Baggrund
Læsetid: 9 min.

Tidligere ansatte: Sexisme og racisme er udbredt i Google

Få uger efter Googles fyring af en medarbejder, der havde tilladt sig at ytre sin skepsis om kvinders egnethed i ingeniørvidenskab og ledelse, viser det sig, at Google selv har store problemer med at praktisere ligestilling
Udland
24. august 2017

SAN FRANCISCO – Først troede Qichen Zhang ikke sine egne ører. Datamatikeren sad på sit kontor hos Google, da en hvid mandlig kollega begyndte at kommentere hendes ansættelse i et drillende tonefald.

»Han sagde: ’Det må have været enormt let for dig at få dit job. Fordi du er asiatisk kvinde, har de garanteret tænkt: Hun må være dygtig til matematik’,« siger Zhang. »Det var en rimelig vild udtalelse. Jeg følte mig helt tom indeni.«

Episoden var en af mange, hvor Zhang fortæller, at hun som farvet kvinde følte sig isoleret i sit job hos teknologigiganten. Få måneder senere afgjorde hun med sig selv, at hun ikke kunne se nogen fremtid hos Google og sagde op.

»Jeg så ikke mange kvinder, især ikke asiatiske, sorte eller andre farvede kvinder i vores lederlag,« fortæller hun. »Jeg kunne heller ikke se de store karrieremuligheder for mig selv… Kulturen er virkelig kvælende, og det var i sidste ende grunden til, jeg ville væk.«

Zhang taler med Guardian et par uger efter, at en hvid mandlig it-medarbejder hos Google udløste et internationalt ramaskrig med et notat, i hvilket han kritiserede virksomhedens mangfoldighedspolitik, hævdede at hvide mænd er ofre for diskrimination, og at kvinders underrepræsentation i teknologibranchen beror på, at de er biologisk mindre egnede til at bestride job inden for teknologi- og ingeniørvidenskab og ikke har samme anlæg som mænd for lederstillinger.

Siden er flere kvinder trådt frem med vidnesbyrd om udbredt sexisme inden for Google, og nu kan også flere ikke-hvide ansatte berette om racediskrimination i selskabet, som overvejende beskæftiger hvid og mandlig arbejdskraft, hvilket også kendetegner de fleste af Sillicon Valleys andre it-virksomheder.

Trods Googles notorisk strenge fortrolighedspolitik, som ifølge flere tidligere ansatte skal intimidere og lukke munden på kritikere, er flere både nuværende og forhenværende ansatte gået med til at lade sig interviewe til Guardian.

De peger samstemmende på, at ansatte med minoritetsbaggrund og kvinder bliver nægtet lige muligheder og lige løn for lige arbejde. De beskriver samtidig en kultur, der tolererer racisme og sexisme, og hvor hvide ledere og mellemledere ofte foretrækker at begunstige og promovere ansatte, som ligner dem selv.

»Google betragtes som toppen af kransekagen… og en kulturel ledestjerne for mange i it-branchen. Folk forsøger virkelig at efterligne Google,« siger Zhang, 27 år, der nu arbejder for Spotify. »Men når de sætter barren så lavt, sætter de et tvivlsomt eksempel for resten af branchen.«

Bekymringerne for diskrimination hos Google er eskaleret i år efter beskyldninger fra USA’s arbejdsministerium om, at kvinder i alle afdelinger af virksomheden betales mindre end mænd for det samme arbejde, hvilket er i strid med forbundsstatslig lov. Google afviser selv at have en politik om at underbetale kvinder.

Det nylige notat fra Damore – der hævder, at kvinder er mindre kvalificerede til tekniske job på grund af større tilbøjelighed til »neurotisk adfærd« – har yderligere eksponeret en mentalitet, som nogle siger, er almindelig blandt konservative hvide mænd i teknologibranchen, som hylder den opfattelse, at positiv særbehandling, såkaldt affirmative action, og ligestillingsinitiativer er skadelige for virksomhederne (selv om der findes forskning, som viser det modsatte).

Forfatteren til notatet, James Damore, blev fyret, hvilket fra den ene dag til den anden gjorde ham til helt for den såkaldte alt-right-bevægelse. Hos Google er 80 procent af de tekniske job og 75 procent af lederstillingerne besat af mænd, fremgår det af virksomhedens egne tal. Samlet set er kun to procent af medarbejderne sorte, fire procent er latinamerikanere, 35 procent er asiater og 56 procent hvide.

