Læsetid: 9 min.

Caracas’ vartegn: Fra fremskridtssymbol til helvede for politiske fanger

Den spiralformede bygning El Helicoide er som en metafor for Venezuelas nyere historie. I 1950’erne var den et monument for en nation med fremskridtstro, nu er den en forvitrende struktur, der er hovedkvarter for det hemmelige politi og huser et berygtet torturfængsel
El Helicoide blev skitseret på en tegnestue først i 1950’erne som et gigantisk indkøbscenter, der skulle afspejle Venezuelas rigdom og daværende fremskridtstro. Men i sluthalvtredserne ændrede alt sig, og efter nogle år bredte slumkvartererne sig sydpå, indtil de efterhånden omsluttede bygningen. 

El Helicoide blev skitseret på en tegnestue først i 1950’erne som et gigantisk indkøbscenter, der skulle afspejle Venezuelas rigdom og daværende fremskridtstro. Men i sluthalvtredserne ændrede alt sig, og efter nogle år bredte slumkvartererne sig sydpå, indtil de efterhånden omsluttede bygningen. 

Pietro Paolini/TerraProject

20. september 2017

CARACAS – I hjertet af Caracas snor sig en markant, ambitiøs bygning, der med sine legende elegant svungne former engang stod som selve inkarnationen af Venezuelas drøm om modernitet, magt og indflydelse – og som blev hyldet af både Salvador Dalí og Pablo Neruda.

I dag huser El Helicoides forvitrede betonydermure imidlertid Servicio Bolivariano de Inteligencia Nacional (SEBIN), Venzuelas vigtigste efterretningstjeneste, foruden landets mest berygtede fængsel for politiske fanger. Og er blevet et symbol på nationalt forfald, fallerede drømme og demokratisk deroute.

Vildtvoksende slumkvarterer har ædt sig ind på livet af den geometrisk særprægede bygning, hvis kuppelstruktur dog stadig er synlig fra det meste af hovedstaden, som den kaster en lang frygtens skygge over.

El Helicoide blev skitseret på en tegnestue først i 1950’erne som et gigantisk indkøbscenter, der skulle afspejle Venezuelas rigdom og daværende fremskridtstro. Dens kurvede linjeføring er næsten tre km lang, og dens ramper danner et opadgående spiralformet stisystem, der var tænkt som et moderne bud på en kommerciel hovedgade.

Ly for hjemløse

Det oprindelige design havde plads til 300 butikker og parkeringspladser til alle. Der var endvidere planer om hoteller og gallerier. Bygningen blev dog aldrig færdigopført, og butikkerne åbnede aldrig. I de rumafsnit, hvor der skulle have være solgt luksusartikler, søgte først hjemløse ly. Siden blev her indrettet fængselsceller, politihovedkvarter og i sidste ende også torturkamre, som tidligere indsatte har beskrevet som »helvede på jord«.

Flere venezuelanske regeringer forsøgt at omdanne El Helicoide til museum eller kulturcenter, men alle bestræbelser endte uden resultat. Bygningens celler har aldrig været så overfyldte som i dag efter måneder med ofte voldsomme gadeprotester mod Nicolás Maduros regering, hvis opbakning nærmer sig kollaps i en situation præget af alvorlig mangel på fødevarer og medicin, af hyperinflation og af eskalerende vold.

Præsidenten hævder, at alle landets problemer skyldes udenlandsk sabotage, selv om Venezuela sidder på nogle af verdens største oliereserver, og han har slået ned på urolighederne med en hårdhændet undertrykkelseskampagne: Politiske modstandere er blevet massefængslet og blacklistet, han har etableret en ny højesteret, der gør det muligt at omgå det oppositionskontrollerede parlament og flirter nu åbent med at »blive diktator for at garantere priserne for folket«.

Metafor for historien

Celeste Olalquiaga, en kulturhistoriker, der selv voksede op i Caracas, kalder El Helicoide for »en metafor for hele den moderne periode i Venezuela og for, hvad der gik galt«. Hun har nu iværksat et projekt for at dokumentere stedets ekstraordinære historie.

Transformationen fra ikon for Venezuelas store fremtidsforhåbninger til et symbol på politisk fiasko og undertrykkelse er lang og kompliceret. Den begynder med et kup, strækker sig over årtier med diktatur og demokrati, gennem 14 præsidentperioder og flere cyklusser med olieboom og krak. Vil man lede efter dårlige varsler, kan man finde ét i navnet på det højdedrag, hvorpå den er bygget: Roca Tarpeya. Den Tarpeiske Klippe var et henrettelsessted i Antikkens Rom.

Efter projektets offentliggørelse i 1955 og den efterfølgende igangsættelse af bygningsarbejdet gik der tre år med stabile fremskridt og fortsat optimisme. El Helicoide blev fejret internationalt og rost af Neruda, mens Dalí angiveligt tilbød at hjælpe med at dekorere interiøret. Men et kup i 1958 bragte diktatoren Marcos Pérez Jiménez (der selv havde kuppet sig til magten i 1948) til fald og slog drømmene om det storladne butikscenter i stykker sammen med så meget andet.

El Helicoide var faktisk privatfinansieret, men Pérez Jiménez var blevet så berømt for sine grandiose byggeplaner, at de fleste venezuelanere antog, at det svimlende butikscenter var et statsprojekt. Da landet forsøgte at lægge hans brutale styre bag sig, blev alt, der kunne forbindes med ekspræsidenten, besmittet – herunder ikke mindst El Helicoide. Uden finansiering eller støtte kollapsede projektet, og den næsten færdige bygning henlå tom i årevis.

I mellemtiden forandrede Caracas sig omkring den. Byens velhavende beboere flyttede i stigende grad mod øst, mens slumkvartererne bredte sig sydpå, indtil de efterhånden omsluttede El Helicoide.

Betonstrukturen, der blev rejst, men aldrig færdiggjort, blev genstand for et retsopgør mellem regeringen og de butiksejere, der havde lagt indskud for at købe sig plads. Til sidst, i 1975, kom bygningen under fuld offentlig kontrol.

Falittens rand

Den førende venezuelanske arkitekt Jorge Romero Gutiérrez havde placeret en så stor del af sin dengang betydelige formue i projektet, at han kom tæt på falittens rand. Det skadede også hans ry og gav ham et psykisk knæk, han aldrig forvandt, siger Alberto Sato, en arkitekt og professor med base i Chile.

Sato opsøgte Romero – en af hans personlige helte – da han selv arbejdede i Venezuela i 1970’erne. Han fandt en økonomisk falleret mand, der var nedbrudt af El Helicoides fiasko, og som stort set havde vendt arkitekturen ryggen.

Det var et stort tab for hans land, siger Sato. »Han var en slags kreativ galning, utroligt visionær.« Sato påpeger også, at El Helicoide er en af ​​de bygninger i Caracas, der er så særpræget, at den let kan identificeres fra luften.

»Jeg vil mene, at han var en af ​​de vigtigste arkitekter i 1950’erne i Venezuela, men hans værk fik ikke den skæbne, det fortjente.«

Bygningens første faste beboere flyttede først ind i midten af ​​1970’erne, og de kunne næppe have været længere fra den oprindelige vision. Da et jordskred havde revet flere huse med sig i en nærliggende by, besluttede den daværende regering at flytte 500 af de familier, som nu var blevet hjemløse, til midlertidig indkvartering i det rudimentære byggeri.

Hverken el eller vandforsyning var installeret, så bygningen tilbød derfor ikke stort andet end beskyttelse mod elementerne.

Men det var nok for dem, der havde mistet alt, og inden længe blev El Helicoide hjemsted for 2.000 familier, der talte 10.000 mennesker, fortæller Olalquiaga. Forholdene var dystre, og området blev snart centrum for narkotikahandel, prostitution og kriminalitet.

I 1982 blev disse midlertidige boliger ryddet, og Sato tog fat på et projekt om at gøre El Helicoide til et kulturcenter. Romero ønskede at have så lidt at gøre som muligt med den bygning, der havde ødelagt hans ry.

»Han var for gammel, for træt, til at have ægte håb. Jeg husker, han sagde: »Det er et forbandet sted – du kommer ikke til at udrette noget der,« fortæller Sato.

Romero viste sig at have helt ret, i det mindste med hensyn til, hvad Satos projekt angår. Efter et regeringskifte i 1984 og en valutakrise blev El Helicoide igen overladt til husbesættere. For at vende den udvikling besluttede regeringen det følgende år, at bygningen skulle være hovedkvarter for landets hemmelige politi.

Trange celler

Forskellige udgaver af efterretnings- og sikkerhedsstyrker har da også haft base i bygningen siden 1985 med kontorer i de øverste etager og fængsel i de to nederste. Cellerne er små og trange, dels på grund af bygningens bedrageriske karakter. Den ligner muligvis et futuristisk krydstogtfartøj, men det meste af dens volumen kommer fra det højdedrag, der definerer dens grundlæggende form. Den egentlige bygning består ikke af meget mere end de ramper, der i spiralform snort sig op mod toppen og ned igen.

»Når man besøger El Helicoide, indser man snart, at mellem klippen, der indtager størstedelen af ​​stedet og ramperne, er der meget lidt brugbart rum,« siger Olalquiaga, som senest besøgte stedet i 2015.

»Det er noget af et antiklimaks. Det er som en bygning taget ud af Troldmanden fra Oz. Udefra ser man en enorm ting, indeni ser man, hvor småt det er med pladsen, siger hun. »Jeg kalder det en levende ruin, fordi den er halvvejs opgivet.«

Selv den utrættelige populistiske præsident Hugo Chávez måtte se sig besejret af El Helicoide, som han beskrev som både »forbandet« og »meget betydningsfuld«. På et tidspunkt beordrede han efterretningstjenesten til at rømme deres faciliteter og lovede at indrette et socialcenter i bygningen i stedet, men rømningen kom aldrig i stand, og det store projekt så aldrig dagens lys.

Arkivregistreringer af, hvem der blev holdt fængslet her i de tidlige år, har ikke kunnet opdrives. Den første mand, der vides at være blevet tilbageholdt i El Helicoide for sine synspunkter, var astrologen José Bernardo Gómez. Han blev arresteret i 1990’erne for at have forudset den forestående død for landets daværende præsident, Rafael Caldera (der dengang var sidst i halvfjerdserne) – en forbrydelse, der var omtrent lige så mærkelig som den bygning, hvor han blev tilbageholdt.

»Jeg blev holdt som fange i El Helicoide for 21 år siden,« siger Gómez, som stadig tyder stjerner. »I de år reagerede regeringen sådan, fordi jeg havde fortalt om min astrologiske viden ved en privat sammenkomst for forretningsmænd.« (Da Gómez blev løsladt i 1996, bragte avisen El Nacional et interview, hvori han fastholdt, at Calderas død var nær, thi dette fremgik af konstellationen af Pluto, Uranus, Mars og kometen Chiron – Caldera levede dog frem til 2009.)

Siden er hundredvis af andre fulgt i Gómez’ fodspor, herunder både almindelige kriminelle fanger og deciderede politiske fanger, som bures inde for deres synspunkter.

Torturcentrum

Rosmit Mantilla, en LGBT-aktivist og oppositionspolitiker, siger: »Helicoide er centrum for tortur i Venezuela. Det er helvede på jord.«

Mantilla var fængslet i bygningen i to og et halvt år – hvor han af Amnesty International blev kategoriseret som ’samvittighedsfange’.

Han blev udsat for psykisk terror og fysisk mishandling, men tror selv, han blev forskånet for den mest ekstreme tortur takket være den internationale kampagne for hans frigivelse. Han besluttede sig for systematisk at dokumentere, hvad han så og hørte fra sine medfanger, og har siden sin løsladelse i november sidste år arbejdet for at øge opmærksomheden om, hvad der foregår på stedet.

Han fortæller om overbelægning og underernæring og om psykisk pres. Enkelte indsatte blev udsat for endnu værre behandling.

»Der er mindst tre rum, der bruges til tortur, og ofte kunne vi ikke sove, fordi vi hørte skrig hele natten. Når folk pludselig forsvandt i perioder, vidste vi, at det var der, de var,« siger han.

Der er både mandlige og kvindelige indsatte, opdelt i separate zoner. Den tortur, som Mantilla har søgt at dokumentere, omfatter fysiske tæv, elektriske stød, ophængning i arme og ben, tvungne stresspositioner. Nogle blev også tvunget til at stikke deres ansigt i en pose med afføring og indånde.

Problemerne med de overfyldte celler er imellemtiden kun blevet værre. Efter måneder med politisk uro og gadeprotester, menes der i dag at sidde 300 indsatte i de trange celler, der allerede føltes overfyldte med 80 personer, skal man tro kampagnegruppen Una Ventana a la Libertad.

Højprofileret fængsel

El Helicoide udgør et bemærkelsesværdigt højprofileret fængsel for politiske tilbageholdte som et markant landemærke, der kan ses fra det meste af byen. Det hemmelige politi er da også så stolte af deres unikke hovedkvarter, at de i 2007 udsendte en række frimærker for at fejre det.

El Helicoides skæbne – bygget under drømme om velstand, men nu i en tilstand af langsomt forfald – afspejler Venezuelas nyere historie. Hypnotiseret af perspektiverne i lettjente oliemilliarder fokuserede landets ledere på skinnende trofæer og glemte de mennesker, de regerede over, og hvoraf langt hovedparten stadig lever i desperat fattigdom.

Celeste Olalquiaga håber dog stadig på, at bygningen kan reddes fra forfald og fra sit grimme nye ry af en eventuel kommende regering, der hellere vil bruge sine kræfter på at skabe en bedre tilværelse for sine medborgere end på at kontrollere dem.

»Hvad der burde ske, er det eneste, der endnu aldrig er sket: at almindelige mennesker bliver spurgt og taget med på råd om, hvad de ønsker,« siger hun.

»De forsømmelser har også El Helicoide lidt under af forskellige grunde, men jeg tror, at vi vil kunne bruge stedet til helt andre formål – jeg tror ikke på, at ting kan være ramt af en forbandelse.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu