Læsetid: 10 min.

To år efter krisen: Flygtningeemnet afgør ikke det tyske valg

Titusindvis af flygtninge, nødhjælp og jubelråb. Münchens hovedbanegård blev for to år siden til indbegrebet af flygtningekrisen og Tysklands reaktion på den. I dag er flygtninge en del af billedet i den rige by, hvor det kontroversielle emne ikke flytter mange stemmer op til det tyske valg i september
På grænsen til Østrig og på Münchens hovedbanegård ankom flygtninge i hundredtusindvis i september 2015, og især banegården blev det store symbol på krisen. Og på den tyske tackling af den. Her i valgåret fylder flygtningeemnet stadig i Tyskland, men det er langt fra det, der optager vælgerne mest.

På grænsen til Østrig og på Münchens hovedbanegård ankom flygtninge i hundredtusindvis i september 2015, og især banegården blev det store symbol på krisen. Og på den tyske tackling af den. Her i valgåret fylder flygtningeemnet stadig i Tyskland, men det er langt fra det, der optager vælgerne mest.

Sebastian Widmann/Anadolu Agency/Getty Images

30. august 2017

Mustafa forstår det stadig ikke: at Tyskland kunne finde på at lukke så mange flygtninge ind på én gang. Og han forstår ikke, at politiet ikke griber hårdere ind over for de flygtninge, der stadig hænger ud her.

»Tag de to afghanere dér.«

Han strækker overkroppen ud over disken på sin shawarma-biks ved Münchens hovedbanegård og peger på to berusede mænd, der står midt i det hektiske storbyliv.

»De har intet at lave, så de kan stå her i timevis og drikke sig fulde og lave ballade. Altså, det var rigtigt at hjælpe. Men jeg forstår ikke, hvorfor mange folk her fra München reagerede, som de gjorde, dengang under krisen.«

Selv om krisen måske kun lige er begyndt, refererer Mustafa som de fleste andre i München med begrebet ’krisen dengang’ til sensommerdagene i 2015, hvor flygtningekrisen pludselig kom ud af fjernsynet og ind i den tyske hverdag. Omkring en million mennesker kom til landet i 2015. Men med op mod 100.000 ankomne flygtninge på Münchens hovedbanegård alene i september blev banegården det store symbol på krisen. Og på den tyske tackling af den.

Over 4.000 frivillige hjalp med at fordele flygtningene og med at samle soveposer, tøj, mad og vand. Men den reaktion, som Mustafa ikke forstår, er de folk, som viftede med »Refugees Welcome«-skilte og delte highfives og bamser ud, som gjaldt det dem selv og ikke de ankomne flygtninge, som han formulerer det.

»Måske var de ikke så mange. Men de stjal billedet.«

Selvværdsforstyrret nation

Det er i dag stadig uvist, præcist hvordan septemberdagene forløb i den tyske regering. Med Merkel i spidsen valgte den under alle omstændigheder egenhændigt at holde de tyske grænser åbne og suspendere Dublin-reglerne, som ellers foreskriver, at flygtninge skal sendes tilbage til det EU-land, hvor de oprindeligt er kommet ind i Europa.

Tilsyneladende var der ingen i den tyske regering, der ville påtage sig ansvaret for at omstøde beslutningen. Og formentlig var billederne fra München – der kom i kølvandet på de 71 flygtninge, der blev kvalt i en lastbil i Østrig – en vigtig grund til, at ’flygtningekanslerens’ linje blev bakket op af flertallet af tyskerne.

Angela Merkel selv kaldte den frivillige hjælp i München for »en smuk gestus«, mens nogle få kritikere som f.eks. den konservative kommentator Henryk M. Broder rystede på hovedet af en selvværdsforstyrret nation, der reagerede irrationelt på krisen.

De fleste tyske kommentatorer og medier bakkede op om Merkels linje og roste indsatsen i München. I så høj grad, at den tyske journalistikprofessor Michael Haller efter analyser af 35.000 artikler om flygtningekrisen for nylig har hævdet, at medierne lod de kritiske parader falde og udviklede sig til organer for folkeopdragelse for Merkels flygtningepolitik.

Det billede kan Britta Coy ikke genkende.

Hun hjalp på hovedbanegården i 2015, og hun arbejder i dag stadig i projektet Juno, hvor flygtede kvinder kan deltage i alskens sociale og kreative aktiviteter, hvor de får berøringsflader med de lokale i München og kan indhente en tabt ungdom, som hun udtrykker det.

»Det var virkelig hårdt arbejde dengang, hvor alle strukturerne stadig var improviserede. Det er nemt at gøre nar af ’banegårdsklapperne’ og af folk, der kom med bamser for i det mindste at have gjort et eller andet. Men samlet set hjalp vi, og det nyttede faktisk noget. Både for de enkelte mennesker og for myndighederne, der var ekstremt pressede,« siger Britta Coy i dag.

»Jeg husker ikke pressen som specielt lyserød i sin dækning. Selvfølgelig skal det diskuteres i valgkampen, men den panik, vi oplever nu, er mere skadelig. Vi hører aldrig om de gode eksempler, eller om at landet ikke just er ved at gå under pga. flygtningene. Medierne tematiserer stort set heller ikke skærpelserne af asylretten, men sælger derimod Merkel og Seehofer (Bayerns ministerpræsident og CSU-leder, red.) som flygtningehjælpere og -strammere alt efter publikummet,« siger Britta Coy.

»Og tyskerne vælger jo Merkel uanset hvad.«

Splid er en fordel

Det ligner et paradoks i tysk politik. Siden 2015 har stadig flere tyskere givet udtryk for at være uenige i Merkels flygtningepolitik. Alligevel er det utilfredse flertal så overbevist om, at hun er den stærkeste leder for landet, at over 50 pct. helst ser hende fortsætte i kanslersædet, mens ca. 40 pct. agter at vælge CDU. I Bayern ligger søsterpartiet CSU endda til at nærme sig halvdelen af stemmerne.

Med knap ti pct. opbakning i hele Tyskland ser det stærkt indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland derimod slet ikke ud til at opnå de samme dimensioner som fx Front National i Frankrig.

Hvis man spørger vælgere og medier på højrefløjen, skyldes den store Merkel-opbakning, at emnet flygtninge og migration stadig undertrykkes i både politik og medier. De sidste uger har emner som grænsekontrol, fordeling af flygtninge og den afrikanske migration via Italien ikke desto mindre været offensivt behandlet af både SPD og Merkel.

Selvom Merkel i dag stadig holder fast i, at hun i store træk atter ville reagere, som hun gjorde under højdepunktet af Syrien-krisen i 2015, har højrefløjens succes været med til at rykke Merkel markant i flygtningepolitikken, mener politologiprofessor og flygtningeekspert Petra Bendel fra universitetet i bayerske Erlangen. Hun køber heller ikke teorien om, at Merkel har tiet emnet ihjel.

Tværtimod grunder Merkels fortsatte succes i, at flygtningepolitik langt fra er det eneste valgkampsemne, og at Merkel har ’genvundet indtrykket af kontrol’ med en række markante stramninger af flygtningelovgivningen. Desuden foregår der et ’produktivt spil’ mellem Merkels CDU og det bayerske CSU, mener hun.

»Den store konservative og indvandringskritiske fløj i CSU har været med til at holde vælgertilslutningen til AfD (Alternative für Deutschland, red.) nede i Bayern. Og den præger holdningen til unionspartiet langt ind i CDU i resten af Tyskland,« mener Bendel.

Dette spil oplevede de tyske vælgere ikke mindst, da CSU-partileder Horst Seehofer opstillede en øvre grænse for flygtningeoptag som et ultimatum for det videre samarbejde med CDU. Det krav afviste Merkel blankt. Meget fåmælt måtte Seehofer derfor omdefinere sit ultimatum til et langfristet mål.

»Med denne spænding dækkes begge fløje godt. Det ligner splid, men det er en fordel,« siger Bendel.

At flygtninge langt fra er det emne, der bekymrer tyskerne mest, bakkes op af en repræsentativ undersøgelse fra Emnid-instituttet midt i august. Her svarer tyskerne, at ’lige chancer for alle’, ’fattigdom blandt ældre’ samt ’kriminalitet og terrorisme’ er top tre over de emner, der afgør deres valg af parti. ’Begrænsning af indvandring’ lå derimod nede på tiendepladsen sammen med emner som flere el-biler og mindre offentlig gæld.

Ingen stående klapsalver

Når man spørger sig for i München, indeholder de fleste reaktioner en blanding af generel skepsis over for flygtninge og en konkret tiltro til, at en rig by som München faktisk godt kan bære de ca. 20.000 flygtninge fra især Syrien, Irak og Afghanistan, som stadig bor i byen. Over halvdelen bor efterhånden i egne lejligheder, men tusindvis bor stadig i centre.

At det ikke altid har været nemt at anbringe dem, vidner en strid i forstaden Perlach om. Her krævede oprørte beboere i efteråret 2016 en mur rejst rundt om et nyt flygtningecenter som værn mod den formodede larm. Den fire meter høje stenmur står der stadig, men de lokale orker åbenlyst ikke at tale mere om den.

»Nogle ville gerne have den, og så blev alle i kvarteret udråbt til kampracister i de landsdækkende medier,« siger en ældre herre ved et busstoppested i det ellers mennesketomme kvarter.

»Den mur er vi færdige med at snakke om.«

Den holdning deler Rudolf Stummvoll, leder af Münchens myndigheder for bolig og migration, da han tager imod i det borgerdrevne bo- og integrationsprojekt Bellevue di Monaco i en faldefærdig ejendom et stenkast fra Marienplatz midt i Münchens centrum – et projekt med kun 40 pladser, men med en »ubetalelig symbolværdi«, som Stummvoll siger.

»Ak ja, muren i Perlach. Den debat skal man ikke tolke noget generelt ind i. Der var et par emsige beboere, og som et kompromis byggede vi den dumme mur,« siger han og breder emnet ud.

»Når vi skal anbringe flygtninge, taler vi oprigtigt med borgerne og tager deres bekymringer alvorligt. Vi forklarer, debatterer og diskuterer. Det er, tror jeg, hovedårsagen til, at stemningen over for flygtninge på intet tidspunkt er blevet ond her i München. Heller ikke efter nytårsnatten i Köln,« lyder det fra Stummvoll, som med Münchens store økonomiske boom og befolkningstilvækst har en stigende boligmangel at kæmpe med.

»Jeg oplevede Balkan-krisen og flygtningebølgen i 1990’erne, og vi troede, at vi var godt forberedt. Men udviklingen i 2015 viste, at det var vi ikke. Pludselig skulle jeg stampe 50.000 pladser op af jorden,« siger han.

»Vi har haft centre med op til tusind pladser, men selv med 200-300 pladser får man ikke ligefrem standing ovations i nabolaget. Men det er lykkedes. På landet er der flere gnidninger, men her i München glider de ind i storbyens virvar.«

Fra flygtningebåden i arbejde

I Bellevue di Monaco er stemningen i top. Den 25-årige Lina Homa, som har været i Tyskland i ni år, fortæller på et lydefrit højtysk om sit arbejde i foreningen, om racistiske vitser om bomber i tasken og om håbløse boligjagter med et afghansk pas.

Hendes ven Yasin Rahmati, der kom fra Afghanistan til Tyskland i september 2015, er mere forbeholden over for tyskerne, som han synes, det er svært at få kontakt med.

»Det hele er sværere, end jeg troede. Men her kan jeg sove trygt. Og håbe på, at min familie kommer en dag,« siger han.

Han bakkes op af den 20-årige Sarah M. fra Somalia, som på engelsk fortæller om afrikansk håbløshed, om menneskesmuglere og om venner, som kom med over Middelhavet, men som nu er spredt for alle vinde. Selv havnede hun tilfældigt i München.

»Jeg kom ikke for at få penge eller tage nogens plads. Jeg havde bare et forfærdeligt liv og har fundet et bedre sted. Selv om jeg er ensom og savner min familie, foretrækker jeg stadig Tyskland. Her kan jeg tro på fremtiden og skabe mit eget liv,« siger somalieren, der skal til at tage en uddannelse som medicintekniker.

Hvor kynisk det end lyder, er de tre ambitiøse unge flygtninge som taget ud af det tyske ønskekatalog fra 2015. Et af de afgørende argumenter for optaget af migranter var her det aldrende tyske samfund og den stigende mangel på arbejdskraft, fortæller Yvonne Giesing. Hun sidder i et undervisningslokale et langt stenkast fra Münchens hovedbanegård med højgravid mave og et ’relativt optimistisk syn på Tysklands fremtid’.

Ved siden af at forske i arbejdsmarkedsintegration har hun her været med til at grundlægge et offentligt støttet rekrutteringsbureau, der parrer arbejdssøgende flygtninge med tyske firmaer på jagt efter arbejdskraft.

»Der var klart en hype om flygtningenes jobmuligheder i 2015. Lidt firkantet sagt ville de have dem direkte fra flygtningebåden med gode tyskkundskaber, men det findes jo ikke. Nu er de noget mere realistiske i forhold til sprogindlæring og kulturkløfter,« siger Yvonne Gieseng, der denne dag hjælper en meget taknemmelig 34-årige syrer og en 31-årige nigeriansk programmør med jobansøgninger og CV-skrivning.

»Hos os kommer der flest mænd omkring de 30. Mange er syrere, så de er bedre uddannet end gennemsnittet af flygtningene. Desuden er de udvalgt ud fra, at de har gode perspektiver i forhold til asyl. Den usikkerhed er den hyppigste hurdle, selv for de nok så kvalificerede. Vi bliver nødt til også at gøre asylprocessen afhængig af den enkeltes situation på arbejdsmarkedet. Ellers er der stort set ingen firmaer, der vil investere i dem.«

År to efter krisen

For hele Tyskland taler tallene deres eget sprog. I sommeren 2016 var ca. 10 pct. af de flygtninge i den erhvervsdygtige alder, der ankom til Tyskland i 2015, i fast job. Blandt dem, som var kommet i 2014, var det 22 pct., mens 31 pct. af dem, som havde tre år i Tyskland på bagen, havde fundet et job. Hos de forbundstyske myndigheder for flygtninge (BAMF) er målet en erhvervsfrekvens på 50 pct. for flygtninge efter fem år i Tyskland.

»Det er absolut realistisk her i München,« siger Yvonne Giesing.

»Men for det første er arbejdsmarkedet også meget gunstigt i forhold til andre steder i Tyskland. For det andet er de flygtninge, der kommer til os, bedre kvalificeret end gennemsnittet, bl.a. fordi de ikke sidder i et flygtningecenter et sted i provinsen uden kontakt til det omgivende samfund. Så man kan også vende det om og sige: Hvis integrationen ikke lykkes her i München, så har vi et problem i Tyskland,« siger hun roligt.

Også på Münchens hovedbanegård går livet stadig sin vante gang.

De fulde afghanere er afløst af en lille flok fodboldfans, der heller ikke virker helt ædru. I det hele taget er her ingen spor af flygtningekrise. Indtil en infoskærm viser nyheder fra det nordlige Bayern, hvor der i en skole er opstået stærke protester mod udvisningen af en afghansk skoleelev. Også det hører med til billedet af Tyskland her i år to efter flygtningekrisen.

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Øllgaard

Så bliver det jo spændende at se, om meningsmålingsinstitutterne igen tager fejl. Men pressen kolporterer jo gerne fortællingen om, at der ikke er indvandrerproblemer i Tyskland, selv om daglige beretninhger viser noget andet.

Dorte Sørensen

Kan forklaringen ikke være-
dels at tyskerne i afslutningen af krigen selv mærkede flygtningernes tung skæbne.
dels at Tyskland har brug for indvandring
og mange flere grunde - som fx at tyskerne har mørke erfaringer med hvad hadehetz mod befolkningsgrupper kan føre til.