Læsetid: 5 min.

Supereuropæeren Macron imponerer ikke i Italien

Emmanuel Macrons nationalisering af et stort fransk skibsværft har skabt konflikt med nabolandet Italien og rejst tvivl om den franske præsidents paneuropæiske idealer
Emmanuel Macrons nationalisering af et stort fransk skibsværft har skabt konflikt med nabolandet Italien og rejst tvivl om den franske præsidents paneuropæiske idealer

Thibault Camus

9. august 2017

Italiens regering føler sig grundigt trådt over tæerne af Frankrigs nye præsident.

Emmanuel Macron besluttede efter sin valgsejr at lade den franske stat overtage kontrollen med flådeværftet Chantiers de l’Atlantique i Saint-Nazaire, som den italienske skibsbyggerkoncern Fincantieri ellers var på vej til at få. Italienerne havde opkøbt aktiemajoriteten i selskabet STX fra et koreansk konglomerat, der gik konkurs, efter at værftet tidligere også havde været på norske hænder.

Macrons forgænger, François Hollande, havde i april godkendt italienernes investeringsplaner. Men blot to dage inden indvendingsfristens udløb i sidste uge valgte den nye franske regering at gennemføre »en midlertidig nationalisering« for at »garantere arbejdspladser og beskytte strategiske interesser«, som økonomiminister Bruno Le Maire formulerede det.

Det opfattes i Italien som arrogant nyprotektionisme.

»Hvis en aftale bliver revet i stykker, så er det – uanset motiverne – en fjendtlig handling og bør behandles som sådan,« skriver den italienske avis Corriere della Sera.

»Det sætter spørgsmålstegn ved grundlaget for den nye franske præsidents embede, der blev født i Europas tegn, men for Élysée-palæet stopper Europa tilsyneladende nu – pludseligt og uforståeligt – i Saint-Nazaire.«

Franske Le Monde er derimod begejstret for den præsidentielle handlekraft, selv om der går lidt skår i Macrons image som supereuropæer. 

»Macron har fortaget et særdeles vellykket politisk træk,« skriver avisen og påpeger, at venstrefløjens leder, Jean-Luc Mélenchon, ville have gjort det samme.

»Han er ikke blevet tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne, men snarere fristet til at gennemføre flere privatiseringer. Men præsidenten er også en jakobiner, der tror på statens styrke og ikke tøver med at slå til, når forfatningen tillader ham det.«

Uløste uenigheder

Sagen om værftet er blot den seneste uoverensstemmelse mellem de to nabolande.

Kovendingen skaber vrede syd for Alperne, fordi den italienske regering ikke på samme måde har beskyttet nationale interesser i forbindelse med franske opkøb af eksempelvis energiselskabet Edison og mejerikoncernen Parmalat. Tværtimod er flere og flere strategisk vigtige og værdifulde virksomheder i Italien de seneste år kommet på franske hænder.

Den franske finansmand Vincent Bolloré, som er en nær ven af den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy, er f.eks. den næststørste aktionær i Italiens vigtigste investeringsbank Mediobanca, og han forsøger samtidig at erobre aktiemajoriteten i medie- og forlagskoncernen Mediaset fra Berlusconis Fininvest.

Hans koncern Vivendi har desuden opnået kontrol over Italiens tidligere statslige teleselskab, nu kaldet Telecom Italia, som blev privatiseret i 1997. 

Men trods forsikringer er der i Italien bekymring for, at selskabet ender med at blive splittet op i småbidder med frasalg af datterselskaber som Telecom Brasil. Den italienske industriminister, Carlo Calenda, har derfor luftet muligheden for at beskytte teleselskabet som en strategisk interesse – officielt ved at undersøge, om Vivendis aktieopkøb er foregået efter reglerne.

Calenda understreger imidlertid, at der ikke er nogen forbindelse til den franske nationalisering af skibsværftet.

»Et seriøst land følger reglerne, som kan skærpes, hvis situationen kræver det. Men det er ikke okay at diskriminere på grund af nationalitet,« sagde han for nylig i det italienske parlament. 

I sidste uge var den franske økonomi- og erhvervsminister Bruno Le Maire i Rom for at diskutere situationen omkring værftet i Saint-Nazaire med sit italienske ministerkollega Pier Carlo Padoan.

Den franske regering tilbyder et militært-industrielt samarbejde på en række områder som en slags kompensation, men italienerne insisterer på, at Europas største skibsbygger Fincantieri bør have 51 procent af aktierne i værftet. Parterne mødes igen den 27. september for at finde en løsning.

Diplomatisk uerfaren

Heller ikke på det udenrigs- og udlændingepolitiske område er der samklang mellem Paris og Rom. Frankrig har i de seneste år ikke modtaget nær så mange flygtninge som andre EU-lande, og Frankrig har indført tæt kontrol af grænsen til Italien for at undgå migranter. Samtidig føler italienerne sig ladt i stikken med broderparten af den irregulære flygtninge- og migranttilstrømning til Europa.

I forrige uge inviterede Macron nøglepersonerne i det borgerkrigshærgede Libyen til forsoningsmøde på et slot uden for Paris uden at invitere italienske repræsentanter med – selv om den tidligere kolonimagt ifølge Nathalie Tocci fra det udenrigspolitiske forskningscenter ISPI i Rom har »den mest detaljerede forståelse for situationen« i Libyen.

Det diplomatiske forarbejde til Libyen-forhandlingerne var desuden lavet af især italienerne.

Og parallelt med de politiske bestræbelser på at skabe politisk stabilitet og bremse flygtningetilstrømmen konkurrerer energivirksomheder som det italienske ENI og det franske Total om markedsandele.

»Netop fordi det franske valg udviklede sig, som det gjorde – med den ’europæiske’ leder mod den yderste, nationalistiske højrefløj – var der en grundlæggende misforståelse af, hvem Macron var, og hvad han repræsenterede,« siger Tocci, der rådgiver EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, til The Washington Post.

»Vi glemte lidt, at det i sidste ende også var et nationalt valg.«

Ifølge en fransk diplomat, som udtaler sig til Politico på betingelse af anonymitet, har Macron tydeligvis meget at lære på det udenrigspolitiske område. Under den nye præsident er der også blevet taget initiativ til et fransk-tysk samarbejde om at producere europæiske kampfly, men uden at involvere Italien, der efter Storbritanniens udtræden bliver EU’s tredjestørste økonomi.

»Der er ingen tvivl om, at førsteprioriteten er at genopbygge en stærk fransk-tysk alliance, men behøver han at nedgøre Italien for at gøre det,« spørger diplomaten og påpeger, at en styrkelse af det europæiske samarbejde ikke blot kræver »Italiens passive samtykke, men også en vis entusiasme«.

 »At styrke Europa kræver mere end blot at tage Tyskland i betragtning. Man kan ikke behandle Italien, som om det var Malta.«

Franske og italienske interessekonflikter

Olie 
Hussein Malla

Frankrig og Italien har modstridende interesser i Libyen, hvor flere energiselskaber kæmper om Afrikas største oliereserver. Inden borgerkrigen var det statskontrollerede italienske energiselskab ENI den største producent i landet, men har siden tabt markedsandele til franske Total.

80 procent af oliereserverne befinder sig i det østlige Libyen, der ikke kontrolleres af regeringen i Tripoli, men af Khalifa Haftars styrker, som nyder fransk støtte.

Flygtninge
Jacob Ehrbahn

For franskmændene blev flygtninge ensbetydende med terrorisme i november 2015, da selvmordsbomberne på Stade de France var kommet til Europa som bådflygtninge via Grækenland.

Italien har været skånet for islamistisk terrorisme, men modtager langt størstedelen af de irregulære migranter i EU. Mens italienerne kræver en solidarisk fordeling i EU, har Frankrig indført skærpet grænsekontrol og vil deportere migranter, der ikke opnår asyl.

Militær 
Anders Brohus

Macron og Merkel har annonceret et samarbejde om at udvikle nye kampfly og droner. EU-kommissionen har samtidig anbefalet bedre koordination og færre aktører i den europæiske forsvarsindustri, mens EU-landene øger deres forsvarsbudgetter. 

Hvis EU’s største forsvarspolitiske satsning bliver nye kampfly, frygter den statskontrollerede italienske forsvarskoncern Leonardo, at den franske forsvarsindustri vil blive forfordelt.

Euro
Matti Björkman

Inden valget i Frankrig nærede italienerne forhåbninger om, at en ny præsident i Paris med et stærkt og proeuropæisk mandat ville svække Tysklands indflydelse på den økonomiske politik i EU. 

Italienerne ønsker større budgetfleksibilitet for at kunne skabe vækst gennem offentlige investeringer. Men Macron har i stedet bestræbt sig på at leve op til tyskernes normer og vil i modsætning til sine forgængere holde Frankrigs årlige budgetunderskud under tre procent af BNP.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
  • Michael Hullevad
Toke Andersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Peter Knap og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var vist Dario Fo, der engang sagde, at der er svært at blive forarget, når tyveknægtene jamrer over at de bliver bestjålet. Når det gælder om, at rage til sig, så har hverken Italien eller Frankrig noget, at lade hinanden høre.
At franske kapitalinteresser opkøber italienske virksomheder, er blot hvad der sker med gældskolonier: de rippes for penge, af dem, der holder hånden under dem. Italien er jo enormt forgældet - som Grækenland - og må derfor acceptere, at långiverne rage til sig.

Michael Friis

Guf for enhver EU kritikker.
For mange vil nyde, for få vil yde.
Hvordan kan EU tillade Frankrigs nationalisering af et værft?
Storbritannien måtte ikke nationalisere deres sidste stålværk

Som jeg har læst det, er der tale om, at den franske stat gennem årtier har haft en forkøbsret til 50% (ikke 100%) af aktierne i det franske skibsværft - som vist endda oprindelig var statsligt, men blev privatiseret.

Jeg mener, at forkøbsretten blev skrevet ind i forbindelse med privatiseringen, og dertil også begrundet i værftets strategiske betydning for bl.a. det fransk forsvar, eftersom det er det eneste franske skibsværft, der har tilstrækkelig dokkapacitet til at bygge hangarskibe til den franske flåde.

Jeg synes faktisk, at det her er helt i orden - selv for en liberalist. Det handler jo om en delvis de-privatisering, som man allerede ved privatiseringen havde reserveret sig retten til (i sig selv ganske fornuftigt, både strategisk og forretningsmæssigt), det er en forkøbsret ikke en køberet eller nationalisering (den franske stat kommer til at betale samme forholdsmæssige pris, som italienerne) og italienerne kan fortsat købe de 50% af aktierne.

Danske politikere kunne faktisk lære en hel del af franskmændene...

Bjarne Bisgaard Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar