Læsetid: 9 min.

Selv ikke med de skarpeste økonomer og den bedste vilje kan vi forudse krisen

Finanskrisen punkterede neoliberale økonomers illusion om, at opskriften på den krisefri kapitalisme var fundet. Nu handler det om at ruste økonomien, inden næste nedtur rammer, siger Danmarks økonomiske overvismand under kriseforløbet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Han frygter, at glemsel og grådighed vil bringe nye forsøg på at rulle de skærpede regler for finanssektoren tilbage
Der kommer altid ’den ny tids filosoffer’, siger professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen : ’Når en udvikling har stået på et stykke tid, kommer nogle og siger, at fra nu af hænger alting fundamentalt anderledes sammen. De får en vis medvind i debatten og et gennemslag på den førte politik og regulering – og de tager altid fejl.’

Der kommer altid ’den ny tids filosoffer’, siger professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen : ’Når en udvikling har stået på et stykke tid, kommer nogle og siger, at fra nu af hænger alting fundamentalt anderledes sammen. De får en vis medvind i debatten og et gennemslag på den førte politik og regulering – og de tager altid fejl.’

Kasper Løftgaard

26. august 2017

»Noget af det vigtigste, vi kan lære af finanskrisen, er, at vi aldrig bliver i stand til med nogen synderlig præcision at forudse en sådan krise. Selv ikke med de skarpeste økonomer og den bedste vilje. Når vi ikke kunne forudse denne krise, så kommer vi aldrig til at kunne det.«

Ordene er Hans Jørgen Whitta-Jacobsens. Professor i økonomi på Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Og formand for Det Økonomiske Råd under den økonomiske krise, der fulgte finanskrisen.

Faktisk sagde Whitta-Jacobsen ja til at indtræde i vismandsinstitutionen samtidig med, at finanskoncernen Lehman Brothers krakkede på Wall Street i efteråret 2008 og for alvor startede den internationale økonomiske nedtur.

Blandt de økonomiske vismænds fornemste opgaver er dels at rådgive politikerne om den økonomiske politik, dels at lave fremskrivninger af den økonomiske udvikling. Det første afføder som regel kritik fra visse lejre og opbakning fra andre, det andet viser sig oftest at ramme ved siden af.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Nikolai Beier
  • Henrik Brøndum
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Feenstra
Espen Bøgh, Nikolai Beier, Henrik Brøndum, Niels-Simon Larsen og Erik Feenstra anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Jeg antager, at man håber på, at befolkningen ikke gennemskuer det egentlige rationale bag Finanspagten - skulle der have stået. Min cursor har det med at springe som en loppe.

Randi Christiansen

Tak ivan, for dine behjertede forsøg på læse mig teksten.

Man hypede da ellers virkelig på et tidspunkt frygten for at vores ratings ville falde, så renten på vores lån ville stige, og at det kun kunne undgås, hvis finanspagtens dictum om et underskud på max 3% af bnp blev overholdt.

Nå, men det var mit indtryk, at du synes, at det er bedre at kontrollere statens finanser ved at balancere statens udgifter ifht naturalieproduktionen og afbalancere luftpengene herefter. Men som du siger : "der er ingen garanti for dette, og det er ikke vejen til paradis. Det kapitalistiske system fortsætter under alle forhold med at producere kriser, som vil indskrænke vareproduktionen og statens råderum. Men hvis vi forstår den korrekte betydning af råderummet, som de fleste økonomer faktisk gør, kunne vi måske få lukket ned for politisk bluff og for politiske røgslør, så vi kunne begynde at diskutere de virkelige problemer : en ikke-bæredygtig vækst, stigende ulighed og klimaforandring, etc.".

Helt enig, og når forvaltningen anvender mekanismer, der er helt fremmedgjorte fra den i virkeligheden enkle opgave for kollektivet, som det er at tilvejebringe føde, klæder og bolig for sine borgere, må opgaven være at formulere præmisserne for en sund økonomisk politik, der ikke som nu fordrejer administrationen af fællesejet ud i det samfundsskadelige. Det gad jeg godt høre dit bud på.

1 : " Svindlen består i, at vi gang på gang får at vide, at statens forbrug er begrænset af det, som den kan opkræve i skat. "
2 : "Staten er nødt til at opkræve skat. Når den gør det, begrænser den vores mulighed for at forbruge."
3 : Og fra 19.20 : "Hvis staten opkræver høje skatter øger den råderummet for sit eget forbrug. (Ved at reducere vores råderum.) Den kan forbruge flere penge uden at skabe inflation. Hvis staten sænker skatterne, indskrænker den råderummet for sit eget forbrug.
Tak for den konstatering.

Jeg kan kun mene, at det første udsagn er strider mod de næste to.

Iøvrigt svarer dit udsagn 2 til min opfattelse af indsatsen mod klimaforandringerne og så meget andet i et retfærdigt samfund - grundskyld og resurseafgifter.

Du skal ikke spilde tiden med yderligere forklaringer om "svindlen" - til mig.

Ivan Breinholt Leth

Leo Nygaard
Jeg går trinvist frem:
Første trin: At gøre det klart, at statens forbrug er begrænset af Finanspagten (3 procent grænsen) og af kronens binding til euroen. Og at gøre det klart, at sådanne politiske beslutninger kan omgøres, hvis vi vil.

Andet trin: At gøre det klart, at statens forbrug dernæst er begrænset af værdien af de varer og tjenesteydelser, som samfundet producerer - ikke af hvor meget staten kan opkræve i skat. Naturligvis kan statens forbrug ikke ekspanderes i det uendelige uden hensyn til værdien af vareproduktionen. Vi kan ikke leve af 'luftpenge', som Randi kalder det, og ethvert forsøg på at foretage en sådan manøvre vil medføre et kollaps af valutaen. Indenfor det råderum, som der er for statens skabelse af penge, anvender staten skat til at fastsætte balancen mellem sit eget forbrug og det private forbrug. Naturligvis forholder det sig sådan, ar når staten opkræver en høj skat udvider den råderummet for sit eget forbrug, men dette råderum skal i sidste instans måles mod værdien af vareproduktionen ikke mod den mængde penge, som der er opkrævet i skat. Hvis værdien af vareproduktionen er høj og inflationen er lav, kan staten udvide sit forbrug uden at opkræve mere i skat. Det er den situation, som Danmark har været i i en række år nu, kun afbrudt af den såkaldte finanskrise. Ikke desto mindre har man gang på gang skåret i de offentlige budgetter - selv i 2015 hvor vi reelt havde deflation. Besparelserne handler langt mere om ideologi, end det handler om realøkonomi, men vi er nødt til at kende mekanismerne, hvis vi vil afsløre denne ideologis falskhed.

Skønheden i denne økonomiske teori er i virkeligheden, at vores økonomi kun er begrænset af den mængde varer, som vi producerer, og at en økonomi, som fungerer, er en økonomi, som tilfredstiller flertallets behov bedst muligt - ikke en økonomi som kan producere tal som viser en masse påståede nødvendige balancer. Hvad kan det nytte, at staten kan fremvise et overskud på sit budget, hvis halvdelen af befolkningen sulter? Det rigtige statslige underskud, er det som er nødvendigt, for at tilfredsstille flertallets behov så godt som muligt, og selv de mest indædte tilhængere af Finanspagten kan ikke forklare rationalet bag de 3 procent. Ingen økonom eller poltiker kan forklare hvorfor det ikke er 5 procent eller 10 procent. Eller hvorfor vi ikke også har en grænse, som pålægger staterne at holde arbejdsløsheden på max. 3 procent. Det virker som om, at man sad i Bruxelles og kastede terninger, og terningen landede på 3, efter at man havde besluttet, at statsligt underskud er en uting, og at arbejdsløshed er mere eller mindre underordnet.

Min påstand er, at alle disse tal i bund og grund er nonsens, og at vi bør indrette økonomien efter menneskelige behov. Og så i øvrigt efter alle de grænser mht. økologisk bæredygtighed, som du selv har gjort opmærksom på ovenfor.

Jeg spilder aldrig min tid når jeg debatterer - undtagen i de tilfælde hvor jeg bliver afvist uden argumenter, eller med en påstand om, at jeg har knald i låget etc. Udveksling af synspunkter er en gensidig læreproces, hvor man også lærer sine egne synspunkter bedre at kende. Men hvis jeg har kørt dig træt, kan du blot undlade at svare. Måske kunne du i stedet for være interesseret i at læse Warren Mosler's bog? Jeg er ikke fuldstændig enig med ham, og hans teori har huller, men han forklarer disse forhold med en beundringsværdig klarhed, som jeg ikke besidder.

Ivan Breinholt Leth

Randi
Det er ikke en belæring men et tilbud. Du har mange synspunkter som jeg er enig i, og det er ikke nødvendigt at være velbevandret i økonomisk teori for at være kritisk - men det hjælper. (Jeg har uden tvivl meget at lære.)

Hype er nok det korrekte udtryk. Jeg synes, at man skal starte med at spørge, hvorfra disse rating bureauer kommer. Det kapitalistiske system har fungeret i et par hundrede år (sådan som kapitalisme nu engang fungerer) uden rating bureauer. Hvad skal vi med dem? Rating bureauer har naturligvis noget at gøre med finansialisering af økonomien og med globalisering af finanskapitalen. Finanskapitalen skønnede, at den havde brug for nogle centre som samlede en lang række globale data for økonomier og værdipapirer, som kan anvendes til spekulative formål. Det viste sig også, at rating bureauerne kan anvendes til at nogle spekulanter, fupper nogle andre spekulanter, som det var tilfældet med de amerikanske mortgage backed securities, som skjulte subprime mortgages i underliggende tranches. Enhver ved, at Goldman Sachs ejer Standard & Poor's, og efter finanskrisens udbrud ved vi for det første at S&P's tripple A rating til visse amerikanske MBS'er og CDO'er var falske. For det andet ved vi, at det lykkedes visse storbanker i Wall St. at sælge disse 'giftige' værdipapirer til en lang række europæiske banker, og for det tredje ved vi, at man i Wall St. kaldte disse investeringsobjekter for 'stupid German money'. Det er efter min mening tilstrækkeligt grundlag for at forbyde rating bureauer.

Hvad har det med dansk økonomi at gøre? Der er ingen tvivl om, at rating bureauerne har taget 3 procent grænsen til sig som en slags naturlov. Der er heller ingen tvivl om, at når en stat giver afkald på sin egen valuta, giver den også afkald på sin pengepolitiske suverænitet. Eurolandene kan ikke skabe 'luftpenge', når det kun er ECB, som kan skabe euros. Eurolandendes stater har derfor kun to muligheder for at skaffe euros til at dække sine udgifter: At opkræve skatter eller at låne penge. Grækenlands fatale fejltagelse var anvende den sidste metode, og låne en masse euros på Europas internationale finansmarked. Når en række staters udgifter på den måde finansialiseres, skaber man et ubrydeligt link mellem finanskapitalens profitter og staternes budgetter. Det skaber direkte mulighed for rating bureauerne for at vurdere statsobligationer og bæredygtigheden af staternes gæld (som ikke kan betale deres gæld med 'luftpenge').

Men hvad har det med Danmark at gøre? Danmark har jo ikke givet afkald på sin egen valuta. Det stemte den danske befolkning jo nej til. Jo, men danske politikere gik så langt for at følge EU efter det danske 'nej', som de kunne uden at give afkald på kronen. Vi bandt kronen til euroen, således at vi i praksis følger eurolandene, og vi skrev under på Finanspagten. Vi gik altså med til at begrænse vores mulighed for at dække vores udgifter med 'luftpenge', og dermed er vi også blevet interessante for rating bureauerne.

Jeg er ikke 100% sikker på, hvad den hype, som du henviser til, drejede sig om, men jeg har læst, at DK var nødt til at låne penge i USA for at bail out bankerne. Hvis disse lån gik fra The Fed direkte til bankerne (altså uden om staten men evt med statslig garanti), kunne lånene være et alternativ til en bail out af bankerne med 'luftpenge'. 'Luftpenge'-metoden øger risikoen for, at vi stødte ind i 3 procent loftet, og det ville have været interessant for rating bureauerne. Men jeg er ikke sikker på, om lånet til bankpakkerne gik til staten, eller om staten blot udstedte en garanti. Af denne artikel i Politken, kan man godt få det indtryk, at pengene fra USA gik direkte til Danske Bank:
http://politiken.dk/oekonomi/art5040783/Amerikanske-bankpakker-reddede-D...
En del af pengene til bankpakkerne må dog have været penge, som den danske stat skabte, ellers ville diskussionen om den danske stats tab eller gevinst være meningsløs.

Jeg synes, at det er værd at lægge mærke til at USA ikke har måttet låne penge for at bail out sine banker efter krisen USA har en stor gæld, men ikke nogen gældskrise. Ingen kreditorer banker på USA's dør og truer landet med dit og dat. Ingen kan pålægge USA austerity, etc. Og ifølge det interview med Ben Bernanke, som jeg har anført ovenfor, skabte The Fed $800 mia til bankerne ved at trykke på en computertast. Det kan vi ikke gøre, når vi enten har givet afkald på vores egen valuta, eller når vi som i Danmarks tilfælde har bundet os til en 3 procent grænse.

Hvad er "en sund økonomisk politik"? Det er, som jeg har skrevet til Leo, en økonomisk politik, som tilrettelægger statens udgifter ud fra værdien af den varemængde vi producerer med optimalt hensyn til menneskelige behov og økologisk bæredygtighed. Det er disse parametre, som vi primært bør operere ud fra - ikke ud fra diverse balancer og statistikker. Jeg tror ikke, at dette forudsætter at et flertal af befolkningen bliver eksperter i økonomisk teori. Jo mere austerity man påtvinger befolkningerne, desto mere vil de forlange, at økonomien indretter sig efter deres behov. Det er aldrig til at vide præcist, hvad der kommer ud af modstanden mod austerity. Jeg er overbevist om, at så længe vi hat et kapitalistisk system, vil der være økonomiske kriser, som alle de små arbejdende mennesker vil blive tvunget til at betale for.

Jeg afstår helst fra at gøre forsøg på, at udtænke fiks og færdige modeller for, hvordan fremtiden bør se ud. Sådanne modeller ender altid med, at vi havner det 'forkerte' sted, hvis de der udtænker modellerne får magt. Jeg afstår også fra, at springe på f.eks. Mikkel Bolts vogn mod den totale afskaffelse af kapitalismen og en tilsyneladende tro på, at bare vi får afskaffet alt det som vi ikke kan li', så bliver det hele bedre af sig selv. Mikkel Bolt blander sig aldrig i debatten. Han taler til os, men vi får ikke lov til at svare igen. Hvis vi gjorde det, kunne vi stille ham 'ubehagelige' spørgsmål som f.eks.: Skal markeder afskaffes? Hvilken fordelingsmekanisme kan man sætte i stedet for? Den sovjetiske model? Jeg tror ikke på, at markedet bliver afskaffet de næste par hundrede år, men i kampen mod de absolutte frie markeders destruktive karakter, vil vi forhåbentlig udtænke metoder til at regulere markeder på en måde, så de ikke bare er et redskab til, at en lille gruppe kan berige sig på andres bekostning og på bekostning af klodens naturgrundlag for vores økonomi.

Leth - Du ved meget og skriver spalte op og spalte ned herom.
Men du kan åbenbart ikke på 10 linjer forholde dig til mit indlæg 11.28 - bekræft eller afvis - enig eller uenig.

Overskriftens meget firkantede opstilling af problemet, vil jeg vove den påstand at det ikke er sandt.

I Poul Nyrups regering lagde man låg på boligboblen, ud fra tidligere erfaring hermed, hvorved vi ikke fik den krise som ellers lå foran samfundet dengang.

Modsætningen her er Anders Fogh regeringen i 00erne intet gjorde, udover af afvise der skulle være en boligboble som ville føre økonomiske trængsler med sig.

Tiden viste og lærte os dette, - med V regeringen i dag afviser ligesom den tidligere AFR regering der skulle være en boligboble, - til trods for boligprisernes himmelflugt minder meget og det vi så tilbage i 00erne.

Med en vis ret kan man sige man ikke kan forudsige en sådan krise, - men det kræver man lukker øjnene for de tegn der er på udviklingen og samtidig skråsikkert afviser det, som umuligt.

Liberalisterne tror fuldt og fast på liberalismens frelsende og selvregulerende religion, - men som vi så blev det staten der blev sorteper sidste gang, ligesom det også tidligere har været tilfældet.

Når liberalisterne så stædigt fastholder liberalismens religion som frelsende, er det fordi de fuldt og fast tror på liberalismens kapitalister først tænker på at gøre noget godt for samfundets bevarelse, og ikke egoistisk først tænker på hvad der er bedst for dem selv, - lidt naivt må man vel nok sige.

Espen Bøgh : "I Poul Nyrups regering lagde man låg på boligboblen, ud fra tidligere erfaring hermed, hvorved vi ikke fik den krise som ellers lå foran samfundet dengang."
Interessant - hvordan gjorde man det ??

Ivan Breinholt Leth

Leo Nygaard
07. september, 2017 - 19:04
Et kort svar vil være ja og nej. Uddybning finder du ovenfor. Det bedste er nok, at du går til selve kilden, og danner din egen mening. De vigtigste repræsentanter for MMT er Warren Mosler, Randall Wray og William Mitchell. Jeg har læst dem alle tre, og det jeg har gengivet her, er faktisk en meget forkortet udgave af min egen fortolkning. Hvis du er interesseret i en uddybning af min fortolkning, kan jeg henvise til:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1855
Tak for snakken.

Leth - Jeg må konstatere, at du kan messe som en katolsk præst, men ikke svare på præcise spørgsmål til èn med mindre evner og kundskaber.
Selv tak !

Randi Christiansen

Mon ikke konkurrencerytterne har sjusset sig frem til, hvor meget finansskruen kunne strammes uden at det får ukontrollerbare konsekvenser, og er så landet på 3% ... malkekoen, lønarbejderen og fællesejet, skulle jo nødig segne før tid.

Ikke desto mindre er det alligevel, hvad der sker. Miljø-og socioøkonomien er globalt set ekstremt ude af balance, og årsagen burde være indlysende - luftpenge i en casinoøkonomi administreret af afstumpede egoer, der må have lukket af for den del af dem selv, som fortæller, at også de er del af en helhed, man ikke kan melde sig ud af, og som man bør agere hensigtsmæssigf i, dvs respektere planetens cirkulære økonomi.

Ivan Breinholt Leth

Leo Nygaard
08. september, 2017 - 14:46

Forskellen mellem mig og den katolske præst er, at MMT ikke forudsætter nogen tro. Det er rene facts og klokkeklar logik.

Så forsøger jeg for sidste gang: Hvis du via kildeskat betaler 1000 kr i skat, går disse 1000 kr ind i Skats computersystem. Der bliver de 1000 kr stående, indtil de bliver slettet. De overføres ikke til finansministeriets computer. Det er derfor noget sludder, at påstå, at finansministeriet skal have dine 1000 kr til at dække statens udgifter med. Men i og med, at du nu har 1000 kr mindre til forbrug, kan staten nu bruge 1000 kr mere, uden at det skaber inflation. Det har jeg beskrevet ovenfor som, at staten skaber råderum for sit eget forbrug ved at tage dine 1000 kr. Ved at beskatte os skaber staten råderum for at udvide sit eget forbrug (med 'luftpenge') uden at skabe inflation samtidigt. Finansministeren fortæller dig, at han skal have dine penge, til at dække statens forbrug. Det er løgn, og jeg gætter på, at det ved han godt. Det er så klokkeklart logisk, at en 9. klasses folkeskoleelev, kan forstå det, og jeg fatter simpelthen ikke, at det kan være så svært, og at du bliver så irriteret over, at du ikke kan fange en så simpel logik. Du vælger tilsyneladende ligesom de gamle grækere at slå budbringeren ihjel, når budskabet ikke passer dig.

Når det rent teknisk forholder sig sådan med skatten - og det er teknik, ikke (katolsk) ideologi, alle økonomer ved det - så skaber det mulighed for at tilrettelægge et statsligt budget på en anden måde. Statens forbrug og balancen mellem statens forbrug og det private forbrug kan indrettes efter værdien af den samlede mængde varer og tjenesteydelser i samfundet. Hvis vi gør det på den måde, er det nemmere at tage stilling til de bindinger, som staten har pålagt sig selv for at skabe penge. F.eks. bindinger af valutaen og begrænsninger af statens mulighed for at skabe penge i kraft af internationale aftaler. I det hele taget bliver statens regnskab og forbrug mere gennemskueligt, og dermed bliver mulighederne for at fuppe os tilsvarende mindre. Det sidste er min vurdering, og der kan du godt tale om en vis grad af ideologi.

Ivan Breinholt Leth

Randi
At de landede på 3 procent, tror jeg ikke, at der findes en logisk forklaring på, men jeg er overbevist om, at det hele dækker over en ideologi, som handler om, at privat er godt, og offentligt er skidt. Derfor må al økonomisk politik rette sig efter at reducere det offentlige og øge det private så meget som muligt. At fattigdom og ulighed øges i processen betragter de som collateral damage. De ser ikke sig selv som afstumpede, men som ansvarlige - og jo mere ansvarlige de fremtræder for sig selv, og den gruppe som de tilhører, desto mere virkelighedsfjerne ser de alle os andre - kritikerne, dagdrømmerne, de venstreorienterede tågehorn osv.

I denne ideologi er offentligt underskud det samme som en sygdom, og medicinen er bitter men nødvendig. I Europa er Tyskland den førende repræsentant for ideologien. Sidste år vedtog den tyske regering, at forbundsstaten højst må have et statsligt underskud, som udgør 0,5% af det tyske BNP. Fra 2020 skal forbundsstaternes budgetter balancere - altså 0%. Det er lov i Tyskland - ikke politiske målsætninger. Tyskerne er altså parat til at gå meget længere end EU, og Merkel har flere gang talt om, at målet for EU burde være, at sådanne regler indskrives i medlemslandenes forfatninger. Dvs. at man med jura vil forhindre, at fremtidige demokratisk valgte regeringer får mulighed for at føre en alternativ økonomisk politik - f.eks. at føre en statslig ekspansiv økonomisk politik med 'luftpenge'. Jeg gyser ved tanken. I dette debatforum har jeg gentagne gange påpeget, at det tyske borgerskab og den tyske politiske elite er den største trussel mod demokrati i Europa - ikke Marine le Pen, Alternative für Deutschland, UKIP, Viktor Orban, etc. Vi er ved at nærme os en situation, hvor Tyskland igen er en fare for stabiliteten i Europa. Denne gang ikke med støvletramp i gaderne, men med en mere eller mindre skjult økonomisk politik, hvis primære mål er at begrænse demokrati med jura, bureaukrati og finanskapitalens magt over økonomier, som ikke råder over deres egne valutaer, og derfor har begrænset pengepolitisk og finanspolitisk suverænitet. Grækenland udgør deres eksperimentarium, gæld er deres våben. Det græske parlament er reelt sat ud af spil. Det er derfor presserende nødvendigt at afsløre svindlen. Mere end nogensinde før i EU's historie.

Finansministeren og jeg er helt enige. Men han og alle andre politikere er dumme eller svindlere.
Jeg er derfor også uhæderlig og virkelighedsfornægtende. Ikke sandt, pastor Leth, uden menighed.

Ivan Breinholt Leth

Leo Nygaard
Der er meget, jeg ikke ved, og når nogen er så venlige at fortælle mig noget, som jeg ikke ved, lytter jeg efter og forsøger at være ydmyg. Jeg håner ikke den person, som ved mere end mig, for det kan man bruge et helt liv på. Der er altid nogen et eller andet sted, som ved mere end dig selv, og så er det klogest at lytte først, og så eventuelt argumentere bagefter, hvis man kan. Hån mod personer som kan eller ved mere end en selv afspejler ofte et mindreværdskompleks. Har man det sådan, er det bedst at forsøge at se ind i sig selv.

Meget pudsigt viser "Moderne Tider" netop nu "Økonomi er mere religion en videnskab"

Leth - Jeg har læst, lyttet, prøvet og opgivet. Du har ikke svaret på korte spørgsmål.
Hvem er "klogest" ?
Mindreværdskomplekser ? Tænk, jeg får tit skyld for det modsatte.

Ivan Breinholt Leth

Leo. Jeg har skrevet ovenfor, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Der findes økonomiske lovmæssigheder, som ikke kan bestrides. Du kan ikke bestride, at en voksende pengemængde overfor en skrumpende varemængde skaber inflation. Det er de ubestridelige kendsgerninger i økonomisk teori, som får den til at ligne en eksakt videnskab, men det er den ikke. Der er meget 'religion' og mange vildfarelser i økonomisk teori.
Iøvrigt har jeg ikke påstået, at du lider af et mindreværdskompleks. Jeg skrev, at når man håner personer, som ved mere end en selv, er det OFTE udtryk for et mindreværdskompleks. Om mindreværskompleks er dit personlige problem, afgør du bedst selv.

Randi Christiansen

Leth, jeg har svært ved at forstå, at anvendelse af luftpenge er godt. Som du selv tidligere har bemærket, er det bedst, om reale værdier er erhvervet, før et evt provenu bruges. Finanslove, som er baserede på forventede indtægter er afsporet økonomisk forvaltning. En stat bør som alle andre virksomheder og i begrænset omfang kunne optage lån for at kickstarte økonomien, men det er vel ikke i orden at 'lægge regningen i børneværelset'.

Ivan Breinholt Leth

Randi
Uanset hvad grunden til skatteopkrævelsen er, skal staten lægge et budget for det kommende år (finansloven). Et budget er altid forbundet med usikkerheder, uanset om staten (som i eurolandene) opkræver skat for at få penge i 'kassen', eller om staten opkræver skat for at styre inflationen som i DK.
Det er for mig ikke i første omgang et spørgsmål, om statens anvendelse af 'luftpenge' er godt eller skidt. Det afhænger af omstændighederne. I første omgang drejer det sig om at fastlå facts for at finde ud af, hvordan skat og statsligt forbrug faktisk fungerer. Når staten ikke opkræver skat for at dække sit forbrug, men for at skabe råderum for sit forbrug, uden at inflationen løber løbsk, betyder det, at hver eneste krone staten giver ud for at dække sine indenlandske omkostniger er penge, som staten skaber. Altså statsligt (indenlandsk) forbrug = skabelse af 'luftpenge'. Kredsløbet af penge foregår på den måde, at staten skaber (elektroniske) penge ved at kreditere diverse konti i diverse banker. Disse konti kan tilhøre en kontanthjælpsmodtager, et entreprenørfirma som anlægger en vej for staten, en statsansats løn, osv. Når kontanthjælpsmodtageren, entreprenøren og den statsansatte har betalt sin skat forsvinder nogle af disse statsligt skabte penge igen. I første omgang går de ind i skattevæsenets computersystem, og der bliver de efter nogen tid slettet. Skat destruerer så at sige penge, mens staten skaber penge.
Jeg ser her bort fra, at bankerne skaber penge i form af kredit, hvilket begrænser statens mulighed for at skabe penge. Mekanismen med bankernes skabelse af 'luftpenge' er i princippet den samme som statens: Når du låner 1000 kr af banken, skaber banken 1000 kr. Efterhånden, som du betaler af på dit lån, forsvinder disse penge ud af kredsløbet igen.
Jeg har tidligere omtalt Zimbabwe som det bedste nutidige eksempel på, hvor galt det kan gå, når en stat blindt skaber 'luftpenge'. Den zimbabweanske regering havde travlt med at ødelægge landets mest produktive erhverv - landbruget - samtidig med at staten lod seddepressen køre. (I Zimbabwe's tilfælde er der mulgivis tale om en seddelpresse i gammeldags forstand.) Mængden af zim-dollars voksede, varemængden faldt og inflationen nåede op på flere tusinde procent, indtil valutaten brød sammen. I dette tilfælde var skabelsen af 'luftpenge' for at dække statens udgifter særdeles uklogt.
Jeg har gentagne gange påpeget, at den danske stat i 2015 skar ned på overførselsindkomsterne i en situation, hvor DK havde negativ inflation (altså deflation). Deflation betyder reelt, at indkomsterne falder. I sådan en situation vil jeg mene, at det er skidt ud fra en rent økonomisk betragtning at staten reducerer sit forbrug, når indkomsterne falder. Det betyder, at den totale efterspørgsel efter varer falder. I værste fald kan det betyde, at produktionen går i stå og arbejdsløsheden stiger. Det skete ikke i DK i 2015-2016, fordi vi har en relativ stor eksport, som kan kompensere for faldet i den indenlandske efterspørgsel efter varer. Det er den tyske model, som er Liberal Alliances stor ideal: Reducer de indenlandske indkomster og øg eksporten. Hvis alle forfølger denne model, bryder international handel sammen. En situation hvor alle lande har overskud på handelsbalancen er logisk umuligt, og tysk overskud er kun kommet i stand, fordi der var lande, som var villige til at køre med underskud og købe de tyske varer med gæld.
At staten efterlader en gæld til kommende generationer, når staten skaber penge til forbrug er en myte, som skiftende regeringer har hældt i hovederne på os for at legitimere statslige nedskæringer. Statsligt underskud er ikke en gæld, som der betales af på i passende rater til en kreditor ligesom privat gæld. Statsligt underskud dækkes ved at skabe penge, og det eneste problem forbundet hermed er at afbalancere den statslige pengeskabelse efter værdien af den mængde varer og serviceydelser, som samfundet skaber. Vi skaber vores 'luftpenge' til at dække vores offentlige forbrug, og fremtidige generationer vil skabe deres 'luftpenge' til at dække deres offentlige forbrug. Vi skaber vores varer til at dække vores forbrug, og fremtidige generationer vil skabe deres varer til at dække deres forbrug. Længere er den historie ikke. Der findes ikke nogen gældsbyrde, som kan overføres til kommende generationer, medmindre vi har en gæld til udenlandske kreditorer. Især hvis vi har en uholdbar gæld, som ikke kan betales med varer, som vi producerer til udlandet. DK har overskud på betalingsbalancen og stor eksport. Det betyder bl.a., at udlandet skylder DK mere, end DK skylder udlandet. Gæld der efterlades til kommende generationer er langt hen ad vejen mytologi for en stat, som suverænt råder over sin egen valuta. (Det gør f.eks. Grækenland ikke.)

Sider