Læsetid: 4 min.

Tyrkiet rasler med isenkrammet i Qatar-krisen

Og Washington udviser bekymring for, at den saudiskledede blokade af Qatar udarter sig til en militær konfrontation
Tyrkiet har stillet sig på Qatars side i den aktuelle konflikt, og Nationalforsamlingen i Ankara ratificerede i sidste uge en overførsel af 3.000 soldater til Doha, hvilket svarer til en tredjedel af emiratets samlede militære styrke. Det skete efter en resultatløs rundtur i Golfen, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan bl.a. talte med den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.

Tyrkiet har stillet sig på Qatars side i den aktuelle konflikt, og Nationalforsamlingen i Ankara ratificerede i sidste uge en overførsel af 3.000 soldater til Doha, hvilket svarer til en tredjedel af emiratets samlede militære styrke. Det skete efter en resultatløs rundtur i Golfen, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan bl.a. talte med den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.

Ritzau Foto

11. august 2017

At krisen mellem Qatar og fire arabiske regeringer ikke vil forsvinde, bekymrer i stigende grad såvel Pentagon som det amerikanske udenrigsministerium.

Og med et vist belæg, eftersom den rummer en potentiel risiko for, at USA’s tætte allierede i Golfen ender i en væbnet konfrontation. Hvilket ikke kan udelukkes og heller ikke kun vil involvere Qatar over for Saudi-Arabien, bakket op af Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten og Bahrain, men også Tyrkiet.

I denne uge fløj en viceudenrigsminister og den pensionerede marinegeneral, Anthony Zinni, der har erfaring som troubleshooter i Israel-Palæstina-konflikten, til mæglerlandet Kuwait som første stop på en rundrejse til konfliktens parter.

Allerede i juli opfordrede den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, til afblæsning af den fysiske blokade mod Qatar, fra begyndelsen støttet af USA-præsident Donald Trump, der beskyldte Qatar for at »støtte terrorisme på et meget højt plan«.

Tillerson har endvidere opfordret sultanen i Oman, ligeledes en USA-allieret, til aktivt at støtte en bilæggelse af konflikten, inden den eskalerer. Oman, der er et af de seks lande i GCC, Golfstaternes Samarbejdsorganisation, har de tætteste relationer til Iran.

Tyrkiet viser tænder

Tyrkiet og Qatar har gennemført militære øvelser, både til lands og til vands, siden Saudi-Arabiens unge kronprins, Mohammed bin Salman, i begyndelsen af juni – opmuntret af Donald Trumps besøg i Riyadh to uger tidligere – stillede sig i spidsen for den fysiske og diplomatiske blokade af det lille olie- og gas-emirat, fulgt af en stribe krav, hvis essens var lukning af Qatars forbindelser til Iran og kvælning af tv-kanalen Al Jazeera. Disse krav var »ikke til forhandling«.

Tyrkiet stillede sig på Qatars side, og Nationalforsamlingen i Ankara ratificerede i sidste uge en overførsel af 3.000 soldater til Doha, hvilket svarer til en tredjedel af emiratets samlede militære styrke.

Det er sket efter en resultatløs rundtur i Golfen, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan forsøgte at tale saudierne til rette. Og som en seniorrådgiver i Ankaras præsidentpalads, Yasin Aktay, sagde med en næsten komisk diplomatisk underdrivelse til tv-stationen Al Jazeera:

»Tyrkiet beskytter bare egne interesser via vores base i Qatar. Vi tager ikke parti for nogen af konfliktens parter, og vi er imod et angreb på Saudi-Arabien såvel som på Qatar.« 

Hvorefter seniorrådgiveren skar ud i pap, at en gentagelse af Saudi-Arabiens militære intervention i Yemen ikke vil blive tolereret:

»Der vil altid være styrker, der udfylder et tomrum i situationer med ubalance som denne her (i Golf-regionen, red.), og det er i Tyrkiets interesse at påse, at der ikke opstår et sådant magttomrum. Den tyrkiske tilstedeværelse har til formål at forebygge potentielle fejltagelser.«

Al Jazeera irriterer

Konfliktens kerne er saudiernes misnøje med Qatars selvstændige udenrigspolitik, der omfatter et vist samarbejde med Iran, samt emiratets værtskab for Det Muslimske Broderskab og politiske dissidenter fra de fire blokadelande, ligesom Hamas-lederen Khaled Meshal fik asyl, da han i 2012 måtte forlade Damaskus efter pres fra Bashar al-Assads regime.

Symbolet på denne selvstændighed, hvis vandmærke er generel støtte til de folkelige oprørsbevægelser, der manifesterede sig med det ’arabiske forår’ i 2011, er driften af den globale tv-satellit Al Jazeera.

Den kan ses overalt i den arabiske verden og irriterer ikke kun Golfens totalitære monarkier med kritisk dækning, men også den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, der har bebudet stationens Jerusalem-kontor med ca. 30 journalister og teknikere udvist og programfladen blokeret på de tv-pakker, der udbydes til israelerne.

Et sådant forbud vil dog komme an på en domstolsprøvelse, idet Israel principielt hylder pressefriheden, som dog forvaltes af regeringens pressekontor i Jerusalem, der kan inddrage korrespondenters pressekort – og gør det, hvis de skønner at kritisk journalistik, eksempelvis om bosættelsespolitikken, tangerer ’antisemitisme’.

Talerør for Det Muslimske Broderskab

Tv-stationen opfattes, og med et vist belæg, som talerør for Det Muslimske Broderskab, der er den ’intellektuelle moderorganisation’ for Hamas (Khaled Meshals udtryk) og forbudt i såvel Egypten som Saudi-Arabien med prædikatet ’terrororganisation’.

Saudi-Arabien har ad flere omgange lagt diplomatisk pres på Qatars al-Thani-emirfamilie for at få den til at nedtone Al Jazeeras dækning af eksempelvis den nu to år lange og udsigtsløse krig mod houthierne i Yemen og undertrykkelsen af uroen i de shiitisk befolkede østlige provinser, som rummer hovedparten af Saudi-Arabiens olieressourcer.

Sidst, der var en kurre på tråden, var i 2013-14, hvilket resulterede i en kortvarig afbrydelse af de diplomatiske forbindelser og en aftale om, at Al Jazeera dæmpede kritikken af den store nabo. Hvilket faktisk skete, hvorefter Qatar tillige udviste syv radikale medlemmer af Det Muslimske Broderskab.

Men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt for de nye herskere i Riyadh, hvor kong Salman – far til verdens yngste forsvarsminister, kronprins Mohammed bin Salman – overtog tronen efter kong Abdullahs død i 1995, hvilket blev startskuddet til en mere ekspansiv udenrigspolitik. En politik, hvis uberegnelighed med god grund foruroliger Washington.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Toke Andersen
Erik Karlsen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu