Læsetid: 6 min.

Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
Det står åbent, hvad Merkel egentlig vil på det europapolitiske område – og hvilken indflydelse hendes regeringspartnere vil få.

Det står åbent, hvad Merkel egentlig vil på det europapolitiske område – og hvilken indflydelse hendes regeringspartnere vil få.

Alexander Koerner

23. september 2017

Martin Schulz får næppe sit livs sjoveste aften, når valgresultaterne begynder at tikke ind fra 18-tiden søndag. For bare et halvt år siden stod han til at opnå samme opbakning som Angela Merkel, men søndag kan han meget vel blive manden, der må lægge ansigt til det værste valg for de tyske socialdemokrater siden oprettelsen af Vesttyskland i 1949. Meningsmålinger giver SPD omkring 22 pct. af stemmerne.

Sker det, er Schulz i fare for at blive væltet som partiformand, og det er tvivlsomt, om SPD vil indgå som juniorpartner i nok en Merkel-regering. ’Merkel den fjerde’ kan blive nødt til at kigge mod De Grønne og det liberale FDP for at finde en regeringspartner. De to partier har vidt forskellige politiske verdensbilleder, men kan ende i en trekløverregering med CDU/CSU.

Den socialdemokratiske nedtur må være særligt bitter for en så erfaren politiker som Schulz, der som EU-parlamentsformand har siddet på toppen af europæisk politik og anet chancen for at overtage Merkels position som Europas uformelle leder. Ikke mindst nu hvor Brexit har åbnet mulighed for, at den tysk-franske akse i EU kan få en stærk politisk og økonomisk betydning årtier ud i fremtiden.

Spørgsmålet er, hvad Merkel vil med EU i sin formentlig sidste valgperiode.

Tysk tavshed

Allerede dagen efter sit overbevisende valg i maj fløj den franske præsident, Emmanuel Macron, til Berlin, hvor han og Merkel samstemmende nedkaldte »en ny grundlæggelse af Europa og eurozonen i samarbejde«. Ved siden af sine hjemlige reformer har Macron siden bekræftet sit løfte om en ombygning af valutasamarbejdet, der især stiler mod en omfattende eurovalutafond med en dertil hørende eurofinansminister, som kan hjælpe kriseramte stater med store investeringsprogrammer.

»En valutaunion kan ikke fungere på sigt uden et fælles budget, der kan affjedre økonomiske chok og hjælpe med at skabe konvergens mellem vores økonomier ved at støtte investeringer i de lande, der har mest brug for det,« har magasinet Le Point for nylig citeret Macron for.

Her foreslår Macron et eurozonebudget på »flere procent af eurolandenes BNP«.

Det forslag har ifølge den tyske ugeavis Die Zeit vakt hovedrysten hos den afgående regering i Berlin. Ikke kun på grund af omfanget – alene én procent af eurozonens BNP svarer til 750 mia. kroner – men også på grund af timingen op til det tyske valg.

Godt nok er tyskerne generelt proeuropæiske, men de er samtidig bange for at blive unionens »betalingsmestre«. En formodning, som især Alternative für Deutschland (AfD) ikke afholder sig fra at lufte.

Selvom Merkel skarpt har afvist AfD som mulig regeringspartner, er det derfor ikke ligegyldigt, med hvor stort mandat det nationalkonservative parti ryger i Forbundsdagen. Trods en stor indre splittelse, hvor formand Frauke Petry nærmest har meldt sig ud af valgkampen i protest mod højreradikale strømninger, har partiet stadig en stærkt eurokritisk linje.

Schulz og Merkel har i valgkampen til tider sloges om, hvem der er mest proeuropæisk, men der er stort set ikke kommet konkrete meldinger fra den tyske regering om EU’s fremtid.

Merkel og finansminister Schäuble fra CDU har således kun udtalt sig i meget generelle vendinger om de franske planer om et udvidet eurosamarbejde. Europapolitiske spørgsmål anses for taberemner i valgkampen, og Merkels strategi har været at give sine overordnede bekendelser til EU samt lidt vage svar om mulighederne for fremtiden. Det har åbenlyst været nok for vælgerne.

Martin Schulz og hans socialdemokratiske partifælle udenrigsminister Sigmar Gabriel er gået mere offensivt til værks i opbakningen til et eurozone-budget og endda en europæisk arbejdsløshedsforsikring. De kræver et et opgør med Merkels og Schäubles sparepolitik og »finanspolitiske ortodoksi«, og opfordrer til flere tyske investeringer i Europa – ikke mindst for at støtte Macrons reformproces.

Da EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker for nylig holdt sin ’state of the union’-tale, plæderede også han for et budget for eurozonen, som samtidig skulle udbredes til at omfatte alle EU-lande undtagen Danmark.

Mens der fra CDU og især CSU var skeptiske reaktioner på Junckers planer, kaldte SPD-udenrigsminister Sigmar Gabriel det for »den rigtige vej for enheden på vores kontinent (…). Vi må ikke skabe en deling af EU i øst og vest, nord og syd, i rig og fattig.«

Tysk pengepipeline

Macron vil sandsynligvis heppe på en ny Merkel-regering med SPD. Skrækscenariet for ikke bare Frankrig, men også Italien, Portugal og Grækenland, vil være, om det liberale FDP får det kanonvalg, som meningsmålingerne har spået, og som kan gøre partiet til ny regeringspartner.

Den franske avis Le Monde har ligefrem betegnet FDP og dets karismatiske formand, Christian Lindner, som »Macrons mareridt«. Et udsagn, som Alexander Graf Lambsdorff, FDP-mand og vicepræsident i EU-parlamentet, har forsøgt at pille ned ved at erklære sig villig til i det mindste at debattere en europæisk valutafond.

Lindner selv er mere stejl. Hvor både Merkel og Schulz vil udbygge den europæiske ESM-redningsmekanisme til en decideret europæisk valutafond til kriseramte lande, advarer FDP-lederen mod, at et adskilt eurobudget kan føre til »en pengerørledning fra Tyskland til andre europæiske stater«. Altså en permanent overførsel, som EU-traktaterne ellers forbyder. Dermed ville presset for at trimme konkurrenceevnen falde i hele eurozonen, mener Lindner, og presset på forgældede stater til at skabe sunde reformer ville minimeres.

I stedet vil Christian Lindner helt nedlægge ESM-redningsfonden og skabe mekanismer for, hvordan kriselande som Grækenland kan ekskluderes fra eurozonen, indtil deres økonomier atter er stabile.

Der findes næppe større modstander af denne »neoliberale sparepolitik« end den tredje mulige regeringspartner, De Grønne. For den grønne spidskandidat Cem Özdemir ville det være begyndelsen på enden for ikke bare Grækenland, men for den europæiske solidaritet og selve euroen, som Tyskland nyder godt af.

Han bakkes op af den renommerede økonomiske journalist Thomas Fricke, der i Der Spiegel kalder FDP’s krav om benhård disciplin og skarpere sanktioner for »knald i låget«. Ikke mindst Spaniens og Irlands vækst har vist, at en pragmatisk omgang med kriselandenes underskud batter langt mere end dogmatisk sparepolitik i eurokrisen, mener han.

»Der mangler (i FDP, red.) en grundlæggende forståelse for, hvad en finanskrise er, og hvorfor man ikke bare kan overlade alt til markedet, når netop markedet svigter. Hvis de liberale havde regeret Tyskland med dette program i de sidste år, ville den tyske økonomi i dag befinde sig i en dyb krise. Så ville finansmarkedspanikken være smittet af på alle mulige andre lande og havde i sidste ende også ruineret den tyske (eksport-)økonomi,« mener Thomas Fricke.

Hvad vil Merkel?

Når stemmerne er talt op, vil det uanset udfaldet stadig være åbent, hvad Merkel egentlig vil – og hvilken indflydelse hendes regeringspartnere får. Trods intern modstand i CDU og især i CSU har Merkel magten til at skubbe disse reformer i gang med Macron – også selvom det vil koste svære forhandlinger på hjemmebane og evt. traktatændringer på europæisk niveau. Hvis FDP efter valget f.eks. sætter sig på posten som tysk finansminister, som Christian Lindner flere gange har drømt højt om, kan det blive sværere.

Om Merkel virkelig vil det, er derfor måske det afgørende spørgsmål. Wall Street Journal gætter på, at det overvejende handler om taktik fra Merkels side, når hun imødekommer Macron. Hvis planerne om en valutaunion skrinlægges, vil det nemlig også gå ud over Macrons reformplaner i Frankrig, da han dermed ikke kan sælge indrømmelser fra tysk side til vælgerne som en del af pakken.

Merkel skal i overført betydning holde de europæiske Macron’er i kog og de populistiske Le Pen’er under frysepunktet. Men i virkeligheden holder hun fast i den tyske tankegang om, at problemet ikke løses, så længe de sydeuropæiske lande ikke får trimmet deres konkurrenceevne og får styr på arbejdsløsheden, mener Süddeutsche Zeitung.

»Man tager fejl, hvis man tror, at Merkel vil ændre sin regeringsstil og mutere til en visionær politiker,« lyder det her med en blanding af bitterhed og lettelse.

Fortsætter Merkel kursen fra sine tre første regeringsperioder, vil hun forblive pragmatikeren uden de store armbevægelser. For Europa kunne det pege mod et kompromis med en langt mere begrænset eurovalutafond, end Macron drømmer om. Men spekulationerne går på, om Merkel i sin selvproklamerede sidste kanslerperiode skruer op for visionerne og griber chancen for at reforme EU.

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Tysklands liberale enmandshær står til at blive valgets sejrherre

    23. september 2017
    Det liberale FDP har ført en personfikseret og succesfuld valgkamp med Christian Lindner i spidsen. Hvis hans parti skal sidde med i Merkels kommende regering, vil han forhandle hårdt for en mere liberal linje, mener tysk partiforsker. Men Lindner sælger sin politik med en afdæmpet retorik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Sådan som politik har udviklet sig, ville jeg helt sikkert stemme på Die Partei (https://www.die-partei.de/). Et satire parti, som har opnået en forbavsende tilslutning. Det er et "ikke-parti" som Jacob Haugaard på amfetamin.

Når real politikken udvikler sig til manipulation og fake-news for de såkaldte "stærke" er der kun satire tilbage :-(