Læsetid 3 min.

Befrielsen af Raqqa koster hundredevis af civile livet

Raqqas befriere bærer en stor del af ansvaret for de mange civile tab, lyder anklagen i ny Amnesty-rapport
Raqqas befriere bærer en stor del af ansvaret for de mange civile tab, lyder anklagen i ny Amnesty-rapport
2. september 2017

Hundredvis af civile er blevet dræbt i forbindelse med bestræbelserne på at befri Islamisk Stats selvudråbte hovedstad, Raqqa. Der fremgår af en ny rapport fra Amnesty International, der anklager den amerikanskledede koalition for at være ansvarlig for en stor del af de civile tab.

Amnesty har dokumenteret 176 sager, hvor civile er blevet dræbt i og i nærheden af Raqqa i juni, hvilket kun udgør »et lille udsnit af et langt større mønster.«

Civile bliver beskudt fra alle sider, fremgår det af rapporten, der er baseret på beretninger fra nogle af dem, der har overlevet flugten fra byen. De fortæller, hvordan de har været fanget mellem Islamisk Stats lureminer og snigskytter på den ene side og koalitionens flybomber, russiske bomber og lokale styrkers artilleriild på den anden side.

Amnesty advarer desuden om, at mange civile i Raqqa af Islamisk Stat bliver brugt som civile skjold for at beskytte IS’s krigere og installationer.

Ifølge rapporten har IS bl.a. udlagt et net af landminer langs alle udfaldsveje fra byen, etableret vejspærringer og placeret snigskytter i udkanten af byen – altsammen for at forhindre civilbefolkningen i at flygte.

Civile flygter fra Raqqa, som kampene mellem Islamisk Stat og kurdiske styrker tager til.
Læs også

I rapporten opfordrer Amnesty både koalitionen, russerne samt de syriske og kurdiske styrker, som deltager i bestræbelserne på at befri Raqqa til at fordoble deres indsats for at beskytte civilbefolkningen ved at undgå vilkårlige og uforholdsmæssigt voldsomme angreb samt etablere sikre ruter væk fra kamppladsen.

Overlevende flygtninge har bl.a. fortalt Amnesty, at den amerikanskledede koalition har bombet dem fra luften, mens de forsøgte at flygte i båd over Eufratfloden. For mange er det den eneste måde at komme over floden, eftersom alle broer er ødelagt.

Koalitionens hovedkvarter siger i et svar til bl.a. den amerikanske tvstation CNN, at koalitionens piloter gør deres yderste for at undgå at ramme civile.

»Koalitionen har gjort og fortsætter med at gøre alt, hvad der står i vores magt for at begrænse skader af ikkekombattanter og civil infrastruktur. Civile tab er beklageligvis en uundgåelig del af krig, som tynger vore hjerter. Men hvis ISIS ikke bliver besejret, vil prisen blive endnu højere og vil blive betalt ikke bare i Irak og Syrien, men i vore egne lande verden over,« lyder svaret fra koalitionshovedkvarterets presseafdeling.

Ifølge koalitionen er det kun muligt at befri befæstede storbyer som Raqqa og Mosul ved at kæmpe fra gade til gade og det koster uundgåeligt civile liv.

685 civile dødsfald siden begyndelsen

Donatella Rovera fra Amnesty medgiver, at IS bærer en stor del af ansvaret for de civile tab, fordi den militante gruppe bruger civile som skjold, men det fritager ikke koalitionen for ansvar, mener hun.

Det vides ikke, hvor mange civile, der stadig opholder sig i Raqqa.

Ifølge Jan Egeland, leder af Norges flygtningehjælp, der er meget aktive i området, er der omkring 20.000 civile tilbage i byen, der havde et indbyggertal på omkring 250.000 før krigen.

Kampen om Raqqa blev indledt i juni og ventes at vare flere uger endnu.

Beboere i Raqqa flygter fra de daglige artilleri- og luftangreb mod byen.
Læs også

Koalitionen meddelte i går, at man har underøgt 24 tilfælde af civile tab i juli måned. Heraf vurderer koalitionen 13 af meldingerne som troværdige, omfattende ialt 61 dødsfald.

Ifølge koalitionens egen vurdering er koalitionen skyld i 685 civile dødsfald siden begyndelsen af krigen mod IS. I perioden august 2014 til juli 2017 har koalitionens fly bombet 51038 gange, hvilket giver en civil tabsprocebt på 0,33. 

Den britiske NGO Airwars, der overvåger koalitionens angreb, anslår, at mindst 5.117 civile er blevet dræbt i samme periode og i august 2017. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu