Kommentar
Læsetid: 5 min.

Trumps benådning af højreradikal sherif viser, hvor USA er på vej hen

Sherif Joe Arpaios friluftsfængsel for migranter var et grusomhedens cirkus, der tilsidesatte USA’s forfatning og de forbundsstatslige love – ved at benåde ham har USA’s præsident sanktioneret hans metoder
Alt i Tent City i Arizona var designet med henblik på at ydmyge og på at skærpe den psykiske tortur af de indsatte, skriver Paul Mason.

Alt i Tent City i Arizona var designet med henblik på at ydmyge og på at skærpe den psykiske tortur af de indsatte, skriver Paul Mason.

Scott Houston

Udland
30. august 2017

Fra Joe Arpaois fængsel husker jeg bedst, hvor let det var komme ind. Vi ville tale med de indsatte latinoer og få deres vidnebyrd om den klapjagt, som Joe Arpaios politi udsatte dem for i Phoenix.

Det var i de år, da politiet rutinemæssigt pågreb migranter på gaden – det hjalp ikke nødvendigvis, hvis deres papirer var i orden – og dumpede dem i Arpaois friluftsfængsel, kendt som Tent City, reelt et interneringscenter for migranter.

Jeg forestillede mig, at BBC, som jeg dengang arbejdede for, ville få svært ved at få adgang til en så kontroversiel institution, men kun en time efter vores besøgsanmodning åbnede de porten for os.

Fængslet var en teltlejr. De indsatte boede i telte, hvoraf flere stammede fra Koreakrigen i 1950’erne. Alle indsatte – kvinderne havde deres separate afdeling – var iført sort- og hvidstribede overalls og under disse det berygtede lyserøde undertøj.

Joe Arpaio selv var imødekommende. Han forærede hele vores hold signerede plakatfotos, hvor motivet var en skulende fange i lyserødt undertøj. Den særlige klædedragt var som alt andet ved fængslet designet med henblik på at ydmyge og på at skærpe den psykiske tortur.

De indsattes fysiske mistrivsel var åbenlys. Termometret på instrumentbrættet i vores bil viste en udendørstemperatur på 45,5 grader celsius. De indsatte lå i klynger, sammenkrøbne og dorske i den kvælende hede.

Vagten, der eskorterede os, oplyste:

»Vi holder alle udgifter  på et minimum. De (de indsatte, red.) får to måltider om dagen, kødpølse og hvidt brød. Og vi vagter drikker kun sportsdrik, der har passeret sidste salgsdato« – han fremviste derpå stolt udløbsdatoen på flasken, han drak af.

Rørte de indsatte på sig uden at have fået ordre til det – hvis de f.eks. viklede et lyserødt håndklæde om hovedet som ly mod solen, når de rejste sig for at gå på toilettet – overfusede vagterne den formastelige med fornærmelser og instrukser, indtil han stod stille.

Isolationscellerne og de kvindelige fangehold i lænker kom vi ikke til at se. Joe Arpaio havde gerne vist os dem, hvis han havde haft bedre tid. Hele formålet med det helvedeshul, han havde skabt – i trodsig foragt for alle forbundsstatslige love og bestemmelser – var at afskrække fra migration.

I brechen for militsleder

Fængslet, de ubarmhjertige politirazziaer mod personer af latinoudseende og hele den foragt iblandet racistiske stereotyper, der spyede ud af Arpaios mund, da jeg interviewede ham, var tydeligvis beregnet på at gøre livet så vanskeligt som muligt for Arizonas indvandrergrupper.

Men det grusomhedens cirkus, vi så i Arizona, havde samtidig en vidtrækkende signalværdi. Joe Arpaios embedshandlinger i hans over 20 år som sherif i Maricopa County skulle demonstrere, at den amerikanske højrefløj kan omgå både forfatningen og de forbundsstatslige myndigheder – og slippe afsted med det. Det var præcis denne omgåelse af lovbestemmelser og den straffrihed, som præsident Trump sanktionerede, da han benådede Arpaio.

Trump-rådgiveren Roger Stone, hvis indsats ser ud til at have været afgørende for at redde Arpaio af krogen, presser nu også på for en præsidentiel benådning af den fængslede Cliven Bundy, hvis højreekstremistiske milits kom i åben konfrontation med politimyndigheder i Nevada i 2014.

Hvis man finder det foruroligende, at en af Trumps nærmeste fortrolige går i brechen for en væbnet militsleder, der anser vold mod forbundsregeringen for berettiget – hvad skal man så mene om samme Stones advarsel om, at rejses der rigsretssag mod Trump, bliver modreaktionen »voldsudbrud og opstande i dette land af et aldrig tidligere set omfang«?

Det reportageindslag, jeg lavede fra Arpaios fængsel, ændrede ikke spor. Selv en Pulitzer-prisvindende undersøgelse af de høje omkostninger ved Arpaios manglende indsats for bekæmpelse af virkelige forbrydelser, kunne ikke stoppe fængslets fortsatte drift.

Joe Arpaio blev – som Trump selv – arkiveret under kategorien »bizarre ting, der foregår i udkanten af den amerikanske livsform«. Som zombiehæren i Game of Thrones myldrer alle sære galninge fra USA’s højreradikale fløj nu hen over alle barrierer.

Stone, Trump, Arpaio og Steve Bannon hærger straffrit i det amerikanske civilsamfund med deres opmuntrende nik til renlivede nazister, Ku Klux Klan-folk, voldelige misogyne grupper og væbnede militser, alt imens de stempler nationens frie og kritiske medier som folkefjender.

Hele den udvikling ville være skræmmende nok, hvis den fandt sted i en fjendtligtsindet nation, men USA skulle jo forestille at være vores allierede og den frie verdens bannerfører.

Et unormalt demokrati

Da Trumps forsvarschef James Mattis i sidste uge sagde til de amerikanske tropper, at de må »holde skansen«, intil USA genvinder evnen til at inspirere verden, kunne man næsten høre selvtilliden sive ud af den traditionelle republikanisme.

Trump står nu i så stærkt modsætningsforhold til det meste af den økonomiske elite, at man i ethvert andet normalt liberalt demokrati ville gribe første chance for at vælte ham.

I disse dage må vi sande, at USA er på vej til at blive et unormalt demokrati. Dets gamle bærende institutioner ligner nok sig selv, men retsstatsprincippet og retfærdighedens upartiskhed fordamper.

De kræfter, der stadig forsvarer det amerikanske demokrati – de store broadsheetaviser, de milliardærfinansierede fonde, ngo’er, fagforeninger, protestgrupperne og frem for alt Demokraterne – har aldrig før stået over for en lignende trussel.

Der er en stærk atmosfære af fornægtelse af problemet og en selvtilfreds forhåbning om, at Trump nok snart trækker tæppet væk under sig selv, hvorefter den gamle status quo kommer tilbage.

Stones advarsel var et signal til de republikanske senatorer, som kunne fristes til at støtte en rigretssag mod præsidenten.

»En politiker, der stemmer for det, sætter sit eget liv på spil,« sagde Roger Stone.

Udtalelsen var også en indirekte advarsel til erhvervsledere, som trådte ud af Trumps rådgivende udvalg efter de voldsomme hændelser i Charlottesville. Snart kan også de komme på listen over de fjender, der skal trues og dæmoniseres.

En dårlig vits

Det er kun et par årtier siden, USA proklamerede, at verden var blevet unipolær, og at USA’s globale overhøjhed var suveræn. Amerika kunne forme resten af verden og indføre demokrati og orden i nye markedsøkonomier. En prætention, der i dag mest af alt ligner en dårlig vits.

Hvordan skulle USA kunne demokratisere verden, når det end ikke kan demokratisere sig selv? 

Enhver, som forstår geopolitikkens betydning, bør frygte konsekvenserne. De adfærdsnormer, vi så i Tent City i Arizona – og som vi ser med truslerne mod politiske modstandere, konflikterne mellem rivaliserende retsmyndigheder og den systematiske chikanering af pressen – er på vej til at etablere sig som den nye norm i Washington. Samtidig er Trumps tilfugt til en styreform, der bygger på egne luner og vilkårlige dekreter, et opmuntrende signal til alle kleptokrater og politistater i verden: Det er okay, fortsæt I bare.

Og alt hvad vi kan gøre, er at insistere på retsstatens og demokratiets principper. Hvis vi også skal til at kæmpe for de principper i Europa, må vi gøre det mere årvågent og effektivt end USA’s betrængte progressive.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Trump's benådning af Sherif Joe Arpaio et signal til til general Flynn at der ligger en benådning til ham hvis han ikke samarbejder med anklage myndigheden og derfor blev han benådet før end han blev dømt.

Arne Albatros Olsen

Det er vel nok det dummeste han kunne gøre, fordi han med dette tiltag yderligere gør spittelse endnu større og bringer landet tættere på en potentiel kommende borgerkrig.