Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det smuldrer omkring Donald Trump

Præsidentens manglende lederskab er en medvirkende årsag til dyb eksistentiel krise i det republikanske parti, hvor desperationen breder sig
Da nederlaget i striden om ObamaCare var en realitet i fredags, skrev præsident Trump hele 14 tweets, hvor han blandt andet kaldte de republikanske senatorer ’tåber’ og ’slapsvanse’.

Da nederlaget i striden om ObamaCare var en realitet i fredags, skrev præsident Trump hele 14 tweets, hvor han blandt andet kaldte de republikanske senatorer ’tåber’ og ’slapsvanse’.

Olivier Douliery

Udland
2. august 2017

»En storslået dag i Det Hvide Hus!«

Donald Trump var i sit trodsige hjørne, da han mandag afsendte et tweet efter en dag, der føjede endnu en brik til billedet af Det Hvide Hus som et tilsyneladende galehus.

Næppe havde præsidenten udnævnt den pensionerede general og kortvarige minister for indenlandsk sikkerhed, John R. Kelly, til ny stabschef, før denne havde fyret den ligeledes nyudnævnte kommunikationschef, Anthony Scaramucci, efter at denne havde medvirket til at få fyret den hidtidige stabschef, Reince Priebus, kort efter at pressechefen, Sean Spicer, var gået i protest mod udnævnelsen af Scaramucci.

Og knap var denne hvirvelvind af udrensninger og nyudnævnelser registreret af medierne, før Washington Post tirsdag kunne afsløre et nyt eksempel på præsidentens egenrådige ledelsesstil. Ifølge avisen var det således Donald Trump personligt, der bestemte, at sønnen, Donald Trump Junior, ikke skulle lægge kortene på bordet i sagen om mødet i juni 2016 med en russisk advokat, der ville tilbyde Trump-kampagnen belastende materiale om Hillary Clinton.

I modstrid med anbefalinger fra sine rådgivere skrev præsidenten angiveligt selv den korte, første erklæring på sønnens vegne, der hævdede, at mødet med russeren ikke handlede om præsidentkampagnen, men om adoption af russiske børn.

Via mediernes efterfølgende afdækning af mødets reelle indhold har dette vist sig ikke at være sandt, og nu føjer Washington Posts afsløring af præsidentens ansvar for vildledningen endnu en sagsakt til det dossier over tvivlsomme gerninger, der belaster og truer Trump.

»Han nægter at sidde stille,« siger en unavngiven præsidentiel rådgiver til Washington Post.

»Han mener ikke, han befinder sig i en juridisk farezone, så han oplever reelt dette som et politisk problem, han nok selv skal håndtere.«

»De agerer stadig, som om dette er et familieejet firma, der har et PR-problem (…) De synes ikke at forstå, at dette handler om en kriminel efterforskning, der omfatter dem alle,« siger en anden iagttager, juristen Peter Zeidenberg, der selv har gransket urent regeringstrav som tidligere vicesæranklager.

»Intet kaos i Det Hvide Hus!« tweetede Trump selv mandag morgen, før de seneste tildragelser.

Intet lederskab

Mens præsidenten således tromler trodsigt videre, spørger stadig flere i det republikanske parti, hvad man skal stille op. Kongresmedlemmer og partistrateger siger åbent, at præsidenten svigter, både ved at bringe skam over embedet og ved ikke at levere det lederskab, der kan holde sammen på partiets stridende fløje, for slet ikke at nævne at skabe kompromisser med demokraterne og dermed politiske resultater.

»Det Hvide Hus leverer intet lederskab. Intet. Hvis de overhovedet gør noget, er det at gøre tingene sværere, og det vil ikke ændre sig,« siger James Walsh, tidligere republikansk medlem gennem 20 år af Repræsentanternes Hus, til The Hill. 

Walsh er en af dem, der frygter for partiet i lyset af den interne splittelse, der næres af præsidentens uforudsigelige adfærd. Trods flertal i begge Kongressens kamre kan republikanerne ikke levere resultater.

»I Repræsentanternes Hus er der tre virkelig polariserede, splittede grupper i det republikanske parti. Der er ikke noget arbejdsdygtigt flertal i øjeblikket, så det er enormt udfordrende. Med Det Hvide Hus i tilsyneladende vild forvirring er der virkelig et ledelsesmæssigt tomrum,« siger Walsh.

I striden om ObamaCare gik det republikanske lederskabs planer for et flertal i vasken, fordi de konservative i partiet stod fast på helt at afvikle sundhedsreformen, mens moderate kongresmedlemmer ikke har villet se Medicaid forsvinde, fordi det giver dækning til de fattigste amerikanere.

Status er, at ledende republikanere reelt har opgivet den syv år lange kamp mod ObamaCare, fordi man ikke kan finde fodslag i partiet.

»Vi har haft vores afstemning, og vi går videre til skattereformen,« sagde det fremtrædende republikanske medlem af Senatet, John Thune, i søndags.

I krig med partiet?

Hvad der bringer humøret i partiet på lavpunktet og tvivlen i top er bl.a., at præsidenten i stedet for at samle og vise lederskab, håner og forfølger dem, der ikke makker ret. Forud for den afgørende afstemning i senatet natten til fredag ringede Trump f.eks. personligt til den republikanske senator Lisa Murkowski og skældte hende ud, fordi hun ikke ville sikre flertallet.

Og fredag, da nederlaget var en realitet, gik præsidenten over gevind med hele 14 tweets, hvor han bl.a. kaldte de republikanske senatorer »tåber« og »totale slapsvanse«.

I netmediet Politico noterer den politiske kommentator og reporter Tim Alberta, at »Trump mere og mere taler, som om der er demokrater og republikanere – og så ham selv, et parti af én person.«

Præsidenten omtaler republikanerne som ’dem’, hvilket afspejler, at han kom til Det Hvide Hus uden nære relationer og fast forankring i partiet.

»Frygten blandt republikanere i regeringsapparatet og på Capitol Hill er nu, at Trump vil vende sig mod partiet og indlede en retorisk krigsførelse mod det store gamle parti, som han anklager for fiasko med lovgivning og for en korruptionsplettet inerti, som kaster forbandelse over hans unge præsidentskab,« skriver Tim Alberta.

Hans hovedpointe er, at Donald Trump med fyringen af Reince Priebus som stabschef har skåret navlestrengen til det republikanske parti over. Priebus kom til Det Hvide Hus fra stillingen som formand for den republikanske nationalkomité, RNC, dvs. reelt partiets leder, i gang med sin tredje formandsrunde, da han sagde ja til at følge Trump over i Det Hvide Hus, mere af loyalitet end af lyst til jobbet.

Priebus beskrives som en venlig brobygger, en samarbejdets mand, der i 2015-16 næppe så Trump som den bedste kandidat for partiet, men ikke desto mindre som én, der havde krav på opbakning og assistance, da han faktisk vandt.

Nu er Priebus ude i kulden som den, der kunne sikre dialogen mellem Det Hvide Hus og de republikanske ledere og bane vej for politiske aftaler. Hans efterfølger, eksgeneral John Kelly, er en mand uden historie med det republikanske parti og politisk engagement i det hele taget. Med sin erfaring fra slagmarken kan han muligvis skabe disciplin i Det Hvide Hus’ hvepserede – spørgsmålet er, om han selv kan stå distancen i mødet med den uberegnelige præsident og hans brogede stab af medarbejdere.

’Det Republikanske Parti dødt’

For mange republikanere er det en selvransagelsens time. Hvordan kan det splittede parti uden en samlende leder overhovedet finde sig selv, spørges der. Hvad er udsigten til, at man kan finde fodslag om de næste store og kontroversielle sager på dagsordenen, som også vides at dele vandene i partiet: Trumps ønskede skattereform og den store infrastrukturplan?

For to af partiets kongresmedlemmer synes løbet kørt.

Hos Politico skriver senator Jeff Flake fra Arizona, at partiet svigtede sine vælgere i tiden med Barack Obama ved at indtage en gold attitude med det ene formål at spænde ben for præsidenten frem for at arbejde konstruktivt for en konservativ dagsorden.

I bagklogskabens lys er det logisk, at svigtede vælgere endte med at pege på en mand, »der tilbød overforsimplede svar på uendeligt komplekse spørgsmål og formåede at underholde dem undervejs,« skriver Jeff Flake.

Han erkender, at partiet – herunder ham selv – har demonstreret »en formidabel evne til fornægtelse« ved at være tavse om den åbenlys dysfunktionelle ledelse i Det Hvide Hus.

