Taberholdet Grækenland
»Ja. Grækenland er EU’s største krisetaber.«
Så langt vil den tysk-græske økonom Alexander Kritikos godt være med under overskriften finans- og eurokrisens vindere og tabere. Men herfra bliver det mere kompliceret, medgiver Kritikos. For det første har Grækenland nemlig ikke tabt, fordi et land som fx Tyskland p.t. ligner en europæisk krise-vinder – makroøkonomi er jo ikke en fodboldkamp, som han udtrykker det. For det andet skal man skelne mellem finanskrise, eurokrise og statsgældskrise, selvom de til dels hænger sammen.
»Krisen i Grækenland er kun indirekte en del af den globale finanskrise og en særlig del af eurokrisen. Finanskrisen gjorde problemet med den græske statsgæld åbenlyst, men det ville før eller siden være kommet op til overfladen,« siger Alexander Kritikos til Information.
For at forstå den græske krise, skal man i Kritikos’ øjne mindst tilbage til euroens indførelse i Grækenland i 2002.
»Landet pyntede på tallene for statsgælden ved optagelsen, men det er ikke et bevis på, at Grækenland strukturelt ikke passer ind i eurozonen,« siger Kritikos.
»I de sidste fire-fem år før euroen foretog Grækenland seriøse reformer for første gang siden militærdiktaturet. Arbejdsmarkedet blev dereguleret, inflationen blev inddæmmet, og landet havde en fin vækst. Det centrale problem ligger i mine øjne efter optaget i euroen, hvor der var alt for ringe incitamenter til at fortsætte reformerne.«
BNP per indbygger i Grækenland siden finanskrisens udbrud
Græsk økonomi er næsten kontinuerligt skrumpet siden krisens udbrud.
Kilde: Tradingseconomics/World Bank
Grotest overregulering
Som de vigtigste punkter gennemgår Alexander Kritikos den eksorbitante græske overregulering af private virksomheder, et forældet pensionssystem, en aldeles upålidelig skattepolitik og et meningsløst stort bureaukrati, hvor »der skal en arkæolog forbi og godkende det, hvis man vil renovere sin lejlighed på femte sal i Athen downtown«.
Med sine ofte modstridende regler har dette magtfulde bureaukrati ifølge økonomen medført en stor korruption. Mange bestående virksomheder affinder sig hjertens gerne med det, fordi det gør det næsten umuligt for nye konkurrenter at få fodfæste på markedet.
»I de tidlige euro-år blev mange af de her reformer droppet. I stedet blev der ført en klientpolitik med uhyre mange privilegerede statslige ansættelser,« siger Kritikos.
Før euroen blev landet af investorer og kreditorer anset for at være et højrisikoland og havde kreditrenter på op mod 40 procent. Med euroen kunne grækerne pludselig få lån til fem eller seks procent – ligesom f.eks. Tyskland.
»Desværre brugte landet de billige penge til flere statslige ansættelser og til statsligt forbrug på f.eks. socialområdet. Landet levede over evne med udenlandsk finansiering,« siger Alexander Kritikos.
I årene frem til 2008 havde Grækenland årligt gennemsnitligt et underskud på ca. seks procent af BNP – det dobbelte af, hvad eurokriterierne tillader. Selvom landet samtidig oplevede en stærk økonomisk vækst, toppede den græske gæld med et underskud på ca. 260 mia. kr. alene for 2009, hvor de internationale rating-agenturer atter gjorde Grækenland til et højrisikoland.
Finansmarkedernes optimisme i forhold til euroens indvirkning på de sydeuropæiske økonomier blegnede efterhånden. Midt i den globale krise, der med de statslige bankredninger var ved at udvikle sig til en omfattende statsgældskrise, blev Grækenland her ramt ekstra hårdt. End ikke omfattende spareprogrammer overbeviste investorerne, der i vidt omfang skilte sig af med deres statsobligationer.
I foråret 2010 var Grækenland ikke mere i stand til at skaffe frisk kapital på kapitalmarkederne og måtte bede EU om den første hjælpepakke.
»Det skyldtes også en ’finansiel analfabetisme’ i Grækenland, hvor man slet ikke var vant til at omgås kreditter,« fortæller Alexander Kritikos.
»Bankerne havde været alt for slappe i deres kriterier, og der opstod en kreditfinansieret konsumfest. Før euroen så man i Grækenland, hvordan der stod halvfærdige huse overalt, fordi man byggede med det, man lige havde råd til. Nu kunne man pludselig bygge på livet løs – her opstod en dramatisk boligboble og de såkaldte ’røde kreditter’, hvoraf svimlende milliardbeløb aldrig tilbagebetales.«
I Alexander Kritikos’ øjne kan man ikke fortænke EU og Den Internationale Valutafond i at stille visse betingelser til redningspakkerne – f.eks. at den græske stat atter skulle få styr på sine finanser og slanke det enorme statsapparat. Men ikke mindst i sommerens debat om øgede græske skatter har han været arg modstander af at vride sparearmen mere om på ryggen af landets godt ti mio. indbyggere.
»Der er på mange områder allerede så absurd høje skatter, at end ikke en skattevant dansker ville overveje at arbejde videre et sekund,« siger Kritikos.
»I stedet for skatteforhøjelser burde man inddrive og bruge de bestående skatter mere fornuftigt. Men staten prøver med alle midler at skabe et primæroverskud for at påvise landets kreditværdighed – også selvom det smadrer væksten og presser den private sektor endnu mere i stykker. Hvis regeringen kan opretholde det spil frem til næste valgkamp, håber den at kunne sælge sig selv til befolkningen som regeringen, der befriede landet fra långivernes åg. I Bruxelles lukker man desværre øjnene, fordi man gerne vil sælge nogle gode nyheder med sorte tal.«
Behov for mere eksport
Heller ikke en delvis eftergivelse af den græske gæld vil nytte det store, mener den græsk-tyske økonom.
»Investorerne kommer jo ikke rendende, fordi gælden falder lidt, eller løbetiden på lånene er 50 i stedet for 30 år. Det handler om igen at skabe vækst. Grækenlands BNP er sunket drastisk siden 2008, så en vækst på f.eks. tre-fire procent er ganske realistisk. Dermed vil statsgælden – eller den reelle statsgældskvote (statsgæld i forhold til BNP, red.) – jo også falde markant. Så man burde fokusere på at skabe tilstrækkelig vækst, så en gældssanering slet ikke er nødvendig.«
Ud over reformer af statsapparatet er investeringsprogrammer derfor stikordet, mener Kritikos.
»Der skal skabes langsigtede rammer for forskning, udvikling og innovation. For tiden eksporterer Grækenland stort set ikke nogen innovative produkter, men kun sine foretagsomme og innovative hjerner. Med eurozonen og det tættere indre marked burde et lille land som Grækenland for længst have opdyrket de græske specialområder og satset langt mere på eksportorienteret vækst – som I jo f.eks. har gjort det i Danmark,« tilføjer Kritikos.
På bundlinjen er den græske sidsteplads i krisen derfor overvejende selvforskyldt, mener Alexander Kritikos.
»Euroen og de billige penge var faktisk en kæmpe chance for Grækenland til at fortsætte væksten fra årene op til euro-indførelsen. Desværre udnyttede man ikke chancen og investerede langsigtet, men gældsatte sig i stedet med kortsigtet konsum. Der er mange kampagner i Grækenland, hvor fortællingen er, at det altid kun er de andres skyld, og landet spares i stykker for at blive overtaget af udenlandske investorer. Hvor sorteper skubbes over på Wolfgang Schäuble eller Bruxelles’ sparepolitik. Men de fleste fornuftige grækere ved godt, at hovedansvaret for tragedien ligger her i Grækenland,« siger Kritikos, der kalder sig selv ’forbeholden optimist’.
»Europæisk fornuft og en forandringsvillig græsk regering. Så skal landet ad åre nok komme op.«
Vinderholdet Tyskland
»Nej. Tyskland har ikke vundet på finans- og eurokrisen. Men landet er kommet overraskende stærkt igennem kriserne.«
Selv var økonomiprofessor Alexander Kritikos både overrasket og chokeret, da Tyskland i 2009 oplevede en minusvækst på hele fem procent.
»Og ligesom de fleste andre havde jeg ikke ventet, at det atter ville gå så hurtigt opad med den tyske økonomi. Det er svært at beskrive det som andet end en succes.«
En af de vigtigste årsager til denne succes er ifølge Kritikos, at landet har bevaret en helt usædvanlig eksportstyrke.
»Til forskel fra de angelsaksiske lande havde Tyskland stort set ikke fokuseret på finansprodukter, men specialiseret sig inden for en række industrier, som der har været enorm global efterspørgsel på. Det gælder især de såkaldte ’hidden champions’ inden for maskinbyggeri, medicinalteknik, elektroteknik, kemi osv. Altså alle de mellemstore tyske virksomheder, der står i skyggen af de store koncerner,« fortæller han.
»De forblev innovative og har opretholdt stærke eksportrater.«
BNP per indbygger i Tyskland siden finanskrisenkrisens udbrud
Efter et kort, men kraftigt dyk i 2009 kom tysk økonomi sig hurtigt over chokket.
Kilde: Tradingseconomics/World Bank
Lave lønninger et problem
En del af denne eksportsucces blev båret af euroens forholdsvist lave vekselkurs, hvormed de tyske firmaer kunne sælge deres varer til konkurrencedygtige priser på det globale marked. Samtidig blev der taget to rigtig tyske beslutninger, mener Kritikos.
»Med statslig støtte lykkedes det for det første at smidiggøre deltidsansættelse af ansatte i pressede firmaer, så de undgik at fyre i stort omfang og dermed miste medarbejderkompetencer. For det andet er det lykkedes gennem hele krisen at holde et meget højt niveau af investeringer i forskning, udvikling og innovation, både i den offentlige og private sektor. Her har Tyskland groft sagt gjort det, som Grækenland tidligere forsømte.«
Et andet vigtigt aspekt af de prægtige tyske tal ligger i de berygtede Hartz-reformer af det tyske arbejdsmarked, hvor bl.a. dagpengene blev reduceret og ansættelsesformerne liberaliseret.
»Som nationaløkonomi har Tyskland entydigt profiteret på Hartz-reformerne. De har været med til at skabe den historisk lave arbejdsløshed, hvormed staten sparer milliarder på sociale udgifter.«
Alligevel har den tyske model ikke kun skabt økonomiske vindere, pointerer Kritikos.
»Reallønnen for den dårligst lønnede halvdel af tyskerne er faldt direkte i 00’erne. Først fra ca. 2010 begyndte det igen at gå fremad igen med små reallønsstigninger, men især i storbyerne, hvor huslejerne stiger stærkt, er de lave lønninger et reelt tysk problem.«
I de nulrente-tider, som opstod i kølvandet på finanskrisen, har der ligeledes været en række overraskende velsignende effekter for den tyske nationaløkonomi.
Siden krisen har den tyske stat sparet milliarder af euro i renter. Og den har oplevet, hvordan Tyskland – modsat Sydeuropa – er forblevet en sikker havn for investorer. Hermed er de kapitalstrømme, som helt tørrede ud i Grækenland, flydt til overflod i Tyskland. I det europæiske rige i midten kunne ikke bare de tyske forbrugere og byggeherrer, men også de tyske banker dermed let komme til friske penge til ekstremt lave renter.
»Det er ikke uden en vis ironi,« mener Alexander Kritikos.
»Den Europæisk Centralbanks nulrentepolitik var især stilet mod at holde de pressede sydeuropæiske økonomier oven vande. Men dem, der vandt mest på nulrentepolitikken og den afdæmpede euro, var den tyske eksportindustri.«
Også her er der både tyske vindere og tyske tabere, mener Kritikos. Den tyske stat og eksportfirmaerne har nemlig profiteret, mens de mange millioner tyske arbejdstagere, som har sparet op, har lidt under de lave renter. Det har været med til at øge den tyske angst for inflation – og dermed indirekte modstanden mod hjælpepakkerne til Grækenland og opblødningen af euroen, mener Kritikos.
Eksport lettere for alle
Trods disse forbehold lyder det umiddelbart som en næsten entydig tysk succeshistorie. Hvis det nu havde været en fodboldkamp, havde landet mindst ført med 7-1 mod f.eks. Grækenland, skulle man mene.
Igen har den græsk-tyske økonom indvendinger i ærmet.
For det første har den beskedne tyske eksport til Grækenland forsvindende betydning for den tyske nationaløkonomi. Her har Amerika og især Asien været den store aftager af tyske maskiner og varer, mens eurozonens betydning er dalet noget for den tyske eksport.
For det andet har Tyskland eksporteret mange varer, men landet har dermed også eksporteret enorme mængder kapital, påpeger Kritikos.
»Denne kapital er bl.a. flydt i græske statsobligationer, som vi kender den beskedne værdi af i dag. Både i Europa og i USA er der brændt ufatteligt store tyske summer af – så store at man en overgang ligefrem talte om ’de dumme tyske penge’, som havde en tendens til at vandre derhen, hvor de flød ud i sandet.«
En tredje indvending er, at man selvsagt kan diskutere Tysklands rolle i eurokrise-politikken og dens indflydelse på krisen i Grækenland. At Tyskland med sin stærke konkurrenceevne og euro-fordelene skulle have eksporteret Grækenland skakmat, er derimod et forkert perspektiv, mener Alexander Kritikos.
»Selvfølgelig har også de tyske eksportører profiteret på, at lande som Grækenland begyndte at importere markant mere, at afsættelsesmulighederne i euro-zonen steg. Men overordnet er eksport blevet lettere for alle i eurozonen. Også for grækerne,« siger Kritikos.
»På mange områder har Grækenland ikke udnyttet chancen. Og det er altså ikke bare Tysklands skyld, selvom det ofte udlægges sådan.«
Ti år i finanskrisens skygge
Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.
I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.
Seneste artikler
Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre
9. september 2017Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of CambridgeFinanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer
2. september 2017Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste kriseFinanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed
29. august 2017Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
@Mathias Sonne
Det er velgørende at læse Alexander S. Kritikos' udlægning af den græske krise - til forskel fra Yanis Varoufakis' spilteoriske betragtninger, som uvægerligt havde Grækenland som offer.
Artiklen er ikke så god som den kunne være.
(links i min kommentar er ikke udvalgt for at være særligt autoritative, men for at belyse pointen.)
Den er basalt set den samme gamle fortælling, som vi hele tiden har hørt fra eliten og de fleste økonomer, men hvor er fortællingen om hvor pengene blev af?
De sivede nemlig ikke ud i sandet, som det påståes i artiklen, men endte fx i Londons boligmarked.
https://www.theguardian.com/business/2010/apr/13/greek-debt-crisis-capit...
Men det er sådan set ikke min værste kritik. Den går på de to grafer som er desideret fordummende.
For det første er BNP et bogus begreb, der er al mulig grund til at begrave. Lidt polemisk sagt er BNP et tal der vokser, når man laver en fødevare industri der gør folk syge, og derefter vokser endnu mere, når man laver en medicin industri, der bekæmper symptomerne (læs diabetes). BNP er også et tal som nu om dage indeholder sort arbejde, der af gode grunde, og meget bekvemt, kun kan være et skøn.
https://www.nytimes.com/2014/07/10/business/international/eu-nations-cou...)
For det andet tjener brugen af BNP pr indbygger, som gennemsnits tal generelt gør, kun det formål at skjule, hvad der egentligt foregår.
Hvis i overhovedet vil snakke om BNP, må i som minimum benytte andre tal til at nuancere det. Jeg er ikke økonom og der er muligvis bedre tal, men det kunne fx være ved at bruge Gini koefficienten, som i kan se et eksempel på hos Singapore democratic party http://yoursdp.org/news/2013-02-25-5560
Det påståes ofte at folk ikke forstår grafer og det er nok også rigtigt for de dårligst uddannede. Den kategori hører Informations læsere næppe til i.
Men, uanset folk ikke forstår grafer, så bør det ikke afholde nyheds medier fra brugen af dem. Tværtimod. I stedet må medierne lære folk at læse dem de vælger at benytte.
I en gammeldags trykt avis kan jeg godt se, at det vil være et problem, at skulle bruge en halv eller hel side på at forklare den slags. I dag er det så simpelt som at lave en sektion på jeres hjemmeside, hvor i relativt kort og simplificeret forklarer hvorfor i bruger de grafer i gør og hvordan de skal læses.
Hold jer til nogle ganske få typer af grafer - måske en to tre typer så det ikke udvikler sig til et økonomi studie - og lad endelig være med at gøre som Politiken gjorde for et eller to år siden, hvor de plastrede en artikel om økonomi til med 10-20 grafer og på den måde fik en undskyldning for aldrig at bringe en graf igen.
Uanset hvad i gør så kan det næsten kun blive bedre end kun at tale om BNP.
kan ikke læse artiklen, men vil alligevel lige linke til en oversigt over de seneste vækstrater i Europa: https://tradingeconomics.com/country-list/gdp-annual-growth-rate?contine....
Ja, Grækenland ligger tæt på bunden (4. nederst), men Tyskland er ikke i top. Irland ligger i top, og bl.a. Spanien og 4 af 5 nordiske land har også højere vækst end Tyskland.
Andre vindere skal findes i Østeuropa.
Grækenland blev slagtet for, at rede Deutsche bank, længere er den ikke.
Hvad med, at trykke fakta, i stedet for en tysk økonoms vrangforestillinger.
at redde Deutsche bank,
"Med eurozonen og det tættere indre marked burde et lille land som Grækenland for længst have opdyrket de græske specialområder og satset langt mere på eksportorienteret vækst – som I jo f.eks. har gjort det i Danmark." Det ser ikke ud til, at Kritikos har forstået, at det ene lands underskud er det andet lands overskud. Wolfgang Schäubles ævl bliver ikke bedre af at blive gentaget af en græsk økonom. Hvis Grækenland skal have overskud, hvilket andet eurozone-land skal så bære det underskud, som forudsætter Grækenlands overskud? Det er simpelthen logisk umuligt, at alle euro-lande kan have overskud i samhandlen med hinanden. Men naturligvis kan man have overskud i samhandlen med lande uden for EU. EU har allerede et overskud på handlen med lande udenfor EU. Problemet er, at det er Tyskland, som står for det meste af dette overskud. Men ikke alle lande i verden kan have overskud på handelsbalancens løbende poster, og hvis det skal lykkes for EU at tørre sit balanceproblem af på verden uden for EU, er det en meget langsigtet strategi. I mellemtiden vil det græske folks lidelser fortsætte, men det er Kritikos måske ligeglad med, eftersom han tilsyneladende mener, at eftergivelse af en del af gælden ikke løser noget problem? Eftergivelse af en del af gælden - restrukturering i IMF's terminologi - har været fast procedure for lande der er gået bankerot, lige siden IMF blev dannet efter Bretton Woods møderne. De nyeste eksempler er Argentina og Rusland, og så vidt jeg kan finde frem til, er Grækenland det eneste bankerotte land, som har involveret IMF, hvor der ikke har fundet forhandlinger sted om restrukturering af gælden. Tyskland vil ikke, og det er Tyskland (dvs. Wolfgang Schäuble og Bundesbank), som har fået IMF med i en proces med såkaldte 'hjælpepakker' uden restrukturering og imod IMF's statutter.
En intelligent mand som Kritikos burde også undlade, at lade som om at alternative 'fortællinger', blot drejer sig om, at "det altid kun er de andres skyld". For det første er ordet 'skyld' slet ikke relevant her. Det drejer sig om ansvar. Det er naturligvis korrekt, at de mange lånte penge kunne have været anvendt til produktive investeringer i stedet for til konsum, og det er ikke Tysklands ansvar, at det ikke skete. Men var det kun det græske folks og græske politikeres ansvar, at Grækenland blev medlem af valutaunionen? I begyndelsen af processen var det faktisk Tyskland som tøvede med at lukke Grækenland ind, mens Frankrig pressede på. Men at Tyskland gav efter for fransk pres har ikke just været ufordelagtig for tysk industri og for tysk finanskapital:
http://politiken.dk/debat/art5583413/Tyskland-har-tjent-fedt-p%C3%A5-Gr%...
"For det første har den beskedne tyske eksport til Grækenland forsvindende betydning for den tyske nationaløkonomi. Her har Amerika og især Asien været den store aftager af tyske maskiner og varer, mens eurozonens betydning er dalet noget for den tyske eksport."
Faktum er, at tysk industris eksport til eurozone landene før 2007 udgjorde over 50% af Tysklands samlede eksport. Siden er tysk eksport til eurozonen sunket til omkring 30%. Tysk industri har været hurtig til at finde eksportmæssige alternativer til EU. Måske burde Tyskland melde sig ud af euroen, og fokusere sin eksport på Asien og Amerika? En tysk udmeldelse ville gøre tyske varer dyrere i EU, svække euroen og reducere gælden og gældslandenes underskud,
Torben Lindegaard
23. august, 2017 - 08:32
Det ser ikke ud til, at du har ulejliget dig med at læse Varoufakis. Kan du give os en henvisning til hvor han beskriver Grækenland som et offer? Varoufakis anerkender - ligesom Syriza i øvrigt - i min læsning fuldt ud tidligere græske politikeres ansvar.
"Greece is world famous for its statistics the creative manner in which they were massaged to allow my country into the fold..." (Yanis Varoufakis, And the Weak Suffer What They Must, s. 135)
Når fx superliga vindmøllefabrikkerne tyske Siemens fusionerer med spanske Gamesa falder fællesaktien markant, mens Vestas siden fusionen med Mitsubishi holder kursen positivt. Skal man lægge noget i det?
God og oplysende artikel, som starter med dette højdepunkt:
Det centrale problem ligger i mine øjne efter optaget i euroen, hvor der var alt for ringe incitamenter til at fortsætte reformerne.
Jeg tror også, at jeg læser ordet "korruption" mellem linierne.
Det næste problem var, at Grækenland fik nedsat renten til 5-6% - sådan lige med det straks efter Euroens indførsel. Det mener jeg så var det værste, man kunne gøre - for det øgede gældsætningen til astronomiske højder. Forfatteren nævner begrebet ’finansiel analfabetisme’ - fantastisk udtryk.
Hvilket minder lidt om den danske måde at lokke folk til at købe fast ejendom med afdragsfrie lån, der betød, at man var gældfri efter 10 år iflg. Fogh Rasmussens økonomiske teori.
Så kom der det helt afgørende sammenbrud i den internationale økonomi i 2008, der smadrede grækerne totalt.
Fremragende artikel !!
Det er et godt signal at sende til alle Euro landene. Ingen fælles valuta uden en fælles finanspolitik. Og den fælles finanspolitik betemmes i Berlin. Den der betaler for måltidet bestemmer hvad der spises.
Og Grækenland har hele tiden haft valget at træde ud af EUROen hvilket samtlige græske politikere har afvist med rædslen i øjnene. For så skulle de selv stå til ansvar.
@Ivan Breinholt Leth
Der findes masser af artikler og udtalelser, hvor Yannis Varoufakis bebrejder EU - især Tyskland - & IMF, for at have ydet lån til Grækenland efter landet de facto statsbankerot, som ifølge Varoufakis indtrådte i 2009-2010. Her er et par links. I det første - fra Varoufakis egen hjemmeside - optræde også Poul Thomsen, europæisk chef for IMF:
https://www.yanisvaroufakis.eu/2017/02/14/greeces-perpetual-crisis/
https://www.express.co.uk/news/world/765175/Brussels-accused-of-dumping-...
Elendig artikel.
Syriza måtte samle Grækenland op efter PASOK og Nea Demokratias vanrøgt.
Syriza er et stærkt venstreorienteret parti, uden at have gammelkommunisme i sig.
Befolkningen valgte dem, som de bedste til at få Grækenland ud af krisen.
EU, Eurolandene og IMF, trojkaen kaldet, ville ikke give Syriza held til at lykkes med at hive Grækenland op.
Det er en ofte overset baggrund.
Tyskland ikke mindst, ville ikke se flere stærkt venstreorienterede demokratiske regimeskifter i Middelhavslandene. Det kunne blive i Spanien, Portugal eller Italien.
Derfor skulle det sagesløse Syriza ikke lykkes.
"EU, Eurolandene og IMF, trojkaen kaldet, ville ikke give Syriza held til at lykkes med at hive Grækenland op."
Det er faktuelt usandt. At grækerne havde en holdning til hvordan deres problemer med deres kreditorer skulle løses er noget ganske andet and hvordan forholdet var mellem Grækenland og kreditorerne.
Og at grækerne på det tidspunkt ikke forstod at deres egne tidligere regeringer havde taget dem hårdt i numsen, kan aldrig nogen sinde være andres problem.
Men heldigvis ser det ud til at grækerne et ved at vågne op og forstå at de selv har skabt problemerne. Og derved vist at de er ved at blive ansvarlige for deres egne skæbne.
Kære Nils Bøjden
23. august, 2017 - 20:09,
- dit indlæg er komplet uforståeligt, og dermed ikke muligt at kommentere meningsfuldt på.
"dit indlæg er komplet uforståeligt, og dermed ikke muligt at kommentere meningsfuldt på."
Jeg ved det . Virkeligheden er mærkværdig.
Torben Lindegaard
23. august, 2017 - 18:41
Jamen, at bebrejde kreditorlandene at de forsøger at trække en de facto statsbankerot i langdrag - extend and pretend strategien - er ikke det samme som forsøge at give Grækenland offerrollen. Det ser ikke ud som om, at du har sat dig ind i, hvordan en statsbankerot normalt håndteres. Som jeg har anført ovenfor er normal procedure, at IMF arrangerer et møde mellem kreditorer og debitor. På et sådan møde restruktureres gælden. Det aftales hvor stort kreditors tab skal være, og hvor realistisk det er, at debitor kan betale en del af gælden, indenfor hvilken tidsramme, og i hvor store rater, etc. Det har været normal procedure siden IMF blev grundlagt, og sådan er det, fordi der ikke findes nogen international jura, som forpligter en stat til at betale sin gæld, og der findes heller ingen internationale sanktioner mod stater, som ikke betaler. Det ved enhver professionel investor, og al snak om hvem der evt. forsøger at spille offerrollen i en statslig bankerot procedure er nonsens. Der findes juridisk set ingen ofre - kun parter som er nødt til at finde en løsning på en uholdbar gæld, som er indgået på et forkert grundlag, et grundlag som såvel kreditor som debitor er ansvarlig for. Det er derfor, at visse debatører i denne tråd vrøvler. Niels Bøjden bærer førertrøjen med hans uforståelige moralprædikener over ansvar for egen skæbne. Man sammenblander privat gæld og statslig gæld, og man tror, at der er nogenlunde samme regler for stater, som der er for private individer. Yanis Varoufakis har fuldstændig ret, når han kalder græsk statsbankerot for verdens hidtil længste statsbankerot. Heller ikke fallerede tredje verdens lande er nogensinde blevet behandlet sådan, som Grækenland bliver behandlet.
Noget andet, som Varoufakis og mange andre har bebrejdet kreditorsiden for, er, at de ikke holdt sig til deres egne regler. Ifølge Maastricht Traktaten må ECB ikke direkte opkøbe medlemsstaters obligationer. Bundesbank lagde faktisk sag an mod ECB i Tyskland for at overtræde denne regel. Sagen overgik til Europadomstolen, hvor man fandt et kompromis.
Og IMF må ifølge egne statutter slet ikke udlåne penge til stater, som ikke officielt har erklæret sig for bankerot. Ifølge IMF's egen evalueringsenhed (IEO) overtrådte IMF sine egne regler på adskillige punkter. Ifølge IEO's rapport "The IMF and the Crisis in Greece, Ireland and Portugal" brød IMF sine egne konstitutionelle regler, og IMF var ikke i stand til at fremlægge relevante dokumenter til revision. Det sidste handler bl.a. om de beløb, som IMF må udlåne:
“the amounts committed by the IMF … were exceptionally large … exceeded the normal limits of 200 percent of quota for any 12-month period or 600 percent cumulatively over the life of the program. In all three countries, access exceeded 2,000 percent of quota.”
http://www.ieo-imf.org/ieo/files/completedevaluations/EAC%20-%20Full%20R...
Nils Bøjden
23. august, 2017 - 18:02
"Og Grækenland har hele tiden haft valget at træde ud af EUROen hvilket samtlige græske politikere har afvist med rædslen i øjnene. For så skulle de selv stå til ansvar."
Har du mon helt forstået, hvad en evt. Grexit ville indebære? Grækenland ville være nødt til at genindføre drachmer, og det tager måneder at overgå til en anden valuta. Før euroen og valutaslangen devaluerede lande som Frankrig og Italien hyppigt deres valutaer. Det gjorde de for at udligne deres ubalance overfor Tyskland - i øvrigt til stor irritation for Tyskland. Sådanne devalueringer foregik altid over en week end, når bankerne var lukkede for at undgå et bank-run. Et bank-run kan i værste fald medføre, at nationens finanssektor kollapser. Hvis Grækenland trækker sig fra euroen, vil det være det samme som at annoncere en devaluering nogle måneder forud. Virksomheder og privatpersoner vil forsøge at få deres penge ud så hurtigt som muligt. Der vil ikke være nogen lånemuligheder på det internationale marked, og ingen investorer - nationale såvel som internationale vil investere i et land, hvor de kan ende med at deres varer kun kan sælges for værdiløst papir. Hvis ikke ECB og de andre eurozonelande ville bakke op om den nye drachmer, ville Grækenland kollapse totalt. Og hvorfor skulle de bakke op om en ny drachme, når Schäuble og Eurogruppen havde truet Grækenland med at lukke de græske banker, hvis ikke Syriza-regeringen skrev under på at forlænge de tidligere græske regeringers aftaler med Troikaen?
Jeg tvivler på, at du forstår hvad et Grexit-kollaps ville indebære? Alle betalinger ville stoppe. Alle opsparede værdier ville blive reduceret kraftigt. Dette er ikke et ludospil, Niels Bøjden. Det er alvor, og det handler om millioner af menneskers mulighed for at overleve. Mon ikke du selv ville have 'rædsel i øjnene', hvis du fik at vide, at hele din evt. opsparing (inklusive din pension) var reduceret til værdien af tre ruller lokumspapir?
"Grækenland ville være nødt til at genindføre drachmer, og det tager måneder at overgå til en anden valuta."
Så det er vigtigere for dem at Berlin bestemmer deres finanspolitik end det kaos de ville påføre dem selv ved at indføre drachmer. Det har du beskrevet præcist.
@Ivan Breinholt Leth
Din belærende tone er for trættende i længden - jeg stopper her.
Over&Out
jeg har skrevet det før - men, at indfører crawding out og håbe på en snarlig crawding inn er umuligt i et land hvis produktion snart kun er madolier og turisme efter, at frugt og grønsager ikke må eksporteres til Rusland - at lave hjælpelån med en rente, hvis tilbagetaling er så stor, at der skal lave nye lån for bare, at betale renten er i sig selv også en joke....
Grækenland skal naturligvis få styr på skattebetaling og pensionsalder osv. men så bør vi behandle som var det et national problem - altså hele EU tilsammen
hvem var det der brugte pengene? Det er som at se luksusfælden og høre fjolsernes bortforklaringer og ansvarsfralæggelse.
Torben Lindegaard
24. august, 2017 - 08:56
Det er særligt trættende når man offentligt udstiller sin uvidenhed, og udtaler sig om forhold, som man tydeligvis ikke har gjort nogen særlig indsats for at undersøge. Det er den lige vej til populisme og syndebuk effekten, og det er jo desværre den vej det går.
Nils Bøjden
24. august, 2017 - 08:02
Det, som jeg har anført, er, at Grækenland begik en kæmpebrøler ved at give afkald på sin pengepolitiske suverænitet. Den næste fejl Grækenland begik var, ikke at anvende de lånte penge produktivt. Det er det eneste, jeg er enig med Alexander Kritikos i.
Det som jeg kritiserer dig og andre for, er, at I kun ser fejlene på den ene side. Hvis jeg er formand for en forening, hvis formål er at bekæmpe narkotikamisbrug, og jeg lader narkomaner blive medlem af bestyrelsen, er det så mit eller narkomanernes ansvar, at foreningen går ad helvede til? Hvis jeg låner penge ud til en person, som er ludoman og håbløs forgældet, er det så mit eller hans ansvar, at jeg ikke får mine penge tilbage? Hvor svært kan det være at forstå, at et uansvarligt låneforhold forudsætter en uansvarlig debitor og en uansvarlig kreditor? Der skal to parter til et at indgå en låneaftale, og kreditvurdering er så fundamental, at det er første års pensum på enhver handelsskole i verden. Jeg forstår ikke, at det tilsyneladende er så svært at forstå for så mange. I er faldet pladask for især tyske mediers populistiske propaganda om 'uansvarlige' og 'dovne' grækere. Det er ærgerligt for jer og især for Europa, at I falder for denne 'shortcut to thinking'. Især den tyske regering har sat noget i gang, som de kan risikere at miste kontrollen over, og når det går galt, kan man jo altid give Marine le Pen, UKIP og Alternative für Deutschland skylden.
For at internationalisere underskudslandenes gæld, og for at skjule at det i virkeligheden drejer sig om at bail out uansvarlige banker opfandt man hjælpepakke-fidusen. Til trods for grækernes angivelige uansvarlighed har man besluttet sig for at udvise solidaritet med dette folk og låne dem endnu flere penge - lyder den officielle, populistiske fortælling fra de uansvarlige magthavere, som har skabt en valutaunion uden en fælles finanspolitik og uden en egentlig centralbank, der kan fungere som långiver i sidste instans. Hvis du vil forstå, hvordan en egentlig union fungerer, skal du se på USA. Nevada og flere andre stater var i 2014-2015 tæt på en bankerot. Det skete naturligvis ikke, fordi USA er en ægte føderal stat, som udligner staters underskud. I USA vælger de idioter som præsident, men de er ikke så dumme, at de ikke ved, hvordan en valutaunion fungerer. EU's værste fjende er EU.
Mikkel Kristensen
24. august, 2017 - 09:43
Ja, det er et fælles problem, at vi har skabt en valutaunion imod alle regler for hvordan en sådan union fungerer. Eksempler på unioner som fungerer er USA, Tyskland, UK og Australien. Men det er meget nemmere at skælde ud på de lande, som det gik ud over, end at forsøge at rette op på vores selvskabte problemer. Det er derfor, at jeg skriver ovenfor, at især Tyskland har sat noget i gang, som de kan risikere at miste kontrollen over. Vi har før set i Europa, hvad der kommer ud af at udpege syndebukke for vores selvskabte problemer, og det ser desværre ud til, at vi nægter at lære af historien.
Kære Ivan Breinholt - du pointere et vigtigt problem // i den blå verden vokser pengene op af jorden når vi handler med hinanden - Tyskland har fået enorm vækst ved, at holde lønnen for mening tysker lav - så ingen kan konkurrere på pris og kvalitet i samme produkt (tyskerne største fjende og vores held, er at dem i toppen har samme løn i euro som vores topchefer har i kroner - og vores overskud bliver brugt til investering (desværre ved, at ændre sig) nå men tilbage til Grækenland, den sværeste øvelse men den rigtige vej ville være, at udnytte vores fælles stærke sider, vejr, vind, sol, sommer osv med fælles investeringer her i... dette vil hjælpe os alle... for hvem ønsker, at producere hvis ingen kan købe?