Læsetid: 5 min.

Terroren rammer i flæng, og selv det dygtigste politi kan ikke forhindre alle angreb

Terrorangrebet mod hovedstrøget La Rambla i Barcelona skete efter et velkendt mønster. Her er fire barske sandheder om kampen mod terrorisme
Folk samles på La Rambla dagen efter det blodige angreb.

Folk samles på La Rambla dagen efter det blodige angreb.

Burak Akbulut

19. august 2017

Torsdagens terrorangreb i Barcelona understreger endnu en gang, at der er fire barske sandheder, som vores sikkerhedsmyndigheder – og offentligheden generelt – har måttet se i øjnene i de seneste måneder og år.

Den første er, at brug af køretøjer som våben til at myrde og såre nu er blevet den etablerede og foretrukne taktik for ekstremister – en af flere i det terrorarsenal, vi har set anvendt over de seneste to årtier. Bare i løbet af de seneste 13 måneder har Frankrig, Tyskland, Sverige og Storbritannien oplevet sådanne angreb.

Hertil kommer under lidt andre omstændigheder den påkørsel, der fandt sted i sidste weekend mod moddemonstranter ved en højreradikal march i Charlottesville i USA, hvor en kvinde blev dræbt.

Mens spansk politi er ved at få klarhed over attentatmændenes identitet og præcise motiver, har Islamisk Stat allerede påtaget sig ansvaret for angrebet via sit såkaldte nyhedsbureau, Amaq. Hvor pålidelige den slags erklæringer er, er dog uvist.

Selv om personer tæt på IS og sympatisører med gruppen har været aktive på de sociale medier og hyldet angrebet, betyder det ikke nødvendigvis, at der har været direkte bånd mellem angriberne og gruppen.

De taktikker, der virker, vil også være dem, militante foretrækker. Der kræves ikke særlige færdigheder for at angribe en menneskemængde med et motorkøretøj, og der er ikke særlige vanskeligheder forbundet med at få fat på et. Derfor er biler, varevogne eller lastbiler ideelle våben for terrorister i dag.

Terroristerne behøver ikke være medlemmer af en organiseret gruppe, men kan blot lade sig inspirere, og lige så lidt behøver de den træning eller de ressourcer, som mere komplekse angreb  kræver.

Rammer i flæng

Den anden barske sandhed er, at dagens terrorangreb rammer i flæng, dog er måske især turister på befærdede steder kommet i farezonen. For 10-15 år siden gjorde de militante islamiske grupper sig en større umage med at sende mere specifikke budskaber gennem deres vold. Tilfældige angreb på tilfældige civile blev set som lidet effektive og endda modproduktive i bestræbelserne på at vinde offentlig sympati og støtte i den muslimske verden.

Terrorangrebene 11. september 2001 blev iværksat imod mål, som al-Qaeda havde udvalgt som symboler på USA’s økonomiske, politiske og militære magt.

I 2004 blev Spanien ramt af det til dato blodigste jihadistangreb på europæisk grund, da tre lokaltog blev bombet af al-Qaeda-sympatisører i Madrid.

Men terroren havde konkrete mål: at undergrave spansk støtte til militærinterventionen i Irak og påvirke udfaldet af et parlamentsvalg. De militante havde dog også udpeget Spanien som mål på grund af en historisk forurettelse: Det islamiske kongerige Al-Andalus (Andalusien, red.) var i den sene middelalder faldet under kristent spansk herredømme.

Terrorpåkørsler

14. juli 2016, Nice: 86 mennesker bliver dræbt, og 434 kvæstes, da en 19 ton tung landstbil på Bastilledagen køres ind i en menneskemængde ved en folkefest. Chaufføren bliver dræbt af politiets kugler.

19. december 2016, Berlin: En lastbil rammer et julemarked og dræber 12. Attentatmanden bliver skudt og dræbt fire dage senere.

22. marts 2017, London: Et bilangreb på Westminster Bridge dræber tre. Chaufføren når at knivdræbe en politimand, før han bliver skudt af politiet. En femte person dør senere af sine kvæstelser.

7. april, Stockholm. Fire mennesker bliver dræbt og 15 såret, da en lastbil kører ind i fodgængere på en travl gågade.

3. juni, London: Tre attentatmænd påkører fodgængere med en varevogn på London Bridge og begiver sig herefter ud på et knivstikkertogt i Bourough Market-området. Otte bliver dræbt, før de alle bliver skudt.

19. juni, London: En varevogn påkører muslimer ud for Finsbury Park-moskeen og sårer 11. En mand, der allerede var besvimet og ved at få førstehjælp, dør. Darren Osborne, 47, bliver tiltalt for terrorismerelateret drab.

19. juni, Paris: En 31-årig islamist kører ind i en politibil på Champs-Élysées. Han dør på stedet.

9. august, Paris: En bil kører ind i en gruppe soldater ud for en kaserne og sårer seks af dem. Chaufføren bliver skudt, men overlever.

17. august, Barcelona. 14 bliver dræbt og 100 såret på gågaden La Rambla under et angreb med en varevogn. Gerningsmanden er ikke pågrebet. Andre syv bliver såret under en anden påkørsel i byen Cambrils. Her skyder og dræber politiet fem angrebsmænd.

En sådan omhu for måludvælgelse findes tilsyneladende ikke længere. Islamisk Stat og gruppens jihadfrivillige ser i dag ud til at være opsat på at kunne slå til mod hvem selv som helst og hvor som helst.

Offentlige rum med store menneskemængder vil altid være sårbare, hvad enten det er popfans ved en koncert i Manchester, folkefestdeltagere i Nice, pubgæster i London eller selvfølgelig turister, der tager billeder på Westminster Bridge, nyder solen på en tunesisk strand eller flyver hjem til Rusland fra Egypten. Vestlige ferieturister har dog været mål før: I 1997 gennemførte egyptiske militante et blodigt angreb mod turistseværdigheden Luxor.

Men turister har ikke tidligere været udvalgte mål. Det ser de ud til at være i dag. Enhver, der styrer sit køretøj ind i La Rambla, en af verdens mest turisttætte zoner, i høj fart, må have til hensigt at dræbe de turister, som flokkes her. 

De spanske myndigheder var udmærket klar over truslen og søgte ved juletid at styrke beskyttelsen af det ​​offentlige rum på Ramblaen. Et komplot om at bruge en lastbil mod fodgængere blev forpurret i november. Betonpæle, betonklodser og andre typer chikaner blev overvejet, ligesom efterretningstjenesterne satte flere ressourcer ind.

Et spørgsmål om tid

Men der er ikke det store, man kan stille op for at beskytte sig mod den slags angreb i en by, der er turistmagnet, og den tredje barske sandhed er, at selv et nok så dygtigt politi vil have huller i sit sikkerhedsberedskab.

Efter deres erfaringer med at bekæmpe islamistiske militante i 1990’erne var franske efterretningstjenester i et årti eller deromkring nogle skridt foran deres britiske eller amerikanske kolleger.

Men fra 2012 måtte de franske sikkerheds- og efterretningstjenester, som var udsultet for bevillinger og svækket af en alt andet end optimal efterretningsdeling på nationalt og europæisk plan, kæmpe hårdt for at inddæmme truslen. De stod dårligt rustede til at møde den offensiv, Islamisk Stat i 2014 iværksatte fra sine nyligt erobrede enklaver i Syrien og Irak.

Det samme kan være tilfældet for de spanske sikkerhedstjenester, som ellers er beundret for deres professionalisme i kampen mod terror. Spanien investerede stærkt i sine efterretningsorganer efter angrebene i 2004 og opbyggede en formidabel evne til at indsamle informationer og handle på dem. Takket været den indsats lykkedes det at beskytte landet mod islamistisk terrorisme i 13 år.

En række større komplotter blev optrævlet i 2008. Sidste år forpurrede Spanien mindst 10 planlagte terroraktioner, og i år er der blevet afsløret to netværk, herunder mindst én med forbindelser til Islamisk Stat-militante i andre europæiske lande.

Som briterne måtte sande tidligere i år, kan man dog ikke slutte, at blot fordi der ikke finder vellykkede angreb sted, lægges der ikke planer om det.

Så den sidste barske sandhed er, at det kun er et spørgsmål om tid, før terrorister igen får held til at omgå alle vores modforanstaltninger.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

"Det samme kan være tilfældet for de spanske sikkerhedstjenester, som ellers er beundret for deres professionalisme i kampen mod terror. Spanien investerede stærkt i sine efterretningsorganer efter angrebene i 2004 og opbyggede en formidabel evne til at indsamle informationer og handle på dem. Takket været den indsats lykkedes det at beskytte landet mod islamistisk terrorisme i 13 år."

Og tusind tak for det. Dødstallet for restaurantsyndromet, hvor man spiser og taler samtidigt og får noget i den gale hals, er jo langt højere. Det er umuligt at undgå alle tænkelige ulykker, terrorisme koster i dag heldigvis relativt få ofre.

Henriette Bøhne

Henrik Brøndum,
Nu skal man jo ikke forfalde til "whataboutism" - terrorangrebene er forfærdelige anslag mod vores frihed til at færdes trygt og sikkert, også selv om der formentlig dør flere af "cafeinfarkter".
Når det så er sagt, har du da på sin vis ret. Langt mere end terrorisme frygter jeg stenkast mod motorkøretøjer på motorvejen og den nye, helt psykopatisk, barokke dille med at løsne bolte på bil- og cykelhjul..,