»Alt for ofte betragter vi passivt og sammen med resten af landet dramaet udfolde sig, idet vi blot siger ’nogen burde gøre noget’ – uden tilsyneladende at indse, at ’nogen’ er os,« påpeger Flake med henvisning til Kongressens forfatningsmæssige pligt til at tage ansvar, når den udøvende magt er i en tilstand af kaos.

For Jeff Flake er det republikanske parti faret vild. For hans partifælle, medlem af Repræsentanternes Hus fra Colorado, Ken Buck, er »Det Republikanske Parti dødt.«

Det skriver han i en kommentar mandag i The Denver Post.

»Der var engang, da folkets blod strømmede gennem vore vener, gav liv til partiet med deres værdier og dyder, deres mål og drømme. Partiet blev sin egen livgivende kraft, der motiverede folk til at yde ofre for et højere moralsk mål.«

»Men dagens republikanske parti har svigtet disse mennesker. Det repræsenterer ikke længere deres værdier. Det har ikke længere nogen version for et bedre Amerika. Og ingen træder frem for at levere en sådan vision,« skriver Ken Buck, der hører til på partiets højrefløj.

Frustration og rådvildhed bobler over i det republikanske parti. Hvorfra skal den samlende kraft og de nye visioner komme fra, spørger man sig selv. Det Hvide Hus er næppe stedet.

12 fyringer på et halvt år

’Jeg vil kun hyre de bedste folk’, svor den amerikanske præsident under valgkampen, men på kort tid er listen over Trumps afskedigelser og opsigelser blevet lang. Her følger en oversigt over de vigtigste personer og det antal dage, de nåede at være ansat i Tumps administration

10 dage: Anthony Scaramucci

  • New York-financieren nåede i sin korte tid som kommunikationschef at komme i åben krig med den nu ligeledes fyrede stabschef Reince Priebus. Scaramucci udmærkede sig ved sin obskøne sprogbrug og truede med at fyre alle medarbejdere i kommunikationsafdelingen i tilfælde af flere læk til medier.

11 dage: Sally Yates

  • Den fungerende justitsminister, der overtog Trump efter Obama, blev fyret, da hun nægtede at forsvare første version af Trumps indrejseforbud for statsborgere fra flere lande med muslimsk flertal.

23 dage: Michael Flynn

  • Trumps første nationale sikkerhedsrådgiver, en af de fire generaler, som præsidenten har udnævnt, gik af, efter at det kom frem, at han havde udtalt sig vildledende til vicepræsident Mike Pence om sine russiske kontakter under valgkampen.

70 dage: Katie Walsh

  • Som vicestabschef under Priebus og med gode forbindelser i den republikanske partiledelse menes Walsh at være presset til at gå af de to Trump-rådgivere Steve Bannon og Jared Kushner.

86 dage: Mike Dubke

  • Trumps første kommunikationschef sagde op af ’personlige grunde‘. Han blev aldrig overbevisende i sin indsats for at aflaste den nu også afgåede talsmand Sean Spicer.

106 dage: Angella Reid

  • Hushovmesteren i det Hvide Hus, den første sorte amerikaner og den kun anden kvinde til at varetage posten, blev ansat af Obama, blev fyret i maj.

110 dage: James Comey

  • Den mest chokerende fyring af alle. Trump har selv erkendt, at han fyrede sin FBI-direktør på grund af »den dér Rusland-ting«, hvormed han sigtede til igangværende undersøgelser af Trump-kampagnens russiske forbindelser.

118 dage – Kathleen Troia McFarland

  • Den nationale vicesikkerhedsrådgiver blev forflyttet til en post som ambassadør i Singapore, angiveligt efter skænderier med Flynns efterfølger, general MacMaster.

183 dage – Sean Spicer

  • Den hårdt prøvede pressesekretær og præsidenttalsmand indgav selv sin afskedsbegæring, da Trump imod hans råd udnævnte Scaramucci til ny kommunikationschef.

181 dage – Walter Shaub

  • Direktøren for det uafhængige etiske regeringsorgan, Government Ethics Office, der er nedsat af Kongressen, sagde op et halvt år før sin periodes udløb. Shaub kritiserede til stadighed, hvad han så som Trumps fuldkomne ligegyldighed over for interessekonflikter mellem præsidentembede og private forretningsinteresser.

187 dage – Michael Short

  • Sean Spicers vicepressesekretær gik selv, da den netop fyrede kommunikationschef, Scaramucci, stillede ham i udsigt, at han ville blive fyret.

189 dage – Reince Priebus

  • Selv om han udadtil altid var en loyal stabschef over for Trump lykkedes det aldrig for den magtfulde republikaner, en tidligere formand for den Republikanske Nationalkomité, at komme til at tilhøre Trumps inderkreds. Trådte tilbage på foranledning af Scaramucci, der offentligt mistænkte ham for at lække insiderinformation til pressen samt efter længere tids pres fra Trump, der på Twitter havde antydet, at han ønskede ham udskiftet.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

"...skrev præsidenten angiveligt selv den korte, første erklæring på sønnens vegne..."

Jeg troede ikke, han kunne læse, og derfor meget mindre skrive:

https://www.youtube.com/watch?v=7LFkN7QGp2c

Jens Mogensen, Kurt Nielsen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Hvorfor kan den danske regering ikke tage stilling til den gale mand.?
Er den danske regering med Mr. Trump - eller imod.?
For fred eller for krig. .?

Helle Walther

Trump kendte alt til det møde med russisk advokat samt at indhold nok ville gavne ham i valgkampen. Det afsløres jo bid for bid. Og der lækkes, en mand der er så tåbelig som han, der graver egen grav, der smutter vennerne. og de gør oprør nu en efter en i hans parti. Kun trumpisterne lader sig narre fortsat.

Nette Skov, Jørn Andersen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Donald John Trump har selv påvist, at han er en notorisk løgner. Men ser man bare lidt på et par af disse soap opera´s, som Trump og han familie rent faktisk har levet af siden 2008, hvor USA´s banker stoppede al udlån til ham på grund af tabsrisiko, forstår man, hvorfor det Hvis Hus er i kaos.

Til gengæld må man jo konstatere, at en del af USA´s absolut lavest uddannede befolkning tilbeder ham, og giver både den falske presse og Hillery Clinton skylden for hans fadaser.

Anne Eriksen, Henrik L Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, Republikanernes største fejl er, at de ikke bakker Trump op i udenrigspolitikken. Særligt i forhold til Rusland. Nogle mener han er svag der, jeg mener det modsatte.

Ib Christensen

"Til gengæld må man jo konstatere, at en del af USA´s absolut lavest uddannede befolkning tilbeder ham, "
Det må man vel mene siger en del om dem der valgte, at opstille ham som deres præsident kandidat. Nemlig det republikanske parti. Det rejser spørgsmålet hvad de mente det plantede ved, at pege på Trump, hvis de så nu klager over hvad de høster.
Hvis de forventede tankeløs liberalisme og nu oplever det som kun tankeløs må de indrømme, at de havde det fint med tankeløs til at begynde med.

Kurt Nielsen, Jørn Andersen og t. helleskov anbefalede denne kommentar

@ Ib Christensen,

Hvis du kører gennem Midtvesten i USA, men holder dig borte fra de hurtige trafikkorridorer, møder du Donald John Trumps vælgere.

De er arbejdsløse, de er helt uden uddannelse, og ca. en tredjedel af USA's voksne er dybt afhængige af deres medicinmisbrug. De bor i meget dårligt vedligeholdte huse, har bil- og køleskabsvrag i haven, hvor ukrudtet helt har taget over. De sidder passivt på gamle spisebordsstole udenfor husene, og ser helt tomme og opgivende ud.

Det helt store problem her, er egentlig ikke mangel på arbejde - i hvert fald ikke alene. For det er faktisk mangel på uddannelse og overvægt. Og ingen USA-politiker har gennem de sidste 30-35 år taget dem alvorligt, og har forsøgt at gøre noget for dem.

Politikerne, - uanset partigruppering, satser på den store middelklasse og på overklassen. Og siden den økonomiske krise, der i USA begyndte øret før i Europa, er en stor del af den daværende middelklasse nu blandt landets fattigste, Bl.a. på grund af manglende uddannelser.

Det er disse borgere, der egentlig ikke interesserer sig for politik, at pludselig ser Donald John Trump som deres redningsmand. De føler sig hjemme i hans retorik. Og ingen anden har nogen sinde givet dem håbet tilbage.

Disse lavt uddannede mennesker, der ser andre blive mere og mere velstående, og som ikke kan overskue samfundet, og føler sig sat udenfor. - De findes desværre i alle samfund, - også det danske, og de falder ganske let for populisters "lette forklaringer" om, at "de fremmede" har skylden for alt.

Jørn Andersen

Heraf Ludvig Holbergs og Søren Kierkegaards betænkeligheder ved demokratiet.