naturligvis, at omstillingen virker uoverskuelig set udfra finansakrobaternes økonomiske tænkning.
Hvor pengene skal findes? I den rette forståelse af de menneskelige og naturmæssige ressourcer, i en ny, miljø-og socioøkonomisk måde at forstå hvad hensigtsmæssig ressourceadministration = respekt for planetens cirkulære økonomi betyder. En omstilling, der ikke kan foregå i et snuptag men med de rette præmisser som forudsætning vil kunne ramme det rette udviklingstempo.
Den globale ressourceadministration er så afsporet, at et grundlæggende nyt syn på ressourceadministration er en forudsætning for at kunne rette op på ubalancerne. Med de rette præmisser bliver valget i den konkrete situation klart. Det er selvfølgelig et spørgsmål, hvornår en sådan bevidsthedsrevolution kan forventes.
Randi. Den 'nødvendige økonomiske politik' er først og fremmest et falsum, fordi staten ikke dækker sine udgifter ved at opkræve skatter. En stat, som råder over sin egen valuta, skaber denne valuta selv for at dække sine udgifter. Men et hvilket som helst medium gentager dagligt fortællingen om, at staten skal have penge ind i en 'kasse' som ikke eksisterer for at staten kan afholde sine udgifter. De begrænsninger som der er mhp. den danske stat mulighed for at skabe penge, er selvpålagte begrænsninger (i særlig grad Finanspagten), men den historie fortæller ingen politikere, økonomer eller journalister. Folkets uvidenhed er deres styrke.
Skat opkræves for at styre pengemængden i samfundet. Hvis staten ophører med at opkræve skat, ville vi få enorme forbrugsmuligheder, med det resultat at inflationen ville løbe løbsk og valutaen ville formentlig bryde sammen. Det er det, som er sket i Zimbabwe. Hvis du er interesseret i en mere udførlig forklaring og en forklaring på politikernes fup, når de taler om skat og 'den nødvendige økonomiske politik', kan du læse her:
https://www.information.dk/debat/leder/2017/08/tirsdag-danmark-ramt-fals...
Eller endnu bedre detaljeret her:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1855
Den globale familie - den man ikke kan melde sig ud af - er ramt af en dødelig, smitsom sygdom, der i stedet for det nødvendige samarbejde viser sig som privatprofitering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet.
Advokaterne for den nødvendige politik har misforstået det med den finansielle nødvendighed, det er samarbejde, som er nødvendigt, som er forudsætningen for en funktionel økonomisk politik. Det burde være indlysende, at et hus i splid med sig selv er et svagt hus, men alligevel supporterer simon emil og co, at finansgribbene kan fortsætte med at flå i deres sagesløse bytte, som er fællesejet og den kollektive infrastruktur. Er det dumhed og eller korruption? Jeg lander ved dumhed.
En meget kort diagnose på en meget langvarig kollektiv lidelse, der nu er i en slutfase, hvor patienten er så syg, at med mindre der sker en kollektiv opvågnen vedrørende hensigtsmæssig administration af de fælles ressourcer, hvilket er forudsætningen for helbredelse, vil patienten dø.
De miljø-og socioøkonomiske lidelser er allerede så udbredte, at det fx er dybt pinligt at høre økonomi-og indenrigsministeren, simon amnitzbøl, på offentligt tv i debatten - clement kærsgårds sabotage af enhver frugtbar samtale - hævde, hvad der må være mod bedre vidende, at der er plads til effektivitetsforbedringer i den offentlige sektor. Han tillader sig ovenikøbet den uhyrlige frækhed at bruge pengene, før de er tjent. En ret modbydelig måde at søge at manipulere en besparelse igennem.
Det værste er næsten, at ingen åbenbart kunne mønstre den fornødne intellektuelle kapacitet til at afsløre hans nonsens. Selvom forkvinden for dansk sygeplejeråd forsøgte at forklare sagens rette sammenhæng, overhørte han det, og værst : fik derefter bare lov at fortsætte med sine newspeak uhyrligheder.
At borgerne skal have lov til at beholde flere af 'deres egne penge' er ligeledes en grim men sejlivet misforståelse. For det første er der ikke noget, der hedder 'egne penge' så længe miljø-og socioøkonomien lider. I den situation er det benzin på bålet, at tildele endnu mere råderet over de fælles ressourcer til det private initiativ, som jo kun tænker på egen fortjeneste uden respekt og forståelse for planetens cirkulære økonomi. Det er en katastrofe at den funktonelle vision for administrationen af fællesejet er ikke blot fraværende men også under stadige angreb fra privatfitterne, stadig mere ubeskyttet for udplyndring.
Det er en thriller på højt spændingsniveau at følge med i : som det ser ud nu, er det dansk folkepartis evne til at afværge de værste neoliberale fadæser, vi må sæte vores lid til.
Leo, må jeg henvise til et længere svar om kollektiv ressourceadministration, som jeg netop har givet til jens winther i tråden om nets.
Leo Nygaard
03. september, 2017 - 10:47
Det er ærgerligt, at du ikke forstår det. Men det er mest ærgerlig for dig selv, at du tilsyneladende fuldstændig ukritisk køber adskillige regeringers 'snik snak'. Det, som jeg påstår, er netop, at afholdelse af vores 'fællers udgifter', kun er begrænset af, hvad vi bæredygtig kan producere, og at al snak om at budgetter skal balancere, at statslige udgifter højst må udgøre 3% af BNP, at vi kun kan skabe velstand ved at øge arbejdsudbuddet og give skattelettelser til de rige er et røgslør for, hvad det egentlig drejer sig om. Og det som det drejer sig om, er det, som du selv skriver, og du ville kunne forstå det meget bedre, hvis du starter med at spørge om, hvorfor en stat egentlig opkræver skat, når den selv kan skabe penge. Først når vi har gjort os det klart, kan vi se bag om det røgslør, som der hver dag bliver lagt ud for os i medierne, og vi vil forstå, at de begrænsninger, som diverse regeringer taler om er selvpålagte begrænsninger - resultat af politiske beslutninger, som kan omgøres hvis vi vil. Sålænge vi nægter at forstå de grundliggende mekanisker bliver spørgsmålet om skat, hvor meget for de forskellige grupper og hvorfor ikke andet end et endløst mundhuggeri. Hvis den brede befolkning virkelig forstod de grundliggende mekanismer, ville det måske ikke medføre en revolution, men det ville medføre at en regering som fortsætter med at lire på mantraet om 'den nødvendige økonomiske politik' ville blive til grin. Og en verden hvor der er mere at grine af er lidt bedre, end en verden hvor befolkningen konstant stemmer på politikere, som fupper dem. Og det er faktisk overhovedet ikke svært at forstå. Du skal bare starte med at stille dig selv følgende spørgsmål: Hvis du ejede en pengemaskine, hvormed du helt lovligt kunne fremstille en million kroner om året, ville du så vente på, at lønnen kom ind på din konto, inden du gav penge ud til på forbrug? En sådan pengemaskine ejer staten, og i virkelighedens verden er dens mulighed for at anvende den lige præcist det, som du selv skriver.
Hvad ville der ske, hvis folk havde penge, men ingen varer, medmindre de indgik i processer med at fremstille dem, som ville være helt åbne og tilgængelige? Hvad ville det betyde at have både midler til at købe og midler til til at fremstille?
Randi Christiansen,
Jeg ville først anbefale dit indlæg, 03. september, 2017 - 12:44, før at jeg kom til det sidste afsnit. For min del, vil jeg nu ikke sætte min lid til Dansk Svineparti, eller deres evner på noget område, i nogen mulig fremtid, overhovedet. Frem til denne sidste (satiriske?) konklusion, var indlægget udmærket, kondenseret og doceret.
Leo Nygaard
Ja, når en begavet person som dig, har så svært ved at forstå, noget der er så simpelt, ser det ikke lyst ud. Men jeg tror mest, at det skyldes, at du ikke gider. Det er altid nemmere at fortsætte i vanetænkningens bekvemme spor. Det grundliggende problem er, at folk danner en parallel mellem deres private husholdning og statens budget. Enhver ved jo, at der skal penge ind i kassen, før der kan forbruges, og selv om, det står i grundloven, at staten råder over kongens mønt, nægter folk at tro på, at staten selv kan skabe kroner, og det giver politiske svindlere frit råderum for deres snik snak om, at der mangler penge i en statskasse, som ikke findes. Men når du nu har forstået, at du er falskmøntner, hvis du selv skaber kroner, er du faktisk kommet langt, for du siger indirekte det samme, som jeg hele tiden har påstået, og som der står i grundloven, nemlig at staten har monopol på skabelsen af kroner. Hvis staten har det, hvorfor skal den så vente på, at dine skattekroner kommer ind i kassen, før den kan dække sine udgifter? Undtagelsen fra denne regel, er, at bankerne kan skabe penge i form af kreditter, fordi staten har givet bankerne lov til det. Det er efterhånden gået op for mange mennesker, at bankerne låner penge ud, som de ikke har. Altså kan bankerne skabe elektroniske penge. Det er derfor bankerne har en såkaldt gearing. En gearing på 10 betyder, at en bank har lånt 10 gange så mange penge ud, som den ligger inde med. Selvom mange har forstået, at bankerne kan skabe penge, nægter de hårdnakket, at staten, som har givet bankerne lov til det, selv kan gøre det samme. Det er fuldstændig absurd.
USA har nu en gæld på omkring $20 billioner. Det er over 100 procent af USA's BNP. Det, som er et problem for mange andre nationer, er ikke i samme omfang et problem for USA, fordi dollaren er en verdensvaluta. Ingen lande, som deltager i verdenshandlen kan undslippe dollaren. Alle vil have dollars - selv Nordkorea undslipper ikke at være med til at støtte den amerikanske 'seddelpresse'. Derfor kan USA skabe rigtig mange dollars, uden at inflationen løber løbsk. Og det gør USA. Da en række amerikanske banker var på randen af kollaps efter finanskrisen, iværksatte den amerikanek regering det såkaldte TARP program (Troubled Asset Relief Programme). Den amerikanske centralbank brugte $800 mia på at redde amerikanske banker. Var det penge, som den amerikanske regering havde fået ind i 'kassen' fra amerikanske skatteydere? Inden du læser den daværende chef for The Federal Reserve Bank - Ben Bernanke's - svar, har du formentlig svaret 'ja' - det var amerikanske skatteydere, som betalte for gildet. Her er Bernanke's svar fra et interview i 60 Minutes:
"SCOTT PELLEY: Is that tax money that the Fed is spending?
CHAIRMAN BERNANKE: It’s not tax money. The banks have accounts with the Fed, much the same way that you have an account in a commercial bank. So, to lend to a bank, we simply use the computer to mark up the size of the account that they have with the Fed."
http://moslereconomics.com/wp-content/powerpoints/7DIF.pdf
Bernanke skabte $800 mia ved at trykke på en computertast og overføre pengene til bankernes reservekonti i The Fed. Ikke desto mindre nægter folk hårdnakket at tro på, at en hvilken som helst suveræn stat kan skabe elektroniske penge. Finansministeren sidder i sit ministerium og venter
på, at skattekronerne kommer ind. Det ved finansministeren udmærket godt ikke er tilfældet. Han fortæller dig det bare ikke.
Jo men trond, jeg foretager udelukkende en logisk konklusion. Hvilket ikke er det samme, som at supportere df. Det er et faktum, at det er df, som har de afgørende stemmer her. Hvorfor fornægte det?
Ja ivan, dine pædagogiske evner bliver sat på en hård prøve, når du skal forsvare det hensigtsmæssige i, at en statsbank gør det samme, som de har tilladt almindelige banker, nemlig at geare.
Men her lykkedes det ihvertfald mig at forstå, at det er, hvad du taler om? At staten gearer. Er det så en god ide? Overordnet set? Det er vanskeligt at forestille sig de fulde konsekvenser af, at en stat gearer, altså betaler med luftpenge = sikkerhed i statskassen. Det kommer vel helt an på, hvilken sektor, som geares? Men det skal vist forstås sådan, at gearingen kun er relevant for indenlandske produkter, vi kan jo ikke betale import med luftpenge = statsobligationer el.lign.? Altså, statens borgere klipper og barberer hinanden?
Du må på den igen. Det er svært at fatte det colombusæg, men det gør du og mosler og andre velrenommerede økonomiske tænkere åbenbart, så der må jo være noget om det. I bliver bare nødt til at geare jeres forklaringsmodel, hvis de på bagerste række skal kunne følge med. Er det ikke en spændende udfordring? Børn i 2 kl præsenteres for matematik, prøv det niveau.
Randi
:-) Dit sprog er som sædvanlig blomstrende.
Jeg forsvarer ikke. Jeg forklarer. Helst så jeg et andet system med højere grad af bæredygtighed i alle henseender og mere lighed, men jeg har ikke det endegyldige svar på, hvordan vi når derhen. Men som du kan læse i dagens Information har Mikkel Bolt svarerne: Vi skal bare sig nej til det hele!
Jeg vil vove den påstand, at de fleste gymnasieelever kan forstå Mosler's bog.
Man kan ikke sige, om det er en god eller dårlig ide, at staten skaber elektroniske penge og dækker sine udgifter ved at kreditere diverse konti med disse penge. Jeg konstaterer blot, at sådan er det for en stat, som råder over sin egen valuta. Det gør lande i eurozonen ikke. De opkræver skatter og optager lån for at dække deres udgifter.
Det, som det drejer sig om, er, at staten ikke skaber så mange penge, at værdien af disse, væsentlig overstiger værdien af den mængde varer og tjenestydelser, som samfundet producerer. Hvis staten gør det, havner vi i Zimbabwe: Inflationen løber løbsk og valutaen bryder sammen. Hvis du er interesseret i en uddybning af dette kan du evt. læse min dialog med Frank Hansen:
https://www.information.dk/debat/leder/2017/08/tirsdag-danmark-ramt-fals...
Her forklarer jeg også, hvordan det forholder sig med statslige udgifter der skal afholdes i udenlandsk valuta. Ordet 'gearing' anvendes mig bekendt udelukkende om private bankers udlån af penge i forhold til den mængde penge, som de ligger inde med.
Du har sikker lagt mærke til, at politikere og økonomer i stigende grad anvender ordet 'råderum'. Den korrekte betydning af ordet er den mængde af penge, som staten kan skabe uden at inflationen går amok. Indenfor dette råderum skal det politisk afgøres, hvorledes mængden af de skabte penge skal fordeles mellem den offentlige og den private sektor (den private sektor inkluderer os allesammen som forbrugere). Hvis staten opkræver høje skatter øger den råderummet for sit eget forbrug. (Ved at reducere vores råderum.) Den kan forbruge flere penge uden at skabe inflation. Hvis staten sænker skatterne, indskrænker den råderummet for sit eget forbrug. Råderummet er ligeledes indskrænket, hvis staten har forpligtet sig til at holde sit underskud på max. 3 procent af BNP. Det er denne selvpålagte begrænsning af råderummet, som aldrig bliver omtalt. Det er meget nemmere for en politkker at køre med på den folkelige (mis)opfattelse af, at der skal penge ind i statskassen, før staten kan dække sine udgifter. Så slipper de for at forklare folk, at det er politikerne selv, som har besluttet sig for at indskrænke råderummet ved at tilslutte sig EU's Finanspagt og ved at binde kronen til euroen. Økonomerne kender udmærket den korrekte betydning af begrebet 'råderum', men de tier - formentlig fordi de fleste af dem er enige i, at disse begrænsninger er fornuftige eller uundgåelige.
Alle de penge, som staten bruger til at dække sine udgifter, er 'luftpenge'. Der findes ikke nogen statskasse, og der findes heller ikke en mængde guld i nationalbanken, som garanterer for værdien af kronen. Derimod findes der i finansministeriet en computer, som genererer 'luftpenge'. Denne computer har forbindelse med nationalbankens computer, men ikke med skattevæsenets computer - i hvert fald ikke i den forstand, at Skat overfører tal fra sin computer til finansministeriets computer, som staten så kan bruge af. Enhver computer kan generere tal. Hvorfor skulle det så ikke gælde for finansministeriets computer?
Hvis man tog konsekvensen af den erkendelse, at statens mulighed for at dække sine udgifter med 'luftpenge' er begrænset af værdien af de varer og tjenesteydelser som samfundet skaber, og hvis man ophævede de selvpålagte begrænsninger, som vores medlemskab af EU indebærer, ville det åbne op for en helt anden måde at skrue finansloven sammen på. Statens opgave ville i så fald primært være at holde øje med værdien af varerne og tjenesteydelserne og afbalancere 'luftpengene' herefter. Det ville i den nuværende situation, hvor det danske samfund er et højproduktivt samfund med lav inflation skabe mulighed for at bruge flere penge på velfærdsydelser. Men der er ingen garanti for dette, og det er ikke vejen til paradis. Det kapitalistiske system fortsætter under alle forhold med at producere kriser, som vil indskrænke vareproduktionen og statens råderum. Men hvis vi forstår den korrekte betydning af råderummet, som de fleste økonomer faktisk gør, kunne vi måske få lukket ned for politisk bluff og for politiske røgslør, så vi kunne begynde at diskutere de virkelige problemer: En ikke-bæredygtig vækst, stigende ulighed og klimaforandring, etc. Leo Nygaard har nok desværre ret i, at det har lange udsiger, Men Mikkel Bolts vej - at vælte hele lortet - tror jeg har endnu længere udsigter. :-)
Leo Nygaard
Jeg kan jo ikke påstå, at man ikke kan opfinde et samfundsystem, hvor skatter og afgifter er unødvendige, men under de nuværende forhold ville en afskaffelse af skatter og afgifter, skabe enorme forbrugsmuligheder for borgerne, inflationen ville løbe løbsk, og valutaen ville bryde sammen. Jeg henviser igen til min dialog med Frank Hansen (link ovenfor), hvor jeg har beskrevet Zimbabwes situation, og jeg getager: En suveræn stat, som råder over sin egen valuta, opkræver ikke skat for at skaffe sig en indtægt. men for at styre pengemængden i samfundet. Ingen økonom vil benægte dette, og læg mærke til at Frank Hansen (professor ved CBS) heller ikke benægter dette faktum. Jeg kan formentlig uden at fornærme Frank Hansen kategorisere ham som meget borgelig med hang til mainstream økonomiens teser, og det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg befinder mig på venstrefløjen.
Finansloven - eller statens budget - skal ikke nødvendigvis balancere. Det er en neoliberal myte, som folk almindeligvis antager, fordi de tror, at der ikke er forskel på en privat husholdning og et statsligt budget. Det er især Kenynes' fortjeneste, at der blev slået hul i denne vrangforestilling. Hvis vi ser bort fra import og eksport, svarer statens underskud nøjagtigt til den private sektors overskud. Det har jeg fremført igen og igen. Hvis økonomien kun består af dig og mig, vil dit overskud på 10 kr være mit underskud på 10 kr. Et statsligt budget som balancerer kan være særdeles skadeligt for den private sektor, medmindre den er i stand til at kompensere herfor med en stor eksport. Tyskland kan have både et lille underskud på det offentlige regnskab og stort overskud i den private sektor, fordi Tyskland har en stor eksport. Hvis ikke Tyskland havde det, ville et lille underskud på det offentlige betyde, at den private sektor manglede kapital - eller havde et stort underskud i form af gæld.
Et statsligt underskud skal forholde sig til de rammer, som samfundets produktion af varer og tjenesteydelser sætter. Hvis pengemængden bliver for stor i forhold hertil, får vi høj inflation. Svindlen består i, at vi gang på gang får at vide, at statens forbrug er begrænset af det, som den kan opkræve i skat. Ingen fortæller os, at Finanspagtens grænse for statsligt underskud på 3% af BNP er en meget mere signifikant begrænsning af det statslige underskud. Jeikke gennemskuerg antager, at man håber på, at befolkningen ikke gennemskuer det egentlige rationale bag Finanspagten.
Staten er nødt til at opkræve skat. Når den gør det, begrænser den vores mulighed for at forbruge. Dermed udvider den også muligheden for at øge sit eget forbrug uden at skabe inflation.
Jeg antager, at man håber på, at befolkningen ikke gennemskuer det egentlige rationale bag Finanspagten - skulle der have stået. Min cursor har det med at springe som en loppe.
Tak ivan, for dine behjertede forsøg på læse mig teksten.
Man hypede da ellers virkelig på et tidspunkt frygten for at vores ratings ville falde, så renten på vores lån ville stige, og at det kun kunne undgås, hvis finanspagtens dictum om et underskud på max 3% af bnp blev overholdt.
Nå, men det var mit indtryk, at du synes, at det er bedre at kontrollere statens finanser ved at balancere statens udgifter ifht naturalieproduktionen og afbalancere luftpengene herefter. Men som du siger : "der er ingen garanti for dette, og det er ikke vejen til paradis. Det kapitalistiske system fortsætter under alle forhold med at producere kriser, som vil indskrænke vareproduktionen og statens råderum. Men hvis vi forstår den korrekte betydning af råderummet, som de fleste økonomer faktisk gør, kunne vi måske få lukket ned for politisk bluff og for politiske røgslør, så vi kunne begynde at diskutere de virkelige problemer : en ikke-bæredygtig vækst, stigende ulighed og klimaforandring, etc.".
Helt enig, og når forvaltningen anvender mekanismer, der er helt fremmedgjorte fra den i virkeligheden enkle opgave for kollektivet, som det er at tilvejebringe føde, klæder og bolig for sine borgere, må opgaven være at formulere præmisserne for en sund økonomisk politik, der ikke som nu fordrejer administrationen af fællesejet ud i det samfundsskadelige. Det gad jeg godt høre dit bud på.
Leo Nygaard
Jeg går trinvist frem:
Første trin: At gøre det klart, at statens forbrug er begrænset af Finanspagten (3 procent grænsen) og af kronens binding til euroen. Og at gøre det klart, at sådanne politiske beslutninger kan omgøres, hvis vi vil.
Andet trin: At gøre det klart, at statens forbrug dernæst er begrænset af værdien af de varer og tjenesteydelser, som samfundet producerer - ikke af hvor meget staten kan opkræve i skat. Naturligvis kan statens forbrug ikke ekspanderes i det uendelige uden hensyn til værdien af vareproduktionen. Vi kan ikke leve af 'luftpenge', som Randi kalder det, og ethvert forsøg på at foretage en sådan manøvre vil medføre et kollaps af valutaen. Indenfor det råderum, som der er for statens skabelse af penge, anvender staten skat til at fastsætte balancen mellem sit eget forbrug og det private forbrug. Naturligvis forholder det sig sådan, ar når staten opkræver en høj skat udvider den råderummet for sit eget forbrug, men dette råderum skal i sidste instans måles mod værdien af vareproduktionen ikke mod den mængde penge, som der er opkrævet i skat. Hvis værdien af vareproduktionen er høj og inflationen er lav, kan staten udvide sit forbrug uden at opkræve mere i skat. Det er den situation, som Danmark har været i i en række år nu, kun afbrudt af den såkaldte finanskrise. Ikke desto mindre har man gang på gang skåret i de offentlige budgetter - selv i 2015 hvor vi reelt havde deflation. Besparelserne handler langt mere om ideologi, end det handler om realøkonomi, men vi er nødt til at kende mekanismerne, hvis vi vil afsløre denne ideologis falskhed.
Skønheden i denne økonomiske teori er i virkeligheden, at vores økonomi kun er begrænset af den mængde varer, som vi producerer, og at en økonomi, som fungerer, er en økonomi, som tilfredstiller flertallets behov bedst muligt - ikke en økonomi som kan producere tal som viser en masse påståede nødvendige balancer. Hvad kan det nytte, at staten kan fremvise et overskud på sit budget, hvis halvdelen af befolkningen sulter? Det rigtige statslige underskud, er det som er nødvendigt, for at tilfredsstille flertallets behov så godt som muligt, og selv de mest indædte tilhængere af Finanspagten kan ikke forklare rationalet bag de 3 procent. Ingen økonom eller poltiker kan forklare hvorfor det ikke er 5 procent eller 10 procent. Eller hvorfor vi ikke også har en grænse, som pålægger staterne at holde arbejdsløsheden på max. 3 procent. Det virker som om, at man sad i Bruxelles og kastede terninger, og terningen landede på 3, efter at man havde besluttet, at statsligt underskud er en uting, og at arbejdsløshed er mere eller mindre underordnet.
Min påstand er, at alle disse tal i bund og grund er nonsens, og at vi bør indrette økonomien efter menneskelige behov. Og så i øvrigt efter alle de grænser mht. økologisk bæredygtighed, som du selv har gjort opmærksom på ovenfor.
Jeg spilder aldrig min tid når jeg debatterer - undtagen i de tilfælde hvor jeg bliver afvist uden argumenter, eller med en påstand om, at jeg har knald i låget etc. Udveksling af synspunkter er en gensidig læreproces, hvor man også lærer sine egne synspunkter bedre at kende. Men hvis jeg har kørt dig træt, kan du blot undlade at svare. Måske kunne du i stedet for være interesseret i at læse Warren Mosler's bog? Jeg er ikke fuldstændig enig med ham, og hans teori har huller, men han forklarer disse forhold med en beundringsværdig klarhed, som jeg ikke besidder.
Randi
Det er ikke en belæring men et tilbud. Du har mange synspunkter som jeg er enig i, og det er ikke nødvendigt at være velbevandret i økonomisk teori for at være kritisk - men det hjælper. (Jeg har uden tvivl meget at lære.)
Hype er nok det korrekte udtryk. Jeg synes, at man skal starte med at spørge, hvorfra disse rating bureauer kommer. Det kapitalistiske system har fungeret i et par hundrede år (sådan som kapitalisme nu engang fungerer) uden rating bureauer. Hvad skal vi med dem? Rating bureauer har naturligvis noget at gøre med finansialisering af økonomien og med globalisering af finanskapitalen. Finanskapitalen skønnede, at den havde brug for nogle centre som samlede en lang række globale data for økonomier og værdipapirer, som kan anvendes til spekulative formål. Det viste sig også, at rating bureauerne kan anvendes til at nogle spekulanter, fupper nogle andre spekulanter, som det var tilfældet med de amerikanske mortgage backed securities, som skjulte subprime mortgages i underliggende tranches. Enhver ved, at Goldman Sachs ejer Standard & Poor's, og efter finanskrisens udbrud ved vi for det første at S&P's tripple A rating til visse amerikanske MBS'er og CDO'er var falske. For det andet ved vi, at det lykkedes visse storbanker i Wall St. at sælge disse 'giftige' værdipapirer til en lang række europæiske banker, og for det tredje ved vi, at man i Wall St. kaldte disse investeringsobjekter for 'stupid German money'. Det er efter min mening tilstrækkeligt grundlag for at forbyde rating bureauer.
Hvad har det med dansk økonomi at gøre? Der er ingen tvivl om, at rating bureauerne har taget 3 procent grænsen til sig som en slags naturlov. Der er heller ingen tvivl om, at når en stat giver afkald på sin egen valuta, giver den også afkald på sin pengepolitiske suverænitet. Eurolandene kan ikke skabe 'luftpenge', når det kun er ECB, som kan skabe euros. Eurolandendes stater har derfor kun to muligheder for at skaffe euros til at dække sine udgifter: At opkræve skatter eller at låne penge. Grækenlands fatale fejltagelse var anvende den sidste metode, og låne en masse euros på Europas internationale finansmarked. Når en række staters udgifter på den måde finansialiseres, skaber man et ubrydeligt link mellem finanskapitalens profitter og staternes budgetter. Det skaber direkte mulighed for rating bureauerne for at vurdere statsobligationer og bæredygtigheden af staternes gæld (som ikke kan betale deres gæld med 'luftpenge').
Men hvad har det med Danmark at gøre? Danmark har jo ikke givet afkald på sin egen valuta. Det stemte den danske befolkning jo nej til. Jo, men danske politikere gik så langt for at følge EU efter det danske 'nej', som de kunne uden at give afkald på kronen. Vi bandt kronen til euroen, således at vi i praksis følger eurolandene, og vi skrev under på Finanspagten. Vi gik altså med til at begrænse vores mulighed for at dække vores udgifter med 'luftpenge', og dermed er vi også blevet interessante for rating bureauerne.
Jeg er ikke 100% sikker på, hvad den hype, som du henviser til, drejede sig om, men jeg har læst, at DK var nødt til at låne penge i USA for at bail out bankerne. Hvis disse lån gik fra The Fed direkte til bankerne (altså uden om staten men evt med statslig garanti), kunne lånene være et alternativ til en bail out af bankerne med 'luftpenge'. 'Luftpenge'-metoden øger risikoen for, at vi stødte ind i 3 procent loftet, og det ville have været interessant for rating bureauerne. Men jeg er ikke sikker på, om lånet til bankpakkerne gik til staten, eller om staten blot udstedte en garanti. Af denne artikel i Politken, kan man godt få det indtryk, at pengene fra USA gik direkte til Danske Bank:
http://politiken.dk/oekonomi/art5040783/Amerikanske-bankpakker-reddede-D...
En del af pengene til bankpakkerne må dog have været penge, som den danske stat skabte, ellers ville diskussionen om den danske stats tab eller gevinst være meningsløs.
Jeg synes, at det er værd at lægge mærke til at USA ikke har måttet låne penge for at bail out sine banker efter krisen USA har en stor gæld, men ikke nogen gældskrise. Ingen kreditorer banker på USA's dør og truer landet med dit og dat. Ingen kan pålægge USA austerity, etc. Og ifølge det interview med Ben Bernanke, som jeg har anført ovenfor, skabte The Fed $800 mia til bankerne ved at trykke på en computertast. Det kan vi ikke gøre, når vi enten har givet afkald på vores egen valuta, eller når vi som i Danmarks tilfælde har bundet os til en 3 procent grænse.
Hvad er "en sund økonomisk politik"? Det er, som jeg har skrevet til Leo, en økonomisk politik, som tilrettelægger statens udgifter ud fra værdien af den varemængde vi producerer med optimalt hensyn til menneskelige behov og økologisk bæredygtighed. Det er disse parametre, som vi primært bør operere ud fra - ikke ud fra diverse balancer og statistikker. Jeg tror ikke, at dette forudsætter at et flertal af befolkningen bliver eksperter i økonomisk teori. Jo mere austerity man påtvinger befolkningerne, desto mere vil de forlange, at økonomien indretter sig efter deres behov. Det er aldrig til at vide præcist, hvad der kommer ud af modstanden mod austerity. Jeg er overbevist om, at så længe vi hat et kapitalistisk system, vil der være økonomiske kriser, som alle de små arbejdende mennesker vil blive tvunget til at betale for.
Jeg afstår helst fra at gøre forsøg på, at udtænke fiks og færdige modeller for, hvordan fremtiden bør se ud. Sådanne modeller ender altid med, at vi havner det 'forkerte' sted, hvis de der udtænker modellerne får magt. Jeg afstår også fra, at springe på f.eks. Mikkel Bolts vogn mod den totale afskaffelse af kapitalismen og en tilsyneladende tro på, at bare vi får afskaffet alt det som vi ikke kan li', så bliver det hele bedre af sig selv. Mikkel Bolt blander sig aldrig i debatten. Han taler til os, men vi får ikke lov til at svare igen. Hvis vi gjorde det, kunne vi stille ham 'ubehagelige' spørgsmål som f.eks.: Skal markeder afskaffes? Hvilken fordelingsmekanisme kan man sætte i stedet for? Den sovjetiske model? Jeg tror ikke på, at markedet bliver afskaffet de næste par hundrede år, men i kampen mod de absolutte frie markeders destruktive karakter, vil vi forhåbentlig udtænke metoder til at regulere markeder på en måde, så de ikke bare er et redskab til, at en lille gruppe kan berige sig på andres bekostning og på bekostning af klodens naturgrundlag for vores økonomi.
Overskriftens meget firkantede opstilling af problemet, vil jeg vove den påstand at det ikke er sandt.
I Poul Nyrups regering lagde man låg på boligboblen, ud fra tidligere erfaring hermed, hvorved vi ikke fik den krise som ellers lå foran samfundet dengang.
Modsætningen her er Anders Fogh regeringen i 00erne intet gjorde, udover af afvise der skulle være en boligboble som ville føre økonomiske trængsler med sig.
Tiden viste og lærte os dette, - med V regeringen i dag afviser ligesom den tidligere AFR regering der skulle være en boligboble, - til trods for boligprisernes himmelflugt minder meget og det vi så tilbage i 00erne.
Med en vis ret kan man sige man ikke kan forudsige en sådan krise, - men det kræver man lukker øjnene for de tegn der er på udviklingen og samtidig skråsikkert afviser det, som umuligt.
Liberalisterne tror fuldt og fast på liberalismens frelsende og selvregulerende religion, - men som vi så blev det staten der blev sorteper sidste gang, ligesom det også tidligere har været tilfældet.
Når liberalisterne så stædigt fastholder liberalismens religion som frelsende, er det fordi de fuldt og fast tror på liberalismens kapitalister først tænker på at gøre noget godt for samfundets bevarelse, og ikke egoistisk først tænker på hvad der er bedst for dem selv, - lidt naivt må man vel nok sige.
Leo Nygaard
07. september, 2017 - 19:04
Et kort svar vil være ja og nej. Uddybning finder du ovenfor. Det bedste er nok, at du går til selve kilden, og danner din egen mening. De vigtigste repræsentanter for MMT er Warren Mosler, Randall Wray og William Mitchell. Jeg har læst dem alle tre, og det jeg har gengivet her, er faktisk en meget forkortet udgave af min egen fortolkning. Hvis du er interesseret i en uddybning af min fortolkning, kan jeg henvise til:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1855
Tak for snakken.
Mon ikke konkurrencerytterne har sjusset sig frem til, hvor meget finansskruen kunne strammes uden at det får ukontrollerbare konsekvenser, og er så landet på 3% ... malkekoen, lønarbejderen og fællesejet, skulle jo nødig segne før tid.
Ikke desto mindre er det alligevel, hvad der sker. Miljø-og socioøkonomien er globalt set ekstremt ude af balance, og årsagen burde være indlysende - luftpenge i en casinoøkonomi administreret af afstumpede egoer, der må have lukket af for den del af dem selv, som fortæller, at også de er del af en helhed, man ikke kan melde sig ud af, og som man bør agere hensigtsmæssigf i, dvs respektere planetens cirkulære økonomi.
Leo Nygaard
08. september, 2017 - 14:46
Forskellen mellem mig og den katolske præst er, at MMT ikke forudsætter nogen tro. Det er rene facts og klokkeklar logik.
Så forsøger jeg for sidste gang: Hvis du via kildeskat betaler 1000 kr i skat, går disse 1000 kr ind i Skats computersystem. Der bliver de 1000 kr stående, indtil de bliver slettet. De overføres ikke til finansministeriets computer. Det er derfor noget sludder, at påstå, at finansministeriet skal have dine 1000 kr til at dække statens udgifter med. Men i og med, at du nu har 1000 kr mindre til forbrug, kan staten nu bruge 1000 kr mere, uden at det skaber inflation. Det har jeg beskrevet ovenfor som, at staten skaber råderum for sit eget forbrug ved at tage dine 1000 kr. Ved at beskatte os skaber staten råderum for at udvide sit eget forbrug (med 'luftpenge') uden at skabe inflation samtidigt. Finansministeren fortæller dig, at han skal have dine penge, til at dække statens forbrug. Det er løgn, og jeg gætter på, at det ved han godt. Det er så klokkeklart logisk, at en 9. klasses folkeskoleelev, kan forstå det, og jeg fatter simpelthen ikke, at det kan være så svært, og at du bliver så irriteret over, at du ikke kan fange en så simpel logik. Du vælger tilsyneladende ligesom de gamle grækere at slå budbringeren ihjel, når budskabet ikke passer dig.
Når det rent teknisk forholder sig sådan med skatten - og det er teknik, ikke (katolsk) ideologi, alle økonomer ved det - så skaber det mulighed for at tilrettelægge et statsligt budget på en anden måde. Statens forbrug og balancen mellem statens forbrug og det private forbrug kan indrettes efter værdien af den samlede mængde varer og tjenesteydelser i samfundet. Hvis vi gør det på den måde, er det nemmere at tage stilling til de bindinger, som staten har pålagt sig selv for at skabe penge. F.eks. bindinger af valutaen og begrænsninger af statens mulighed for at skabe penge i kraft af internationale aftaler. I det hele taget bliver statens regnskab og forbrug mere gennemskueligt, og dermed bliver mulighederne for at fuppe os tilsvarende mindre. Det sidste er min vurdering, og der kan du godt tale om en vis grad af ideologi.
Randi
At de landede på 3 procent, tror jeg ikke, at der findes en logisk forklaring på, men jeg er overbevist om, at det hele dækker over en ideologi, som handler om, at privat er godt, og offentligt er skidt. Derfor må al økonomisk politik rette sig efter at reducere det offentlige og øge det private så meget som muligt. At fattigdom og ulighed øges i processen betragter de som collateral damage. De ser ikke sig selv som afstumpede, men som ansvarlige - og jo mere ansvarlige de fremtræder for sig selv, og den gruppe som de tilhører, desto mere virkelighedsfjerne ser de alle os andre - kritikerne, dagdrømmerne, de venstreorienterede tågehorn osv.
I denne ideologi er offentligt underskud det samme som en sygdom, og medicinen er bitter men nødvendig. I Europa er Tyskland den førende repræsentant for ideologien. Sidste år vedtog den tyske regering, at forbundsstaten højst må have et statsligt underskud, som udgør 0,5% af det tyske BNP. Fra 2020 skal forbundsstaternes budgetter balancere - altså 0%. Det er lov i Tyskland - ikke politiske målsætninger. Tyskerne er altså parat til at gå meget længere end EU, og Merkel har flere gang talt om, at målet for EU burde være, at sådanne regler indskrives i medlemslandenes forfatninger. Dvs. at man med jura vil forhindre, at fremtidige demokratisk valgte regeringer får mulighed for at føre en alternativ økonomisk politik - f.eks. at føre en statslig ekspansiv økonomisk politik med 'luftpenge'. Jeg gyser ved tanken. I dette debatforum har jeg gentagne gange påpeget, at det tyske borgerskab og den tyske politiske elite er den største trussel mod demokrati i Europa - ikke Marine le Pen, Alternative für Deutschland, UKIP, Viktor Orban, etc. Vi er ved at nærme os en situation, hvor Tyskland igen er en fare for stabiliteten i Europa. Denne gang ikke med støvletramp i gaderne, men med en mere eller mindre skjult økonomisk politik, hvis primære mål er at begrænse demokrati med jura, bureaukrati og finanskapitalens magt over økonomier, som ikke råder over deres egne valutaer, og derfor har begrænset pengepolitisk og finanspolitisk suverænitet. Grækenland udgør deres eksperimentarium, gæld er deres våben. Det græske parlament er reelt sat ud af spil. Det er derfor presserende nødvendigt at afsløre svindlen. Mere end nogensinde før i EU's historie.
Leo Nygaard
Der er meget, jeg ikke ved, og når nogen er så venlige at fortælle mig noget, som jeg ikke ved, lytter jeg efter og forsøger at være ydmyg. Jeg håner ikke den person, som ved mere end mig, for det kan man bruge et helt liv på. Der er altid nogen et eller andet sted, som ved mere end dig selv, og så er det klogest at lytte først, og så eventuelt argumentere bagefter, hvis man kan. Hån mod personer som kan eller ved mere end en selv afspejler ofte et mindreværdskompleks. Har man det sådan, er det bedst at forsøge at se ind i sig selv.
Leo. Jeg har skrevet ovenfor, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Der findes økonomiske lovmæssigheder, som ikke kan bestrides. Du kan ikke bestride, at en voksende pengemængde overfor en skrumpende varemængde skaber inflation. Det er de ubestridelige kendsgerninger i økonomisk teori, som får den til at ligne en eksakt videnskab, men det er den ikke. Der er meget 'religion' og mange vildfarelser i økonomisk teori.
Iøvrigt har jeg ikke påstået, at du lider af et mindreværdskompleks. Jeg skrev, at når man håner personer, som ved mere end en selv, er det OFTE udtryk for et mindreværdskompleks. Om mindreværskompleks er dit personlige problem, afgør du bedst selv.
Sider