Baggrund
Læsetid: 2 min.

Bestikkelsessag mod Sydafrikas præsident kan genåbnes

Sydafrikas præsident Jacob Zuma har haft bestikkelsesanklager hængende over hovedet i mange år efterhånden. Nu er der åbnet et vindue for, at en otte år gammel retssag mod den korruptionsanklagede præsident kan tages op igen
Sydafrikas præsident Jacob Zuma risikerer at blive indhentet af gamle anklager om korruption.

Sydafrikas præsident Jacob Zuma risikerer at blive indhentet af gamle anklager om korruption.

Themba Hadebe

Udland
16. september 2017

Sydafrikas præsident Jacob Zuma havde egentlig redet stormen af for de bestikkelsesanklager, som blev ført mod ham i 2009. Skyerne over Zuma er dog ikke lettet, og nu overvejer Sydafrikas højesteret at genåbne den otte år gamle bestikkelsessag, som dengang blev droppet. Det skriver Bloomberg.

I 2009 forsøgte anklagere at få præsident Zuma dømt for at have modtaget 310.000 dollar i bestikkelse fra våbenhandlere. Anklagerne bragte 738 sager om bedrageri, korruption og pengeafpresning for retten, skriver mediet. Men en måned inden, at Jacob Zuma blev valgt til præsident, faldt anklagerne til jorden.

Årsagen til, at retssagen dengang ikke blev gennemført, var – ifølge Bloomberg – at optagede telefonsamtaler kom for dagens lys. Optagelserne skulle dengang have indikeret, at chefefterforskeren havde haft et politisk motiv for retstforfølgelsen.

Præsident Zuma har været en omstridt præsident, som flere gange har været presset af krav om at træde tilbage. For eksempel da retten ifølge Bloomberg fandt, at han forbrød sig mod sin præsidentielle ed ved at nægte at tilbagebetale penge i skat, som han havde brugt på sit eget hjem.

Men nu er anklageren igen begyndt at fremføre argumenter for domstolen, som overvejer at genoptage sagen mod præsidenten.

Det største oppositionsparti, Den Demokratiske Alliance, har udfordret beslutningen fra 2009 om at lægge sagen ned, skriver Bloomberg, og sidste år fastslog højesteretten, at statsanklageren havde handlet irrationelt, da sagen blev lukket. Det har åbnet en juridisk mulighed for at få præsident Zumas anklager prøvet ved en domstol, og processen er nu begyndt de seneste dage.

Præsident Zuma skal efter planen, uagtet udfaldet af retssagen, træde tilbage som formand for sit parti og som præsident i 2019. Han har haft planer om at indsætte sin ekskone Dlamini-Zuma som præsident i stedet, skriver Bloomberg, men hvis han skal gennem en retssag, kan de planer gå i vasken.

Hvis det alligevel lykkes præsident Zuma at indsætte sin eks-kone som præsident, vil det sætte hende i en position, hvor hun beskytter »faren til sine børn for retsforfølgelse«, bemærker The Ecomonist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her