Det var en smilende, men tavs Angela Merkel, der i eftermiddags afgav sin stemme ved valget til den tyske Forbundsdag. Et par timer forinden havde SPD’s Martin Schulz leveret sit bidrag med et endnu større smil og kommentaren »Den her stemme bliver afgørende.«
Såfremt Schulz stemte på sig selv, tog han fejl. De foreløbige prognoser giver SPD 21 pct. af stemmerne og det dårligste valg siden Anden Verdenskrig. SPD-ledelsen har allerede meddelt, at partiet ser resultatet som et nederlag til den siddende regeringskoalition, og at SPD derfor nu vælger at gå i opposition.
Merkels tavshed var mere forståelig. CDU/CSU står til ca. 33 pct. hvilket er det dårligste valg siden 1949.
I de højrenationale Alternative für Deutschlands lejr ville jublen derimod ingen ende tage. Med godt 13 pct. af stemmerne er partiet nu den tredjestærkeste kraft. I de østtyske delstater fik partiet endda 21,5 pct.
Jagt på Merkel
For store dele af den tyske befolkning opfattes AfD’s indtog i Forbundsdagen som en udfordring for Tysklands politiske kultur. Op til valget konstaterede den socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel, at der med AfD’s mest højreradikale stemmer nu vil komme »ægte nazister« i Forbundsdagen, og der foregår en bitter strid om, hvorvidt Merkel med sin flygtningepolitiske linje og midtersøgende politik har sat den politiske midte, som hun regerer ud fra, under pres fra højre.
Fra AfD’s Alice Weidel hed det på valgaftenen derimod, at Tyskland nu endelig har den reelle opposition, som det tyske folk åbenlyst har savnet.
»Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel,« lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s anden spidskandidat, Alexander Gauland.
Hvis AfD fortsætter de rabiate ytringer fra valgkampen i det daglige politiske arbejde, vil det virke særligt provokerende for den tyske offentlighed, der er vant til at lægge vægt på anstændighed og Tysklands særlige historiske ansvar.
Flere kommentatorer påpeger, at AfD virker splittet og drevet af protest frem for viljen til at regere. Det bekræftes af en undersøgelse fra Infratest Dimap som viser, at kun 30 pct. af AfD-vælgerne valgte ud fra en overbevisning om partiets linje, mens 60 pct. stemte på dem i protest.
I forhold til partiets splittelse måtte spidskandidat Alexander Gauland i den afsluttende partilederdebat således medgive, at partiet stadig ikke har politiske positioner til centrale områder som pension og uddannelse. Desuden kunne han heller ikke skjule, at partileder Frauke Petry få dage før valget direkte undsagde en række af sine partifællers radikale udsagn med udtalelsen »borgerlige vælgere vender sig bort fra AfD«. Denne indre strid i partiet, som har udmøntet sig i rygter om spaltning af partiet, ser dog ikke ud til at have slået igennem i valgresultatet.
Set i europæiske perspektiv er det opsigtsvækkende, at det nationalkonservative parti er det eneste tyske parti, der ikke bakker op om EU og euroen. Trods partiets sikre indtog i Forbundsdagen ser den EU-fjendtlige højrepopulisme altså heller ikke ud til for alvor at have bidt sig fast i Tyskland.
For det andet kan man med rette stille spørgsmålet, om AfD er så farligt, som tyskerne gør det til. Her til aften konstaterede radiostationen Deutschlandfunk, at der ikke i andre europæiske lande var så stor opstandelse over AfD’s valgresultat som i Tyskland: her har man allerede den slags partier. Om Tyskland hermed oplever et stykke europæisk normalisering, vil blive diskuteret heftigt de næste uger.
Svækket midte
Men valgresultatet udfordre stabiliteten i Tysklands politiske midte – netop den midte, som Merkel i stadig højere grad har regeret ud fra i de sidste 12 år.
CDU/CSU har haft SPD som regeringspartner i otte af de 12 år, og har i årevis måttet lægge øre til advarsler om, at store midterkoalitioner styrker fløjpartierne. Den tyske højredrejning afspejler samtidig, at flygtninge- og integrationsspørgsmålet blandt de tyske vælgere ses som en vigtigere politisk udfordring end den voksende ulighed, som socialdemokraten Schulz især gik til valg på at gøre noget ved.
Samtidig er det liberale og indvandringskritiske FDP vendt sikkert tilbage til Forbundsdagen med ca. 10,5 pct. af stemmerne og bekræfter dermed billedet af et fragmenteret politisk landskab i Forbundsdagen.
Forbundsdagen består nu af syv partier og seks fraktioner, hvis man tæller sydtyske CSU med. I netop dette landskab står Merkel foran lange og seje koalitionsforhandlinger om en såkaldt Jamaica-koalition med FDP og De Grønne, der ligger til omkring 9 pct.. Det kan blive meget svært, ikke mindst for De Grønne, som står over for tre markant mere borgerlige partier i CDU/CSU og FDP.
»Vi bliver ikke nogen nem partner,“ lød det søndag aften i en selvbevidst melding fra partiets spidskandidat Katrin Göring-Eckardt, som tydeligvis allerede er i forhandlingshumør.
Selv om alle partierne er entydigt pro-europæiske, bliver det samtidig en stor opgave for Merkel at forene partiernes stærkt forskellige holdninger til politiske områder som euroen, flygtninge, klima og skattepolitik. Her ligger især det kollektivistiske miljøparti De Grønne og det liberale FDP meget langt fra hinanden.
Oprør i egne rækker
Teorien om en støt faldende valgdeltagelse som konsekvens af Merkels vage profil og den udflydende politiske midte i den store koalition fik et skud for boven ved dagens valg. Ca. 75 pct. af de stemmeberettigede gik urnerne. Det er knap fire pct. højere end i 2013, hvilket også afspejler, at netop AfD har gjort mange sofavælgere til protestvælgere.
Udover den svære regeringsdannelse står den svækkede Merkel nu med en lang række partipolitiske udfordringer i egne rækker. Merkels CDU og især det bayerske søsterparti CSU har de sidste år kun med streng partidisciplin kunnet holde låget på kritikken og stille sig bag kansleren, der har sikret partiet udsigten til den sikre valgsejr.
Efter det dårlige valgresultat og da det formodes at være Merkels sidste periode, vil striden om søsterpartiernes retning og den kommende kanslerkandidat nu komme op til overfladen. Selv internt i CDU mener mange, at partiets pragmatiske midtersøgning under Merkel har gjort det til en ideologiforladt Merkel-forening, som nu skal finde sine egne ben igen.
Ifølge CSU’s trafikminister Alexander Dobrindt må partiet med valgresultatet nu »lukke højreflanken«. CSU-partichef Horst Seehofer vil formentlig ligeledes insistere endnu hårdere på en strammere flygtningepolitik og en øvre grænse for antallet af flygtninge, da han ved delstatsvalget i Bayern næste år risikerer at miste CSU’s absolutte flertal, hvis AfD spiser for meget af partiets opbakning fra højre.
Omvendt er det også tænkeligt, at Merkel vil regere mere frit og tage mindre hensyn til de forskellige konservative og liberale fraktioner i CDU/CSU. Her lurer mange jokere efter en valgkamp, hvor de helt store politiske linjer er blevet diskuteret forbløffende sent, mens store beslutninger er blevet udskudt til efter valget, hvilket højest sandsynligt også har øget protestpotentialet.
Debatten om, hvor vidt Merkel med sin flygtningelinje og midtersøgende politik har sat den politiske midte, som hun regerer ud fra, under pres, vil således lægge et stærkt pres på hende langt ind og måske hele vejen gennem hendes fjerde og sidste periode som kansler.
87% af den tyske befolkning har sagt NEJ med store bogstaver til fremmedhad og EU-skepsis.
Intet at bekymre sig over. Information har i dagens analyse afsløret at den nye højrefløjs succes er et tegn på dens svaghed.
Det er jo, som Moritz Schramm skriver, en afskalning fra CDU. Som iøvrigt om noget bliver nødt til at fortsætte den midtsøgende linje med sin Jamaica-koalition.
Tankevækkende er det, at AfD fik næsten dobbelt så mange stemmer i det gamle øst tyskland, her blev de det næst største parti med 21,2% end i det gamle vest tyskland, hvor det blev tredie største parti med 11%. 27 år efter genforeningen på vest tyskland vilkår og overtagelse er der stadig store frustrationer og utilfredshed at spore mod øst.
Men hvem ville du stemme på, hvis du var en tysker på working-poor bunden med flere jobs som knap kan leve af og uden udsigt til en bare rimelig pensionstilværelse? Hvis du altså overhovedet gad gå til valg i nedstignings Tyskland, hvor eliten isolere sig selv mere og mere omkranset af de gode vellønnede jobs og skider bunden et stykke.
Søren Jacobsen:
På Die Linke, natürlich. Højrenationalismen har ikke nogle reelle svar på fattigdom, social ulighed, kapitalistisk udbytning og en verden i tumult. At foreslå at skyde flygtninge, der krydser en streg på landkortet er så åbenlyst idiotisk og ekstremistisk, at man skulle tro, det var en dårlig vittighed. At så mange har stemt på de nålestribede fascister i protest er sørgeligt og en skræmmende tåbelig leg med ilden.
Så blev valget overstået i Tyskland, og sandsynligvis fortsætter Angela Merkel som regeringsleder, hvilket vel ikke er så dårligt endda, - og som EU største støtte, - selv om valgresultatet for AfD næppe passer hverken Macron eller EU på nogen som helst måde.
Jeg noterer mig artiklen; "Man bliver antidemokrat af at blive holdt udenfor demokratiet" her i dagens Information, der nok indrammer selv kernen i problemerne i såvel Tyskland som flere stedet rundt omkring i hele EU, og vel nok også har en vis andel i BREXIT, som ingen havde ventet.
Vist fraveg såvel Holland som Frankrig Wilderes og Le Penn ved valgene, men glæden kan vise sig ikke at holde i længden, og blive vendt til det modsatte, såfremt der ingen ændringer sker i landende som i EU, og det sidste tyder ikke meget på viljen til forandring.
Spørgsmålet er så om retorikken bliver den samme som sidst, at skyde skylden på populisterne, og gøre dem de "djævle" for de fejltagelser som gennemstrømmer EU og dets lande på det folkelige område med bedre velstand og velfærd, for befolkningerne i stedet for hele tiden "tjene kapitalens interesser", som eneprioritet ganske som vor egen V regering fortsætter med.
Såvel den politiske som åndseliten med den hær af åndsberigende skribenter i medier trykte som elektroniske, har svigtet deres egne borgere som de hævder de tjener, nærmest i uegennyttighed, men samtidig holder strengt udenfor medieverdenens sfære.
Lad os bare tage et enkelt spørgsmål, som altid dukker op, og som den politiske elite og mediernes åndelige vejlederes bedriver i deres medier overfor læserne, om hvad der er rigtigt og hvad der er forkerte meninger om de fremmede.
Her anklager den politiske elite og medieeliten befolkningen de stemmer på højre nationalistiske partier og kalder dem fremmedfjendske, fordi de skal belæres om at tage godt imod de fremmede i stedet for, - med åbent sind.
Eliterne har svigtet fællesskabet med de borgere/vælgere som de kræver skal indtage særlige holdninger til fremmede, - men som de ikke selv vil deltage i fælleskabet med ved blot at have dem boende i deres egne bydel/kvarterer - for det er vel for belastende i hverdagen.
Det er hvad der giver bagslag i dag rundtomkring i hele EU og Europas lande, knægtelse af andre meninger som "ikke stuerene" eller hvad ord man lyster at anvende i den anledning, - befolkningerne/vælgerne stoler ikke på eliterne og deres fællesskabsfølelse, - der ikke er til stede men i stedet den åndelige bedrageriske belæring af pøbelen, som er blevet så synlig.
Eliternes manglende deltagelse på det konkrete område, viser også deres blonde racisme, når der ingen fremmede installeres bommæssigt i deres egne nærområder, men i stedet overfylde de allerede kendte Ghettoer med endnu flere fremmede/migranter fra de seneste år bølger af fremmede.
Pøbelen skal nemlig gøre som elitens åndelige vejledere siger, - og ikke gøre som eliten selv gør, undslår sig fra integrationen i deres egne bydele og kvarterer, så der kan komme mere spredning af de fremmede, og så har åndseliten også den fordel frem for pøbelen, at deres evner til at påvirke de fremmede i en god retning er langt bedre, grundet den store åndsrigdom de besidder.
Man kan med fordel gå over på politiken.dk, som har nogle virkelig gode farvelagte landkort, som viser de enkelte partiers stemmefordeling på valgkredse. Her viser det sig hurtigt, at det er en sandhed med modifikationer, at det kun er østtyskerne, som har stemt AFD i Bundestag. Det er rigtigt, at de højeste procentvise andele ligger i visse valgkredse i øst, men sjovt nok er die Linke her næsten lige så stærkt repræsenteret, dog ikke i Sachsen.
Det allermest højreorienterede Tyskland finder man i Bayern, hvor man i visse valgkredse når op på næsten 70 % af vælgerne, som vælger enten CSU eller AFD.
Ingen. absolut ingen, hverken i SPD og da slet ikke CDU/CSU har så meget som rørt en finger i denne valgperiode for de fattige 23% i Tyskland. Inden valget snakkede SPD, opfinderen af det forhadte Hartz IV, lidt om social retfærdighed og ulighed i vage vendinger med billigere børnehaver og mere uddannelse. Schulz snakkede simpelhen vælgerne væk med sit gummi snak.
Det samme kan man sige om Socialdemokratiet herhjemme. Kun gummisnak.
Splittelse i AfD.
Den centrale skikkelse, Frauke Petry, har lige meddelt, at hun ikke vil være med i Forbundsdags-gruppen.
http://www.zeit.de/politik/deutschland/2017-09/frauke-petry-will-nicht-d...
Mht. indvandrere, så er både Frauke Perry og Alice Weidel sådan nærmest Inger Støjberg light.
Ups, Petry
I Venstre jubles der over AfD's indtræden i Forbundsdagen:
http://jyllands-posten.dk/politik/ECE9898437/vprofil-udtrykker-glaede-ov...
Steen,
din udlægning er vist lidt for "bombastisk". Én person i Venstre jublede, mens en anden mindst lige så kendt person i Venstre straks skrev "WTF".
Erik
Tjo, men vor højt elskede leder, Løkke, siger jo også:
»AFD's markante fremgang - og regeringskoalitionens endnu større tilbagegang - kan kun aflæses som en advarsel til politikere, der ikke har taget befolkningens bekymringer tilstrækkeligt alvorligt ...
To ting bør sættes i værk: Åndelig dannelse i Grundtvigs ånd uden mystiske præstationskrav, og mere lige fordeling af goder verden rundt.
Lige et tal, jeg netop har fisket ud af dagens hakkelse. (Dem som kender til Tyskland vil forstå, hvor vigtigt det er, for forståelsen af valget)
I Duisburg-Marxloh-kredsen fik AfD 30 % af stemmerne.
For alle dem, der ikke kender Tyskland - Marxloh er domineret, helt domineret, af de arabiske og tyrkiske communities.
Det her flugter med noget, jeg har oplevet før: At en del "gamle nytyskere" er, mindst, lige så rasende på Merkels grænseåbning som en del bio-tyskere.
Til dem, som kender Berlin bedst: AfD fik 11,5 pct i Neukölln I Hamburgs Wilhemsburg-distrikt fik partiet over 9-12 pct. I Kölns Mülheim hentede partiet 10,5 pct.
Måske er det tid til at sætte sig ned og TÆNKE.
Inden nogen har deltaget i så meget som et eneste møde i den nye forbundsdag, har Frauke Petry meddelt, at hun ikke sætter sig sammen med AfDs repræsentanter i plenarsalen. Det må undre hendes vælgere i Sachsen, til gengæld bekræfter det forventning hos alle andre om, at AfD får meget vanskeligt ved at holde sammen på Euro-skeptikere og nazi-sympatisører.
Der er et par socialpolitiske ting, den nye forbundsdag endelig bør tage sig sammen til at bringe i orden, og resten af tiden vil vi vende Gaulands ord mod ham selv: Vi skal sørge for, at han bliver en jaget mand.
Sålænge politikere svæver i den vildfarelse, at markedet løser noget som helst, vil det gå ad helvede til.
AfD´s fremgang burde ikke overraske en eneste.
Indvandring og dårligt betalte jobs er forklaringen.
Opstandelsen over AfD er stor, og naturligvis berettiget, man må bare opfordre alle til at holde proportionerne i orden.
Tyskland har en dieselskandale. Det er kun en side af sagen, at der er fusket med miljømålingerne, den anden er, at domstolene er begyndt at udstede kørselsforbud for byerne: Samtlige tyske partier ønsker at beholde bilindustrien, og politikkens opgave i den næste lovperiode bliver at fremme innovationen i bilindustrien (men ikke selv at gennemføre den) med henblik på at reducere forbrændingsmotorernes betydning og fastholde eksporten. Det sidste kan sikkert give anledning til at diskutere protektionisme i forbundsdagen - også med AfD.
At den danske statsministers reaktion på AfDs uhyggelige valgsejr er apologetisk og udleder, at "det bør ses som en advarsel til politikerne om at lytte til befolkningens bekymringer" er helt i tråd med den førte racistiske politik, hvor flygtninge behandles som kriminelle og interneres i teltlejre i den danske vinter, hvor der brydes med internationale aftaler herunder om modtagelse af kvoteflygtninge, og hvor muslimer gøres til et de facto samfundsproblem.
Og lur mig om ikke "analysen" er stort set identisk hos oppositionslederen her i landet.
At denne forrådnelse ligefrem hjælpes på vej af den såkaldte politiske midte er mildest talt katastrofalt al den stund, at det ikke kun er spild af dyrebar tid og resurser i en verden, hvor det eneste, der tilnærmelsesvis kan kaldes ansvarlig politik, er den store radikalt grønne og solidariske omstilling hinsides egoistisk retro-kitsch som nationalstatsprotektionisme og "danskhed".
Vi. Skal. Videre.
NU.