Adspurgt om, hvorfor det går så langsomt fremad med at sikre mere ligelig repræsentation, siger Yolanda Mangolini, Googles direktør for global mangfoldighed og integration, i et interview, at »forandringer tager tid« og tilføjer: »Vi må erkende, at det ikke kun handler om at rekruttere en forskelligartet arbejdsstyrke. Det handler om at skabe et miljø, hvor alle ønsker at blive.«

Kendte ikke hendes navn

En sort kvinde, der i flere år har arbejdet som datalog hos Google, siger til Guardian, at forskelsbehandling og fordomme påvirker hendes arbejdsliv næsten dagligt.

»Jeg følte, at jeg ikke hører til, og at ingen ønsker, at jeg skal høre til her,« siger kvinden, der beder om anonymitet af frygt for sanktioner fra Google.

Den tidligere medarbejder, der siger, at hun var eneste sorte kvinde på hendes hold, henviser til, at andre medarbejdere på Google Campus ofte kunne finde på at bede om at se hendes identifikationspapirer, mens der kun sjældent blev stillet spørgsmålstegn ved ikke-sorte medarbejderes identitet.

Hun siger også, at hun ved flere lejligheder overhørte racistiske vittigheder og følte sig ladt alene og udelukket fra e-mailgrupper og sociale arrangementer. Og at hun arbejdede sammen med kolleger, der ikke engang gad gøre sig den ulejlighed at lære hendes navn.

Kvinden siger, at hendes forsøg på at tale for større mangfoldighed gav bagslag for hende. Når det drejede sig om mangfoldighedsinitiativer, forekom virksomheden primært at være interesseret i PR og positiv branding – det gjorde det sværere at presse på for mere substantielle reformer.

Hun følte, at hun blev negativt bedømt for sin indsats for at få flere farvede medarbejdere ansat: »De brød sig ikke om den måde, jeg ville opprioritere mangfoldighed på – det var ikke min rolle, fik jeg at vide.«

Kvinden fortæller, at navnlig hendes tid i et ansættelsesudvalg var nedslående. Udvalget, der hovedsagelig bestod af hvide chefer, kunne typisk finde på at beklage sig over, at en kandidat manglede googliness, hvormed der mentes: ikke passede ind i virksomhedskulturen, siger hun.

»Det indtryk, jeg fik, var, at vi førte jobsamtaler med henblik på at sikre, at folk kunne passe sammen med en kreds af hvide mennesker, og at det ikke var alle, der fik de spørgsmål, der skulle afklare, om de var kulturelt kompetente.«

»Det var, som om man var nødt til at gå på kompromis med sine egne værdier og moral,« siger hun. »Sagde man fra, indgav det én en dårlig følelse.«

Et udskifteligt tandhjul

Zhang, der tog sin it-uddannelse på Harvard, siger, at hun oprindelig var meget entusiastisk, da hun i 2013 fik job hos Google og var vild med virksomhedens motto Don’t be evil og havde store forventninger til dets ry som »et politisk progressivt« firma, der ville »bruge teknologien til skabe en bedre verden«. »Alle ville gerne arbejde for Google,« siger hun.

Men begejstringen kølnedes hurtigt. Zhang begyndte at føle sig som et udskifteligt tandhjul i en større maskine og lidet værdsat som en datamatiker, der ikke var it-ingeniør – en følelse, der blev forværret af den omstændighed, at de fleste it-ingeniører og deres ledere var mænd. Hun husker et møde, hvor hun var eneste kvinde og omgivet af hvide mandlige ingeniører, der udelukkede hende fra diskussionen.

»Det er bare disse små daglige aggressioner, der hober sig op, som tiden går,« siger hun. »Når man hele tiden oplever et fravær af folk, der ligner en selv, bliver det demoraliserende.«

Kulturen hos Google bygger officielt på et princip om ’meritokrati’. Det betyder, at diskrimination afvises som problem. Kvinder får bare besked på, at de må arbejde hårdere og blive bedre til at gøre opmærksom på sig selv,« siger Zhang.

»Folk har den her forestilling om, at racisme ikke kan eksistere hos Google, og sexisme ikke kan eksistere hos Google,« siger hun. »Men bare fordi kollegerne på kontoret ikke udtaler sig højlydt racistisk, betyder det ikke, at de ikke kan have en racistisk udstråling.«

Zhang tilføjer: »Google er interesseret i positiv omtale, men de ønsker ikke at sætte sig ind i bestræbelserne på at forstå, hvad der ligger bag racisme og sexisme.«

En drengeklub

Lakshmi Parthasarathy, der begyndte hos Google som datamatiker i 2014 og senere avancerede til at blive it-ingeniør med speciale i tekniske løsninger, fortæller, at hun savnede kvindelige mentorer og ledere.

