Læsetid: 8 min.

Syrien er ét stort torturkammer

Beviserne for tortur af mindst 600.000 syriske mænd, kvinder og børn er overvældende. Syrien er ét stort torturkammer, siger FN og flere menneskeretsorganisationer. Men hvor er den politiske vilje til at stoppe overgrebene?
Fotoet er et af en lang række billeder, der er taget af fotografen Caesar, som har dokumenteret mishandlingen af fanger i de Assadkontrollerede fængsler. Billederne er blandt andet blevet forelagt Humans Rights Watch. Caesar var egentlig ansat af Assad i fængsler, men blev afhopper og smuglede i august 2013 tusindvis af billeder af tortur begået af Assads politi og militær ud af Syrien

Fotoet er et af en lang række billeder, der er taget af fotografen Caesar, som har dokumenteret mishandlingen af fanger i de Assadkontrollerede fængsler. Billederne er blandt andet blevet forelagt Humans Rights Watch. Caesar var egentlig ansat af Assad i fængsler, men blev afhopper og smuglede i august 2013 tusindvis af billeder af tortur begået af Assads politi og militær ud af Syrien

Sebastian Widmann/Anadolu Agency/Getty Images

14. august 2017

Fange 1.125, afdeling 215, undersøgelse 4.610. En lille lap papir med de tre numre ligger på den unge mands magre bryst, holdt nede af en simpel sten. Skuldre og hals er dækket af sår og store blodunderløbne mærker, og resten af hans bryst er misfarvet som af tidligere slag. Udtrykket i det mishandlede ansigt lader ingen tvivl tilbage. Fange 1.125 er død.

Billedet af fange nummer 1.125 er kun et af i alt 26.849 fotos, som den syriske afhopper Caesar smuglede ud af landet i 2013 og en gang for alle bekræftede karakteren af den syriske torturindustri – og at den er omfattende.

»Beviserne for tortur, mishandling og mord på indsatte i de syriske fængsler er overvældende,« siger den danske formand for FN’s Torturkomité og overlæge i Dignity, Dansk Institut mod Tortur, Jens Modvig.

Læs også

»Syrien er ét stort torturkammer,« siger han, og netop derfor er FN for nyligt begyndt at indsamle detaljeret bevismateriale for at forberede et internationalt retsopgør.

»Det er yderst sjældent, at FN tager et sådant initiativ, og det er et klart udtryk for, hvor alvorlig situationen er.«

For en række af Cæsars billeder af torturofre og drabte fra Assads fængsler i Syrien er den fotograferede blevet identificeret. Dette er Rehab al-Allawi. Foto: HRW

Jens Modvig understreger, at der ikke findes nøjagtige tal for, hvor mange der har været og fortsat bliver udsat for nogle af de mest brutale torturmetoder i verden i de syriske fængsler.

Men på baggrund af torturkomitéens viden anslår han, at mindst 600.000 syriske mænd, kvinder og børn har været udsat for tortur, siden den syriske befolkning gik på gaden i 2011 med krav om frihed og politiske reformer. Heraf er titusindvis enten henrettet eller døde som følge af tortur, sult eller sygdom.

Fem fakta om tortur i Syrien

  • Tortur, udsultning og mord på fanger er systematisk og omfattende.
  • Mindst 600.000 er blevet torturet siden 2011.
  • Tortur foregår i mindst 28 forskellige fængsler og afhøringscentre.
  • Ansvarlige for tortur og mord på fanger retsforfølges ikke.
  • Mere end 50.000 fotos af afdøde fanger beviser omfanget.

Sat i system

Human Rights Watch er ikke i tvivl om, at det syriske regimes fængsling og tortur af enhver, der mistænkes for at være imod regimet, er så omfattende, at der er tale om forbrydelser mod menneskeheden.

»Det er næsten umuligt at beskrive, hvor omfattende og brutalt systemet er. Overlevende fanger fortæller, hvordan der hver eneste dag er fanger, som dør på grund af tortur, sult eller manglende lægebehandling. Og der er intet, der tyder på, at det er anderledes nu,« siger Nadim Houry, der har stået i spidsen for Human Rights Watch Syrien-efterforskning de seneste ti år.

»Det er en torturmaskine, komplet med eget bureaukrati, hvor alle dødsfald omhyggeligt registreres og arkiveres. Det er fuldstændig systematisk og dermed en forbrydelse mod menneskeheden,« siger han.

Også Khalid Hadla, der er blevet fotograferet af Cæser, er siden blevet identificeret. Foto: HRW

De mange tusinde ligfotos, som Caesar har offentliggjort, bekræfter Nadim Hourys vurdering. Både Human Rights Watch og andre uafhængige eksperter har vurderet billederne som ægte, og en minutiøs gennemgang opgør antallet af døde fanger på billederne til mellem 6.786 og 11.000, alle sammen fotograferet i perioden 2011-2013.

Ifølge mærkesedlerne kommer ligene fra en lang række forskellige afhøringscentre og fængsler, som alle tilhører de syriske sikkerheds- og efterretningstjenester. Mange af billederne er taget på det berygtede Militærhospital 601, et stenkast fra Bashar al-Assads præsidentpalads i Damaskus, hvor ligene ifølge Caesar bliver afleveret til registrering.

En procedure, der bekræftes af en tidligere fange, som fik til opgave at vaske de afdøde, inden de blev sendt til hospitalet.

»I løbet af den periode, jeg var fængslet, vaskede jeg 73 lig,« fortæller han i en video, som Human Right Watch har udgivet. 

Afviser anklager

Både chefen for FN’s Torturkomité og Human Rigths Watch understreger, at det syriske regimes massive menneskeretskrænkelser ikke er noget nyt fænomen. Tværtimod har undertrykkelsen af enhver form for kritik af Assad-regimet været normen, lige siden Bashar al-Assads far, Hafez al-Assad, kom til magten i 1971.

Både FN og de store menneskeretsorganisationer har løbende beskrevet Syrien som et laboratorium for udvikling af torturmetoder, og den syriske regering har løbende afvist beskyldningerne.

Men efter den syriske befolkning i foråret 2011 gik på gaden for at kræve frihed og politiske reformer, har tortur, forsvindinger og mord på fanger antaget ekstreme dimensioner, vurderer både FN’s torturkomité og Human Rights Watch.

I forbindelse med offentliggørelsen af de mange tusinde fotos af døde fanger anfægtede den syriske regering ikke billedernes ægthed, men påstod, at billederne viste »udenlandske terrorister« og civile, der er blevet dræbt af »terrorgrupper«, hvilket er Assad-regimets betegnelse for alle, der er imod det nuværende diktatur.

I den forbindelse har kritikere bl.a. angrebet de juridiske og lægefaglige eksperter, der har vurderet billederne, og beskyldt dem for at være enten uprofessionelle eller betalt af lande som USA, Qatar og Saudi-Arabien, der støtter den syriske opposition.

Mohammed Tariq Majid døde i Assads varetægt i 2013 og blev fotograferet af Cæsar. Foto: HRW

Allerede i 2012 dokumenterede Human Rights Watch imidlertid eksistensen af mindst 27 torturcentre i Syrien. Og udviklingen er bl.a. bekræftet af Amnesty International i adskillige rapporter, senest i februar 2017, hvor organisationen satte fokus på det berygtede Sadnaya-fængsel uden for Damaskus, hvor organisationen vurderer, at mellem 5.000 og 13.000 er blevet henrettet siden 2011. I rapporten Human Slaughterhouse beskriver Amnesty Sadnaya som en veritabel udryddelseslejr.

Også FN har udgivet adskillige rapporter om de stadig mere omfattende overgreb, senest i 2016.

Hvor mange mennesker, der i øjeblikket befinder sig i de syriske fængsler, er uvist, eftersom ingen uafhængige observatører har adgang til at undersøge det. Men ifølge den danskstøttede syriske menneskeretsorganisation Violations Documentation Center in Syria er der lige nu mindst 66.238 fanger i de syriske torturfængsler. Og andre 2.769 er helt forsvundet.

Reaktioner

Fra Syrien, Bashar al-Assad: »Det er propaganda. Det er et forsøg på at dæmonisere den syriske regering. Det er fake news. Der sker forbrydelser i alle krige, men det er ikke en politik.«

Fra USA, talsmand Marie Harff fra USA’s Udenrigsministerium: »Billederne viser handlinger, der udgør alvorlige internationale forbrydelser. Dem, der står bag disse alvorlige overgreb i Syrien, må holdes ansvarlige. Vi fordømmer disse handlinger i de stærkest mulige vendinger.«

Fra FN, talsmand Rupert Colville for chefen for menneskeret: »Disse billeder er meget alarmerende. Hvis omfanget af dødsfald i de syriske fængsler bekræftes, er det i sandhed gruopvækkende. Så alvorlige anklager kan ikke ignoreres. Det er helt klart noget, der efterforskes yderligere.«

Den store udfordring

Den danske juraprofessor og mangeårige dommer ved krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, Frederik Harhoff, er enig i, at det ikke vil blive vanskeligt at bevise omfanget og karakteren af den syriske torturindustri.

Men udfordringen ligger i at bevise, hvem der er ansvarlig for forbrydelserne.

»De ansvarlige skal formentlig søges blandt fængselsinspektører, ledende officerer, ministre og måske endda hos præsident Bashar al-Assad selv. Men for at løfte bevisbyrden kræves der både dokumenter og insiderviden om, hvordan den slags beslutninger træffes i det syriske system,« siger han.

Ayham Ghazzoul blev dræbt i Assads fængsler i 2012. Det blev dokumenteret af Cæsar. Foto: HRW

Ifølge Nadim Houry findes begge dele.

»Det syriske regime er et meget hierarkisk system. Det har det været i årtier, og desuden er det meget bureaukratisk. Der findes f.eks. masser af dokumenter, som er underskrevet af fængselskommandanter og afdelingsledere i de forskellige sikkerhedstjenester, men om ansvaret kan fastslås hele vejen op til ministeren eller Assad selv, vil være op til en eventuel kommende retssag af afgøre,« siger han.

»Personligt har jeg dog meget svært ved at forestille mig, at tortur, drab og udryddelse af kritikere i det her omfang kan ske, uden at den øverste ledelse er vidende om det.«

Et spørgsmål om tid

I øjeblikket er udsigterne til retfærdighed for de mange syriske torturofre meget lange, men professor Harhoff understreger, at det kan lade sig gøre at bringe de ansvarlige for retten, enten i selve Syrien eller mere sandsynligt uden for landet, hvis der på et tidspunkt viser sig tilstrækkelig politisk vilje til det.

»Lige nu er det svært at få øje på den politiske vilje til at gennemføre et retsopgør, men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det mest sandsynlige er, at USA og Rusland på et tidspunkt enes om at oprette et internationalt tribunal, men det vil formentlig kræve en aftale om, at ingen af de to lande selv risikerer at blive tiltalt for krigsforbrydelser, de måtte have begået,« siger han.

Harhoff regner med, at presset for et krigsforbryderopgør vil vokse nu, hvor krigen mod Islamisk Stat lakker mod enden, ikke mindst regner han med, at de mange ofre vil kræve det.

Enkeltstående sager er allerede på vej i Spanien, Frankrig og Tyskland. Og I Østrig blev den første syriske krigsforbryder idømt tyve års fængsel for at have slået tyve ubevæbnede eller sårede regeringssoldater ihjel i byen Homs.

»Det er alletiders, at der rejses enkeltsager rundt omkring i forskellige lande. Så sker der i det mindste noget. Men det kan ikke erstatte et egentlig krigsforbryderopgør,« siger han.

En lægerapport, der ligeledes blev smuglet ud af Syrien af Cæsar, viser, hvordan styret registrerer de døde fanger. Foto: HRW

»Det, vi taler om her, er krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er meget alvorlige forbrydelser, og det er vigtigt, at der kommer et egentligt retsopgør, både af hensyn til mange ofre, men også af hensyn til den internationale retsbevidsthed,« siger han og peger på, at der trods manglende vilje til at indbringe Syrien for den Internationale Straffedomstol i Haag er mange både ngo’er og politikere, der rundt omkring arbejder for et retsopgør.

Også Nadim Houry fra Human Rights Watch regner med, at der kommer et retsopgør før eller senere.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at skabe varig fred i Syrien, hvis ikke ofrene får en eller anden form for retfærdighed,« siger han.

»Desuden har vi alle forudsætninger for at gennemføre et retsopgør. Jeg har aldrig set så store mængder bevismateriale før. Vi har navne, dokumenter, ofre, afhoppere, fotos, videos. Alt. Vi ved præcis, hvad der er sket. Vi har beviserne, nu mangler vi bare den politiske vilje.«

Hvad er en forbrydelse mod menneskeheden?

Forbrydelser mod menneskeheden omfatter ​​følgende handlinger begået som en del af et udbredt eller systematisk angreb mod en civilbefolkning:

  • mord
  • udryddelse
  • slaveri
  • deportation eller tvangsforflytning af befolkningen
  • fængsling
  • tortur
  • voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen sterilisation eller enhver anden form for seksuel vold af tilsvarende grovhed
  • forfølgelse mod en identificerbar gruppe på baggrund af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse eller kønsrelaterede årsager
  • tvungen forsvinden af ​​personer
  • apartheid
  • andre inhumane handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig fysisk eller psykisk skade

Hvad er en krigsforbrydelse?

Krigsforbrydelser omfatter alvorlige overtrædelser af Genève-konventionerne og andre alvorlige krænkelser af love og sædvaner, når de begås som led i en plan eller politik eller i stor skala.

Forbudte handlinger inkluderer:

  • mord
  • lemlæstelse, grusom behandling og tortur
  • gidseltagning
  • angreb bevidst ledt mod civilbefolkningen
  • angreb bevidst ledt mod bygninger dedikeret til religion, undervisning, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske monumenter eller hospitaler
  • plyndring
  • voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen graviditet eller enhver anden form for seksuel vold
  • indkalde eller hverve børn under 15 år til væbnede styrker eller grupper eller bruge dem til at deltage aktivt i fjendtligheder

Kilde: www.amnesty.dk

Serie

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

    29. september 2017
    Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
  • Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

    31. august 2017
    Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Sørensen
  • Nanna Wulff M.
  • Slettet Bruger
  • Carsten Munk
Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Nanna Wulff M., Slettet Bruger og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Søren Jensen

"Den moderne Hitler og Vesten sidder på hænderne!"

Et spørgsmål................har du lyst til at se danske landtropper i kamp på syrisk jord ??

Jeg har i hvert fald ikke -
faktisk så jeg helst alle mand trukket hjem fra Mellemøsten & Nordafrika.

Niki Dan Berthelsen, Hans Aagaard, Vibeke Hansen, Per Torbensen, Ken Sass, Kim Houmøller og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Så længe der er nogen som via samarbejde med Assad regimet legitimerer selvsamme regime, så sker der ikke noget.
Rusland er jo "inviteret" til at hjælpe Assad i kampen mod terror, og herhjemme, og i mange vestlige lande, er der en vis støtte til Russernes engagement i Syrien. Der er sågar mange som mener at Assad fortsat ( hvis han da nogensinde har været det) er legitim leder af landet.
Men når man undlader at gøre noget så er man heller ikke skyldig i noget...eller er man?
Nu venter jeg bare på anklagerne om at det er USA og CIA som står bag, og så kører vi igen. Imens lider befolkningen...

du glemmer billedokumentationen hvor de bl.a. slæber lige igennem gaderne. flot at kalde dem en partisanbevægelse. Men du har ret i at der ikke mangle dokumentation, snarere at man indser at hamas bruger vold og frygt hos deres "egen" befolkning som et middel til sikre sin egen eksistensberettigelse. Når riget fattes penge så er en rask konflikt ikke af vejen.
hamas tilbød jo fred mod at Israel skulle betale deres udgifter til aflønnet personale undre seneste storkonflikt. jo da - hamas er skam en vigtig del af problemet.

Niels Duus Nielsen

Peter Frost: At bruge vold og frygt hos egen befolkning er et godt gammelt magtmiddel. Det er ikke kun Hamas, der benytter denne taktik, også vore hjemlige politikere gør et stort nummer ud af at spille på befolkningens frygt, og skulle dele af befolkningen mod forventning tage mod til sig og demonstrere, har politikerne et politikorps foran sig, som uden tøven beordres til at begå vold mod demonstranterne, når de retoriske kampmidler er udtømte.

Ethvert regime er baseret på voldsudøvelse, vi er her i landet blot blevet så civiliserede, at politiet kun sjældent behøver at udøve vold, fordi vi allerede er mentalt underkuede. Men skulle filmen knække, fordi folk er blevet så sure, at de-eskalerings-teknikkerne ikke virker mere, står de skam parate med kniplerne fremme.

I øvrigt klyngede italienske partisaner Mussolinis lig op i en lygtepæl efter at have slæbt det gennem gaderne, men ikke desto mindre blev de stadig kaldt for partisaner. Og de danske frihedskæmpere blev jo af både tyske administratorer og danske politikere kaldt "terrorister", selv om de reelt var partisaner. Du kan ikke definere dig ud af problemerne, selv om du prøver.

Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Jens Pedersen og Arash Shahr anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen, jeg påpeger blot at det er bekvemt at "glemme" Hamas. har jeg udtalt mig om det andet du nævner?
Hamas er i absolut kontrol over vestbredden så at kalde dem partisaner er lidt en tilsnigelse, men det skal ikke skille os ad. Hamas kan kalde sig hvad som helst de vil, men mange af de ugerninger de begår på vestbredden bør ikke glemmes eller forties. Hamas er ikke uskyldsrene som mange går og tror.

Christian De Thurah

De her nævnte forbrydelser er afskyelige, uanset hvem der begår dem. Peter Frost har dog ret i, at de ovenfor opstillede lister er noget mangelfulde - for nu at sige det meget mildt. Om der er tale om glemsomhed eller bias, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Poul Sørensen

Jeg er glad for at vi var med til at vælte Gaddafi og at vi er med til at vælte ISIS. Talbanerne og deres ugentlige hænginger på sportspladser og den slags det savner jeg overhovedet heller ikke og jeg er glad for, at vi er med til at bekæmpe det.
- Jeg er sådan set også glad for at der er nogen der råber op om den Nordkoreanske KZ-lejr... det er ikke så meget at de har atomvåben og fremstiller narko som de sælger og alt det lort de har gang i. Det er mere det at de slipper afsted med at hjernevaske millioner af mennesker og at millioner af mennesker dør af sult og/eller bliver fejlernærede, så det går udover deres helbred og sunde fornuft, for slet ikke at tale om alle dem der tortures ihjel. - og skam tage Rusland og Kina der holder hånden under en sådan katastrofe og ikke aktivt modarbejde det vanvid der udfolder sig i Nordkorea.
Hvis kampen imod psykopatiske ledere stopper, hvordan bliver verden så.... tænk hvis Trump blev efterfulgt af hans søn...

"Hamas er i absolut kontrol over vestbredden"

Peter,
ifølge min geografiforståelse er Gaza ikke lig med Vestbredden............

Bevares Erik Karlsen, men min holdning til Hamas står trods denne fejl ved magt. Hamas er alt for ofte fredet i medier, af politikere til venstre for midten, og iblandt mange i befolkningen. Hamas kunne vel med lidt god vilje bruge mange af de skatter de opkræver blandt folk i GAZA :-) til noget gavnligt i stedet for at bruge millioner og millioner på eksempelvis tunneler. Tunnelser der meget ofte benyttes i terrorangreb og som derfor lukkes af Israel så snart de findes.
Dernæst er der adskillige våbenfabrikker i GAZA som også forsøges lukket af Israelerne når de finder dem.
Alt dette hører vi jo ikke så meget om. Læg dertil Hamas´ overgreb mod civilbefolkningen, overgreb som er særdeles veldokumenteret - dem glemmer man også.
Jeg bringer det alene på banen fordi man har tendens til at glorificere Hamas på en dybt ukritisk måde.

Peter Frost

"Bevares" at du ikke har en matematisk forståelse af omfang af problemerne og ugerningerne. For ellers havde du ikke nævnt Hamas der som en lille fisk ude i havet er bare en restprodukt af de store fisk. Og til det er der 2 komiske points du har glemt alt om. :)

1. Israel var aktivt med til at støtte op om Hamas og skabe grobund til denne dejlige lille gruppe med det formål at dele Palæstina op en Hamas vs dengang Arafats gruppe.

2. Når man efter årtier med prædiken om demokrati havde et valg i Palæstina, og hvor Hamas vand og skulle til at danne en regering, der MÅSKE kunne gøre at Hamas bliv mere "legit" ved at tage ansvar for sikkerheden og loven, var det komisk igen de vestlige lande der ikke lod Hamas udvikle sig og blive sturerene.

Men hey historie og generelt tal og størrelser det har ingen betydning for de fleste, og slet ikke medierne, så længe en myg gør mennesker fortræd når de stikker os, så er de lige store terrorister som når den vestlige verden planlægger i dets universiteter hvordan det skal optimere død og krig for egen vindings skyld, på bekostning af FLERE MILLIONER af dræbte mennesker.

Igen who cares? Når man har svært med tal og størrelser? Så er Hamas da også en god boggyman at have i ærmerne. Nu du er der kan du da også nævne ETA? You know, den catalonske separatist bevægelse, den glemte Jens Pedersen åbenbart også at nævne??! Right?

Arash Shahr, Det er vel på sin plads at fremhæve Hamas, der som en magtfaktor i regionen, også har et lig i lasten - noget som mange elegant udelader.
Dit svar til mit indlæg er endnu et eksempel på en undskyldning for Hamas, men det ændrer intet på at Hamas begår adskillige forbrydelser.
IRA, FARC osv. Hamas slår dem med længder når det kommer til det faktum at Hamas er den eneste magtfaktor i det område de kontrollerer - det har hverken ETA eller IRA opnået, og FARC valgte i sidste ende dialogen fremfor krigen. Måske dette ville være et eksempel til efterlevelse for HAMAS...hvem ved hvad det ville medføre.

Peter Frost

Hamas er ikke nogen form for magtfaktor, undtagen selvfølgelig ifølge Israelsk propaganda. De har det med at gøre selv små palæstinensiske piger for store monstre, dette med henblik på at ophøje sig selv senere når de henretter dem på åben gade. Det samme gælder når de med års mellemrum bomber Gaza. Please do not fall for that.

Hamas er pt i en krise og har i skrivende stund svært ved at holde på magten i de små 365 km2 de i teorien kontrollerer. Det er gennem deres interne rivalisering og bande krige at nogen i den vestlige verden nævner dem for deres "ugerninger". Deres historisk lave "popularitet" skyldes at de havde satset på Qatar i Syrien og Moursi i Egypten, og se hvordan det er gået de steder...

Hamas har lidt store politiske tab og der er ingen der vil støtte dem. De er så desperate at deres leder er blevet spottet for ca halvanden uge siden i Tehran. De var næsten på knæ om tilgivelse og lovede at de ikke ville falde for vestlig propaganda om en arabisk forår mere. Iranerne afskriver ikke folk så hurtigt, så de gav udtryk for at de vil stadigvæk give dem endnu en lille chance, men det ligger mellem linjerne at de vil fortsætte støtten til en anden fraktion i Gaza, nemlig PIJ, som de har gjort i noget tid nu. look it up if you want.

Ps. Newsflash!! Det er IKKE palæstinenserne der IKKE vil have fred, det er Israelerne der kæmper hårdt for at holde konflikten i live da det er i deres interesse at gøre dette. Jeg råder dig til at læse mere om emnet og kan anbefale feks Noam Chomsky eller hvis du er doven gå på youtube og tjek Norman Finkelsteins ud.

For at komme tilbage til diskussionen. Der er stor forskel på hvor mange feks Stalin sendte til Gulag og hvad en pissemyre af en Hamas bande gør. Jeg forsvarer ikke Hamas ved at tage denne diskussion og det er langt ude at jeg åbenbart skal skrive det eksplicit før mine tanker kan synke ned hos nogle eller skulle jeg skrive samfundet. Det fortæller vel mere om samfundet vi lever i end om så meget andet. :s

Ergo, det er en strå mand at overhovedet nævne Hamas i samme åndedrag som hvad den vestlige verden har forsaget af død, drab og elendighed i ikke bare Mellemøsten, men i hele verden i de seneste 70+- år. Man skal være historieløs og tal blind at for at sammenligne hvad end Hamas eller for den sags skyld hvad små diktatorer og andet godtfolk af manglende etiks regelsæt har gjort, med det antal og omfang den vestlige verden har forsaget bare i én konflikt i feks Afghanistan, i vietnam, i Korea, i Libyen, i Yemen, i.. i... i... osv. Det er generelt FOR MIG et bevis på en korrumperet moralsk kompas den vestlige verden besidder.

Jeg mener selvfølgelig også at det er derfor "sjovt" at se sådanne artikler som denne du kan læse her på informationen. At syren er én stor torturkammer, ja tak, du skulle læse hvad selv samme avis skrev i 2011 om syrien, og hvad den IKKE skriver om i Libyen anno 2017. Så ville det gå op for dig hviken vej vinden blæser. :D

a Rash

pss. lidt off topic og dog?! Tjek det her link ud, og spørg dig selv om Vietnam også er én stor torturkammer? Eller måske i datid "var"? Og hvad implikationerne var og er?

http://www.readingthepictures.org/2013/10/my-lai-sexual-assault-and-the-...

Arash Shahr, Hamas ER en magtfaktor. Det skriver du selv adskillig gange i dit indlæg bl.a. her " Hamas er pt i en krise og har i skrivende stund svært ved at holde på magten i de små 365 km2 de i teorien kontrollerer." Her anerkender du at Hamas, omend presset, har haft magt over området.
Der er ikke nogen diskussion at føre omkring Hamas´ rolle, og dit indlæg bekræfter blot det faktum at Hamas er den ikke ubetydelig del af konflikten.