Parthasarathy, 26 år, understreger dog, at hun kunne lide alle på sit hold og har bevaret venskaberne med dem, efter at hun forlod Google tidligere i år, men tilføjer: »Man er den eneste pige i lokalet hele tiden... Google har ressourcer, og jeg tror, ​​at de på nogle måder gør en indsats. Men der er kun så og så meget, de kan gøre i en organisation, hvis ledere i sidste ende næsten alle er mænd.«

Hun sagde, at hun sjældent møder kvinder over 30 år i tekniske stillinger hos virksomheden: »Det er svært for kvinder at se en karrierevej hos Google og i it-branchen.«

Selv om hun følte, hun fik god støtte, siger hun, at hun ville ønske, der var mere gennemsigtighed omkring muligheder for karriereavancementer og løn. Hun bemærker endvidere, at for nogle kvinder kan Google føles som en ’drengeklub’ med en »kultur af mænd, der promoverer fyre«.

Parthasarathy fortæller også, at hun blev vred over tidligere i år at have erfaret, at en mandlig kollega fik en mere værdifuld aktie-bonusordning af grunde, der aldrig blev opklaret.

Arbejder på sagen

Mekka Okereke, en sort teknisk leder hos Google Play, siger, at han har en af de mest mangfoldige ingeniørhold i virksomheden – 10 procent sorte, 10 procent latinoer, 25 procent kvinder og 50 procent kvindelige ledere. Holdet, sagde han, har arbejdet på at udvikle mere retfærdige ansættelsesprocesser, som proaktivt skal eliminere skævheder.

»Det kan godt lade sig gøre at sammensætte mere inkluderende hold og... de fleste ledere hungrer efter at få vide, hvordan de rent praktisk skal gøre,« siger Okereke, som Googles kommunikationsafdeling stillede til rådighed for et interview. »Det er noget, vi forsøger at udbrede over hele virksomheden, og det virker.«

Zhang, der forlod Google i 2014, fortæller, at hun ikke så nogen pointe i at klage over en kollegas racistiske bemærkning, fordi han var it-ingeniør og hun ikke. Guardian har også talt med den tidligere kollega, som dog siger, han ikke kan huske sin bemærkning.

Efter at have gennemgået Guardians opsummering af beskyldningerne fra de kvindelige ansatte og tidlige ansatte, vi har talt med, siger Yolanda Mangolini: »Det skuffer mig altid at høre dens slags historier.« Hun henviser til Googles »medarbejderressourcegrupper« såsom ’Black Googler Network’, der kan yde god hjælp til minoritetsansatte, der føler sig isolerede, søger støtte og gerne vil have nye relationer.

Google har, siger hun, også gjort store fremskridt i sine bestræbelser på at bevæge sig væk fra subjektive evalueringer i ansættelses- og forfremmelsesforløb og præstationsvurderinger. Målet er at finde et mere objektivt måle- og bedømmelsesgrundlag.

Mangolini afviser at diskutere lønforskellen og Googles svar på Damores notat.

»Det smertede mig personligt, da jeg læste det, for jeg vidste, hvordan reaktionerne kunne blive hos vores kvindelige it-folk, der næsten altid får sat spørgsmålstegn ved deres kompetencer,« siger Mangolini, direktøren for global mangfoldighed og integration i Google.

Parthasarathy siger, at hun blev irriteret, hver gang hun hørte påstanden om, at antidiskriminatoriske kvoteringsordninger kun til ansættelse af ukvalificerede personer med mindretalsbaggrund. »Folk tror, det er lettere for mig at få et sådant job... Når jeg deltager i et projekt, er der hele tiden den her følelse af, at jeg skal bevise mit værd. Det hader jeg virkelig.«

Den sorte kvinde, der arbejdede som datamatiker på Google, fortæller, at hendes oplevelser af diskrimination havde en stærk negativ indflydelse på hendes psykiske velbefindende.

»Der var tidspunkter, hvor jeg sad og græd ved mit skrivebord,« siger hun og tilføjer, at hun i sidste ende besluttede, at det ikke var alle disse ubehageligheder værd at blive hos Google, og begyndte at lede efter jobs uden for virksomheden, selv hvis de indebar lønnedgang.

I Google tilføjer hun, »var jeg usynlig. Det var, som om jeg ikke talte. Så hvad var meningen med, at jeg skulle være der?«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Winther Ronnenberg

Der er formentlig ikke tale om datamatikere men derimod om dataloger med specialisering inden for software, som er to forskellige ting..

At der er få kvinder er ingen nyhed det har der altid været. Det interessante er den etniske fordeling, jeg ville have forventet en hel del større spredning på det område. Men den slags omtale får dem næppe til forandre retning.